Update på mig - forsøger snart igen

I dag fik jeg endelig min fertilitetsmonitor. :) Der er lidt mange skæbne-tilfælde omkring det (selvom jeg ikke tror på det) ...

På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.

Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:

Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.

Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.

Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.

Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.

Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.

Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...

Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...

Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.

Hm.

Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?

(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)

Min historie lige nu

Mailen til en gynækolog/akupunktør/psykoterapeut opsummerer sådan set hvad det er der sker for mig for tiden ...:

Hej,

Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.

Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.

Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!

MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.

Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!

Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.

Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!

Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.

Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.

Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.

Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?

Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.

Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.

Jeg håber du har tid!

VH

S :)

Kulret - to streger!!!

Vi er/var i gang med nedregulering til det allersidst IVF-forsøg på Herlev, som de på alle mulige måder havde prøvet at komme undeom, da de har sagt lige ud at de ikke tror det vil lykkes os. Det er sådan set også vores 6.,  da to blev konverteret til IUI pga for få æg og 1 ikke talte pga et fuck-up under tranferering (burde nok ha talt, men de var large, det var mit første forsøg og men alt så lyst og godt ud)
Anyway, de vil gerne have os til at opgive og har tydelig sagt at de mener jeg nu er for gammel.

Nå, men jeg har taget Suprefact injektioner siden 30/4. Men jeg har hele tiden haft lidt ondt i underlivet, en trykken.

Min mestruation er så ikke kommet. Den burde være kommet for en 4-6 dage siden. Jeg har testet 2 gange undervej, for lige at sikre mig.

Fandme så, i går morges - to streger! Jeg er fuldstændig kulret! Jeg ringede til min læge der bare henviste mig til fertilitetsklinikken, og den ku man først ringe til flere timer senere.
Da jeg endelig kom igennem til fertilitetsklinikken, så sagde de jeg sku stoppe Suprefact og komme på onsdag til en scanning.

Jeg er SÅ nervøs. Jeg er så bange for at det bare er noget tilfældigt, at det ikke er en graviditet. Jeg vil så gerne ha det bekræftet, taget en blodprøve, anything. Hvad nu hvis det ikke er noget?
Men i de to et halvt år vi har været i behandling har der aldrig været to streger før ... Aldrig. Please lad det her være noget!

Det kværner rundt i hovedet på mig om noget andet kan give falsk udslag, men jeg kender ikke til noget. Damn jeg håber den er god nok!

Galoperende hjerte - hormonrelateret?

Jeg har nogle mærkelige fornemmelser, jeg synes mit hjerte indimellem galloperer, andre grange har jeg en sær boblende fornemmelse i brystet.

Jeg har jo været i fertilitetsbehandling i to år nu, med 6 IUI og 5 IVF. Jeg overvejer om det er en bivirkning af alle de hormoner jeg har taget, eller endnu være, syptom på en kommende blodprop.

Jeg ringer til lægen i morgen, men vil alligevel lige forhøre mig hos andre der har taget mange hormoner.

EDIT: Jeg var en tur omkring hospitalet og få taget et EKG, mit hjerte er fint og ingen blodpropper.
Det har enten være indbildt eller ekstrasystoler - ufarlige ekstra hjerteslag, der føles om om hjertet slår en kolbøtte eller at det galloperer afsted (det kan bl.a. udløses af stress/psykisk).
Jeg blev undersøgt grundigt, og efter jeg fik en "all clear", gik alle symptomer væk! Så det har helt klart været fremkaldt af psykisk stress.
Men damn jeg blev forskrækket!

Svært

Det har ikke gået så godt de sidste 3 mdr, mit humør er skod og der er svære ting at tackle.

Nyeste to problemer er angst for blodpropper (jeg har nogle symptomer) i forbindelse med alle de hormoner jeg har fået, og så har jeg netop fået at vide at jeg er biokemisk gravid. Hvilket der ikke kan komme et barn ud af, kun bøvl.
Biokemisk gravid betyder enten at jeg har været gravid, men ikke har aborteret. Dvs. der stadig kan sidde noget væv i min livmoder og skabe hormoner. Eller jeg kan være gravid uden for livmoderen. Den er værre. Det skal vel i så fald opereres, og kan i værste fald ødelægge noget. Det er typisk en æggeleder det så sidder i.

Hvis jeg selv skal gætte, tror jeg at jeg var gravid, men da jeg blev syg med feber i sidste uge, døde fosteret. Da jeg tager progesteron, der forhindrer slimhinden i at blive udstødt, kan det godt modvirke en abort.
Jeg stoppede med progesteron i går, så det kan være det kommer af sig selv nu.

