29 juni 2010

Vigtig symbolsk handling

I dag foretog jeg mig en meget vigtig symbolsk handling.
Hele min graviditet har været præget af min angst for at miste, og for at noget skal være galt.

I går købte jeg to graviditetskjoler, selvom jeg godt stadig kan gå i mit alm. tøj (dog med uklædelig meget mave). Kjolerne fremhæver at jeg rent faktisk er gravid, men det er vel okay, det er jeg jo også ...
Kjolerne er købt på trods af at jeg ikke har været til nakkefoldsscanning endnu, og derfor ikke kan være sikker på at alt er okay.

MEN jeg er nødt til at vende al den frygt ...

I dag gjorde jeg så noget MAJOR. Jeg købte et sæt babytøj. Jeg tvang mig selv til at finde noget, jeg ville ikke gå hjem uden.
Jeg har undladt det fordi det vil gøre ondt på mig at se på, hvis noget går galt.
Men at købe det er et statement. Baby ER okay. Baby BLIVER født!

Det var så svært for mig, og så vigtig for mig, at jeg var ved at tude mens jeg kiggede på tøjet. Og mens jeg betalte. Og da jeg ringede og fortalte min mor at nu havde jeg købt det.
Det overraskede mig hvor meget sorg der også var i mig, i hvor høj grad jeg konfronterede en dyb indre angst og dyb indre modvilje mod at vælge håbet. Min mistro er stor. Men jeg VALGTE at markere at nu tror jeg på det.

Så nu ligger der et par små sorte joggingbukser str. 2 mdr. og en lille grå t-shirt med Barbapjuske på. Så nu har baby ihvetrfald ét sæt tøj. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar