Som jeg skrev i går mistede vi vore datter i 5. måned. Lige 4 uger for tidligt til at have bare en lille chance for at kunne reddes.
For evt. interesserede var forløbet sådan her:
Onsdags blev jeg akut indlagt med blødning og siden stærke smerter. Reelt var det en begyndende fødsel, udløst af de fibromer jeg har på livmoderen. De fik veerne stoppet og efter en nat på hospitalet blev jeg sendt hjem.
Men søndag blev jeg så overfaldet af stærke smerter igen, og da jeg ankom til akutgangen var min livmodermund åben og fødslen igang. Scanninger viste at det ikke var muligt at lukke til igen, lidt af fostersækken var allerede synlig.
Vi blev informeret om at babyen ikke kunne overleve på dette stadie.
Mandag besluttede de sig til at skynde på processen og give mig noget ve-stimulerende, og mandag eftermiddag fødte jeg så. Jeg fik en epidural-blokade, selvom jeg var bange for den. Desværre virkede den ikke komplet, av! Det var faktisk en rigtig fødsel, trods at det var lige et par dage til grænsen mellem om man kalder det fødsel eller abort, rent juridisk.Der gik en del timer fra de første veer til selve fødslen, men da de først kom tæt, gik det stærkt. Og heldigvis lykkedes det også at få moderkagen med ud - der var ellers stor risiko for at de måtte fjerne min livmoder under en efterfølgende udskrabning, pga af de mange fibromer (fem meget store og en mængde små). Men indtil videre er alt gået godt, og jeg har min livmoder i behold.
Fordi hun var levende lige da hun blev født, betragtes hun som levendefødt, selvom hun kun levede få minutter. Hun blev derfor ikke aborteret men født for tidligt, selvom hun var en dag under grænsen.
Vi så vores lille datter, hun var helt perfekt, men lille. 26 cm lang. Et komplet lille menneske, men slank og voksen-menneskeagtig, fordi babyfedtet ikke var dannet endnu. Hun havde tydelig træk fra både mig og min kæreste. Hun levede et kort øjeblik, men døde meget hurtigt, da hun ikke kunne overleve. Hun åbnede aldrig øjnene.Vi regner med at få hende kremeret og sprede hendes aske i havet.
Selvom det kan forekomme makabert var det faktisk rart at se hende, og tage afsked med hende.
Umiddelbart er dommen at vi IKKE kan få børn, ikke med min alder og min problematiske livmoder. Det er selvfølgelig helt utroligt hårdt. Vi har kæmpet i så mange år, og det var så tæt på at lykkes.
Vi er selvfølgelig i dyb dyb sorg, og det kommer nok til at tage tid for os at deale med at vores liv bliver meget anderledes end hvad vi ønsker, og med at have mistet vores datter, når nu det var så tæt på at lykkes. "Hvad nu hvis" er svær at holde for døren ... Men det er sket som det er sket, og kan ikke gøres om.
Det var vores højeste ønske i hele verden, og det er svært at acceptere at sådan bliver det ikke.
Jeg svinger mellem at være helt cool og mig selv, og så tage tudeture hvor alt er skod. Og sådan vil det nok være i lang tid. Sorg bliver deværre ved med at være der, man lærer bare at leve med den og finde en plads hvor den ikke fylder alt i ens liv. Det er den process vi er igang med. Heldigvis har vi hinanden, og vi har dealet med så mange kriser sammen allerede, at vi ved at det bringer os tættere, ikke fjernere.
Men der er en lang lang lang tung vej endnu.
Anyway - det er en fandens hård omgang, men vi overlever det på sigt... Men det vil tage meget lang tid og det vil præge os det næste lange stykke tid og være en del af hvem vi er fremover. Desværre.
Well - sådan endte det eventyr for os.
Det var et mirakel at hun blev skabt, en katastrofe at vi mistede hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar