I dag er det en måned siden jeg fødte. Jeg troede det ville gøre mig ekstra ked af det, at jeg ville hæfte mig ved datoen. Men det gør jeg ikke. Det er tilfældigt at jeg bemærkede det, og jeg synes ikke jeg kan mærke nogen anderledes reaktion i mig.
Måske er det fordi månedsdage ikke betyder noget for mig, terminsdagen eller årsdagen er nok mere relevant. Med et levende barn fejrer man vel først 1-års fødselsdagen, mens en måned passerer ubemærket forbi? Ved ikke, hun er mit første barn. Men jeg havde ihvertfald ikke forestillet mig at vi på nogen måde markerede eller fejrede noget før hendes 1 års fødselsdag.
Da hun er født for tidligt ville jeg jo også stadig være gravid nu. Måske har min psykolog ret i at jeg stadig mentalt er gravid. Jeg savner nok mere maven og følelsen af hende i mig, end at tænke på månedsdage og en levende baby i mine arme. Det er min mave der er mest tom, ikke mine arme. Jeg aner ikke hvordan jeg vil have det til december og januar, hvor det skulle have været. Der ville hun ha været der ...
Jeg ved ikke om jeg er lettet eller skuffet over at jeg ikke reagerer på datoen. Jeg har jo ikke lyst til at have det skidt, men jeg vil heller ikke fortrænge følelser eller glemme hende.
Det sidste er så nok ikke en stor risiko ... Men måske har jeg lidt dårlig samvittighed over ikke at være mere oprørt over i dag - jeg elsker hende jo højt og den eneste måde jeg kan vise det på er med smerte.
Men well, der er altså ikke noget, jeg har det ikke værre i dag end i går.
Måske har jeg det oven i købet en kende bedre end i sidste uge, for de sidste to dage har vi været hhv. til psykolog og i sorggruppe, så lige nu er jeg "mættet". Der har været store følelser på bordet og i dag er jeg faktisk lidt mere optimistisk end fx i mandags. Sært, når jeg troede 30/9 ville være en kæmpe krisedag. Jeg ved det kan vende på en femøre, og at jeg må tage en dag af gangen. Men det er formiddag nu, og jeg har det altså ikke ekstra skidt.
30 september 2010
28 september 2010
Going through the motions
Morgane bekymrer sig over at jeg ikke skriver. Og hun har ret, ikke at skrive er værre. Så jeg vil gøre et forsøg.
I går var en sær dag. Jeg havde sat mig op til at NU skulle jeg fandme ha styr på hhv. min barselsanmeldelse og hvad min status var inden fødslen. Problemet er jeg lige var startet i job d. 9/8, men at jeg allerede efter en uge begyndte at blive hhv. indlagt og blive hjemme pga smerter. Dvs. mange af dagene burde tælle som sygemelding.
Men da det kulminerede med at jeg fødte 30/8, så har jeg overhovedet ikke fået anmeldt noget nogen steder. Jeg har flere gange forsøgt at ringe og få styr på regler osv., men blev ved med at ende i blindgyder i telefonsystemet, folk der var til frokost og aldrig ringer tilbage og forvirring. Mit overskud var så lille at jeg slet ikke kunne håndtere besvær og offentlige systemer.
Blanketten til barselsanmeldelse er forskellig alt efter om jeg var i arbejde eller ej inden fødslen, men hvad var jeg?
Well, i går da jeg var stået op og havde fået øjne tog jeg så bussen til rådhuset for at tale med et menneske, det må da for hulen da kunne fikses. Allerede på vej derhen var jeg grådlabil. Bare det at tænke på det. At have Sagas fødselsanmeldelse og dødsattest i tasken. At se krydset ved Levendefødt. Krydset ved Pige. At der stod 17.08 30/8. Og så hendes dødsattest. Død på Obstetrisk afdeling på Roskilde Sygehus kl. 17.13.
Min lille pige.
Roskilde rådhus er ikke specielt godt skiltet. F.eks. er det selvfølgelig indlysende at hvis du skal finde Ydelsescenter for at anmelde barsel, så skal du følge skiltet der siger Jobcenter. Det siger sig selv ...? Og når man ikke kan spørge nogen, men skal trække et nummer, og der kun er valgmuligheden "Pension" eller "Jobcenter", og der på skiltet ved Pensionsskranken står "Pension og Voksenydelser" (hvilket jeg tænker kunne inkludere barsel), og der så på nummeret til pension-køen står "Ydelser" (og jeg skal snakke med Ydelsescenter), jamen så er det jo logisk at det er Jobcenter man skal trække til ... Eller?
Så jeg trak det forkerte nummer, ventede, satte mig ved en computer, og da de råbte mit nummer, måtte jeg løbe hen, for det viste sig at jeg var i den forkerte ventesektion. Næste nummer i køen var allerede begyndt at gå frem og blev skidesur over at jeg ikke have stået der fluks. Men hey, man kan altså ikke løbe hurtigere gennem lokalet end jeg gjorde! Det er ikke os alle der har været der før, kender systemet og lige gætter den rigtige adfærd ...
Well, så står jeg der foran en dame i en skranke i et stort rum fuld af folk der venter. Og jeg står et øjeblik mundlam, men får så sagt til damen at jeg har født 30/8, men at min datter er død, og jeg skal søge barsel - og SÅ græder jeg. Igen. Midt i det hele. Jeg kan dårligt tale fordi jeg hulker.
Damen kommer så ud fra skranken og trækker mig hen i et lidt afskærmet hjørne med et skrivebord (hvor alle ikke stirrer på mig). Jeg får forklaret hendes sagen mellem snøft, og så viser det sig det var det andet nummer jeg skulle trække! Fuck!
Så hun stikker mig et nyt nummer og siger jeg skal vente der, så vil den jeg skal tale med komme hen til mig. Hensynsfuldt, heldigvis.
Så jeg venter. Længe. Og tuder. Og føler mig som en idiot når jeg sidder der i et hjørne af et offentligt lokale og græder ned i mit papirslommetørklæde.
Der kommer på et tidspunkt en pedelmand der skal have noget værktøj i et skab lige foran mig. Han kigger ikke rigtig på mig, men det er meget ubehageligt for både ham og mig, han er en halv meter fra mig og jeg sidder der og græder. Det er grænseoverskridende.
Efter en rum tid kommer der så en mand fra Jobcenter-skranken og snakker med mig. Samme historie, snøft snøft. Men han ved heller ikke noget om det, og siger der vil komme en tredje og tale med mig. Så jeg venter igen ...
Der kommer så endelig en yngre kvinde og henter mig ind til hendes kontor, og hun er så den rigtige. Hun lytter og ser på papirene og tager notater. Og lover så at tage sig af det! Pyha!!!
Jeg er for sent ude med sygemeldingen før fødslen, måske så sent at jeg ikke kan få nogen penge nogen steder fra. Men i det mindste går barslen glat igennem.
Så nu er jeg fredet i 14 uger. Endelig!
Hun kommer til at kalde det en abort, det er mig imod. Jeg retter hende og siger "fødsel!". Fandme. Min datter blev født.
Da jeg gik der fra var jeg stadig helt overfølsom. Jeg spadserede fra rådhuset, men jeg begyndte at græde flere gange undervejs. Fuck hvor føler jeg mig dum når jeg går på gaden og tuder. Og folk går forbi og kigger mærkeligt på en. Det er bare ikke en almen adfærd at gå grædende rundt. Jeg ville også studse hvis jeg så en person gå og græde offentligt. Sådan "hvad handler det mon om?!", og så alligevel, det interesserer jo ikke rigtig en. Det er bare usædvanligt og "forkert".
At det så er mig selv ...
Og jeg føler mig endnu mere sårbar ved at skille mig udseendesmæssigt ud. Det er prisen for ikke at være anonym. Når man så er ked af det, er det rigtig ufedt at være så synlig. At andre ikke identificerer sig med en. At blive gloet på og ikke forstået/accepteret/whatever det er der sker med folk når man ikke er en af dem ...
Eller jeg kan jo ikke vide det, men sådan føler jeg det.
På vej ned at Violstræde kom der en pige med en cykel imod mig, og gaden er så smal at man ser hinanden ret tydeligt. Jeg kiggede helt konsekvent ind til højre, jeg ville ikke have øjenkontakt. Jeg ville ikke have hun skulle se på mine tårefyldte øjne og røde næse og undre sig over hvorfor jeg gik og græd. Det er alt for intimt.
Jeg ville ikke se hendes ansigt eller udtryk eller anerkende hendes eksistens.
Nå, men på en eller anden måde kom jeg da hjem.
Efter at ha slappet af fik jeg også ringet til hhv. Telenors kundeservice og Canal Digital. Sært som jeg kan snakke med fremmede mennesker i telefonen som om intet er sket, være både målrettet, bestemt og charmerende, have en effektiv kommunikation og liv i stemmen. Og så sidder jeg i virkeligheden derhjemme med et ufunktionelt liv. Midt i en stavl mentale glasskår og en masse kaos. Men i den almindelig verden går alting videre. Og jeg får styr på regninger og parabol-tv.
Efter en masse dårligt tv ringede min mor og spurgte om jeg ville med på biblioteket. Det sprang jeg på, trods min ustabilitet. Bedre end at sidde hjemme og forsumpe. Jeg sku egentligt ikke noget der, men jeg gik på jagt i deres tegneserier og fandt en stavl der så lovende ud.
Derefter kørte vi til Ro's torv, fordi min mor havde spurgt "Er der noget du trænger til?" og jeg for sjov havde svaret "Et par nye sko" og så havde jeg talt løs om mine problemer med at finde fodtøj jeg kan lide, at det efterhånden er et problem at jeg kun har et par slidte kawasakier der ikke er vandtætte. Men det udløste altså en tur til skobutikkerne på Ro's Torv.
Jeg skimmede fire skobutikker, det er ret lidt jeg kan lide (problemet jo), så jeg kunne scanne hylderne ret hurtigt. Jeg endte i Ecco-afdelingen af Skoringen, hvor jeg ellers allerede havde kigget i andre butikker. Men denne her havde sært nok hele to par støvletter som faktisk var ganske pæne. Jeg prøvede begge, og begge passede mig godt, og var egentligt lige det jeg manglede. Komfortable, god sål med fjedring, kvalitet, vandtætte. Det ene par var lidt pænt, men ville netop være godt til at ha på på job (eller til evt. jobsamtaler, man ved aldrig) og sammenhænge hvor ens fodtøj godt må være mindre voldsomt (jeg bor jo ellers i mine New Rocks). De andre var mere mig, men ikke helt pæne nok til alle situationer. Til gengæld perfekte til skoven, gåture langs fjorden og andet hvor de skal kunne holde til noget. Det har jeg også brug for.
Men men, Eccostøvler er pissedyre. Og jeg kunne ikke bestemme mig. Rummede ikke at bestemme mig. Jeg har jo brug for begge funktioner, men jeg havde håbet at finde ét par vandtætte sko til maks. 650 kroner, to par støvler til hhv. 1000 og 1200 er liiiige i overkanten ...
Så jeg lod begge støvler stå.
Så ville jeg lige kigge på en bh i stedet. Mine bryster er blevet større, selv efter at graviditetsfyldet gik af dem, så jeg har lige nu kun en enkelt bh der passer helt, de andre sidder forkert selvom jeg bruger dem.
Jeg satte kursen mod Triumph-butikken mens min mor tog rulletrappen op til centerkontoret efter en butiksplan. Men jeg nåede kun lige at stikke hovedet ind i forretningen før jeg blev helt vildt ked af det. Sidst jeg var der var for at købe en graviditets-bh, fordi mine bryster hhv. var vokset og var så følsomme at jeg skulle have noget blødt og uden sømme. Sidst gik jeg ud af butikken med en fin papirspose i hånden, fuld af glæde, hvorefter mig og Thomas og min mor havde sat os på en café og snakket om graviditeten og den kommende baby, mens jeg viste dem min nye bh.
SLASK så blev jeg sat i skærende kontrast. Nu stod jeg der uden mave, uden graviditetsspændte bryster. Uden noget som helst.
Det var bare for meget. Jeg drejede om på hælen og gik snøftende mod min mor der kom ned af rulletrappen. Men da jeg skulle forklare hende hvorfor jeg ikke skulle ind i den butik alligevel, gav jeg mig til at stortude. Så står jeg der, 39 år, midt i et butikscenter og stortuder mens min mor også bliver ked af det. Tror også min mor gav sig til at græde. Ikke bare er hun i sorg over sit mistede barnebarn, men hun skal håndtere at se sin datter have det så skidt, uden at hun på nogen måde kan gøre noget. Det kan hun jo ikke. Hun kan ikke trøste mig. Hun kan ikke give mig mit barn tilbage.
Well, kurs mod en café (den samme som vi var på efter bh-købet sidst). Jeg får betilt en latte og en nøddetærte, med rød næse og vand i øjnene. Ekspeditricen gloede mærkeligt på mig. Bevæbnet med kaffe og kage får vi sat os ned. Og kølet ned. Jeg laver hurtige skift. Når jeg får tårene under kontrol vil jeg hurtigt videre, hurtigt til en anden tilstand. Ingen bh så. Men jeg kan da lige kigge ned i Panduro og i Tiger-butikken ... Mere shopping, videre.
Jeg fik mig lige en lille smykketang og en pose perler inden det hele lukkede.
Og så kørte vi hjem.
Efter en times tid kom der en sms fra min mor, hun vil gerne give mig det ene par støvler! Ved ikke om det er konsekvensen af at hun ikke kan gøre noget for mig, at hun gerne vil se mig glad. Men jeg er forlængst holdt op med at være falsk beskeden, jeg forventer ikke noget, jeg får mere end nok i forvejen. Men hvis hun gerne vil give mig dem, så løser det faktisk et problem. For så skal jeg ikke vælge ... For tiden har jeg virkelig svært ved at tage stilling, og til at vælge.
Og jeg kunne godt bruge begge par støvler.
Hele resten af aftenen var jeg lettere entusiastisk over udsigten til at have to par gode støvler. Det ene par vil jeg ha på med det samme når jeg køber dem, dem kommer jeg til at gå meget i. Det er længe siden jeg har følt noget der minder om entusiasme.
Og nu er det en ny dag, som jeg slet ikke har lyst til at begynde på. Hver morgen er øv. Jeg vil helst ikke vågne, selvom jeg sover dårligt. Jeg sover, men jeg drømmer dumt. Ikke nødvendigvis deciderede mareridt, bare opslidende. Sådan ikke rart og fuld af konflikt og problemer. Jeg vågner op med en helt forkert følelse.
Jeg har ikke vågnet glad i en måned nu. I morgen er det en måned siden jeg fik at vide at mit barn ville dø, i overmorgen er det en måned siden jeg fødte hende, og at hun døde af det.
Jeg savner hende noget så intenst.
Man behøver ikke at kende et barn for at elske det. Jeg har skabt hende i mig, mærket hende vokse. Mærket hende ændre min krop og mig og mit liv. Jeg har elsket hende fra den allerførste positive graviditetstest.
Jeg har aldrig set hende levende, jeg missede de tre minutter. Men jeg elsker hende uagtet og jeg savner hende i mit liv. Der er et gabende hul efter hende. I min krop, i min bevidsthed. Det er utroligt svært at acceptere at jeg aldrig skal se hende igen, at mit liv er "tilbage" til hvad det var før. Uden at tilbage overhovedet eksisterer, for verden har jo bevæget sig videre og jeg er ikke den samme person. Mit gamle liv kan ikke bruges mere, jeg har forladt det, selvom det er det jeg er placeret i.
Jeg er i limbo, ingen steder.
I går var en sær dag. Jeg havde sat mig op til at NU skulle jeg fandme ha styr på hhv. min barselsanmeldelse og hvad min status var inden fødslen. Problemet er jeg lige var startet i job d. 9/8, men at jeg allerede efter en uge begyndte at blive hhv. indlagt og blive hjemme pga smerter. Dvs. mange af dagene burde tælle som sygemelding.
Men da det kulminerede med at jeg fødte 30/8, så har jeg overhovedet ikke fået anmeldt noget nogen steder. Jeg har flere gange forsøgt at ringe og få styr på regler osv., men blev ved med at ende i blindgyder i telefonsystemet, folk der var til frokost og aldrig ringer tilbage og forvirring. Mit overskud var så lille at jeg slet ikke kunne håndtere besvær og offentlige systemer.
Blanketten til barselsanmeldelse er forskellig alt efter om jeg var i arbejde eller ej inden fødslen, men hvad var jeg?
Well, i går da jeg var stået op og havde fået øjne tog jeg så bussen til rådhuset for at tale med et menneske, det må da for hulen da kunne fikses. Allerede på vej derhen var jeg grådlabil. Bare det at tænke på det. At have Sagas fødselsanmeldelse og dødsattest i tasken. At se krydset ved Levendefødt. Krydset ved Pige. At der stod 17.08 30/8. Og så hendes dødsattest. Død på Obstetrisk afdeling på Roskilde Sygehus kl. 17.13.
Min lille pige.
Roskilde rådhus er ikke specielt godt skiltet. F.eks. er det selvfølgelig indlysende at hvis du skal finde Ydelsescenter for at anmelde barsel, så skal du følge skiltet der siger Jobcenter. Det siger sig selv ...? Og når man ikke kan spørge nogen, men skal trække et nummer, og der kun er valgmuligheden "Pension" eller "Jobcenter", og der på skiltet ved Pensionsskranken står "Pension og Voksenydelser" (hvilket jeg tænker kunne inkludere barsel), og der så på nummeret til pension-køen står "Ydelser" (og jeg skal snakke med Ydelsescenter), jamen så er det jo logisk at det er Jobcenter man skal trække til ... Eller?
Så jeg trak det forkerte nummer, ventede, satte mig ved en computer, og da de råbte mit nummer, måtte jeg løbe hen, for det viste sig at jeg var i den forkerte ventesektion. Næste nummer i køen var allerede begyndt at gå frem og blev skidesur over at jeg ikke have stået der fluks. Men hey, man kan altså ikke løbe hurtigere gennem lokalet end jeg gjorde! Det er ikke os alle der har været der før, kender systemet og lige gætter den rigtige adfærd ...
Well, så står jeg der foran en dame i en skranke i et stort rum fuld af folk der venter. Og jeg står et øjeblik mundlam, men får så sagt til damen at jeg har født 30/8, men at min datter er død, og jeg skal søge barsel - og SÅ græder jeg. Igen. Midt i det hele. Jeg kan dårligt tale fordi jeg hulker.
Damen kommer så ud fra skranken og trækker mig hen i et lidt afskærmet hjørne med et skrivebord (hvor alle ikke stirrer på mig). Jeg får forklaret hendes sagen mellem snøft, og så viser det sig det var det andet nummer jeg skulle trække! Fuck!
Så hun stikker mig et nyt nummer og siger jeg skal vente der, så vil den jeg skal tale med komme hen til mig. Hensynsfuldt, heldigvis.
Så jeg venter. Længe. Og tuder. Og føler mig som en idiot når jeg sidder der i et hjørne af et offentligt lokale og græder ned i mit papirslommetørklæde.
Der kommer på et tidspunkt en pedelmand der skal have noget værktøj i et skab lige foran mig. Han kigger ikke rigtig på mig, men det er meget ubehageligt for både ham og mig, han er en halv meter fra mig og jeg sidder der og græder. Det er grænseoverskridende.
Efter en rum tid kommer der så en mand fra Jobcenter-skranken og snakker med mig. Samme historie, snøft snøft. Men han ved heller ikke noget om det, og siger der vil komme en tredje og tale med mig. Så jeg venter igen ...
Der kommer så endelig en yngre kvinde og henter mig ind til hendes kontor, og hun er så den rigtige. Hun lytter og ser på papirene og tager notater. Og lover så at tage sig af det! Pyha!!!
Jeg er for sent ude med sygemeldingen før fødslen, måske så sent at jeg ikke kan få nogen penge nogen steder fra. Men i det mindste går barslen glat igennem.
Så nu er jeg fredet i 14 uger. Endelig!
Hun kommer til at kalde det en abort, det er mig imod. Jeg retter hende og siger "fødsel!". Fandme. Min datter blev født.
Da jeg gik der fra var jeg stadig helt overfølsom. Jeg spadserede fra rådhuset, men jeg begyndte at græde flere gange undervejs. Fuck hvor føler jeg mig dum når jeg går på gaden og tuder. Og folk går forbi og kigger mærkeligt på en. Det er bare ikke en almen adfærd at gå grædende rundt. Jeg ville også studse hvis jeg så en person gå og græde offentligt. Sådan "hvad handler det mon om?!", og så alligevel, det interesserer jo ikke rigtig en. Det er bare usædvanligt og "forkert".
At det så er mig selv ...
Og jeg føler mig endnu mere sårbar ved at skille mig udseendesmæssigt ud. Det er prisen for ikke at være anonym. Når man så er ked af det, er det rigtig ufedt at være så synlig. At andre ikke identificerer sig med en. At blive gloet på og ikke forstået/accepteret/whatever det er der sker med folk når man ikke er en af dem ...
Eller jeg kan jo ikke vide det, men sådan føler jeg det.
På vej ned at Violstræde kom der en pige med en cykel imod mig, og gaden er så smal at man ser hinanden ret tydeligt. Jeg kiggede helt konsekvent ind til højre, jeg ville ikke have øjenkontakt. Jeg ville ikke have hun skulle se på mine tårefyldte øjne og røde næse og undre sig over hvorfor jeg gik og græd. Det er alt for intimt.
Jeg ville ikke se hendes ansigt eller udtryk eller anerkende hendes eksistens.
Nå, men på en eller anden måde kom jeg da hjem.
Efter at ha slappet af fik jeg også ringet til hhv. Telenors kundeservice og Canal Digital. Sært som jeg kan snakke med fremmede mennesker i telefonen som om intet er sket, være både målrettet, bestemt og charmerende, have en effektiv kommunikation og liv i stemmen. Og så sidder jeg i virkeligheden derhjemme med et ufunktionelt liv. Midt i en stavl mentale glasskår og en masse kaos. Men i den almindelig verden går alting videre. Og jeg får styr på regninger og parabol-tv.
Efter en masse dårligt tv ringede min mor og spurgte om jeg ville med på biblioteket. Det sprang jeg på, trods min ustabilitet. Bedre end at sidde hjemme og forsumpe. Jeg sku egentligt ikke noget der, men jeg gik på jagt i deres tegneserier og fandt en stavl der så lovende ud.
Derefter kørte vi til Ro's torv, fordi min mor havde spurgt "Er der noget du trænger til?" og jeg for sjov havde svaret "Et par nye sko" og så havde jeg talt løs om mine problemer med at finde fodtøj jeg kan lide, at det efterhånden er et problem at jeg kun har et par slidte kawasakier der ikke er vandtætte. Men det udløste altså en tur til skobutikkerne på Ro's Torv.
Jeg skimmede fire skobutikker, det er ret lidt jeg kan lide (problemet jo), så jeg kunne scanne hylderne ret hurtigt. Jeg endte i Ecco-afdelingen af Skoringen, hvor jeg ellers allerede havde kigget i andre butikker. Men denne her havde sært nok hele to par støvletter som faktisk var ganske pæne. Jeg prøvede begge, og begge passede mig godt, og var egentligt lige det jeg manglede. Komfortable, god sål med fjedring, kvalitet, vandtætte. Det ene par var lidt pænt, men ville netop være godt til at ha på på job (eller til evt. jobsamtaler, man ved aldrig) og sammenhænge hvor ens fodtøj godt må være mindre voldsomt (jeg bor jo ellers i mine New Rocks). De andre var mere mig, men ikke helt pæne nok til alle situationer. Til gengæld perfekte til skoven, gåture langs fjorden og andet hvor de skal kunne holde til noget. Det har jeg også brug for.
Men men, Eccostøvler er pissedyre. Og jeg kunne ikke bestemme mig. Rummede ikke at bestemme mig. Jeg har jo brug for begge funktioner, men jeg havde håbet at finde ét par vandtætte sko til maks. 650 kroner, to par støvler til hhv. 1000 og 1200 er liiiige i overkanten ...
Så jeg lod begge støvler stå.
Så ville jeg lige kigge på en bh i stedet. Mine bryster er blevet større, selv efter at graviditetsfyldet gik af dem, så jeg har lige nu kun en enkelt bh der passer helt, de andre sidder forkert selvom jeg bruger dem.
Jeg satte kursen mod Triumph-butikken mens min mor tog rulletrappen op til centerkontoret efter en butiksplan. Men jeg nåede kun lige at stikke hovedet ind i forretningen før jeg blev helt vildt ked af det. Sidst jeg var der var for at købe en graviditets-bh, fordi mine bryster hhv. var vokset og var så følsomme at jeg skulle have noget blødt og uden sømme. Sidst gik jeg ud af butikken med en fin papirspose i hånden, fuld af glæde, hvorefter mig og Thomas og min mor havde sat os på en café og snakket om graviditeten og den kommende baby, mens jeg viste dem min nye bh.
SLASK så blev jeg sat i skærende kontrast. Nu stod jeg der uden mave, uden graviditetsspændte bryster. Uden noget som helst.
Det var bare for meget. Jeg drejede om på hælen og gik snøftende mod min mor der kom ned af rulletrappen. Men da jeg skulle forklare hende hvorfor jeg ikke skulle ind i den butik alligevel, gav jeg mig til at stortude. Så står jeg der, 39 år, midt i et butikscenter og stortuder mens min mor også bliver ked af det. Tror også min mor gav sig til at græde. Ikke bare er hun i sorg over sit mistede barnebarn, men hun skal håndtere at se sin datter have det så skidt, uden at hun på nogen måde kan gøre noget. Det kan hun jo ikke. Hun kan ikke trøste mig. Hun kan ikke give mig mit barn tilbage.
Well, kurs mod en café (den samme som vi var på efter bh-købet sidst). Jeg får betilt en latte og en nøddetærte, med rød næse og vand i øjnene. Ekspeditricen gloede mærkeligt på mig. Bevæbnet med kaffe og kage får vi sat os ned. Og kølet ned. Jeg laver hurtige skift. Når jeg får tårene under kontrol vil jeg hurtigt videre, hurtigt til en anden tilstand. Ingen bh så. Men jeg kan da lige kigge ned i Panduro og i Tiger-butikken ... Mere shopping, videre.
Jeg fik mig lige en lille smykketang og en pose perler inden det hele lukkede.
Og så kørte vi hjem.
Efter en times tid kom der en sms fra min mor, hun vil gerne give mig det ene par støvler! Ved ikke om det er konsekvensen af at hun ikke kan gøre noget for mig, at hun gerne vil se mig glad. Men jeg er forlængst holdt op med at være falsk beskeden, jeg forventer ikke noget, jeg får mere end nok i forvejen. Men hvis hun gerne vil give mig dem, så løser det faktisk et problem. For så skal jeg ikke vælge ... For tiden har jeg virkelig svært ved at tage stilling, og til at vælge.
Og jeg kunne godt bruge begge par støvler.
Hele resten af aftenen var jeg lettere entusiastisk over udsigten til at have to par gode støvler. Det ene par vil jeg ha på med det samme når jeg køber dem, dem kommer jeg til at gå meget i. Det er længe siden jeg har følt noget der minder om entusiasme.
Og nu er det en ny dag, som jeg slet ikke har lyst til at begynde på. Hver morgen er øv. Jeg vil helst ikke vågne, selvom jeg sover dårligt. Jeg sover, men jeg drømmer dumt. Ikke nødvendigvis deciderede mareridt, bare opslidende. Sådan ikke rart og fuld af konflikt og problemer. Jeg vågner op med en helt forkert følelse.
Jeg har ikke vågnet glad i en måned nu. I morgen er det en måned siden jeg fik at vide at mit barn ville dø, i overmorgen er det en måned siden jeg fødte hende, og at hun døde af det.
Jeg savner hende noget så intenst.
Man behøver ikke at kende et barn for at elske det. Jeg har skabt hende i mig, mærket hende vokse. Mærket hende ændre min krop og mig og mit liv. Jeg har elsket hende fra den allerførste positive graviditetstest.
Jeg har aldrig set hende levende, jeg missede de tre minutter. Men jeg elsker hende uagtet og jeg savner hende i mit liv. Der er et gabende hul efter hende. I min krop, i min bevidsthed. Det er utroligt svært at acceptere at jeg aldrig skal se hende igen, at mit liv er "tilbage" til hvad det var før. Uden at tilbage overhovedet eksisterer, for verden har jo bevæget sig videre og jeg er ikke den samme person. Mit gamle liv kan ikke bruges mere, jeg har forladt det, selvom det er det jeg er placeret i.
