To måneder nu

Elskede lille skat,
Nu er der gået to måneder. Jeg føler mig fjernere fra dig, forvirret. Som om det hele er en dårlig drøm. Jeg kan ikke på samme måde huske hvordan det føltes at mærke dig leve i min krop.
Men jeg savner dig meget, den plads jeg havde lavet til dig i mit liv står gabende tom.
Der er et sort hul i min verden og et hul i mit hjerte, som længslen efter dig har lavet.
Min smukke lille pige, jeg mangler dig.

Ved ikke hvor jeg er

Jeg er heldigvis ved at være fysisk okay igen, hvilket er hurtigt efter en madforgiftning.
Her til morgen har jeg så fået mensturation, og den holder jeg et uroligt øje med. Sidste gang var jo den første efter fødslen, og der blødte jeg ekstremt voldsomt og måtte tage piller for at stoppe blødningen. det tog 13 dage før den stoppede helt.
Forløbigt ser det okay ud med blodmængden, men jeg er noget anspændt omkring det.
Det kører ikke rigtig for mig med det fysiske ...

Og så missede jeg sorggruppe i går, hvilket virkelig ærger mig meget. Jeg føler ikke at jeg har styr på min sorg, jeg kan ikke rigtig finde ud af hvor jeg er henne i det hele.
Da T kom hjem efter at have været der, og fortalte om det, blev jeg ret "misundelig". Jeg føler at jeg er gået glip af noget, at jeg ikke rigtig er med. Når han fortæller at han også græd lidt, ville jeg ønske at jeg kunne. Fordi jeg føler mig så fjern fra alt lige nu. Jeg vil gerne vide hvad jeg føler, og at blive konfronteret med følelserne kan måske slå lidt hul igennem til det.
Så det er bare rigtig uheldigt at jeg lige skulle blive syg.
I dag sku jeg så ha været til APA-holdet. Det var planlagt at sidst fortalte halvdelen deres historier, denne gang skulle de sidste så fortælle - inkl. mig. Dvs. at jeg misser at høre halvdelen af historierne, så jeg ikke aner hvad det er der er sket for de, det fortalte i dag. Jeg ved så heller ikke lige om jeg så skal fortælle min historie næste gang, eller slet ikke. Det er også brandærgeligt at jeg ikke kunne komme i dag.
Så lige nu føler jeg mig hægtet af det hele.

Jeg har det også ret mærkelig på mit forum for forældre der har mistet for tiden. Der er kommet en del nye, og jeg kan ikke rigtig rumme de nye historier. Jeg har ikke skrevet i nogen af de nye tråde endnu. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.
Jeg har ellers forsøgt at skrive svar på næsten alt hvad jeg har set, fordi jeg selv har haft brug for respons og følelsen af at være i rum med andre, og derfor regner med at andre også har det behov, og jeg vil gerne give noget. Jeg har derfor prøvet at skrive noget, anything, for lige at vise "ja, her er nogen!" og følelsen af at vi gensidigt forstår hinanden. Men nu er jeg gået helt død.
Ved ikke hvad det lige handler om. Om jeg har fået en slags følelsesmæssig forstoppelse.
Jeg kan slet ikke mærke hvor jeg er i det hele. Jeg har ligesom ikke kontakt til det.
Vi skal til psykolog  i morgen, jeg håber det skubber til et eller andet.

Ondt af mig selv (syg)

Jeg har fået madforgiftning og har det virkelig skidt. Og det er så enormt uretfærdigt, ikke bare skal vi tackle sorg og at vores liv er svære, men så skal en dum bakterie komme og pine mig, helt meningsløst.
I forvejen har jeg en eksistensiel krise. Jeg føler mig blottet og skrøbelig, at ulykker bliver ved med at hagle ned over mig. At selvom jeg allerede er ramt af ulykker, så gør det mig åbenbart ikke immun, det kan sagtnes komme flere. Det synes jeg er svært at skulle leve med.
Tidligere tænkte jeg at "nu må det være vores tur til at der sker noget godt". Men jeg har oplevet at der ikke er noget system, ikke nogen balance. At selvom man allerede er fyldt op med ulykker, kan der sagtens komme flere. Der er ingen fordeling. Det gør mig bange. Så har jeg ingen tro på livet eller tiltro til at noget kan blive godt igen.

Jeg sku ha været i sorggruppe i dag, og jeg trængte til det. Jeg er kørt lidt ud på et sidespor, jeg føler mig distanceret fra mine følelser. Jeg tænkte at sorgruppe i dag måske ville rippe op i noget, på en tiltrængt måde. At jeg kunne komme tilbage på sporet. I stedet er jeg bare hundesyg.

I morgen sku jeg ha været til APA efterfødselsgymnastik for kvinder der har mistet. Det bliver der så heller ikke noget af ...

PIS! :(

Jeg ved ikke hvad jeg selv føler, og nu er jeg fucked up fysisk. Jeg har feber og har ondt alle vegne, især i brystet af at kaste så meget op. Jeg føler mig faret vild.

Håb eller ikke

Jeg snakkede lidt med T her i dag, han mener at lægen virkelig påpegede at chance for en succesfuld operation ikke var god, men at han ville sende mig til MRI scanning og ham kirurgen for at tjekke det.
Så T tror ikke vi skal regne med det.
Jeg synes det lød mere positivt, men det afhænger måske af ørene der hører, måske ville jeg gerne høre mere håb i det.

Det tog os tre år at blive gravide med Saga, og utallige fertilitetsbehandlinger der ikke gjorde tricket. Så selv med en evt. operation er chancen minimal. Jeg er 39, inden jeg er opereret og helet er jeg måske 40-41, og jeg er i forvejen målt til at have få æg. Chancen er ikke stor for at jeg overhovedet kan blive gravid, selv hvis min livmoder kan repareres.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro og håbe. Det er hamrende dårlige odds. Jeg er bare nødt til at prøve før jeg giver helt op, også selvom det nok kun er 0,5-1% chance.
Det er mere sandsynligt at min livmoder bliver fjernet under operationen, hvis det kommer så langt (det er der en meget stor risiko for, da det kan være nødvendigt hvis man ikke kan styre blødningen).