Pis også.

Jeg venter på svar på om jeg stadig er i betragtning til det job, jeg var til samtale hos. Det håber jeg helt vildt! Jeg vil virkelig gerne ha det!

Håber håber håber

Jeg var til ægscanning i dag, og pyha, der var æg nok til IVF. Lige knap, men nok. 3 store og 2 små.

Jeg var meget bekymret op til, det er femte gang jeg kører hormonkur, men de to sidste gange havde jeg kun lavet 2 æg, så der blev konverteret til IUI. Det har været HÅRDT at skulle acceptere at jeg laver for få æg. Jeg har følt min kvindelighed sat i tvivl, en bekymring omkring hvorvidt jeg har få/dårlige æg tilbage, om løbet er kørt. Og så er der den enorme skuffelse over et fejlslagent forsøg.
Så denne gang har jeg hele tiden gået og mærket efter, trykket mig i lysken og håbet på at noget ville være ømt, hvilket måske ku betyde at der var æg. Men næ, jeg har ikke rigtig mærket noget. Så jeg havdeindstillet mig på endnu et nederlag.

Samtidig siger alle at man skal være positiv og åben, at ens attitude betyder noget for hvad der sker. At man skal tro på det. Hvilket er et stort ansvar, når jeg er trist og bekymret, når jeg har svært ved at tro på det. Og når jeg er bange for at turde tro på det, og derved gøre mig endnu mere sårbar, hvis jeg igen skal tackle at virkeligheden gør noget andet, uden at bryde sammen.
Jeg føler mig skyldig over ikke at være positiv nok, om min manglende tro påvirker resultatet. Det er en tung "skyld" at bære.

Nå, men det VAR jo så okay! :) Så på tirsdag skal de ud ...

Jeg så gerne der var flere æg. Det er ikke rigtig nogen at give af, hvis nogle ikke er gode nok, ikke bliver befrugtet eller ikke deler sig. Jeg skal helst ende med to gode embryoner.
Men der ER en chance.
Jeg ville også helst have haft nok til at fryse ned. Bare for en sikkerheds skyld. Og fordi tiden går, og jeg bliver ældre.
Men well, bare der kommer noget ud af det, der kan lægges op!

Så nu venter jeg ... Og på tirsdag ved jeg hvad det blev til. Og 2-3 dage senere ved jeg om der så også er noget at lægge op.
Og så kommer den ulidelige ventetid, hvor jeg bliver knald i låget af hele tiden at tænke på det, og hele tiden at forsøge at mærke om jeg nu føler mig gravid ... Uden at kunne vide noget. Ulideligt.
Men okay, hellere dét end at der slet ikke bliver en ægoplægning ...

Jeg håber håber håber sådan at dénne gang ....

Fra op til ned, pis

Nå, lige som jeg var superglad og positiv (se blog fra i morges) tog dagen et sving nedad.
Dag 3 i cyklus. Ringe til fertilitetsklinikken og tilmelde mig. Jeg var sikker på at NU var det lykkens gang, i dag er den heldig dag. MEN krash bom.
Et eller anden er blevet misforstået, og lægen synes jeg partout skal på langt skema fremfor kort, hvorfor jeg kommer i kambolage med deres juleferie, hvorfor jeg må vente endnu en cyklus. NEJ!

Jeg har lige sat mig op til at nu er det sådan her, nu skal jeg igang, nu har vi en chance til, NU bliver jeg gravid.

Couples who have experienced fertility problems have faced many frustrations, disappointments, tests and possibly operations before treatment is considered. The treatment itself can be physically and emotionally taxing. The stress is aggravated by waiting to start and then wondering whether each stage of a treatment cycle will go well. Everyone has difficulty coping with this stress from time to time. The longer your feelings of isolation and helplessness remain unshared, the greater the likelihood that frustration, anxiety and depression will increase. There may be times when you feel no one understands what you are going through but please be reassured, this is not an uncommon feeling.

Ja ja. Det lyder klogt, men FUCK hvor er jeg træt af det.

Jeg endte med at være noget kort for hovedet overfor sygeplejersken, fordi jeg bare ku mærke at nu begyndte jeg at tude. Hun blev sikkert sur over min abrupte afslutning på samtalen.