Jeg er i limbo, ingen steder.
24 september 2010
Tom
Jeg synes først jeg angreb det hele right on, græd, snakkede, læste om sorg, fandt ind på et forum for forældre der har mistet. Der skete noget ... Og selvom jeg havde det af helvede til, kunne jeg mærke en forandring, at jeg forholdt mig til det. At der skete noget nyt i mig.
Så forsøgte jeg mig med at tage til et stort arrangement en weekend - Fantasticon. Det gik rigtig godt, jeg socialiserede med andre, snakkede med venner og bekendte, følte mig normal.
Men jeg udmattede mig selv fuldstændig, og da jeg kom hjem sen aften brød jeg helt sammen og græd og græd og græd. Jeg følte at jeg var stukket af fra min sorg om dagen, men at den bare havde ligget på lur og ventet derhjemme. At alle de små bidder jeg normalt ville ha taget i løbet af dagen, de bare havde hobet sig op og overfaldt mig på én gang.
Ikke så rart.
I forgårs ringede en ven jeg ikke har snakket med i fire-fem år. Han er englænder, men bor i Amsterdam og var nu i København på et firmakursus - og ville jeg mødes? Ja, det ville jeg gerne. Han spurgte hvordan det gik, jeg svarede af helvede til og forklarede lidt om hvad der var sket (i al den tid han har kendt mig har jeg ønsket børn, så den del vidste han). Men så kunne jeg mærke at det kunne han ikke sætte sig ind i. Jeg kunne ha snakket om noget hverdagsagtigt. Det var bare en dum ting der var sket for mig, ikke den opslugende katastrofe jeg selv føler.
Jeg besluttede mig til ikke at tale mere med ham om det, siden det tydeligvis ikke var noget han kunne relatere til. Men så kunne vi da ses og tale om noget andet.
Så jeg tog ind og mødtes med ham, og hans kollegaer, viste det sig. Well, vi gik ud og spiste, sludrede, men overfladisk. Det var såmænd hyggeligt nok. Men surrealistisk for mig. At virke og opføre mig så normalt. Ikke at snakke om min datter eller hvad der i virkeligheden sker i mig.
Da jeg kom hjem følte jeg mig tom. Som om jeg havde fjernet mig fra mig selv. Lader som om jeg er et andet sted end jeg er.
I går ville jeg ikke noget. Jeg tog aldrig tøj på. Jeg ville ikke nogen steder hen, eller snakke med nogen.
Men jeg synes heller ikke at jeg brugte dagen på noget godt. Mens jeg lavede morgenmad begyndte jeg at græde. Det kom bare. Men jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle bruge det til, jeg havde ikke spor lyst til at græde. Så ganske absurd ordnede jeg gøremål med madlavningen mens jeg tudede, hentede noget i et andet rum, fandt bestik osv. Som om tuderiet var en forkølelse, noget jeg bare måtte finde mig i til det gik væk. Det gjorde det, efter noget tid.
Dagen gjorde ikke noget godt for mig. Jeg fik ingen kontakt med mig selv, ingen følelse af at bearbejde noget eller tænke over noget. Ingen fornyet energi. Ingen afslapning. Jeg eksisterede bare og havde det ikke specielt godt.
Jeg vil ikke kalde mig deprimeret, for det tror jeg føles meget værre end jeg har det. Men jeg føler mig tom. Der er ligesom ikke noget. Jeg har ikke lyst til noget.
Morgener er de værste. Når jeg vågner prøver jeg at undlade at vågne. Jeg vil gerne sove videre, selvom jeg ikke sover specielt godt (dumme drømme). Når jeg accepterer at jeg er vågen skal jeg jo for det første forholde mig til hvordan mit liv ser ud lige nu. Hvem jeg er, hvad der er sket, hvor jeg er. For det andet skal jeg igang med dagen. Og det har jeg på ingen måde lyst til.
I dag fylder en af mine gamle og nære veninder 40 år. Jeg har intet gjort, ingengang sendt blomster. Kun smidt en hilsen på Facebook ... lidt sølle. Jeg har tænkt på hende en masse, men overskuddet er der ikke.
Hun holder fest i morgen. Jeg har meldt ud jeg ikke ved om jeg kommer. Det gør jeg ikke.
Jeg har jo lige prøvet at gå ud, og selvom jeg på den ene side lidt godt kan nyde at gøre noget ud af mig selv, føle mig lidt mere sharp og at føle mig mig sådan som jeg var før, så føles det forkert. Og det udmatter mig. Og det føles både rigtigt og falsk på én gang. Det er både mig og ikke mig. For jeg har det her med mig, den her enorme ked-af-det-hed, længsel og tomhed som også er mig, og som det føles forkert bare at lade som om ikke er der.
Jeg følte der skete noget de første uger, at jeg gjorde noget, i mig selv og via tiltag (psykolog, sorggruppe, se på Sagas billeder, skrive på fora), men nu er det ligesom fladet ud. Nu er det ikke så friskt at jeg er "fredet", det var ikke sidste uge. Men det er heller ikke blevet bedre, ikke rigtigt. Jeg er lige så fortvivlet som jeg var en uge efter jeg fødte.
Jeg er ikke chokeret længere og det er ikke nyt, jeg har vænnet mig til at sådan her er det.
Men det gør fuldstændigt lige så ondt og giver lige så lidt mening.
----
Jeg har det nok særligt svært ved at der ikke er noget håb. Hvis bare jeg kunne blive gravid igen, hvis der var en chance for et liv med børn. Men det er der ikke.
Med Saga døde også alle vores muligheder. Før var jeg i fertilitetsbehandling, nu er min livmoder ødelagt, så det er ikke længere en option.
Tidligere kunne vi adoptere, men jeg er 39, jeg ville være 44-45 inden vi ville kunne få et barn, hvilket vil sige barnet ville være 4-5 år gammelt, hvilket vi slet ikke er gearet til, da vi jo ikke har børn i forvejen (vi har jo ingen erfaring, og med et barn på den alder er der klart nogle særlige behov og skader, som man skal kunne håndtere). Mener også der er en 45-års grænse.
Reelt må vi indse at hele det liv vi ønskede og prioriterede ikke bliver. Der kommer ikke et barn til os, nogensinde.
Jeg savner at mærke min datter vokse i mig, og at pleje min graviditet, spise sundt, lægge planer. Og jeg savner at kunne holde hende, hvilket jeg aldrig har gjort. Ikke rigtigt. Jeg vidste ikke det savn ville komme.
Jeg savner alt det der skulle ha været, med at amme, pusle, lære hende at kende. Være mor.
Der er ikke rigtig noget at sætte i stedet.
Så forsøgte jeg mig med at tage til et stort arrangement en weekend - Fantasticon. Det gik rigtig godt, jeg socialiserede med andre, snakkede med venner og bekendte, følte mig normal.
Men jeg udmattede mig selv fuldstændig, og da jeg kom hjem sen aften brød jeg helt sammen og græd og græd og græd. Jeg følte at jeg var stukket af fra min sorg om dagen, men at den bare havde ligget på lur og ventet derhjemme. At alle de små bidder jeg normalt ville ha taget i løbet af dagen, de bare havde hobet sig op og overfaldt mig på én gang.
Ikke så rart.
I forgårs ringede en ven jeg ikke har snakket med i fire-fem år. Han er englænder, men bor i Amsterdam og var nu i København på et firmakursus - og ville jeg mødes? Ja, det ville jeg gerne. Han spurgte hvordan det gik, jeg svarede af helvede til og forklarede lidt om hvad der var sket (i al den tid han har kendt mig har jeg ønsket børn, så den del vidste han). Men så kunne jeg mærke at det kunne han ikke sætte sig ind i. Jeg kunne ha snakket om noget hverdagsagtigt. Det var bare en dum ting der var sket for mig, ikke den opslugende katastrofe jeg selv føler.
Jeg besluttede mig til ikke at tale mere med ham om det, siden det tydeligvis ikke var noget han kunne relatere til. Men så kunne vi da ses og tale om noget andet.
Så jeg tog ind og mødtes med ham, og hans kollegaer, viste det sig. Well, vi gik ud og spiste, sludrede, men overfladisk. Det var såmænd hyggeligt nok. Men surrealistisk for mig. At virke og opføre mig så normalt. Ikke at snakke om min datter eller hvad der i virkeligheden sker i mig.
Da jeg kom hjem følte jeg mig tom. Som om jeg havde fjernet mig fra mig selv. Lader som om jeg er et andet sted end jeg er.
I går ville jeg ikke noget. Jeg tog aldrig tøj på. Jeg ville ikke nogen steder hen, eller snakke med nogen.
Men jeg synes heller ikke at jeg brugte dagen på noget godt. Mens jeg lavede morgenmad begyndte jeg at græde. Det kom bare. Men jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle bruge det til, jeg havde ikke spor lyst til at græde. Så ganske absurd ordnede jeg gøremål med madlavningen mens jeg tudede, hentede noget i et andet rum, fandt bestik osv. Som om tuderiet var en forkølelse, noget jeg bare måtte finde mig i til det gik væk. Det gjorde det, efter noget tid.
Dagen gjorde ikke noget godt for mig. Jeg fik ingen kontakt med mig selv, ingen følelse af at bearbejde noget eller tænke over noget. Ingen fornyet energi. Ingen afslapning. Jeg eksisterede bare og havde det ikke specielt godt.
Jeg vil ikke kalde mig deprimeret, for det tror jeg føles meget værre end jeg har det. Men jeg føler mig tom. Der er ligesom ikke noget. Jeg har ikke lyst til noget.
Morgener er de værste. Når jeg vågner prøver jeg at undlade at vågne. Jeg vil gerne sove videre, selvom jeg ikke sover specielt godt (dumme drømme). Når jeg accepterer at jeg er vågen skal jeg jo for det første forholde mig til hvordan mit liv ser ud lige nu. Hvem jeg er, hvad der er sket, hvor jeg er. For det andet skal jeg igang med dagen. Og det har jeg på ingen måde lyst til.
I dag fylder en af mine gamle og nære veninder 40 år. Jeg har intet gjort, ingengang sendt blomster. Kun smidt en hilsen på Facebook ... lidt sølle. Jeg har tænkt på hende en masse, men overskuddet er der ikke.
Hun holder fest i morgen. Jeg har meldt ud jeg ikke ved om jeg kommer. Det gør jeg ikke.
Jeg har jo lige prøvet at gå ud, og selvom jeg på den ene side lidt godt kan nyde at gøre noget ud af mig selv, føle mig lidt mere sharp og at føle mig mig sådan som jeg var før, så føles det forkert. Og det udmatter mig. Og det føles både rigtigt og falsk på én gang. Det er både mig og ikke mig. For jeg har det her med mig, den her enorme ked-af-det-hed, længsel og tomhed som også er mig, og som det føles forkert bare at lade som om ikke er der.
Jeg følte der skete noget de første uger, at jeg gjorde noget, i mig selv og via tiltag (psykolog, sorggruppe, se på Sagas billeder, skrive på fora), men nu er det ligesom fladet ud. Nu er det ikke så friskt at jeg er "fredet", det var ikke sidste uge. Men det er heller ikke blevet bedre, ikke rigtigt. Jeg er lige så fortvivlet som jeg var en uge efter jeg fødte.
Jeg er ikke chokeret længere og det er ikke nyt, jeg har vænnet mig til at sådan her er det.
Men det gør fuldstændigt lige så ondt og giver lige så lidt mening.
----
Jeg har det nok særligt svært ved at der ikke er noget håb. Hvis bare jeg kunne blive gravid igen, hvis der var en chance for et liv med børn. Men det er der ikke.
Med Saga døde også alle vores muligheder. Før var jeg i fertilitetsbehandling, nu er min livmoder ødelagt, så det er ikke længere en option.
Tidligere kunne vi adoptere, men jeg er 39, jeg ville være 44-45 inden vi ville kunne få et barn, hvilket vil sige barnet ville være 4-5 år gammelt, hvilket vi slet ikke er gearet til, da vi jo ikke har børn i forvejen (vi har jo ingen erfaring, og med et barn på den alder er der klart nogle særlige behov og skader, som man skal kunne håndtere). Mener også der er en 45-års grænse.
Reelt må vi indse at hele det liv vi ønskede og prioriterede ikke bliver. Der kommer ikke et barn til os, nogensinde.
Jeg savner at mærke min datter vokse i mig, og at pleje min graviditet, spise sundt, lægge planer. Og jeg savner at kunne holde hende, hvilket jeg aldrig har gjort. Ikke rigtigt. Jeg vidste ikke det savn ville komme.
Jeg savner alt det der skulle ha været, med at amme, pusle, lære hende at kende. Være mor.
Der er ikke rigtig noget at sætte i stedet.
15 september 2010
Av.
Noget der rammer mig er, at der ikke kommer noget nyt fra mig om mit barn.
Der kommer ikke nye billeder. Der er ikke mere at fortælle. Alt der kan komme er om mig, min sorg, min process. Men der er ikke nyt om Saga.
Jeg er jo vant til at skrive på nettet, og til at udveksle. Men for at få noget må du bidrage med noget, siger du ingenting, er der ingen der svarer dig ... For at mærke andre, må man selv række ud.
Jeg kan række ud omkring min sorg, men noget af mit behov er åbenbart også omkring min datter. Som enhver mor vel. Hvordan kan jeg kommunikere om min datter, når der ikke er noget nyt?
Den slår mig lige nu, og gør ondt.
Hun er bare væk. Ingen nye billeder eller historier. Nogensinde.
Der kommer ikke nye billeder. Der er ikke mere at fortælle. Alt der kan komme er om mig, min sorg, min process. Men der er ikke nyt om Saga.
Jeg er jo vant til at skrive på nettet, og til at udveksle. Men for at få noget må du bidrage med noget, siger du ingenting, er der ingen der svarer dig ... For at mærke andre, må man selv række ud.
Jeg kan række ud omkring min sorg, men noget af mit behov er åbenbart også omkring min datter. Som enhver mor vel. Hvordan kan jeg kommunikere om min datter, når der ikke er noget nyt?
Den slår mig lige nu, og gør ondt.
Hun er bare væk. Ingen nye billeder eller historier. Nogensinde.
14 september 2010
At forstå hinandens sorg og kærllighed
Jeg er blevet meget glad for et forum for forældre der har mistet. Meget glad. For der er godt nok noget at hente.
Jeg skrev med en mor der har mistet sit barn nogle mdr. efter fødsel. Jeg skrev om hvor frygteligt det må være at miste når man har nået at have sit barn, hun skrev om hvor frygteligt det må være IKKE at nå at opleve sit barn ...
Derudover skrev hun at de havde tid til at indstille sig på at miste, at de nåede at tænke over hvordan og hvorledes, var mere klar til begravelse osv., på trods af at man aldrig er klar til sådan noget.
(Hun havde læst hvad jeg skrev om at jeg fortryder ikke at ha gjort ting som jeg ville ønske, da Saga blev født)
Men det fik mig til at tænke på dét med ikke at have tid til at indstille sig på hvad der sker.
Jeg kan ikke sige jeg misunder hende tiden med hendes datter, selvom jeg på en måde gør. Jeg er bange for smerten i det, at jo mere knyttet man er, desto hårdere vil det være at være tvunget til at slippe. Jeg kan ikke forestille mig at skulle håndtere det. Mit instinkt siger at jeg ikke skal knytte mig til noget jeg mister, selvom jeg jo kan se at det gør jeg alligevel ... Det har jeg jo gjort.
Samtidig begræder jeg at jeg ikke oplever, og nok ikke kommer til nogensinde at opleve, at holde mit levende barn. At se hende stor og færdig.
Men sådan er det så ... (den sætning bruger jeg meget for tiden)
Jeg har bidt mærke i hvor positive og støttende alle er på det forum jeg er på. Når en ny mor melder sig til, ønsker de tillykke med moderskabet fremfor at kondolere. Og jeg tror det er sundt. Men jeg kan ikke selv (endnu?), for personligt ser jeg mest tabet. Og savnet. Og hvor urimeligt det er.
Det er forskellige historier, en del har mistet på ca. det stadie jeg var på, men en del har mistet omkring terminen, under fødslen eller alt fra en uge til et lille år efter. En del har kun oplevet deres barn i kuvøse med slanger og maskiner, måske flere operationer. Uden at kunne pusle, amme og have den kropskontakt man normalt har, eller kun periodisk. Revet fra dem lige efter fødslen, for så alligevel at dø efter x antal tid.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at have et levende barn, som man ikke kan få lov at håndtere som andre mødre gør. At blive berøvet den oplevelse. Og så miste til sidst. Jeg synes alle historierne er så utroligt barske, det piner mig at så mange er nødt til at leve med de store tab. Med de gabende huller i vores verdener. Det er utroligt at man kan komme igennem det, og lære at leve med det.
Det kan jeg så se at man åbenbart kan ...
Og at de med tiden får overskud til at tage sig af de nye, der desværre i en lind strøm kommer til.
Dét med at ønske folk tillykke med deres barn, jeg tænkte over det da jeg kom på, og tænker det er fordi vi som mødre ellers misser det. At man jo netop ikke oplever at blive lykkeønsket, eller rost for sit barn, får kort og gave, får alt det en mor normalt får af anerkendelse fra andre.
Og blive bekræftet i, og mindet om, at man nu er mor. Også selvom barnet er dødt, man er jo mor alligevel, med alting parat til at tage sig af og give omsorg.
For 13 år siden fødte min bedste veninde 3 mdr. for tidligt, og det var meget usikkert om han ville overleve (det gjorde han!). Dengang gjorde jeg alt det forkerte, hele listen med "sig ikke ...". Og noget af det jeg heller ikke gjorde, var at ønske hende tillykke, komme med et kort, komme med mor-barn buket, en gave osv. Fordi jeg fejlagtigt fokuserede på risikoen for at hun mistede ham, og dum som jeg var, troede det blev lettere hvis man ikke knyttede sig, hvis vi ikke tænkte på ham som et levende barn.
Ej hvor var jeg galt på den! I årene efter modnede jeg mere, og det gik op for mig at det var den helt forkerte måde at ville støtte på. Det gik også op for mig at det kan være bedre at lytte og anerkende følelser, fremfor at skulle problemløse og søge at flytte en persons fokus til det positive (dumt!). Nogle år senere prøvede jeg at undskylde overfor hende, at jeg ikke havde formået at være der bedre for hende, og ikke forstod det.
Fuck hvor kan det ærgre mig at jeg ikke kunne være der bedre.
Når nu andre på forummet siger tillykke til nye mødre, roser billeder af deres børn, siger en masse bekræftende omkring at "nu er du mor!", så er det jo netop det man ellers ikke får, og lige det jeg gjorde forkert dengang ...
Jeg kan også mærke at det betyder noget for mig når folk roser Sagas billeder, selvom det er en lillebitte baby, og hun er død.
Men jeg er åbenbart ikke klar til at gøre det for andre.
Jeg prøvede at sige velkommen til en ny mor der kom på, fordi jeg ikke bare vil tage, men også give. Men det kunne jeg ikke rigtigt, viste det sig ...Jeg er fokuseret på tabet.I min egen sorg tænkte jeg mest på hvad de har mistet, og ikke hvad de fik. Jeg kunne ikke andet end at udtrykke hvor ked af det jeg er.
