Opstød

Jeg prøver at gøre smerten mindre ved at tænke, at det jeg mistede, ikke var noget jeg havde, eller også ikke var noget jeg havde ret til.
Det virker ikke.

Jeg var så kortvarigt gravid, i forhold til hele den lange periode hvor vi bare prøvede og prøvede. Det er lige før jeg kan bilde mig selv ind at det var en fejl, at graviditeten er noget jeg husker forkert. Der er mest af det andet, af den tid hvor det ikke lykkedes.
"Måske var jeg slet ikke rigtigt gravid? ...". Men det var jeg jo. Hun var der jo, levende, i mig.

Jeg har på en måde indlært at jeg ikke kan regne med lykke, ikke kan stole på at gode ting sker for mig, eller at jeg kan beholde noget godt i mit liv.
Jeg er så mistroisk ... Så bange for at miste.
Så når jeg så mister det vigtigste i mit liv, så bekræfter det mig i at jeg ikke ka opleve hvad andre kan. At den lykke ikke er undt mig.
Jeg ved godt det ikke bare er lykke. Lykke er et spøjst koncept. Hvem er virkelig lykkelig? Og ingen er det vel hele tiden. Men der ER en lykke i at blive og være forældre. Noget mange tager for givet.
Vi søger en partner og vi søger familie. Der er noget at hente i det, og der er et behov.
Jeg stoler ikke på at jeg også oplever det, at det også er et liv jeg kan få. Og så ligger det lige for at tro, at jeg har mistet mit barn fordi jeg er forfordelt, fordi jeg ikke kan eller må. Måske mest ikke kan. Fordi noget i mig ikke kan finde ud af at deltage i verden, er beskadiget og defekt. At jeg gør det forkert, livet. Ikke deltager i det på den rigtige måde, og derfor kører mit liv af sporet.
Jeg ved godt det ikke er sådan.
Men jeg føler det nogengang.

Det er ikke noget jeg bevidst tænker på. Men den ligger der et sted, følelsen af at det var givet at jeg mistede, at hun ikke var til mig. Det gik lidt for godt lige pludseligt.

Jeg troede ellers ikke at jeg tænkte nær så meget over det hele længere, jeg troede jeg var kommet megete videre. Men det gør jeg nok et sted alligevel, ubevidst. Det poppede da ihvertfald lige frem igen

Da jeg gik hjem i forgårs sen aften, i regnen, græd jeg pludseligt kortvarigt, indtil jeg fik det under kontrol.
Jeg bryder mig ikke om at græde, jeg ved ikke om jeg taber kontrollen. Om der kommer mere end jeg regnede med. Og hvad hvis nogen ser det ...
Jeg græd fordi jeg tænkte på scanningerne da jeg blev indlagt, hendes hjerte der slog, hendes bevægelser. Jeg lå der og så mit barn, og jeg vidste, at det blev sidste gang jeg så hendes hjerte slå, sidste gang jeg så hende i live. Så ulideligt, det sidste kig ind i min mave. Jeg var så sulten efter at se mere, så sulten efter mit barn. Og det var sidste gang.
Jeg har tænkt på det før, og prøver hver gang at distancere mig. Som at se en film, det er nogle andre det handler om. Men det er det jo ikke, det var jo mig.