Jeg fik ikke gjort det som jeg kunne ønske nu

Jeg fødte meget pludseligt, uden at vi havde tid til at indstille os på at nu mistede vi. Jeg blev indlagt med smerter søndag, der viste sig at være en begyndende fødsel. Mandag fødte jeg.
Vi anede ikke hvad der skete eller hvad det ville sige. Vi tænkte at jeg abortede, dvs. vi troede ikke det ville være en rigtig fødsel.

Da jeg så fødte var vi slet ikke indstillet på at nu kom vores barn. At hun var et barn. Eller at hun kunne være levende. Så vi havde ingen plan for eller idé om hvad der skulle ske.
Jeg ville gerne se hende, det vidste jeg. T ville ikke.
Men jeg havde på ingen måde overvejet eller forestillet mig at jeg f.eks. kunne tage hende op til mig, holde hende, lægge hende på mit bryst eller lign. Jeg tænkte bare jeg ville se hende.
T så hende så alligevel, og det er jeg meget glad for. Det ville ha været helt forkert hvis han ikke havde set sin datter, og hvis vi ikke havde delt det.

Men min tid med hende blev alt for kort, fordi jeg var så chokeret og ikke var klar til det. Og nu er det for sent.

Lige da jeg fødte hende var jeg helt uforberedt. Pludselig var hun ude. Jeg kunne ikke se hende for min egen mave, hun lå mellem mine ben et sted. Jordmoderen tog sig af hende, og hun klippede navlestrengen. Og Saga døde ... Jeg nåede ikke at opleve at hun var levende, vidste ikke hun ville være levende når hun blev født.
Jeg så på hende lidt efter. Jordmoderen viste mig hende. Jeg kiggede bare.
Lidt senere holdt jeg hende kortvarigt mens jeg viste hende til min mor, men jeg holdt hende ikke ind til mig, jeg holdt hende i et klæde, lidt ud fra kroppen.
Jeg tror faktisk slet ikke jeg rørte ved hende.

Derefter blev hun lagt i en vugge et stykke fra min seng. Jeg kunne ikke se hende, jeg vidste bare at der lå hun.
Da jeg senere på aftenen blev flyttet fra fødegangen til barselsgangen spurgte de om vi ville have hende med på værelset - det ville vi ikke. Hun blev flyttet til et rum i nærheden, men ikke ind til os. Det fortryder jeg!
Men det virkede så forkert i situationen, for hun var jo død. Hvad skulle vi med et dødt barn? Hun skulle jo ikke pusles eller ammes. Vi kunne jo ikke interagere med hende. Det var jo et lig ... Vores datter var død.

Nu her bagefter tænker jeg at jeg gerne ville ha set mere på hende, holdt hende, snakket til hende.
Men på det tidspunkt var jeg ikke parat.

Næste dag ville vi gerne se hende igen inden vi tog hjem. De kom med den æske hun lå i, og vi kiggede en del på hende. Nu var hun rød i stedet for lilla, og nettet af blodårer var ikke tydeligt længere. Hun så fredfyldt ud.
Men igen, vi så kun på hende.

Jeg ville ønske at jeg fire dage efter, da jeg begyndte at forstå hvad der var sket, kunne have gået tilbage og holdt hende hos mig, ha krammet hende, rørt ved hende, talt til hende. Undersøgt hende ordentligt, oplevet hende.

Men det er for sent.

Vi lod min mor kontakte bedemanden, min mor valgte kisten og arrangerede kremeringen.
Nu fortryder jeg lidt at jeg ikke har set kisten selv, eller set hende i den. Måske også taget et billede.
Men igen er det for sent, hun er kremeret og hendes urne er klar.
Min mor har fortalt hvilken kiste hun valgte, så jeg forestiller mig det. Men jeg ville nu gerne alligevel ha set den.
Vi har ikke bisat hende endnu, vi er ikke klar. Vi henter hendes urne på mandag, og så må den stå hos os til vi er klar ...

Sådan er det så, vi valgte og handlede som vi kunne, i situationen. Ingen er vel parat til hvad det vil sige ...
Og vi har ikke andre børn, for os var det hele overvældende og nyt. Og forkert!
Måske er det anderledes hvis det ikke er ens første barn, for så har man før prøvet at byde et barn velkommen og håndtere sit barn. For os kom det helt bag på os, og dét at hun var død vidste vi heller ikke hvordan vi skulle tackle.

Men hvor ville jeg ønske vi havde forstået hvad der skete, og hvilke følelser vi ville få, da chokket havde lagt sig lidt. Så jeg kunne ha gjort det bedre for mig selv og for min datter.

Hvad der skete da vi mistede vores datter

Som jeg skrev i går mistede vi vore datter i 5. måned. Lige 4 uger for tidligt til at have bare en lille chance for at kunne reddes.
For evt. interesserede var forløbet sådan her:

Onsdags blev jeg akut indlagt med blødning og siden stærke smerter. Reelt var det en begyndende fødsel, udløst af de fibromer jeg har på livmoderen. De fik veerne stoppet og efter en nat på hospitalet blev jeg sendt hjem.

Men søndag blev jeg så overfaldet af stærke smerter igen, og da jeg ankom til akutgangen var min livmodermund åben og fødslen igang. Scanninger viste at det ikke var muligt at lukke til igen, lidt af fostersækken var allerede synlig.
Vi blev informeret om at babyen ikke kunne overleve på dette stadie.

Mandag besluttede de sig til at skynde på processen og give mig noget ve-stimulerende, og mandag eftermiddag fødte jeg så. Jeg fik en epidural-blokade, selvom jeg var bange for den. Desværre virkede den ikke komplet, av! Det var faktisk en rigtig fødsel, trods at det var lige et par dage til grænsen mellem om man kalder det fødsel eller abort, rent juridisk.Der gik en del timer fra de første veer til selve fødslen, men da de først kom tæt, gik det stærkt. Og heldigvis lykkedes det også at få moderkagen med ud - der var ellers stor risiko for at de måtte fjerne min livmoder under en efterfølgende udskrabning, pga af de mange fibromer (fem meget store og en mængde små). Men indtil videre er alt gået godt, og jeg har min livmoder i behold.

Fordi hun var levende lige da hun blev født, betragtes hun som levendefødt, selvom hun kun levede få minutter. Hun blev derfor ikke aborteret men født for tidligt, selvom hun var en dag under grænsen.

Vi så vores lille datter, hun var helt perfekt, men lille. 26 cm lang. Et komplet lille menneske, men slank og voksen-menneskeagtig, fordi babyfedtet ikke var dannet endnu. Hun havde tydelig træk fra både mig og min kæreste. Hun levede et kort øjeblik, men døde meget hurtigt, da hun ikke kunne overleve. Hun åbnede aldrig øjnene.Vi regner med at få hende kremeret og sprede hendes aske i havet.
Selvom det kan forekomme makabert var det faktisk rart at se hende, og tage afsked med hende.

Umiddelbart er dommen at vi IKKE kan få børn, ikke med min alder og min problematiske livmoder. Det er selvfølgelig helt utroligt hårdt. Vi har kæmpet i så mange år, og det var så tæt på at lykkes.

Vi er selvfølgelig i dyb dyb sorg, og det kommer nok til at tage tid for os at deale med at vores liv bliver meget anderledes end hvad vi ønsker, og med at have mistet vores datter, når nu det var så tæt på at lykkes. "Hvad nu hvis" er svær at holde for døren ... Men det er sket som det er sket, og kan ikke gøres om.

Det var vores højeste ønske i hele verden, og det er svært at acceptere at sådan bliver det ikke.

Jeg svinger mellem at være helt cool og mig selv, og så tage tudeture hvor alt er skod. Og sådan vil det nok være i lang tid. Sorg bliver deværre ved med at være der, man lærer bare at leve med den og finde en plads hvor den ikke fylder alt i ens liv. Det er den process vi er igang med. Heldigvis har vi hinanden, og vi har dealet med så mange kriser sammen allerede, at vi ved at det bringer os tættere, ikke fjernere.

Men der er en lang lang lang tung vej endnu.

Anyway - det er en fandens hård omgang, men vi overlever det på sigt... Men det vil tage meget lang tid og det vil præge os det næste lange stykke tid og være en del af hvem vi er fremover. Desværre.

Well - sådan endte det eventyr for os.

Det var et mirakel at hun blev skabt, en katastrofe at vi mistede hende.

Vores datter født og død

Jeg fødte i går, alt for tidligt, en lille pige, der døde kort efter fødslen. Hun var helt perfekt, men kom så tidligt at hun ikke kunne reddes.
Det skete pga. alle de fibromer jeg havde dannet på livmoderen, og er kulminationen af flere ugers smertehelvede og bekymring.
Fysisk forløb det okay, psykisk har vi det meget svært.

Fordi hun var levendefødt opfattes det ikke som en abort, men som en fødsel (det var det så også). Hun var lige knap 21 uger og 26 cm lang, og var komplet skabt, bare for lille til at leve.

Mig og T er i dyb sorg, og vil nok være noget ustabile et godt stykke tid. Vi har ikke overskud til se nogen de næste dage, mens vi dealer med chokket ...