Jeg håber det kommer.
Det betyder noget for mig at jeg får det fra andre, kan jeg mærke.
Jeg synes det er utroligt smukt når alle de mødre, med deres egen fortvivlende historie, er i stand til at give det til hinanden, som vi står og mangler. Give den forståelse, men også den ømhed for hinandens børn. Og hyldesten til alle de smukke, dejlige børn, fremfor kun at se lig og død.
Jeg ser også de andres børn og ser kærligheden til dem.
En af mødrene har et barn der ser helt forkert ud. Der var tydeligvis noget helt galt med barnet. Alligevel skriver de andre "sikke en smuk datter", selvom barnet reelt ikke er spor smuk. Men i en mors øjne er hun, hvad der end var galt ... Og ser man barnet med moderens øjne, kan man godt se det som hende.
Jeg ser også babyer med sorte læber, dem der er født med iltmangel eller har været død noget tid. Men jeg kan godt se de er søde og smukke, normalitetsbegrebet flytter sig. Jeg har allerede vænnet mig til at se de døde, og se dem for hvad de er. Højt elskede små børn.
Så kan man tale om at dyrke sorgen .... Jeg er allerede pissed på den frase. Hvem siger det er at "dyrke"? Måske er det i stedet at turde se og være i sorgen, den er der jo. At elske sit døde barn er da ikke nødvendigvis at dyrke, det er jo naturligt for en mor at elske sit barn uendeligt højt, og fokusere på det.
Også dem hvor det er 5 år siden - barnet eksisterede jo, og man holder jo ikke op med at elske.
Jeg kan godt forstå at nogle stadig har behov for at tale frit om deres børn, også flere år efter.
I det forum kan man, for alle forstår det.
Jeg har det dog alligevel svært med lykkeønskninger med mit moderskab. Fra de andre mødre, jo. Fra andre ville det være weird ... Jeg ser ikke så meget at glæde mig over. Kun savnet.
Men jeg ser håb i at se hvordan de andre tænker nu. Det må betyde at man ændrer fokus med tiden.
Jeg skrev med en mor der har mistet sit barn nogle mdr. efter fødsel. Jeg skrev om hvor frygteligt det må være at miste når man har nået at have sit barn, hun skrev om hvor frygteligt det må være IKKE at nå at opleve sit barn ...
Derudover skrev hun at de havde tid til at indstille sig på at miste, at de nåede at tænke over hvordan og hvorledes, var mere klar til begravelse osv., på trods af at man aldrig er klar til sådan noget.
(Hun havde læst hvad jeg skrev om at jeg fortryder ikke at ha gjort ting som jeg ville ønske, da Saga blev født)
Men det fik mig til at tænke på dét med ikke at have tid til at indstille sig på hvad der sker.
Jeg kan ikke sige jeg misunder hende tiden med hendes datter, selvom jeg på en måde gør. Jeg er bange for smerten i det, at jo mere knyttet man er, desto hårdere vil det være at være tvunget til at slippe. Jeg kan ikke forestille mig at skulle håndtere det. Mit instinkt siger at jeg ikke skal knytte mig til noget jeg mister, selvom jeg jo kan se at det gør jeg alligevel ... Det har jeg jo gjort.
Samtidig begræder jeg at jeg ikke oplever, og nok ikke kommer til nogensinde at opleve, at holde mit levende barn. At se hende stor og færdig.
Men sådan er det så ... (den sætning bruger jeg meget for tiden)
Jeg har bidt mærke i hvor positive og støttende alle er på det forum jeg er på. Når en ny mor melder sig til, ønsker de tillykke med moderskabet fremfor at kondolere. Og jeg tror det er sundt. Men jeg kan ikke selv (endnu?), for personligt ser jeg mest tabet. Og savnet. Og hvor urimeligt det er.
Det er forskellige historier, en del har mistet på ca. det stadie jeg var på, men en del har mistet omkring terminen, under fødslen eller alt fra en uge til et lille år efter. En del har kun oplevet deres barn i kuvøse med slanger og maskiner, måske flere operationer. Uden at kunne pusle, amme og have den kropskontakt man normalt har, eller kun periodisk. Revet fra dem lige efter fødslen, for så alligevel at dø efter x antal tid.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at have et levende barn, som man ikke kan få lov at håndtere som andre mødre gør. At blive berøvet den oplevelse. Og så miste til sidst. Jeg synes alle historierne er så utroligt barske, det piner mig at så mange er nødt til at leve med de store tab. Med de gabende huller i vores verdener. Det er utroligt at man kan komme igennem det, og lære at leve med det.
Det kan jeg så se at man åbenbart kan ...
Og at de med tiden får overskud til at tage sig af de nye, der desværre i en lind strøm kommer til.
Dét med at ønske folk tillykke med deres barn, jeg tænkte over det da jeg kom på, og tænker det er fordi vi som mødre ellers misser det. At man jo netop ikke oplever at blive lykkeønsket, eller rost for sit barn, får kort og gave, får alt det en mor normalt får af anerkendelse fra andre.
Og blive bekræftet i, og mindet om, at man nu er mor. Også selvom barnet er dødt, man er jo mor alligevel, med alting parat til at tage sig af og give omsorg.
For 13 år siden fødte min bedste veninde 3 mdr. for tidligt, og det var meget usikkert om han ville overleve (det gjorde han!). Dengang gjorde jeg alt det forkerte, hele listen med "sig ikke ...". Og noget af det jeg heller ikke gjorde, var at ønske hende tillykke, komme med et kort, komme med mor-barn buket, en gave osv. Fordi jeg fejlagtigt fokuserede på risikoen for at hun mistede ham, og dum som jeg var, troede det blev lettere hvis man ikke knyttede sig, hvis vi ikke tænkte på ham som et levende barn.
Ej hvor var jeg galt på den! I årene efter modnede jeg mere, og det gik op for mig at det var den helt forkerte måde at ville støtte på. Det gik også op for mig at det kan være bedre at lytte og anerkende følelser, fremfor at skulle problemløse og søge at flytte en persons fokus til det positive (dumt!). Nogle år senere prøvede jeg at undskylde overfor hende, at jeg ikke havde formået at være der bedre for hende, og ikke forstod det.
Fuck hvor kan det ærgre mig at jeg ikke kunne være der bedre.
Når nu andre på forummet siger tillykke til nye mødre, roser billeder af deres børn, siger en masse bekræftende omkring at "nu er du mor!", så er det jo netop det man ellers ikke får, og lige det jeg gjorde forkert dengang ...
Jeg kan også mærke at det betyder noget for mig når folk roser Sagas billeder, selvom det er en lillebitte baby, og hun er død.
Men jeg er åbenbart ikke klar til at gøre det for andre.
Jeg prøvede at sige velkommen til en ny mor der kom på, fordi jeg ikke bare vil tage, men også give. Men det kunne jeg ikke rigtigt, viste det sig ...Jeg er fokuseret på tabet.I min egen sorg tænkte jeg mest på hvad de har mistet, og ikke hvad de fik. Jeg kunne ikke andet end at udtrykke hvor ked af det jeg er.
Jeg håber det kommer.
Det betyder noget for mig at jeg får det fra andre, kan jeg mærke.
Jeg synes det er utroligt smukt når alle de mødre, med deres egen fortvivlende historie, er i stand til at give det til hinanden, som vi står og mangler. Give den forståelse, men også den ømhed for hinandens børn. Og hyldesten til alle de smukke, dejlige børn, fremfor kun at se lig og død.
Jeg ser også de andres børn og ser kærligheden til dem.
En af mødrene har et barn der ser helt forkert ud. Der var tydeligvis noget helt galt med barnet. Alligevel skriver de andre "sikke en smuk datter", selvom barnet reelt ikke er spor smuk. Men i en mors øjne er hun, hvad der end var galt ... Og ser man barnet med moderens øjne, kan man godt se det som hende.
Jeg ser også babyer med sorte læber, dem der er født med iltmangel eller har været død noget tid. Men jeg kan godt se de er søde og smukke, normalitetsbegrebet flytter sig. Jeg har allerede vænnet mig til at se de døde, og se dem for hvad de er. Højt elskede små børn.
Så kan man tale om at dyrke sorgen .... Jeg er allerede pissed på den frase. Hvem siger det er at "dyrke"? Måske er det i stedet at turde se og være i sorgen, den er der jo. At elske sit døde barn er da ikke nødvendigvis at dyrke, det er jo naturligt for en mor at elske sit barn uendeligt højt, og fokusere på det.
Også dem hvor det er 5 år siden - barnet eksisterede jo, og man holder jo ikke op med at elske.
Jeg kan godt forstå at nogle stadig har behov for at tale frit om deres børn, også flere år efter.
I det forum kan man, for alle forstår det.
Jeg har det dog alligevel svært med lykkeønskninger med mit moderskab. Fra de andre mødre, jo. Fra andre ville det være weird ... Jeg ser ikke så meget at glæde mig over. Kun savnet.
Men jeg ser håb i at se hvordan de andre tænker nu. Det må betyde at man ændrer fokus med tiden.
13 september 2010
Orden i tingene
Vi har nu hentet Sagas urne, i dejligt solskinsvejr. Meget passende. Vi gik hånd i hånd op gennem byen til begravelsesforretningen, hvor vi ikke har været før.
Jeg græd oppe hos bedmanden, men det gik ... Jeg har indtryk af at de har behandlet hende godt, og jeg så et billede af den kiste hun blev lagt i. Den var fin.
Urnen er sort, som vi ønskede. Desværre er der et klistermærke på toppen, men informationer om hvem hun er, og kremeringen. Hvis jeg prøver at fjerne det, tager det den sorte overflade med, øv! Det er lidt dårligt.
Jeg må klistre noget andet henover.
På vej hjem fortalte T at han også havde givet hende et navn i sit hjerte, ligesom jeg havde. Sjovt nok tænkte jeg i går på at hun mangler et mellemnavn. Jeg har ikke skrevet hendes fulde navn nogen steder, fordi jeg synes der mangler et, for at det klinger rigtigt. Og det kom han så med.
Passende at hun får sit fulde navn når vi går der sammen, bærende hendes aske, i solskin og med udsigt til fjorden. <3
Vi ved nu at hun hedder Saga Tinubriel.
I min mailbox lå så de rigtige originalbilledfiler af Saga, hurra! I høj opløsning og i farver, mere tydelige. Og så var der et mere med, end papirsbillederne. Det var nok sorteret fra fordi det er meget lig et af de andre, men man lige kan se en hånd i billedet. Men jeg er nu glad for det også, og hånden giver et størrelsesperspektiv.
Så alt i alt godt.
Mig og T åd os kvalmeramte i flødeskumskager. Det skulle der til.
Jeg græd oppe hos bedmanden, men det gik ... Jeg har indtryk af at de har behandlet hende godt, og jeg så et billede af den kiste hun blev lagt i. Den var fin.
Urnen er sort, som vi ønskede. Desværre er der et klistermærke på toppen, men informationer om hvem hun er, og kremeringen. Hvis jeg prøver at fjerne det, tager det den sorte overflade med, øv! Det er lidt dårligt.
Jeg må klistre noget andet henover.
På vej hjem fortalte T at han også havde givet hende et navn i sit hjerte, ligesom jeg havde. Sjovt nok tænkte jeg i går på at hun mangler et mellemnavn. Jeg har ikke skrevet hendes fulde navn nogen steder, fordi jeg synes der mangler et, for at det klinger rigtigt. Og det kom han så med.
Passende at hun får sit fulde navn når vi går der sammen, bærende hendes aske, i solskin og med udsigt til fjorden. <3
Vi ved nu at hun hedder Saga Tinubriel.
I min mailbox lå så de rigtige originalbilledfiler af Saga, hurra! I høj opløsning og i farver, mere tydelige. Og så var der et mere med, end papirsbillederne. Det var nok sorteret fra fordi det er meget lig et af de andre, men man lige kan se en hånd i billedet. Men jeg er nu glad for det også, og hånden giver et størrelsesperspektiv.
Så alt i alt godt.
Mig og T åd os kvalmeramte i flødeskumskager. Det skulle der til.
Sagas urne
I dag skal vi hente Sagas urne hos bedemanden. Det er lidt af en udfordring, for vi har næsten ikke været ude for en dør, vi kan ikke rigtig overskue det. Det er som om hele verden er "støj" og vi ikke har noget filter til at filtrere det fra.
Og så har jeg pludselig fået det svært med at jeg ikke selv så hverken kisten, Saga i den, eller på nogen måde gjorde noget omkring det.
Da det var, kunne jeg slet ikke overskue det, så jeg lod min mor arrangere det. Hun spurgte os hvad vi ville have, men det var så svært at tage stilling til. Hun fortalte mig om hvilken kiste hun valgte osv., men jeg kunne f.eks. ikke overskue at skaffe tøj til Saga (hun var jo så lille! Ved ikke om der eksisterer tøj til så små), et klæde at svøbe om hende, blomster eller lign. I mit hovede var det lige meget, for hun var jo død.
Ikke at vi elsker hende mindre, men hun havde jo ikke haft tøj, så hvorfor skulle hun have det den korte tid fra hospitalet til kremeringen? For mig er hun mere rigtig uden, det var sådan jeg så hende. Og blomster var også lige meget, ingen så dem jo, og de sku jo så bare brændes. Jeg ville hellere have kun hendes aske, uden blomster blandet i. Og andet kunne jeg ikke forestille mig.
Nu ser jeg at andre forældre putter digte og billeder og bamser i kisterne, men jeg har ikke skrevet noget til hende, og hun har ingen bamser haft.
For mig var det sært at give hende en bamse, hun har jo slet ikke har været ved bevidsthed, hun ved ikke hvad en bamse er ... Der er intet behov.
På en måde er det tro mod sådan som jeg tænker, at hun blev kremeret så spartansk. Fordi for mig er det vores følelser der tæller, ikke det materielle, og jeg har et meget uromantisk og nøgternt syn på døden, det er bare hendes krop, hun er væk ...
Men på den anden side kan det alligevel være at jeg mangler noget, nogle rituelle og symbolske handlinger, at gøre noget for at vise hende omsorg, hvor omsonst og for sent det end er.
Vi mangler så stadig selve bisættelsen (eller hvad det hedder, når det ikke er en begravlese). her tager jeg den helt med ro, for det er den ene ting vi kan gøre "rigtigt", der vil jeg lige være parat og sikker på hvad vi egentligt ønsker.
Vi overvejer hvad og hvordan, skal vi sejle ud med et skib og strø hendes aske i vandet eller skal vi stå på land og drysse den ud, og hvorhenne? Hvordan får vi lavet et sted der betyder noget for os, et symbol på hvor vi placerer hende, når vi ikke har et gravsted? Skal vi plante et træ et sted, som kan være hendes. Skal der andre med, eller kun os.
Skal vi sige noget?
Vi har ingen ord til hende (endnu), for det er så nyt ... Vi er ikke rigtig kommet derhen.
Jeg ved endnu ikke hvordan vi skal gøre det bedst ...
Måske må hendes urne stå og vente til vi er parate til det.
Vi var til en psykolog i onsdags der sagde at jeg i min underbevidsthed var gravid endnu, fordi der er så længe til min termin. Og at det kunne være vi først kunne sige ordentligt farvel til hende når graviditeten var "overstået". Måske har hun ret, det ved jeg ikke. Men det hele går ihvertfald stærkere end vi kan være med.
Og det med kremeringen skulle jo ske hurtigt, ifølge loven. Det kunne ikke bare vente flere uger.
Jeg har ikke set urnen, min mor har bestilt den. Den ser vi så i dag. Vi sagde den skulle være sort, for det er vores smag og stil, måden vi føler vi vælge noget personligt, vise at hun hører til os.
Jeg ved ikke hvor jeg skal stille den til vi er klar. Midt i stuen? Er det måske ikke lidt weird ... lidt sorgdyrkende? Eller netop rigtigt? Ved ikke.
Gemt væk? Er det ikke os lidt sært, feje hende af veje, lade som om det ikke er sådan ... Ved ikke.
Jeg har meget svært ved at mærke hvad der er det rigtige at gøre, for hende og for os.
Og jeg bliver ved med bare at ville være gravid igen, så vi kan få hende til januar, som det skulle være. Det er helt ubærligt at skulle tage alle de valg udfra en virkelighed vi slet ikke ønsker.
Og så har jeg pludselig fået det svært med at jeg ikke selv så hverken kisten, Saga i den, eller på nogen måde gjorde noget omkring det.
Da det var, kunne jeg slet ikke overskue det, så jeg lod min mor arrangere det. Hun spurgte os hvad vi ville have, men det var så svært at tage stilling til. Hun fortalte mig om hvilken kiste hun valgte osv., men jeg kunne f.eks. ikke overskue at skaffe tøj til Saga (hun var jo så lille! Ved ikke om der eksisterer tøj til så små), et klæde at svøbe om hende, blomster eller lign. I mit hovede var det lige meget, for hun var jo død.
Ikke at vi elsker hende mindre, men hun havde jo ikke haft tøj, så hvorfor skulle hun have det den korte tid fra hospitalet til kremeringen? For mig er hun mere rigtig uden, det var sådan jeg så hende. Og blomster var også lige meget, ingen så dem jo, og de sku jo så bare brændes. Jeg ville hellere have kun hendes aske, uden blomster blandet i. Og andet kunne jeg ikke forestille mig.
Nu ser jeg at andre forældre putter digte og billeder og bamser i kisterne, men jeg har ikke skrevet noget til hende, og hun har ingen bamser haft.
For mig var det sært at give hende en bamse, hun har jo slet ikke har været ved bevidsthed, hun ved ikke hvad en bamse er ... Der er intet behov.
På en måde er det tro mod sådan som jeg tænker, at hun blev kremeret så spartansk. Fordi for mig er det vores følelser der tæller, ikke det materielle, og jeg har et meget uromantisk og nøgternt syn på døden, det er bare hendes krop, hun er væk ...
Men på den anden side kan det alligevel være at jeg mangler noget, nogle rituelle og symbolske handlinger, at gøre noget for at vise hende omsorg, hvor omsonst og for sent det end er.
Vi mangler så stadig selve bisættelsen (eller hvad det hedder, når det ikke er en begravlese). her tager jeg den helt med ro, for det er den ene ting vi kan gøre "rigtigt", der vil jeg lige være parat og sikker på hvad vi egentligt ønsker.
Vi overvejer hvad og hvordan, skal vi sejle ud med et skib og strø hendes aske i vandet eller skal vi stå på land og drysse den ud, og hvorhenne? Hvordan får vi lavet et sted der betyder noget for os, et symbol på hvor vi placerer hende, når vi ikke har et gravsted? Skal vi plante et træ et sted, som kan være hendes. Skal der andre med, eller kun os.
Skal vi sige noget?
Vi har ingen ord til hende (endnu), for det er så nyt ... Vi er ikke rigtig kommet derhen.
Jeg ved endnu ikke hvordan vi skal gøre det bedst ...
Måske må hendes urne stå og vente til vi er parate til det.