I frustration skrev jeg et brev til fertilitetsklinikken for at give udtryk for at jeg føler mig svigtet.
Ved nærmere gennemlæsning har jeg besluttet ikke at sende det. What's the use.
Det er for sent at ændre deres beslutning. Jeg skulle starte i dag hvis det sku være, og jeg tror ikke på de kan presse en scannetid ind i dag.
Jeg har hidset mig lidt ned nu. Men jeg er dybt dybt skuffet.

Brev til fertilitetsklinikken, som forbliver usendt:

Hej,

Jeg har gennem lang tid været i behandling hos jer, og jeg har været ovenud tilfreds med jer. Jeg synes at alle på Fertilitetsklinikken er utroligt søde, omsorgsfulde og kompetente.
Jeg har haft en enkelt uheldig episode med en enkelt ny læge, hvor jeg ikke havde tillid, men alle andre har været helt i top - og lidt til! Og jeg synes virkelig I behandler én godt og tager jer tid til én og i det hele taget gør et skidegodt stykke arbejde.
Det værdsætter jeg virkelig!

Jeg har dog en rigtig dårlig oplevelse lige nu, hvor jeg føler mig temmelig svigtet.

Jeg har i to forløb nu lavet få æg. Den ene gang var på det lange skema, den anden gang var på det korte.
Den læge jeg var hos sidst fortalte mig at det ikke nødvendigvis sagde noget om metoden, men at det kunne være, at jeg i lige de cyklusser ikke havde så mange æg. At ægmængde og -kvalitet lå og svingede fra cyklus til cyklus, ligesom med sæd. At man ku være heldig at ramme en god cyklus, eller uheldig at ramme en mindre god.

Hun overvejede meget hvordan vi skulle køre det næste gang, og overvejde tiden og min stigende alder op mod metode.
Det sidste hun sagde til mig var at vi kunne presse en tur mere ind inden jul, for at der ikke skulle gå for lang tid. Hun endte med at mene, at min stigende alder var det største problem. Det sidste hun sagde til mig var kort cyklus igen, lad os se om det ikke alligevel dur, og at jeg oven i købet godt kunne springe en ventecyklus over - der var jo ikke var den store fare for overstimulation, med så lav en respons. Og igen, tiden var essentiel.

Der sker så det at jeg bliver syg lige som jeg fik min næste menstruation. Jeg venter derfor en cyklus.

Da jeg i dag så ringer og vil tilmelde mig, får jeg at vide at jeg SKAL i lang behandling næste gang, og at jeg derfor ikke kan sarte i dag som planlgt, men skal springe endnu en cyklus over fordi det falder sammen med at I holder julelukket. Dvs. at der går lang tid. Igen. For inden dette røg jeg uheldigt ind i sommerferie, og sprang tre cyklusser over.
Sommerventetiden var rigtig lang tid.

Jeg har det rigtig rigtig skidt med at blive tvunget til at vente endnu en cyklus. Især da jeg ikke stoler jeg ikke på afgørelsen, at den virkelig er det bedste.
Jeg har fået at vide at min stigende alder er et problem.
Jeg har fået at vide at ægmængden og -kvaliteten varierer fra cyklus til cyklus.
Jeg har fået at vide at ét forløb på kort skema ikke er nok til at afgøre hvordan det virker, da resultatet var det samme som det var sidst på et langt skema.
Dvs. de fakta jeg har fået passer ikke med den afgørelse der bliver taget.

Til marts fylder jeg 39 år. Da jeg startede hos jer var jeg 36 år. Jeg er gået fra at være "du er jo ikke så gammel" til "Din alder er et problem".
For mig betyder det allerhelvedes meget at blive tvunget til at springe endnu flere cyklusser over, og nærme mig den frygtede fødselsdag.
Jeg har ikke en følelse af at det er en fornuftig og god beslutning, der sikrer at jeg får flere og bedre æg næste gang.
Jeg har følelsen af at det er en ret tilfældig beslutning. At det 100% er en fingerspidsfornemmelse, hvad tror lægen, det ku være det ene, det ku være det andet, noget skal besluttes.
Men MIN fingerspidsfornemmelse siger mig at NU er det de gode æg der kommer, efter to gange dårlige æg.
Desuden er det NU jeg er hjemmegående (fritstillet fra job), med tid og ro, dvs. det kunne være NU at æget satte sig.
Den ene gang jeg blev gravid spontant var i juleferien! Med afslapning og hygge.
Hvorimod januar bliver pissepresset, mine penge slipper op der, og enten starter jeg i helt nyt job (STRESS) eller jeg ryger på A-kasse (BEKYMRING) og søger og søger job (NERVØSITET).

For første gang i de to år jeg har været i fertilitetsbehandling har jeg tudet og tudet og følt det var håbløst.
Fra at jeg i morges tilmeldte mig og tænkte "YES denne gang er det de gode æg og den gode tid til at de kan sætte sig!" til FUCK og at føle mig pissesvigtet af jer.

Jeg ved godt at I vil mig (og alle de andre) det bedste. Jeg ved også godt at I har rigtig mange par i behandling, som alle sammen har følelserne uden på tøjet, og at I forsøger så godt I nu kan, ud for den viden man nu har - hvor tilfældigheder også spilder ind.

Men jeg har brug for at skrive, at jeg føler mig svigtet af jer i det her tilfælde, at jeg føler der er modstrid mellem det jeg får at vide.

For jer, der hver dag går på arbejde og behandler og behandler, er det nemt lige at sige "vent en måned længere" . For mig der går og tænker og tænker er endnu en måned LANG TID, når jeg har indstillet mig på noget andet, og især når jeg ikke tror det på nogen måde gør noget godt for mig, tværtimod.
Jeg har allerede gået og ventet og ventet på næste menstruation, nu skal jeg vente endnu en måned, med ærgelsen over at spilde en potentiel god cyklus.

Det lyder måske lidt sært at gøre et stort nummer ud af så lidt. For mig er det bare en stor ting, det er to år i behandling, det er to år med at skulle holde modet oppe og et smil på læben lige meget hvad. Hvilket jeg har kunnet gøre fordi jeg hele tiden har følt at der blev gjort det bedste og jeg havde endnu en chance.
Men lige præcis nu tror jeg bare der bliver begået en fejl. Eller nærmere, en grundløs udsættelse.
Jeg synes ikke det passer på dét med at ægcyklusser varierer uforklarligt og at tiden er essentiel. Og det passer ikke med det vil talte om sidst jeg var der.

Nå, men det får jeg ikke en skid ud af. Så jeg sender det ikke og der er ikke så meget at gøre ved det.
Hvis alt går vel kan jeg tilmelde mig i starten af december og så bliver ægudtagning i starten af januar.
Men der er længe til, og der kan sgu ske så meget.

Jeg føler vi spilder tiden.
Dagene går.

Øv. Det var lige sådan en god dag.
I morgen skal vores kæledyr aflives og jeg skal til akupunktør (som skulle ha været forberedende til Ivf).
Øv.

La la la la

Jeg havde en totalt god weekend. :)
Lørdag var der Dark Market. Mig og T kom ikke ud af døren som planlagt (what else is new), men vi kom da afsted. Og jeg synes egentligt selv jeg så okay ud - jeg fik da bzzz'et håret ned og lagt make up og generelt ku jeg genkende migselv. :) Og så var det lidt rart at se T dullet, det er også et stykke tid siden. <3
Pissehyggeligt. Gode venners selskab, og spændende bekendte.
Jeg havde lige en "fuck, hvad gør jeg?" da det var tid til at junke hormoner, men jeg fik heldigvis lov til at liste ned til bandets lydprøve. Jeg satte mig i det frastødende lokale (ha ha) og linede mit grej op. Det gik heldigvis fint og jeg fik sprøjtet det ind jeg skulle. Barmanden gloede lidt da jeg bad ham smide en håndfuld tomme ampuller, spøjte og brugte spritservietter ud, men hva ... :)
Nå, men vi hyggede rundt, smuttede ud at spise med to venner og kom tilbage til modeshowet. WOW!
Fede fede kjoler!!!
Desværre var T for træt til koncerten, og jeg fik hovedpine og kvalme af mængden af cigaretrøg. Så vi endte med at suse hjem lige inden bandet gik på.
Men hey - vi kom ud!

Søndag var store hyggedag. Vi havde venner på besøg til frokost. Jeg legede totalt husmor, og selvom vi ikke havde købt ind til det, lykkedes det mig at diske op med noget mad der virkede okay. Og et dækket bord med servietter og det hele! ;)
Efter frokost kørte vi så i skoven for at plukke svampe. Vi fandt bare ikke nogen ... Men det var totalt hyggeligt at være i skoven, og vi plukkede brombær og jeg blev væk. :) Men jeg blev fundet igen, så det var okay.

Da vi kom tilbage til bilen begyndte det at pisse ned. :D
Min veninde fik så den idé at vi sku lave rå ælekage af hendes medbragte øko-æbler, så vi biksede en æblekage sammen af makroner med portvin, revne æbler, flødeskum og hakkede mandler. Uhm, det blev totalt godt! Og jeg nød at ha gæster. Det troede jeg ikke nogen gad, men nu har det været op til flere! Hurra! :)

Anyway, jeg er ikke i skrivehumør, som måske mærkes ...

IVF er aflyst. Der var et æg der havde taget føringen, og så kan kun dét høstes. Vi besluttede at konvertere til en insemination. Jeg bliver gravid på onsdag ...
Jeg er lettere skuffet, men forhåbningsfuld. 

Den lille kemiker (sådan laver man (måske) børn)

- fortsættelse på min blog fra i går.

Nå, her til morgen var kaotisk. Jeg havde sat vækkeuret til 8.10, for lige at ku nå ud og tisse inden jeg sku ringe til fertilitetsklinikken og melde klar. Man har lige et vindue på et kvarter til at ringe, derefter er der lukket. 8.15 til 8.30.
Men det lykkedes. De sku så ringe tilbage efter 9 og sige om der var go eller ej. Så jeg tøffede op til computeren for at se hvordan helvede man kommer fra Roskilde til Herlev Hospital. Kl. 8.30 ringer mobilen så, men nedenunder. Og inden jeg får galopperet ned af vindeltrappen, holder den op. Damn.
De ringer ikke igen ...
Jeg finder ud af at det tager mellem en og to timer at komme derud, fuck da. Jeg ved de altid stikker tider omkring kl.11, så jeg ka ikke nå det, hvis de ikke siger til NU. Så jeg ringer til dem kl. 9.30, og yes, jeg har en tid kl. 11.15. På det tidspunkt sidder jeg stadig uvasket og i bar røv, så hvis jeg skal nå den tid, skal jeg ud af døren right away. Krise!
Så jeg ringer til min mor der heldigvis ikke har klienter før kl. 14, og godt kan køre mig. Pyha!
Men så er der lige det, at jeg har en tid hos en mand i Tune kl. 12, der sku fikse min dumme arm. Så ringe, maile, ringe og forsøge at aflyse.
Hvilket er PIS, for jeg skal på et Flash kursus onsdag, og hvis han ku ha gjort noget godt for min arm inden jeg sku sidde med en mus, ville det være en god ting.
Nå, men det lykkedes mig at fange ham og jeg får en tid næste mandag. Æv at der skal gå så længe. :(

Afsted til Herlev, uden morgenmad, og derude er venteværelset proppet.
Hvor er jeg glad for at jeg har vænnet mig til det. At jeg ikke er nervøs eller ked af det. Når jeg kigger rundt, ka jeg se på de andres ansigter og kropssprog hvor ufedt folk i vores situtation har det. Det ER bare ikke sjovt.
Nå, men jeg får læst et halvt dameblad, og så er det til min store glæde min yndlingslæge, Måns, jeg skal ind til. Fedt!

Alt er vel, men denne gang kører vi kort cyklus og da jeg er noget så usexet som "low responder" prøver vi lige nogle nye hormoner.
Hvilket viser sig at være et mindre kemisæt!
Jeg skal nu dagligt blande tørstof med opløsningsvæske i tre ampuller af én type og tre ampuller af en anden type og injicere det.
Først stille op, så knække hætter af, så spritte gummidækslerne, så knække halsen af den lille glasampul med opløsningsvæsken, så sætte den pink nål på sprøjten og trække væsken op. Stikke i gummidækslet på første ampul og sprøjte det ned, så tørstoffet opløses og bliver flydende. Så trække opløsningen op og gentage i de øvrige fem ampuller. Til sidst har jeg en sprøjte fuld af blandingen af to hormoner. Nålen skiftes til den blå, tyndere, jeg spritter huden af og injicerer til sidst opløsningen i maveskindet.
Pyha for en tidskrævende procedure!
Efter fem dage skal jeg så tage endnu et hormon også, som kommer i en pakning med en forfyldt sprøjte, hvor der også skal opløses tørstof og skiftes kanyle. Men selvfølgelig ikke samme system. Nemt skal det ikke være ...
Fuck da!
Jeg mangler en hvid kittel, nogle tykke briller og et apparat der bobler i baggrunden ...