Well, vi må se. Første skridt er en MRI scanning. Er der ikke væg nok mellem fibromer og livmoderhulrum så giver det sig selv ...

Samtalen på hospitalet

Det gik overraskende okay. Da vi kom ind på sygehuset fik T det ret skidt, han fik hjertebanken og følte sig angst. Men der var ikke så meget at gøre ved det, vi SKULLE jo være der. Jeg var overraskende ligeglad. I detached mode. Jeg følte ingenting. Overhovedet. Ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg har det med at flygte for mine følelser hvis jeg kan.
Vi ventede oppe på afdelingen med udsigt til barselsgangen, det var ikke så rart. Det var der det hele skete. Heldigvis var der kun få gravide. En lykkelig kommende mor der betalte for sit scanningsbillede havde jeg det dog ret svært med.
Da vi kom ind havde de stillet tre stole frem, for jeg havde sendt dem en mail i sidste uge og skrevet at jeg både havde T og min mor med. Jeg havde brug for min mors vurdering bagefter, og til måske lige at få sagt noget jeg havde svært ved, eller i det hele taget bare som støtte. Men også fordi min hukommelse spiller mig puds, det kan være svært bagefter at huske hvad der egentligt blev sagt, og om vi har opfattet det ens eller ej. Så back up er godt.
Lægen begyndte at spørge til begravelse og vores sorgbehandling, og det var ikke det vi havde regnet med. Han begyndte at prædike om hvordan man bedst kommer sig over sorg og kommer videre, men det har vi styr på, så min mor fik til sidst stoppet ham.
Jeg havde i går nat lavet en oversigt over forløbet, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål til hvorfor man ikke grem ind på diverse datoer, hvorfor jeg ikke fik cerclage, hvorfor jeg ikke fik progesteron for at hæmme fibromernes vækst, og alle de ting jeg har tænkt over man kunne have gjort. Jeg prøvede at formulere mig åbent og ikke vikre angribende, men det var svært.
En del af vores diskussion virkede som et stædigt tovtrækkeri. Men jeg fik nu svar.
Det ændrer ikke på hvad der er sket, men jeg kan bedre forstå at der blev vurderet som der gjorde.
Han er dog en stolt mand og fortalte flere gange om hvor erfaren han er, hvor stor hans viden er osv. - jeg kunne mærke at jeg ihvertfald ikke skulle stille nogen form for spørgsmålstegn til hans autoritet og viden. Han sagde at han aldrig havde oplevet et tilfælde som mit med så mange firbormer før, men han stejlede hvis jeg på nogen måde sagde at man kunne lære noget af hvad der var sket for mig til en anden gang. Næ nej, han kunne ikke lære noget. Det var lidt sjovt han havde det sådan. For jeg vil meget gerne have at der hentes en viden fra mit tilfælde, men der var et eller andet omkring den autoritet hvor det virkelig var vigtigt hvordan jeg formulerede det for ikke at trigge ham.
Men det var en venlig nok samtale. Og han ER fagligt meget kompetent, så han har noget at have det i. Og så tog han sig tid! Vi var der i halvanden time, uden at han kiggede på uret. Det var jeg ret taknemmelig over.

Efter vi havde talt alt det medicinske igennem, kom vi til hvad så videre. Han havde selv gået videre med min sag, og han havde overtalt en meget dygtig kirurg til at kigeg på min livmoder med henblik på operation. Han kiggede stengt på mig og sagde "Men du skal VIRKELIG ville det!" - ja tak, det VIL jeg!!! Chancen for succes er meget lav, risikoen meget høj. Og det er yderst tvivlsomt om man overhovedet kan fjerne de fibromer. Men han gik med til at vi går videre med det. Så næste trin er en MRI-scanning af min livmoder, for at se om fibromerne kan fjernes. Vi pressede for en tidsfrist på det, fik den ikke, men han anerkendte dog at uret tikkede mht. min biologiske alder, i fald operation lykkedes, og vi skulle forsøge en ny graviditet.

Jeg bad så om en gynækologisk undersøgelse og scanning, fordi jeg var så nervøs for om alt nu var okay, og det fik jeg. :D
Så han tog et kig - det så fint ud, og så scannede han. Scanningen viste at fibromerne satdig er meget store, men de er ikke vokset. Måske er de krøbet 0,5-1 cm, hvilket er ret lidt. Men de er ihvertfald ikke vokset, og der var ikke tegn på nekrose.
Han mærkede en del på firbomerne udefra og indefra, og spurgte om en studerende observatør måtte mærke. Well, det måtte hun da godt. For det kan betyde at hun fremover ved hvad hun skal mærke efter hvis en anden kvinde kommer ind med fibromer.
Jeg ved godt at jeg er "medicinsk interessant". Flere år i fertilitetsbehandling har heldigvis både lært mig at slappe af, og har gjort mig ret ligeglad med underlivsundersøgelser. Jeg er ikke så blufærdig, det rører mig ikke.
Men jeg er SÅ lettet over at det ser okay ud derinde. Altså fucked up med kæmpestore fibromer, men der er dog ikke noget der er groet sammen på hinanden eller begyndt at rådne eller alt muligt mærkeligt jeg har forestillet mig.

Der var dog en ting han nævnte som T blev helt dårlig over, men som jeg godt vidste ... At i nogle meget få tilfælde kan store og hurtigt voksende fibromer godt være kræft. Jeg havde godt tænkt tanken, for jeg har googlet en masse, og når der står "der er meget sjældent kræft i fibromer", så betyder det jo at der nogle gange er.
Det bekymrer mig ... Men ikke vildt. Der er så meget andet at bekymre sig over. Og sørge over.

Men altså, alt i alt synes jeg det gik godt. jeg græd ikke, omend jeg fik våde øjne et par ganeg undervejs. Jeg fik spurgt om det jeg ville og jeg fik sagt de ting jeg ikke var tilfreds med - bl.a. at jeg ikke føler de holdt nok øje med mig undervejs og ikke passede godt nok på mig og min graviditet. Det fik jeg ikke anerkendt af ham, men jeg fik sagt det.
Og jeg fik den undersøgelse jeg ønskede.
Og jeg fik et tilbud om videre behandling, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Så den del er stort!

Men mest af alt overlevede vi dagen uden at bryde helt sammen. Det har bekymret mig.

Samtale på hospitalet i morgen

I morgen skal jeg til samtale på hospitalet om forløbet omkring min fødsel. Jeg ved egentligt ikke nøjagtig hvad det er der skal ske, om jeg skal undersøges (det er otte uger siden nu), om det bare er selve fødslen vi skal gennemtale eller om det er hele deres håndtering af mit forløb (som jeg har en del kritik af), om det er hvad der skal gøres yderligere (min livmoder er jo fuld af fibromer).
Jeg er ... well, ikke nervøs, men ... ubehageligt anspændt omkring at skulle til den. Jeg frygter den. Følelserne. At skulle konfronteres med følelserne og med hvor svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Jeg vil på en måde helst undvige, undgå det hele.
Men det er jo nødvendigt.

Jeg satte mig ned for en time siden og skrev hele forløbet ned, fra sidste mens inden, den dag vi lavede hende, den dag jeg testede positivt osv. Så vidt jeg kan se er jeg blevet scannet en 6-7 gange i forløbet, og yderligere 3-4 gange da jeg begyndte at blive indlagt. og jeg har haft smerter næsten fra starten af. Tre indlæggelser.
Hun er lavet 20/4. Jeg testede positivt 10/5.
Jeg så hjerteblink første gang 21/5 da jeg var 5+6. Jeg mærkede liv 3/8 da jeg var sat til 17+0 (reelt 16+3). Jeg hørte hendes hjertelyd for første gang 16/8 da jeg var 18+6 (reelt 18+2) (ved akut lægebesøg med stærke smerter - og senere samme dag på hospitalet).
Det er meget sært at sidde og se det hele liniært og vide hvad vej det gik. Jeg føler mig afmagtet.
Hvis bare ...

Under graviditeten har jeg flere gange være bekymret for om hun nu havde de rigtige mål eller om hun var for lille. Ved nakkefoldsscanningen blev jeg sat frem med fire dage. Hvis jeg trækker dem fra igen, blev hun ikke født 20+6 men 20+2. Og tjekker jeg gennemsnitsmål så passer det fint til hendes størrelse. Hun var 26 cm og 315 gram. I starten af uge 20 er gennemsnittet 24 cm og 330 gram. Så hun var helt fin.
Det har jeg først kunne holde ud at undersøge nu. Dog har jeg bidt mærke i mål og vægt andre har angivet for børn født i samme alder, og umiddelbart synes jeg Sagas mål virkede meget rigtige i forhold til.
Selvom det er omsonst nu, så er der noget i mig der kan få lidt ro. At der ikke var noget galt. Jeg har bekymret mig så længe, hele graviditeten. Så selvom hun jo rent faktisk døde, det værste der kunne ske, så har jeg ihvertfald være bekymret over det forkerte, hun var okay. Så det kan jeg slippe.

Men fuck, jeg glæder mig ikke til i morgen. Aner ikke hvordan jeg vil have det, eller hvordan jeg vil tage det. Jeg frygter at jeg igen ikke ved hvordan jeg kommer videre med det, og igen ikke føler at nogen passer på mig eller hjælper mig.
Jeg frygter at der ikke er nogen fysisk undersøgelse, så jeg bagefter stadig ikke aner hvordan det står til indeni mig. Om fibromerne har standset væksten eller er blevet større. Om der er nekrose i dem. Om jeg har afstødt slimhinden ved min to uger lange menstruationsblødning der blev kunstigt stoppet med piller til sidst, eller om der stadig er noget i mig der ikke burde være.
Om jeg er okay, eller om det er helt galt.
Og hvor jeg skal henvende mig, hvad jeg skal gøre?

Og jeg frygter at græde og have det rigtig skidt.

Jeg føler mig så afmagtet. Og lost. Som jeg har gjort under det meste af graviditeten.
Det bliver en svær dag i morgen (det vil sige i dag, den er over midnat).

Sorggruppe-krise

Vi blev totalt rystede i dag, vi har gået og forberedt os på at nu var det sorggruppe-dag og havde forberedt os mentalt på hvad vi ville snakke om og at nu skulle vi se de andre. Men da vi så kom var der istedet for den lille trygge intime stolekreds (3-4 udover os) stillet en kæmpe cirkel op og hele lokalet var pludseligt fuldt af fremmede mennesker, der var otte nye! Dvs. fra en gruppe på fem måske seks var vi nu tretten!

Det var nærmest chokerende. Alle os "gamle" fik det skidt, blev lidt svimle og følte et tab - nu mistede vi vores trygge lille gruppe, et sted hvor de kender os, og vi kender dem, vi kender hinandens historier og kan komme og snakke om hvad der er sket siden sidst. I stedet var der en masse fremmede.

Desværre reagerede et par, som vi har identificeret os meget med, ved at trække sig ud. De meldte ud at de ikke ville komme fremover. Og det er noget pis! For dem er vi glade for, de har udtrykt nogle tanker og følelser som ramte rigtigt for os + de er lige det længere, at vi nysgerrigt kan se hvad der foregår for dem, og derved hvad vi kan forvente for os selv. Og vi er trygge ved dem, kender dem lidt og føler med dem.

Jeg hørte så bagefter at da de var ude at ryge havde T aftalt at vi skulle ses privat, og holde vores egen lille gruppe indimellem. Det er jeg glad for, for jeg ville være meget ked af aldrig at se dem igen.
Men de blev så overrumblede og følte sig så fremmedgjorte, at de ikke ville deltage længere.

Dagen var generelt rystende. De nye par fortalte deres historier, det var fem nye historier der smaskede sig ind på livet af os og rippede op i vores egne følelser. Tidsafstanden var vist fra 14 dage siden til 2 1/2 mdr. siden, og det var jo meget mere lig os (halvanden måned). Derudover var størstedelen af børnene 19-22. uge, dvs. ligesom os. Og et par andre mødre havde en baggrund med fertilitetsbehandling. Så deres historier lignede meget vores, en bid her og en bid der, så hver gang nogen fortalte var det en kniv i hjertet.

Jeg har jo vænnet mig til at høre andres historier via et forum for forældre jeg har mistet, og via de bøger jeg læser. Men at sidde og se på forældrene, se hvor skidt de har det (hvor fattede de end ser ud, men vi kender jo den tynde film der dækker følelserne) og høre dem fortælle om det, mens de prøver at holde gråden væk - det var hårdt!
Ved første historie begyndte jeg at græde. Den mindede om vores og det var svært at høre hende sætte ord på.

Det kan godt give mig noget at der er andre på samme sorgstadie som os, som vi kan spejle os i. Men jeg føler også vi mister noget. Med SÅ mange mennesker er der meget lidt taletid til hver. Og meget lidt intimitet. Man bliver bare ikke så åben når der er så mange mennesker. Så det lille trygge forum hvor vi havde lært hinanden at kende, det er væk.
Og pludselig er vi en dråbe i havet. Ligegyldige. Og der er alt alt for mange det her sker for.
Otte nye med så kort tidsrum, i samme by?!?

Jeg oplevede at jeg blev svimmel og følte mig uvirkelig. Og at jeg glemte hvad folk lige havde sagt + jeg glemte hvad jeg selv lige havde sagt. Jeg sad og hørte ordene og tænkte "det har jeg lige noget at sige om", men når personen var færdig med at snakke, kunne jeg ikke huske hvad der var blevet sagt og hvad jeg ville sige.
Det var vildt mærkeligt. En slags chok-reaktion.

Os der har været sorggruppen indtil nu følte os allesammen svigtede af repræsentanten fra landsforeningen - det var simpelthen for meget at smide otte mennesker ind i gruppen uden varsel, og uden at vi anede at det kunne ske. Jeg troede det var en lukket gruppe, og at de ville oprette nye efterhånden. Jeg troede der var et maksimum antal. Jeg har indtryk af at det er svært at få så mange mennesker til at fungere sammen, og jeg troede slet ikke at det var det vi skulle indstille os på.
Jeg kan se vi alle havde stærke reaktioner, alle andre end mig måtte af omgange gå ud af lokalet, hvide i hovedet, fordi det simpelthen var for voldsomt.

Og vi følte os alle bombet tilbage. Især de der var kommet så meget længere - SLAM, så handlede det hele igen om selv fødslen og den første krise. Hvor de ellers tænkte i tilbage-på-job og overvejelser om at være klar til at forsøge ny graviditet. Men de blev banket tilbage til de første følelser. Og brændte inde med det vi skulle ha snakket om, de ting vi går og tænker over.

Jeg har ellers følt mig i limbo det sidste stykke tid. At dagene var grå, uden de store udsving, men at følelserne hobede sig op i mig uden at komme ud. Nu er der da gået hul på bylden, for jeg tror da lige jeg fik følelser frem. Og tårer.
Det giver noget med en sorggruppe, og de nyes historier har også givet noget, bl.a. at jeg blev sparket i kontakt med min sorg igen. Men jeg er helt rystet og småchokeret.

Tabu og livsuskyld

En bekendt skrev en blogkommentar til mig om det med tabuet omkring vores sorg. Det fik mig til at tænke lidt over det, og jeg tænker at det nok mest er det at noget forfærdelig sker som er tabu, ikke specielt et mistet barn. På en måde tror jeg at det er det samme med alle dødsfald, livstruende sygdomme eller at være blevet voldtaget eller grov vold - at vi bare ikke kan tale om at ens liv bryder sammen. At noget er praktisk taget psykisk umuligt at håndtere. Noget som ikke bare kan gå væk igen. Hvordan skal man lige forholde sig til det?! ...

Og jeg forstår det egentligt godt, hvad fanden siger man til en der står der og det hele er ramlet sammen? Jeg ved hvad jeg selv helst vil høre, nemlig: "hold kæft noget pis". For mig er det vist det eneste der er at sige, som ikke er lidt falsk, eller ubrugeligt optimistisk.

En af mine bedste venner er i sorg over sin mors død, og selvom jeg selv kender sorg intimt, så ved jeg heller ikke lige hvad jeg skal sige til ham, eller gøre for ham. Og andre venner kæmper med potentielt livstruende sygdom, straks bliver jeg selv løsningsorienteret - hvilket lige præcis er det jeg selv føler ikke kan bruges og nærmest invaderer ...
Men jeg er jo også et produkt af min kultur.
Lige nu har jeg lært på den hårdest mulige måde hvordan man forholder sig til sorg over et mistet barn. Men kun fordi jeg selv står i det.

Jeg læste en artikel af en kvinde der har mistet, som har skrevet en bog jeg synes er brugbar. Artiklen er så mange år og et par levende børn efter. Men jeg hæftede mig så meget ved det afsluttende afsnit, at jeg gemte det:

Et anderledes liv
Det første år efter Louise mistede Isak , var tabet hele hendes identitet, og hun havde behov for at fortælle om sin søn til alle. Det var nærmest en præsentation - Goddag, jeg hedder Louise, og min søn er død.
Det behov har hun ikke længere, men det er stadig svært for hende at sidde og snakke om fødsler og graviditet i en almindelig mødregruppe,

- Der er den fødsel, man kan fortælle om, og så er der den man ikke kan fortælle om.

 På trods af den sorg, Louise har oplevet ved at miste sin søn, føler hun, at hun i dag har et godt liv, men det tog flere år at komme dertil. Det er da også blevet et andet liv, end det hun havde forestillet sig.

 - Jeg vil stadig sige, at Isaks død smadrede mit liv på en eller anden måde. Det slog så meget i stykker indeni mig, som aldrig rigtigt er blevet helt igen. Men jeg har et godt liv i dag, og sorgen og savnet ligger et sted, hvor det er til at leve med.

Det med at ens tab er ens identitet er lige den jeg har nu, når jeg føler at hvis jeg ikke nævner at det her er sket, så er jeg ikke til stede. Så lyver jeg i min væren, og lader som om jeg er en anden end jeg er.  Jeg kan fuldt sætte sig ind i hvad hun mener.
Og det med at noget går uopretteligt i stykker - det vil jeg give hende ret i.
En anden kvinde har brugt udtrykket "at miste sin livsuskyld", og den rammer også. Når man først har set at livet kan være så uretfærdigt, ER uretfærdigt, og at grimme, onde ting kan ske, uden grund, uden at noget andet opvejer det. At intet er givet. At man ikke har ret til noget. At selvom du allerede er ramt af ulykker, så kan der sagtens komme endnu flere ... Der er en tillid til verden og livet der brister og som jeg ikke tror kommer tilbage.

Jeg er så MISUNDELIG når jeg ser folk der virkelig har det godt, som smiler og griner og er fulde af troen på at livet byder på gode og spændende ting til dem. Tager det for givet og føler sig trygge.

Til gengæld er jeg ved at brække mig over hele den bølge af positiv tankegang-Mindfullness-The Secrect- New Age for 10'erne som prøver at bilde én ind at der er et system, en balance og at du bare skal tænke på den rigtige måde så sker de gode ting (underforstået, hvis noget forfærdeligt sker er det din egen skyld, så har du tænkt forkert og udsendt signaler om at det godt må ske).
Jeg har set og mærket på egen krop og sind at der ikke er noget system. Og den viden kunne jeg godt være foruden. Den kommer til at præge mig på en måde jeg ikke havde behøvet. Som berøver mig noget.

Gode psykologer

Jeg har forsøger at samle navne på gode psykologer.
Går du hos en rigtig god psykolog efter at ha mistet barn, så skriv meget gerne en kommentar med vedkommendes navn og hvilken by, så jeg kan opdatere min liste. :)

København:
Mette Krag - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=1114

Borgergade 36, st, th., 1300 København K, tlf: 33 11 89 06, mkconsult@mail.tele.dk

Jeg kan varmt anbefale Mette Krag. Hun har stor erfaring med spædbarnsdød og det kunne vi tydeligt mærke. Vi gik både sammen og individulet hos hende. 

Helene Grau - tlf: 28562236, email: info@helenegrau.dk
Suomisvej 2 st, 1827 Frederiksberg. www.helenegrau.dk


Frederiksberg:
Ruth Skovgaard - Tlf: 26874084, mail: ruth.skocgaard@mail.dk
http://www.kgicph.dk/kontakt/undervisere/ruth-skovgaard/
Speciallægecentret, Peter Bangs Vej 3, 2000 Frederiksberg 


Nordsjælland
Susanne Bargmann -  tlf: 28102377, mail: susanne@susannebargmann.dk
Codanhus, Hovedgaden 55 A, 1. sal, 2970 Hørsholm
www.susannebargmann.dk
 
Anette Holmgren - tlf: 49223880, mobil 20993739, mail anetteholmgren@dispuk.dk,
Strandvejen 202B, 2070 Snekkersten. www.anetteholmgren.dk

Hillerød:

Yvonne Kronberg - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=379

Frederik VIIs Vej 2, 3400 Hillerød. Tlf: 48 26 99 40

Slagelse:
Jane Aagesen, Smedegade 13A, 1. th., 4200 Slagelse
www.psykologeridanmark.dk/Find/V%20...%20ileid=1007

Vordingborg 

Benedicte Reventlow, Kløften 29, 4760 Vordingborg. Tlf. 5534 0245 / 2890 7757 reventlow@nyraad.net

Odense:
Tue Toft - www.psykolog-odense.dk/
Psykologhuset Odense, Frederiksgade 67, 5000 Odense C, tlf. 66111312, e-mail: post@psykologhus.dk

Jeg har hørt hans udtalelser her: psykolog-odense.dk/atmisteetbarn, jeg synes han lyder god. Og så har jeg hørt ham anbefalet af en anden mor.

May-Britt Hollmann - www.psykologkontakt.dk/vis_psykolog.asp?psykID=798
Valdemarsgade 7, St., 5000 Odense C
Tlf: 66 12 96 16. Mobil: 4011800, psykolog@hollmann.nu

Holstebro:
Helle Rathenborg - Tlf: 97 40 64 60, Mobil: 23306773, mail: hellerathenborg@mail.dk
Lille Østergade 8, 2., 7500 Holstebro - http://www.dp.dk/

Horsens:
Susanne Østergaard, Søndergade 31 1th , 8700 Horsens, Tlf. 51 84 90 73
www.psykologøstergaard.dk
Forfatter til bogen "At miste et barn er en livsprocess"

Lone Nørgaard - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=300
Gammelstrupvej 26, Gammelstrup, 8740 Brædstrup, Tlf: 75 75 35 45
Ca. 10 km vest for Horsens

Skanderborg:
Karen Lund - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=631
Asylgade 35, 8660 Skanderborg. Tlf: 86 52 23 26, karen.lund@mail.dk

Sønderborg:
Torben Mathiesen - hozho.dk
Perlegade 4 2, 6400 Sønderborg, tlf. 29 80 70 26, email: dorte_chris@yahoo.dk

Århus:
Solvej Lundgård Sangild - www.solvejsangild.dk
Østergade 33, 3., 8000 Aarhus C. Tlf: 86 13 94 20, Mobil: 26129420, solvejsangild@hotmail.com

Aase Brødsgaard - www.psykologeridanmark.dk/Find/VisProfil.aspx?profileid=962
Østergade 33, 3., 8000 Aarhus C. Tlf: 23 39 02 8, aasebroedsgaard@hotmail.com

Susanne affertsholt-Allen
J.M.Mørks Gade 1, 1., 8000 Århus C. Telefon: 86131520

Anette Kjærgaard - Tlf: 3033 3905, mail: Anette@aarhuspsykologklinik.dk
Klinik i Rønde og Århus. http://aarhuspsykologklinik.dk/

Træder vande - spredte tanker

Jeg kan ikke tage mig sammen til at skrive. Det er lidt som om jeg ikke kan samle mine tanker og følelser. Det er som at stå i zoo og stirre på noget vand der er sæler i. Man kan fornemme de er der, og engang imellem glider der noget mørkt forbi nær overfladen, eller stikker lige hovedet op, men mest ser man bare vand i bevægelse og fornemmer der foregår noget under overfladen.
Sådan har jeg det med følelserne. Der foregår alt muligt, men jeg kan ikke rigtig få fat i det.

Jeg skrev en besked til en anden mor der har mistet, lige nu er den det tætteste der kommer på bare noget af det der fylder:

Min blødning er heldigvis ved at stilne af, men jeg har også blødt i 10 dage nu, og i forgårs blev det mere igen, så nu æder jeg blodstoppende piller igen. Jeg håber det stopper helt, for jeg er bekymret for blodtabet. Hvis ikke det stopper i løbet af de næste tre dage går jeg til lægen igen ...


Jeg har lige fået sat extensions i mit hår, og det ser rigtig godt ud. :) Det er vildt underligt at gøre noget der "duller mig op", fordi det virker så positivt. Sådan "livet går videre"-agtigt. Som om jeg havde overskud, hvilket jeg ikke har. Jeg tror at mine omgivelser tror at det betyder at nu har jeg det bedre, men det har jeg egentligt ikke. Jeg har det dog heller ikke værre.
Så på den ene side gør det mig glad at føle at jeg ser godt ud, og jeg ER glad for mit nye spændende hår, på den anden side har jeg det mærkeligt med at sende et signal som jeg ikke føler er det rigtige. Jeg synes ikke livet går videre, jeg synes at livet står stille. Jeg er lige så ked af det nu, som for en uge siden.
Men jeg ser så bare bedre ud i denne uge ... ;)


Vi skal se nogle venner i morgen, det er det første initiativ vi tager til det. Så det glæder jeg mig lidt til.

---

Jeg føler mest jeg træder vande. Jeg har vænnet mig til det der er sket, men der er ikke decideret nogen fremdrift. Jeg græder mindre, men jeg tror ikke det er godt. Jeg føler tårene bare hober sig op et sted. For ikke at være så ked af det flygter jeg til ligegyldighed. til lala. Til tv og internet. Til ingenting. Limbo.

Der er dog to ting der betyder noget - T og at vi får nye rotlinger. Når jeg ser på T vælder kærligheden op i mig, jeg elsker ham dybt og inderligt. Rotterne er nuttede. Det er bare dyr, men jeg glæder mig til at nulre på de små nye.

Jeg var til en workshop i går. Det er så surrealistisk at nævne hvad der er sket til nogen der aldrig vil forstå det. Tale om det logisk og afklaret (not!), nærmest undskylde at jeg har oplevet noget sådant. For at fortælle noget så forfærdeligt overskrider et socialt tabu. Men siger jeg det ikke, lyver jeg i min væren. Og jeg har altid svaret ærligt på "Går det godt?".
Det er også godt at være ude, men hårdt.

Jeg ville skrive noget mere om hvad jeg tænker, men når jeg begynder en sætning sletter jeg den igen. Der er ikke samling, det hele glider rundt under overfladen, ikke klar til at blive fanget og fastholdt. Set på.
Når jeg sætter ord på mine tanker bliver de virkelige og jeg skal forholde mig til dem.

Jeg har skrevet 155 indlæg på mit sorg-fora kan jeg se. Jeg er nok mere til stede der end noget andet sted, inkl. irl. Der føler jeg mig mere tryg, alle andre har det som mig, det er givet.

Ved ikke. er bare.

Tegnere der tegner mistede børn

Vi går og overvejer at vi måske også skulle få lavet en tegning af Saga som vi kan hænge op.
Der er to tegnere der oftest nævnes når det handler om spædbarnsdød, den ene er Majbritt Pavlak og den anden er Heather Spears. Jeg er gået igang med at opspore andre forældres tegninger for at se hvad stil jeg bedst kan lide - og iæsr hvem der er godt til de små tidlige børn.

Jeg vil lige lave en liste her over de tegnere jeg hører om:

Tilbyder tegning af englebørn:
Heather Spears - den absolut mest kendte, med en enorm erfaring
Majbritt Pavlak
Maria Vadsager
Anita Falbe Cleyton
Anne Gyrite Schütt

Tegnere der måske også vil:
Zindy (en jeg kender som tegner virkelig godt, men som ikke har erfaring med spædbørn)
Stinna (har tegnet som personlig tjeneste, men det vides ikke om hun har mod på flere)

UPDATE: 
Vi valgte Heather Spears og vi er meget glade for tegningen af Saga.
Jeg har skrevet om hvordan det var at få tegningen nederst i dette blogindlæg og her kan det færdige resultat ses.
I dette blogindlæg har jeg skrevet om mine overvejelser omkring hvor meget man må ændre i forhold til fotoet, og om fotos overhovedet er virkeligheden.

