Statustjek - har jeg det bedre?

Jeg synes det svinger meget hvordan jeg har det. Jeg kan sidde og tænke at jeg har det meget bedre, og mens jeg tænker det får jeg tårer i øjnene. Jeg græder ikke, det er bare som om vandet er lige ved overfladen. Og så kan jeg jo ikke have det helt så godt som jeg prøver at bilde mig ind? ...

Jeg synes det svinger frem og tilbage for mig. Det var værst den første halvanden måned efter, men så begyndte jeg at kunne få vejret igen. Men så tog jeg alligevel et par dyk nogle dage. Her fire måneder efter har jeg det klart meget bedre, jeg tænker ikke på hende hver dag, jeg ser ikke på billederne så tit og jeg skriver ikke så tit til hende. Hun fylder ikke det samme i mig.
Men hun er der! Er der noget som helst andet der på den mindste måde bliver besværligt, går dårligt, noget der kræver noget ekstra af mig, så er det som om filmen knækker og min sorg springer frem og gør det endnu værre.
Den er der lige under overfladen et sted, men alligevel langt nok væk til at der er plads til andet.

Jeg tænkte over om jeg skulle have dårlig samvittighed over ikke at tænke på hende hele tiden, men det vil jeg ikke. Jeg synes ikke man SKAL sørge hele tiden. Det er jo så meget rarere at kunne fungere og grine og smile også. Det betyder ikke at jeg ikke elsker min datter, jeg elsker hende uendeligt. Men min kærlighed er der uagtet om jeg griner eller græde, om jeg tænker på hende eller om hun bare findes i mit hjerte.

Jeg kan føle det som om jeg mister hende, når hun ikke længere fylder min bevidsthed hele tiden. Hun falmer ... Mit fysiske behov har lagt sig, jeg kan ikke mærke båndet i mit krop, det har tiden fjernet. Jeg kan ikke huske hendes udseende så tydeligt, jeg husker fotoet af hende i stedet. Men det er en naturlig proces.

Selvom den akutte sorg gjorde hende mere til stede, så må hun nødvendigvis trække sig bagud i mig, hun ER jo død - og jeg er nødt til at leve videre.
Men selvom hun ikke er så tilstedeværende, så er min kærlighed der alligevel, det stoler jeg på. Selvom jeg mister hende lidt, så mister jeg hende ikke helt. Hun er i mig, selvom mine tanker kun strejfer hende hveranden dag, eller hver tredje, en gang om ugen, og senere måske kun en gang om måneden eller mindre. Men når de gør, behøver jeg ikke bryde sammen for at elske hende, at kunne tænke på hende med accept og kærlighed er lige så godt, selvom det ikke føles så altoverskyggende intenst.
På en måde glæder jeg mig til det bliver endnu mindre, selvom jeg også frygter det.

Men okay er jeg ikke. Jeg er bare bedre. :) Det kan man bare ikke rigtig sige til folk, de vil så gerne høre "nu er alt godt igen" og det er så meget lettere bare at give det til dem.
At forklare at man er bedre, men at det ikke betyder det er væk, at der kan komme en time eller en dag hvor det er tæt på igen, osv. - det forstår de ikke. "Jeg har det bedre" er ikke usandt, men måske heller ikke dækkende.