I dag er det 10 år siden vi sagde farvel til vores datter og 9 år siden vi roede ud på Roskilde fjord og spredte hendes aske blandet med rosenblade. Jeg ville give alt for at vi i stedet om nogle måneder fejrede hendes 10-års fødselsdag.
Gennem årene har jeg oplevet andre miste deres børn, men også børn der blev født for tidligt og overlevede. Og et hav af børn der bare blev født helt uproblematisk. Og nogle få der blev født med ekstra udfordinger. Jeg ville give alt for at have været i en af de andre grupper.
Med årene har jeg lært at distancere mig og holde sorgen stangen, så den ikke overvælder mig. Så godt, at jeg har svært ved at give lods og lade den fylde, selv når det er mærkedag. Jeg har ellers en kontrakt med mig selv om at 30/8 er den dag hvor jeg godt må føle, sørge, græde, tænke over hvordan det kunne have været og hvordan jeg har det med det. Men jeg er blevet for god til at holde det hele på plads og mig selv kørende, for lige nu føler jeg bare ... meh.
Eller nærmere, det er mit hovede der styrer showet, ikke mit hjerte. Men jeg ved godt hvordan jeg i virkeligheden har det, hvor ville jeg ønske jeg kunne ændre fortiden og vælge hvordan livet skulle være.
