2 år nu

Lille skat, nu er der gået to år. Du er ikke glemt.
Vi har til dels lært at leve med sorgen og savnet, men det gør stadig ondt.
Den kærlighed vi har til dig er stadig ubeskrivelig stor. I manges opfattelse var du blot et barn der "ikke blev til noget", men du var her jo, du blev født. Og vores bånd til dig er stadig lige stærkt, også her to år efter. Du er vores elskede datter, vores barn, vores lille pige.

Og nu er det din dag igen. Vi besøgte dig på fjorden i dag, sejlede ud for at fejre din fødselsdag, for at være så tæt på dig som muligt. Det kan vi jo ikke, men det er det bedste vi kan. Vi kastede blomster på vandet, din far og jeg. Det var smukt. Det mindede os om din bisættelse. Blomsterne spredte sig og drev langt langt ud. Ligesom sidst. Blomsterne mindede os om båndet til dig, vores måde at markere dig. Blomsterne drev væk fra os, men vi fandt dem igen, spredt over et stort område. Roserne der vuggede på vandet var som en hilsen til os. Det var godt at være på vandet igen, på dit vand.


Vi ville ha lavet din bog i dag, her to år efter. Men vi fik det ikke gjort. Vi gennemgik vores historie med dig, din historie. Men det skulle ikke være nu.
Jeg har besluttet mig til ikke at føle skyld over ikke at gøre nok. Din bog er jo for vores skyld, ikke din, så hvad betyder mere tid? Den bliver lavet når den gør. Vi ved hvad vi føler for dig, der er intet at føle skyld over.

Elskede lille skat, du vil altid være i vores hjerter. Vi elsker dig uendeligt.

Tillykke med fødselsdagen min lille pige. Vi savner dig.