At ændre sig

Jeg begyndte at gro mit hår ud lige før jeg opdagede at jeg var gravid med Saga, og da jeg så fandt ud af at jeg var gravid, måtte jeg jo ikke farve hår pga kemikalierne, hvad jeg ellers helt sikkert ville have gjort.
Jeg oplevede så også at mit fokus flyttede sig til min kommende moderrolle, og på en eller anden måde blev dét her "bløde" udseende med mine brune naturkrøller en del af min graviditet.
Da Saga døde og jeg nu kan farve mit hår blåt hvis jeg vil, så er jeg slet ikke klar til det. Ikke klar til at skifte "tilbage" til der hvor jeg var før (og hvor jeg heller aldrig vil kunne være igen, før er ændret og væk). Det er som om at når håret ryger igen, så er det enten som om Saga aldrig var der, eller en markering af at det er forbi med det. Og det er jeg ikke klar til.

Det er noget underligt noget, for mit hår og Saga havde ingenting med hinanden at gøre. Men underbevidstheden er mærkelig ... Jeg har på en eller anden måde koblet det sammen.

Mens jeg sørger så dybt er det med udseende også ret så ligegyldigt. Der skal en vis glæde til at gøre noget ud af sig selv eller tænke over det. Det er så ligemeget.

Lige inden jeg fødte for tidligt havde jeg arrangeret at få dreads i, fordi jeg følte mig kedelig og ikke kunne forlige mig med de mørkebrune krøller. Men da det så skete var jeg for kriseramt til at tænke på hår, og senere kunne jeg bare ikke overskue hhv. turen ind til Kbh, men heller ikke forandringen. At forandre mig, når Saga var væk. Nok det samme som at farve hår eller rage det af, dog i lidt mildere grad.
Jeg havde jo allerede besluttet og aftalt at jeg sku ha dreads i. Men hvor er det dog svært at gøre noget der flytter mig fysisk væk fra sådan som det var da jeg ventede Saga.
Men well, jeg må jo gøre noget ved det, for mit hår lige nu passer ikke til den jeg er. Så det bliver nu her torsdag ...

Frustreret over manglende hjælp til permanent barnløse

Jeg er simpelthen så furstreret over at der ikke rigtig findes nogen hjælpe eller støttet til "ægte" barnløse. Dvs. os der definitivt ikke kan få børn.

Jeg ville tror at Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse var der for en, men så vidt jeg kan se burde den hedde "Foreningen for folk i fertilitetsbehandling". Alt fra dem handler om fertilitetsbehandling eller adoption, inkl. at være forældre til barn fremkommet i fetilitetsbehandling (sorry, men det er altså ikke at være barnløs!).

Jeg har en historisk med fertilitetsbehandling, og blev gravid, men fødte for tidligt i 5. måned hvilket min datter døde af. Eksplosiv vækst af fibromer på min livmoder under graviditeten gør at den ikke længere dur, dvs. jeg definitivt ikke kommer til at kunne bære et barn til termin. Jeg skal højst sandsynligt have fjernet min livmoder når jeg er kommet mig efter fødslen. Så det er slut.
Så ingen børn til os.

Men når jeg så søger svar på hvordan man forliger sig på et liv uden børn, hvordan man finder en mening i tilværelsen, når hele vores liv i så mange år har handlet om at forsøge, og vi virkelig har været indstillet på det og VALGT et liv med børn - well, så er der bare ingenting at hente nogen steder.
Nada.
Vi kan gå hjem og være deprimerede for os selv.
Eller vi kan lade os storbombardere med historier og problmatikker om alle de, der stadig har muligheden via fetilitetsbehandling.  Men hvad kan vi bruge det til?
Det giver os ingen redskaber til at acceptere vores situation.

Lige nu er vi så dobbelt ramt, fordi vi står midt i en enorm sorg over tabet af vores lille datter, samtidig med at vi skal bearbejde sorgen over tabet af det liv vi troede vi skulle have. Dvs. to kriser på samme tid.
Heldigvis er Landsforeningen Spædbarnsdød virkelig god. De giver en enorm støtte.
Gid jeg kunne sige det samme om Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, men der er godt nok ikke meget at komme efter hvis man rent faktisk ER barnløs, og ikke bare midlertidigt barnløs.

Drama igen ... (en masse om blod)

Fra i formiddags 11.45:

Jeg har fået min første menstruation efter fødslen, og i går var jeg glad for det og lettet - jeg har ikke haft smerter og mit system går igang igen. Men i dag - KRISE!

Det vælter ud med blod! Jeg vågnede med følelsen af at noget kom ud af mig, styrtede ud på toilettet, og så vælter der store sorte klumper ud af mig, hvorefter det siler ud med blod. Nærmest som at tisse. Jeg tørrer og tørrer, men der er meget. Det holdt dog op med at løbe, men der bliver bare ved med at være noget jeg kan tørre væk. Jeg får skiftet bind og går i seng igen. Men jeg må ud igen en time efter, flere store sorte klumper, bindet er gennemblødt og der løber blod ud af mig. Ind i seng igen, men jeg kan ikke sove for følelsen af at bløde, og står op.
Og har skiftet bind tre gange på en time, der bliver ved med at komme klumper og jeg synes blodmængderne er virkelig store. Jeg har ikke følesen af menstruation, men af abort. Men jeg har ikke har været i nærheden af en sædcelle, så det kan det ikke være. Men jeg føler mig åben, som da jeg var i fødsel. Som om min livmodermund står vidtåben.

Nu er det godt nok kun en aften og en formiddag jeg har blødt, men jeg bliver da helt bange for at forbløde, jeg har aldrig prøvet at det var SÅ stor en mængde. Og jeg har ellers ret kraftige menstruationer.

Jeg ringede så op til den afdeling hvor jeg fødte, fordi jeg er vildt forskrækket og vil vide om det er normalt eller om den er helt gal. Og fordi jeg jo hhv. har mistet og har de her store fibromer der kan gøre at livmoderen ikke trækker sig ordentligt sammen (og lukker blodårer), så det er jo ikke en typisk efter-graviditet. Jeg tvivler kraftigt på at min egen læge ved noget om det, der er sikkert ret få der mister hos dem. Men de må da vide noget på hospitalet!
Min egen læge har desuden telefontid 8-9, så jeg kan jo ikke snakke med ham, kun med en lægesekretær.
Men på hospitalet kunne de ikke snakke med mig, ingengang svare mig på om det var normalt eller ej. Jeg SKULLE kontakte egen læge.

Jeg føler mig SÅ svigtet af systemet! Det er virkelig ufleksibelt. Hvorfor kan jeg ikke få svar hos dem der har viden, altså den speciallæge de har på sygehuset? Hvorfor skal jeg igennem et skrankepave-system hvor man skal ringe i et givet tidsrum, bestille en tid og vente, og så får jeg enten et svar jeg ikke stoler på, eller skal alligevel sendes videre ...
Alternativet er skadestuen, men så ved jeg godt jeg kommer til at vente i mange mange timer og alligevel blive tilset af en der ikke nødvendigvis ved noget om det.

Well, jeg fik så fat på sygeplejersken hos min læge, og tudede i telefonen fordi jeg var så forskrækket og fordi det bare var for meget med den afvisning hos hospitalet (hvilket minder mig om forløbet da det gik galt med graviditeten, alle smider ansvaret, ingen ved noget). Jeg har så fået en akuttid her 15.30, men der er mange timer til. Og jeg er virkelig forskrækket.

Jeg ringede til min mor der hjalp mig med at få lavet en plan: Se tiden an den næste time. Er det tålelige mængder, så vente til 15.30, er det for voldsomt, så køre op til lægen og stå der og sige "NU!".
Det kan jeg leve med. Det kan jo være det stilner af ... Og det løber ikke ned af benene, det tager vist en time om at fylde et bind af "allerkraftigst" typen.
Man kan vist nok tåle at miste ret meget blod.

Men for fanden da, hvorfor skal jeg forskrækkes med det nu? Nu var jeg lige så glad for at det kørte ...
Og hvorfor skal jeg igen føle at systemet svigter, at der ikke er nogen der passer på mig eller tager hånd om mig hvis noget er galt i min krop. Jeg føler mig virkelig lost, jeg kan ikke vurdere om det er alvorligt eller ej, og dem der kan, kan man ikke få fat på ...
FUCK! :(

---------

Update kl.13.40:

Det er så svært at bedømme ... ER der noget galt, eller overreagerer jeg på en meget kraftig menstruation? :-S

Min egen læge har mulighed for at sende mig direkte til en bestemt afdeling på hospitalet hvis det er, og sikre sig at de kender mit forløb, så på den måde er det en fordel at gå gennem lægen. Hvis man ellers kan komme gennem nåleøjet til ham ...
Det har jeg tænkt over efterfølgende. Så jeg holder fast i at starte der, men også at jeg VIL føle mig tryg ved at han så også tager det seriøst. Ellers må jeg gøre noget andet.

Jeg sad lige og tænkte over min egen reaktion. Jeg er bange for at miste min livmoder. Hvis man ikke kan stoppe en blødning vil de fjerne den, sådan var det også lige efter fødslen.
Jeg er bange for at hvis jeg er "pæn" og venter for længe, så kan det blive så slemt at det er konsekvensen. Det ville være så dumt!
På den anden side vil jeg ikke være en hypokonder, og måske laver jeg en storm i et glas vand. Måske er min angst ude af proportioner. Det er så svært at vurdere ...

Siden i formiddags har jeg blødt en hel del, men det render ikke ud. Det fylder bare bindet op.
Så nu satser jeg stadig på lægetiden 15.30 - det er der to timer til nu. :)Og så håber jeg det bare er mig der overreagerer ...

Men nøj, jeg synes det er svært. Og jeg kan godt mærke jeg har nogle følelser omkring mit sygeforløb og tab, der lige bliver rippet op i. For jeg har det bestemt ikke godt med tilliden til læger eller systemet. Jeg er lige tilbage til tiden op til Sagas fødsel.

Men to timer! :)

-------

Update kl.17.41:

Så var jeg til lægen. Og jeg havde desværre ret, jeg bløder alt for meget. Han mener bestemt det er pga fibromerne. Mit blodtryk var okay og min blodprocent var også fin, men han lavede så en gynækologisk undersøgelse, og var vist noget overrasket over blodmængden. Han sagde der silede en lind strøm fra livmoderen, og det skal der ikke.

Han ringede så til hospitalet og snakkede med lægen på gynækologisk afsnit, og de blev enige om at jeg sku ha nogle piller der kan stoppe blødningen, men at jeg lige skal se tiden an til i morgen. Hvis det fortsætter sådan her skal jeg tage pillerne og se om det gør tricket. Men er det stilnet mere af, så lade være. Det optimale er hvis min krop selv får styr på det. Men jeg må ikke bløde så meget her i to hele dage.

Jeg snakkede med ham om min frygt for at de skal fjerne livmoderen, og det tror jeg han tog hensyn til. For det ER en risiko ... Der er jo noget der ikke fungerer og jeg bløder mere end jeg må. Men han vil også helst have det kan ordne sig selv, så jeg kan beholde min livmoder. Men det tyder dårligt ... :(
Et eller ande sted har jeg et lillebitte spinkelt håb om at mine fibromer kan opereres væk. Det er nok komplet urealistisk, men der er et lille bitte glimt et sted. Det her prøver at kvæle det glimt. For det siger jo "væk med den".

Nå, men jeg har hidset mig ned igen. Der har ellers været flere tudeture i dag, af forskrækkelse, af afmagt, af vrede mod lægesystemet. Og så tog jeg også lige en tur i venteværelser fordi jeg sad og stirrede på en dør, og inde bag den har jeg ligget og hørt Sagas hjertelyd for halvanden måned siden ...
Det var alligevel ikke så rart at blive mindet om. Min glæde og lettelse ved at høre hendes hjerte slå. For fanden da! Øv.

Jeg ser tiden an til i morgen, og håber blodet stilner af.

PIS!