Hvad der skete da vi mistede vores datter

Som jeg skrev i går mistede vi vore datter i 5. måned. Lige 4 uger for tidligt til at have bare en lille chance for at kunne reddes.
For evt. interesserede var forløbet sådan her:

Onsdags blev jeg akut indlagt med blødning og siden stærke smerter. Reelt var det en begyndende fødsel, udløst af de fibromer jeg har på livmoderen. De fik veerne stoppet og efter en nat på hospitalet blev jeg sendt hjem.

Men søndag blev jeg så overfaldet af stærke smerter igen, og da jeg ankom til akutgangen var min livmodermund åben og fødslen igang. Scanninger viste at det ikke var muligt at lukke til igen, lidt af fostersækken var allerede synlig.
Vi blev informeret om at babyen ikke kunne overleve på dette stadie.

Mandag besluttede de sig til at skynde på processen og give mig noget ve-stimulerende, og mandag eftermiddag fødte jeg så. Jeg fik en epidural-blokade, selvom jeg var bange for den. Desværre virkede den ikke komplet, av! Det var faktisk en rigtig fødsel, trods at det var lige et par dage til grænsen mellem om man kalder det fødsel eller abort, rent juridisk.Der gik en del timer fra de første veer til selve fødslen, men da de først kom tæt, gik det stærkt. Og heldigvis lykkedes det også at få moderkagen med ud - der var ellers stor risiko for at de måtte fjerne min livmoder under en efterfølgende udskrabning, pga af de mange fibromer (fem meget store og en mængde små). Men indtil videre er alt gået godt, og jeg har min livmoder i behold.

Fordi hun var levende lige da hun blev født, betragtes hun som levendefødt, selvom hun kun levede få minutter. Hun blev derfor ikke aborteret men født for tidligt, selvom hun var en dag under grænsen.

Vi så vores lille datter, hun var helt perfekt, men lille. 26 cm lang. Et komplet lille menneske, men slank og voksen-menneskeagtig, fordi babyfedtet ikke var dannet endnu. Hun havde tydelig træk fra både mig og min kæreste. Hun levede et kort øjeblik, men døde meget hurtigt, da hun ikke kunne overleve. Hun åbnede aldrig øjnene.Vi regner med at få hende kremeret og sprede hendes aske i havet.
Selvom det kan forekomme makabert var det faktisk rart at se hende, og tage afsked med hende.

Umiddelbart er dommen at vi IKKE kan få børn, ikke med min alder og min problematiske livmoder. Det er selvfølgelig helt utroligt hårdt. Vi har kæmpet i så mange år, og det var så tæt på at lykkes.

Vi er selvfølgelig i dyb dyb sorg, og det kommer nok til at tage tid for os at deale med at vores liv bliver meget anderledes end hvad vi ønsker, og med at have mistet vores datter, når nu det var så tæt på at lykkes. "Hvad nu hvis" er svær at holde for døren ... Men det er sket som det er sket, og kan ikke gøres om.

Det var vores højeste ønske i hele verden, og det er svært at acceptere at sådan bliver det ikke.

Jeg svinger mellem at være helt cool og mig selv, og så tage tudeture hvor alt er skod. Og sådan vil det nok være i lang tid. Sorg bliver deværre ved med at være der, man lærer bare at leve med den og finde en plads hvor den ikke fylder alt i ens liv. Det er den process vi er igang med. Heldigvis har vi hinanden, og vi har dealet med så mange kriser sammen allerede, at vi ved at det bringer os tættere, ikke fjernere.

Men der er en lang lang lang tung vej endnu.

Anyway - det er en fandens hård omgang, men vi overlever det på sigt... Men det vil tage meget lang tid og det vil præge os det næste lange stykke tid og være en del af hvem vi er fremover. Desværre.

Well - sådan endte det eventyr for os.

Det var et mirakel at hun blev skabt, en katastrofe at vi mistede hende.

Update på baby og fibromer

Well, så var vi til MD scan i dag. Den viste at fosteret umiddelbart ser okay ud, men er i den lille ende af normalen. Svarende til ca. en uge mindre end jeg er. Det er okay, selvom jeg da hellere så at den var større. Især da vi er bekymrede for om fibromerne hæmmer dens vækst.

Tilgengæld er mine fibromer igen vokset - og der er kommet flere. Dvs. jeg nu, udover de fem store fibromer, også har en mængde små. Så mange at de ikke ville tælle dem. Livmoderen er simpelthen fyldt med fibromer, det er ret atypisk. Sikkert medicinsk interessant. Men ikke så fedt at se sin livmoder være fuldstændig deform. Og det størte fibrom er fandme stort. Jeg kan mærke det udefra.

Fibromerne giver mig smerter, så jeg har konstant så ondt at jeg næsten ikke kan eksistere ... :(

Det positive var dog at lægen gik meget op i at undersøge min mulighed for at føde selv - det må betyde at han regner med at baby klarer den trods fibromerne. Han sagde også at østrogenen får fibromerne til at vokse, men at senere i graviditeten vil progesteron dominere, og den hæmmer fibromernes vækst. Så der er håb for at de ikke bare bliver ved og ved.
Og han sagde noget med at de flød mere ud senere i graviditeten.
De har dog ikke set så mange før.

