Jeg er blevet meget glad for et forum for forældre der har mistet. Meget glad. For der er godt nok noget at hente.
Jeg skrev med en mor der har mistet sit barn nogle mdr. efter fødsel. Jeg skrev om hvor frygteligt det må være at miste når man har nået at have sit barn, hun skrev om hvor frygteligt det må være IKKE at nå at opleve sit barn ...
Derudover skrev hun at de havde tid til at indstille sig på at miste, at de nåede at tænke over hvordan og hvorledes, var mere klar til begravelse osv., på trods af at man aldrig er klar til sådan noget.
(Hun havde læst hvad jeg skrev om at jeg fortryder ikke at ha gjort ting som jeg ville ønske, da Saga blev født)
Men det fik mig til at tænke på dét med ikke at have tid til at indstille sig på hvad der sker.
Jeg kan ikke sige jeg misunder hende tiden med hendes datter, selvom jeg på en måde gør. Jeg er bange for smerten i det, at jo mere knyttet man er, desto hårdere vil det være at være tvunget til at slippe. Jeg kan ikke forestille mig at skulle håndtere det. Mit instinkt siger at jeg ikke skal knytte mig til noget jeg mister, selvom jeg jo kan se at det gør jeg alligevel ... Det har jeg jo gjort.
Samtidig begræder jeg at jeg ikke oplever, og nok ikke kommer til nogensinde at opleve, at holde mit levende barn. At se hende stor og færdig.
Men sådan er det så ... (den sætning bruger jeg meget for tiden)
Jeg har bidt mærke i hvor positive og støttende alle er på det forum jeg er på. Når en ny mor melder sig til, ønsker de tillykke med moderskabet fremfor at kondolere. Og jeg tror det er sundt. Men jeg kan ikke selv (endnu?), for personligt ser jeg mest tabet. Og savnet. Og hvor urimeligt det er.
Det er forskellige historier, en del har mistet på ca. det stadie jeg var på, men en del har mistet omkring terminen, under fødslen eller alt fra en uge til et lille år efter. En del har kun oplevet deres barn i kuvøse med slanger og maskiner, måske flere operationer. Uden at kunne pusle, amme og have den kropskontakt man normalt har, eller kun periodisk. Revet fra dem lige efter fødslen, for så alligevel at dø efter x antal tid.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at have et levende barn, som man ikke kan få lov at håndtere som andre mødre gør. At blive berøvet den oplevelse. Og så miste til sidst. Jeg synes alle historierne er så utroligt barske, det piner mig at så mange er nødt til at leve med de store tab. Med de gabende huller i vores verdener. Det er utroligt at man kan komme igennem det, og lære at leve med det.
Det kan jeg så se at man åbenbart kan ...
Og at de med tiden får overskud til at tage sig af de nye, der desværre i en lind strøm kommer til.
Dét med at ønske folk tillykke med deres barn, jeg tænkte over det da jeg kom på, og tænker det er fordi vi som mødre ellers misser det. At man jo netop ikke oplever at blive lykkeønsket, eller rost for sit barn, får kort og gave, får alt det en mor normalt får af anerkendelse fra andre.
Og blive bekræftet i, og mindet om, at man nu er mor. Også selvom barnet er dødt, man er jo mor alligevel, med alting parat til at tage sig af og give omsorg.
For 13 år siden fødte min bedste veninde 3 mdr. for tidligt, og det var meget usikkert om han ville overleve (det gjorde han!). Dengang gjorde jeg alt det forkerte, hele listen med "sig ikke ...". Og noget af det jeg heller ikke gjorde, var at ønske hende tillykke, komme med et kort, komme med mor-barn buket, en gave osv. Fordi jeg fejlagtigt fokuserede på risikoen for at hun mistede ham, og dum som jeg var, troede det blev lettere hvis man ikke knyttede sig, hvis vi ikke tænkte på ham som et levende barn.
Ej hvor var jeg galt på den! I årene efter modnede jeg mere, og det gik op for mig at det var den helt forkerte måde at ville støtte på. Det gik også op for mig at det kan være bedre at lytte og anerkende følelser, fremfor at skulle problemløse og søge at flytte en persons fokus til det positive (dumt!). Nogle år senere prøvede jeg at undskylde overfor hende, at jeg ikke havde formået at være der bedre for hende, og ikke forstod det.
Fuck hvor kan det ærgre mig at jeg ikke kunne være der bedre.
Når nu andre på forummet siger tillykke til nye mødre, roser billeder af deres børn, siger en masse bekræftende omkring at "nu er du mor!", så er det jo netop det man ellers ikke får, og lige det jeg gjorde forkert dengang ...
Jeg kan også mærke at det betyder noget for mig når folk roser Sagas billeder, selvom det er en lillebitte baby, og hun er død.
Men jeg er åbenbart ikke klar til at gøre det for andre.
Jeg prøvede at sige velkommen til en ny mor der kom på, fordi jeg ikke bare vil tage, men også give. Men det kunne jeg ikke rigtigt, viste det sig ...Jeg er fokuseret på tabet.I min egen sorg tænkte jeg mest på hvad de har mistet, og ikke hvad de fik. Jeg kunne ikke andet end at udtrykke hvor ked af det jeg er.
Jeg håber det kommer.
Det betyder noget for mig at jeg får det fra andre, kan jeg mærke.
Jeg synes det er utroligt smukt når alle de mødre, med deres egen fortvivlende historie, er i stand til at give det til hinanden, som vi står og mangler. Give den forståelse, men også den ømhed for hinandens børn. Og hyldesten til alle de smukke, dejlige børn, fremfor kun at se lig og død.
Jeg ser også de andres børn og ser kærligheden til dem.
En af mødrene har et barn der ser helt forkert ud. Der var tydeligvis noget helt galt med barnet. Alligevel skriver de andre "sikke en smuk datter", selvom barnet reelt ikke er spor smuk. Men i en mors øjne er hun, hvad der end var galt ... Og ser man barnet med moderens øjne, kan man godt se det som hende.
Jeg ser også babyer med sorte læber, dem der er født med iltmangel eller har været død noget tid. Men jeg kan godt se de er søde og smukke, normalitetsbegrebet flytter sig. Jeg har allerede vænnet mig til at se de døde, og se dem for hvad de er. Højt elskede små børn.
Så kan man tale om at dyrke sorgen .... Jeg er allerede pissed på den frase. Hvem siger det er at "dyrke"? Måske er det i stedet at turde se og være i sorgen, den er der jo. At elske sit døde barn er da ikke nødvendigvis at dyrke, det er jo naturligt for en mor at elske sit barn uendeligt højt, og fokusere på det.
Også dem hvor det er 5 år siden - barnet eksisterede jo, og man holder jo ikke op med at elske.
Jeg kan godt forstå at nogle stadig har behov for at tale frit om deres børn, også flere år efter.
I det forum kan man, for alle forstår det.
Jeg har det dog alligevel svært med lykkeønskninger med mit moderskab. Fra de andre mødre, jo. Fra andre ville det være weird ... Jeg ser ikke så meget at glæde mig over. Kun savnet.
Men jeg ser håb i at se hvordan de andre tænker nu. Det må betyde at man ændrer fokus med tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar