Efter min tur på hospitalet med smerter, og hele balladen med mine mange fibromer, har jeg ligesom mistet lysten til rigtig at deltage på graviditetsfora. :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/
Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.
Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.
Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.
Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar