5 år

I dag er det fem år siden jeg fødte for tidligt og vi mistede vores lille datter, Saga. Hun døde kort efter fødslen.
Livet siden er gået op og ned. Desværre mere ned de sidste par år, da vi ikke har været i stand til at få andre børn og adoption  er gået fuldstændig i stå. Sorgen over Saga ville vi have uanset, men sorgen over vores barnløshed gør den endnu sværere at leve med. Vi har brugt mange år på virkelig at vælge, ville og gøre os klar til forældreskabet, og så står vi der, med de mentale kufferter pakket, klar til et helt andet liv, men flyet kommer bare ikke. Vi forlod livet uden børn for 10 år siden, da vi gjorde op hvad der betød noget for os, og valgte børn til. Men livet med børn lod vente på sig, hvilket var opslidende og svært. Så kom Saga, maven voksede, vi planlagde og forberedte os, vi knyttede os til det nye liv i min mave. Indtil kulminationen de to traumatiske dage hvor fødslen gik i gang alt alt for tidligt og Saga døde. Efterfølgende kæmpede vi med sorgen, og siden med at forstå vores situation, forstå at jeg sansynligvis ikke ville kunne gennemføre en graviditet nogensinde. Men vi forsøgte. Og forsøgte. Og var villige til at løbe den risiko at miste endnu et barn. Der kom bare ikke noget barn igen. Imens har alle vores jævnaldrende og vores yngre venner fået børn eller er igang, vi ser dem passere os og leve de liv, vi valgte for 10 år siden. Det er rigtigt svært. Vi føler os naturligvis meget ensomme i vores situation. Og i vores sorg.
Nu er der så gået fem svære år siden vores mirakel og vores tab.
Hvert år er lige denne dag, 30. august, ekstra svær, jeg ved ikke hvad jeg føler. Mest nok bare tomhed. Et hul. Sagas fødsel er både det største og det værste der er overgået mig. At skabe hende er det vildeste og mest betydningsfulde jeg har gjort. Så fantastisk. At miste hende er det mest smertefulde. Så traumatisk og forfærdeligt. Denne dag rummer begge dele.
Denne dag kan jeg ikke holde ud at være i nærheden af andre end Thomas, Sagas far.