Smerterne er der dog ikke meget at gøre ved. Han ville give mig stærk Ibruprofen mod smerterne, men det kan irritere babys hjerte + give mindre fostervand, så det er jeg ikke særlig vild med ... Han var en ældre mand af den gamle skole, så han gik tydeligvis ikke ind for alternativ behandling, og han var svær at snakke med.
Jeg følte ikke rigtig jeg kunne bruge ham eller få svar på mine spørgsmål. :/

Status her og nu er at baby lever og har det fint. Umiddelbart så okay ud, men de havde svært ved at scanne grundigt pga fibromerne. Og at min smerter er ret uundgåelige. Men at vi har en chance for at baby klarer sig. Så det er både godt og dårligt, men vi er forsigtigt forhåbningsfulde ...

Krise. Det skal åbenbart ikke være nemt ...

Jeg har haft tiltagende smerter i løbet af ugen, men jeg regnede med at det var slemme ligamentsmerter kombineret med træthed over at starte i nyt job. Men det kulminerede søndag nat hvor jeg bare havde ONDT og ikke kunne sove for smerter.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.

Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).

Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/


MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.

Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.

Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.

Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!

Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.

Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...

Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.

Forkølet. :( Og har mere og mere ondt. *piv*

Øv, efter en hård uge med start på nyt job er jeg blevet møgforkølet. Kan ikke helt vurdere om det er med eller uden feber, men jeg snotter, er træt og så er jeg ved at kaste op når jeg pudser næse, fordi jeg ikke lige kan ha at jeg ikke kan få vejret et øjeblik.
Damn det er ikke rart!

Jeg læste at gravide kan være længere om at blive raske igen, øv.

Derudover har jeg tiltagende ondt. Tror det er en grim omgang ligamentsmerter, måske ekstra smertefulde pga mine fibromer. Men jeg føler mig som en der er meget længere henne, sukker og stønner og vender mig som en elefant. Det gør ondt når jeg rejser mig, sætter mig, vender mig i sengen osv. Øv.
Og så har jeg en tyngdefornemmelse i underlivet, der bliver værre henad aften. Orker ingenting. :(

De her dage synes jeg bare det er rigtig ufedt at være gravid, selvom baby er mega mega ønskebarn!

Første arbejdsdag og meget ondt

Jeg startede nyt job i går efter at ha gået hjemme hele graviditeten indtil nu. Så tidligt op og afsted med bus og tog.

Jeg lagde ud med kvalme. Meget. Det med tidligt op provokerer det åbenbart.
Og i løbet af dagen er jeg blevet mere og mere øm i underlivet. Det føles tungt.

Efter fyraften var jeg helt udkørt. Totalt træt. Kvalme igen (træthed) og så fik jeg ONDT. Mit underliv føles tungt som bly, det jager langs siderne af maven og trækker og nager.

Jeg slog op i min graviditetsbog om 19. uge (i dag) og der stod at mange kunne have RET ondt på det her tidspunkt pga. ligamentsmerter, fordi det hele vokser igen. Og smerterne var beskrevet nøjagtig som jeg mærker dem.
Men jeg blev nu alligevel bekymret pga samfaldet med jobsstart.

Nu skal jeg afsted igen, og synes stadig jeg er øm. Har ikke lyst til den lange tur ... Men well, jeg er glad for at arbejde igen (grafiker, sidder ned det meste af tiden).

Hmmm, det er sgu lidt svært når man bekymrer sig så nemt. Men av altså!

Ondt i maven

Jeg har simpelthen så ondt i maven meget af tiden. Altså maven, ikke underlivet. :)

Min fordøjelse fuckede up da jeg blev gravid, og lige siden har det rumlet og murret og min mave er ofte udspilet. Der er næsten hele tiden en følelse af uro i maven og en "forkert" fornemmelse. Indimellem er det også tarmene der gør ondt, men ofte selve maven.
Jeg plejede at have en kanon stærk mave, jeg ku spise alt. Og min fordøjelse var perfekt.

Selvom der står at progesteron giver træg mave, så bekymrer det mig med den konstante murren og uro. Og så udmatter det mig altid at have lidt ondt.

Bekymringer ...

Well, jeg har og har haft forfærdeligt ondt. Mere ondt end hvad jeg har indtryk af er normalt. Jeg tænkte først det bare var ligamentsmerter, men jeg synes godt nok det er meget jeg har ondt ...
I går havde jeg så også lidt brunligt blodudflod, men meget meget lidt. Jeg var dog overbevist om at om lidt ville der komme frisk blod og jeg ville abortere.
Der har så ikke været mere blod, så nok ikke.

Jeg overvejer om det kan være fibromerne der gør at der gør ondt, men jeg frygter abort eller MA.

Jeg synes heller ikke mine bryster er så ømme som de bør være, de er ømme, men slet slet ikke som da jeg var gravid for tre år siden (MA i 9. uge).

Fuck jeg er bekymret! Jeg er så bange for at det ikke holder. Min kropsfornemmelse siger at det ikke gør. Jeg føler mig mindre gravid i dag end de andre dage.

Jeg bliver sindsyg! Det er ubærligt at skulle bekymre sig så meget. :(

EDIT:
Så blev det fredag. Efter at ha siddet i sofaen i en uge, ude af stand til at kunne noget som helst, totalt nedtrykt. Og selvfølgelig ... det hele er i mit hovede. Der er intet galt!
Jeg er stadig gravid, den vokser og hjertet slår. I dag er den 6+6, jeg går ind i 8. uge i morgen.

Her er vores haletudse:

<3 <3 <3 <3 <3