Nå, men hjemme igen ... Og endelig får jeg noget at spise.

PLEASE VIRK DENNE GANG!

Ændringer

Jeg får stadig ikke skrevet.
Delvist pga. armen, der stadig driller.
Delvist fordi der stadig bare er for meget.

Humøret svinger som en vejrhane. Én ting gør jeg dog mere end før - stopper op og prøver at lade mig fylde med glæde over det jeg sanser. En blå himmel. En detalje på en bygning. Farven på fjorden. Lyden af vind der rasler i træerne. Efterårsløv. Solskin i haven. Stokroser i blomst. Rotterne der ser ualmindelig nuttede ud. Følelsen af varme helt ned i tæerne, når T griner på sin særlige måde. Stjenehimlen over Domkirken. At være.

Jeg ved god at jeg er i en overgangsfase, og at al forandring er svær. Naturligt nok gør det ondt at ændre sig. Og er angstprovokerende til tider, jeg vil helst holde fast i det kendte.
Selvom jeg godt forstår hvad der sker, slår det mig alligevel helt ud, indimellem.
Sviiiing.

Naturligt nok har jeg mig selv op til revision. Jeg øver mig på at acceptere og værdsætte. Og slippe.
Øvelse gør ikke mester specielt hurtigt.

I fredags var sidste dag på job. Lørdag hentede vi to flyttekasser fulde af ... rod. Måske ender jeg med at smide det meste ud, men jeg ville ligesom have det med. Se igennem i ro og mag.
Jeg ka ikke rigtig mærke om det er godt eller dårligt at se på ting der minder mig om de sidste 12 års arbejds-hverdage.
Skal jeg bare videre, clean cut, eller skal jeg integrere?

Jeg drømte om J og om at rejse. Måske var det rod sammen af tanker og issues. Men jeg sku af en ikke nærmere definerede grund til Thailand og mødte ham tilfældigt i lufthaven. Jeg ved ikke rigtig hvad han symboliserede. Der var hverken vrede eller glæde, og jeg tror ikke rigtig han ku gøre noget for mig, hverken godt eller dårligt. Måske er han bare symbol på et andet "tab", en anden overgang.
Eller også er det fordi jeg for nyligt bemærkede at al smerte er helt væk, og at det kan lade sig gøre at aflade sine følelelser selvom noget har været svært. Symbolet på hvordan man rent faktisk slipper sorg. :) En accept af min situation. Don't know.
Anyway, det vigtigste handlede om at rejse. Jeg havde en kuffert med, men den var ikke pakket bevidst. Min rejse kom bag på mig, og alligevel var jeg sådan set klar nok, når nu jeg sku afsted. Kontrolfreaken i mig ville gerne ha pakket mere målrettet og grundigt, men accepterede at jeg rent faktisk godt kunne klare mig med indholdet af en kuffert jeg stod med i hånden.
Jeg kan ikke huske hvad der præcist skete, men jeg kom vist aldrig afsted. Jeg blev ved med at rode rundt i den lufthavn, sammen med J. Med stigende frustration.
Jeg ku alligevel ikke helt få det til at spille med at nå ombord på det rigtige fly, der var en masse der glippede og som jeg ikke helt havde styr på.
Ambivalent som bare fanden.
Det er næsten for tydeligt hvad det hele handler om. Men man ka sgu aldrig vide med underbevidstheden.
Det var hverken en god eller dårlig drøm. Den var bare. Anstrengende er nok ordet.

Jeg skal ha tid.




Jeg synes det er lidt svært.

Og så fik jeg menstruation i dag. Jeg havde et spinkelt håb om at være gravid, men jeg ku egentligt godt mærke at jeg ikke var. Jeg vil bare så gerne ...
Hvis de har tid, ryger jeg nok på en ny runde IVF fra i morgen, men denne gang en kort cyklus.
Jeg ved ikke om jeg er klar, men jeg har brug for at gøre NOGET.

Jeg glæder mig til om et år, når jeg er et andet sted i mit liv.

IVF aflyst

Nå, jeg havde kun lavet tre æg. :/ Så vi brugte Ts føsda med at få at vide at de droppede at gå videre med ivf-omgangen (reagensglasbefrugtning). Vi besluttede at konvertere til en IUI (insemination), så mandag bliver brugt på det.
Vi er noget nedtrykte.
Men der er stadig en lille chance ...
Men altså! Efter alle de sprøjter. Øv.