Vi var til en psykolog i onsdags der sagde at jeg i min underbevidsthed var gravid endnu, fordi der er så længe til min termin. Og at det kunne være vi først kunne sige ordentligt farvel til hende når graviditeten var "overstået". Måske har hun ret, det ved jeg ikke. Men det hele går ihvertfald stærkere end vi kan være med.
Og det med kremeringen skulle jo ske hurtigt, ifølge loven. Det kunne ikke bare vente flere uger.
Jeg har ikke set urnen, min mor har bestilt den. Den ser vi så i dag. Vi sagde den skulle være sort, for det er vores smag og stil, måden vi føler vi vælge noget personligt, vise at hun hører til os.
Jeg ved ikke hvor jeg skal stille den til vi er klar. Midt i stuen? Er det måske ikke lidt weird ... lidt sorgdyrkende? Eller netop rigtigt? Ved ikke.
Gemt væk? Er det ikke os lidt sært, feje hende af veje, lade som om det ikke er sådan ... Ved ikke.
Jeg har meget svært ved at mærke hvad der er det rigtige at gøre, for hende og for os.
Og jeg bliver ved med bare at ville være gravid igen, så vi kan få hende til januar, som det skulle være. Det er helt ubærligt at skulle tage alle de valg udfra en virkelighed vi slet ikke ønsker.
Mig og smileys
Jeg plejer at overforbruge smileys ... Klistre mine skrevne ord til med dem.
Efter vi mistede Saga har jeg ikke rigtig kunnet. Det er jo smil, og jeg smiler ikke så meget.
Det gør det svært at skrive, jeg virker sur, når der ikke lige er en smiley til at opbløde.
I dag satte jeg en, og var lige ved at fjerne den igen. Det har jeg gjort et par gange. Men så lod jeg den være ... jeg kan jo godt smile ind imellem. Selv om jeg generelt er ked af det, så skal jeg jo heller ikke fatsholde det. Ryger der en smiley på, er det jo godt ...
Det er lidt svært, for jeg bør bruge dem, især når jeg skriver til brugere.
Men jeg må også være tro mod mine følelser, jeg har aldrig faket eller været kunstigt smilende, og jeg kan jo godt være venlig uden decideret at smile ... Det er bare umuligt at formidle på skrift.
Nå, sådan er det så ...
Efter vi mistede Saga har jeg ikke rigtig kunnet. Det er jo smil, og jeg smiler ikke så meget.
Det gør det svært at skrive, jeg virker sur, når der ikke lige er en smiley til at opbløde.
I dag satte jeg en, og var lige ved at fjerne den igen. Det har jeg gjort et par gange. Men så lod jeg den være ... jeg kan jo godt smile ind imellem. Selv om jeg generelt er ked af det, så skal jeg jo heller ikke fatsholde det. Ryger der en smiley på, er det jo godt ...
Det er lidt svært, for jeg bør bruge dem, især når jeg skriver til brugere.
Men jeg må også være tro mod mine følelser, jeg har aldrig faket eller været kunstigt smilende, og jeg kan jo godt være venlig uden decideret at smile ... Det er bare umuligt at formidle på skrift.
Nå, sådan er det så ...
12 september 2010
Jeg fik ikke gjort det som jeg kunne ønske nu
Jeg fødte meget pludseligt, uden at vi havde tid til at indstille os på at nu mistede vi. Jeg blev indlagt med smerter søndag, der viste sig at være en begyndende fødsel. Mandag fødte jeg.
Vi anede ikke hvad der skete eller hvad det ville sige. Vi tænkte at jeg abortede, dvs. vi troede ikke det ville være en rigtig fødsel.
Da jeg så fødte var vi slet ikke indstillet på at nu kom vores barn. At hun var et barn. Eller at hun kunne være levende. Så vi havde ingen plan for eller idé om hvad der skulle ske.
Jeg ville gerne se hende, det vidste jeg. T ville ikke.
Men jeg havde på ingen måde overvejet eller forestillet mig at jeg f.eks. kunne tage hende op til mig, holde hende, lægge hende på mit bryst eller lign. Jeg tænkte bare jeg ville se hende.
T så hende så alligevel, og det er jeg meget glad for. Det ville ha været helt forkert hvis han ikke havde set sin datter, og hvis vi ikke havde delt det.
Men min tid med hende blev alt for kort, fordi jeg var så chokeret og ikke var klar til det. Og nu er det for sent.
Lige da jeg fødte hende var jeg helt uforberedt. Pludselig var hun ude. Jeg kunne ikke se hende for min egen mave, hun lå mellem mine ben et sted. Jordmoderen tog sig af hende, og hun klippede navlestrengen. Og Saga døde ... Jeg nåede ikke at opleve at hun var levende, vidste ikke hun ville være levende når hun blev født.
Jeg så på hende lidt efter. Jordmoderen viste mig hende. Jeg kiggede bare.
Lidt senere holdt jeg hende kortvarigt mens jeg viste hende til min mor, men jeg holdt hende ikke ind til mig, jeg holdt hende i et klæde, lidt ud fra kroppen.
Jeg tror faktisk slet ikke jeg rørte ved hende.
Derefter blev hun lagt i en vugge et stykke fra min seng. Jeg kunne ikke se hende, jeg vidste bare at der lå hun.
Da jeg senere på aftenen blev flyttet fra fødegangen til barselsgangen spurgte de om vi ville have hende med på værelset - det ville vi ikke. Hun blev flyttet til et rum i nærheden, men ikke ind til os. Det fortryder jeg!
Men det virkede så forkert i situationen, for hun var jo død. Hvad skulle vi med et dødt barn? Hun skulle jo ikke pusles eller ammes. Vi kunne jo ikke interagere med hende. Det var jo et lig ... Vores datter var død.
Nu her bagefter tænker jeg at jeg gerne ville ha set mere på hende, holdt hende, snakket til hende.
Men på det tidspunkt var jeg ikke parat.
Næste dag ville vi gerne se hende igen inden vi tog hjem. De kom med den æske hun lå i, og vi kiggede en del på hende. Nu var hun rød i stedet for lilla, og nettet af blodårer var ikke tydeligt længere. Hun så fredfyldt ud.
Men igen, vi så kun på hende.
Jeg ville ønske at jeg fire dage efter, da jeg begyndte at forstå hvad der var sket, kunne have gået tilbage og holdt hende hos mig, ha krammet hende, rørt ved hende, talt til hende. Undersøgt hende ordentligt, oplevet hende.
Men det er for sent.
Vi lod min mor kontakte bedemanden, min mor valgte kisten og arrangerede kremeringen.
Nu fortryder jeg lidt at jeg ikke har set kisten selv, eller set hende i den. Måske også taget et billede.
Men igen er det for sent, hun er kremeret og hendes urne er klar.
Min mor har fortalt hvilken kiste hun valgte, så jeg forestiller mig det. Men jeg ville nu gerne alligevel ha set den.
Vi har ikke bisat hende endnu, vi er ikke klar. Vi henter hendes urne på mandag, og så må den stå hos os til vi er klar ...
Sådan er det så, vi valgte og handlede som vi kunne, i situationen. Ingen er vel parat til hvad det vil sige ...
Og vi har ikke andre børn, for os var det hele overvældende og nyt. Og forkert!
Måske er det anderledes hvis det ikke er ens første barn, for så har man før prøvet at byde et barn velkommen og håndtere sit barn. For os kom det helt bag på os, og dét at hun var død vidste vi heller ikke hvordan vi skulle tackle.
Men hvor ville jeg ønske vi havde forstået hvad der skete, og hvilke følelser vi ville få, da chokket havde lagt sig lidt. Så jeg kunne ha gjort det bedre for mig selv og for min datter.
Vi anede ikke hvad der skete eller hvad det ville sige. Vi tænkte at jeg abortede, dvs. vi troede ikke det ville være en rigtig fødsel.
Da jeg så fødte var vi slet ikke indstillet på at nu kom vores barn. At hun var et barn. Eller at hun kunne være levende. Så vi havde ingen plan for eller idé om hvad der skulle ske.
Jeg ville gerne se hende, det vidste jeg. T ville ikke.
Men jeg havde på ingen måde overvejet eller forestillet mig at jeg f.eks. kunne tage hende op til mig, holde hende, lægge hende på mit bryst eller lign. Jeg tænkte bare jeg ville se hende.
T så hende så alligevel, og det er jeg meget glad for. Det ville ha været helt forkert hvis han ikke havde set sin datter, og hvis vi ikke havde delt det.
Men min tid med hende blev alt for kort, fordi jeg var så chokeret og ikke var klar til det. Og nu er det for sent.
Lige da jeg fødte hende var jeg helt uforberedt. Pludselig var hun ude. Jeg kunne ikke se hende for min egen mave, hun lå mellem mine ben et sted. Jordmoderen tog sig af hende, og hun klippede navlestrengen. Og Saga døde ... Jeg nåede ikke at opleve at hun var levende, vidste ikke hun ville være levende når hun blev født.
Jeg så på hende lidt efter. Jordmoderen viste mig hende. Jeg kiggede bare.
Lidt senere holdt jeg hende kortvarigt mens jeg viste hende til min mor, men jeg holdt hende ikke ind til mig, jeg holdt hende i et klæde, lidt ud fra kroppen.
Jeg tror faktisk slet ikke jeg rørte ved hende.
Derefter blev hun lagt i en vugge et stykke fra min seng. Jeg kunne ikke se hende, jeg vidste bare at der lå hun.
Da jeg senere på aftenen blev flyttet fra fødegangen til barselsgangen spurgte de om vi ville have hende med på værelset - det ville vi ikke. Hun blev flyttet til et rum i nærheden, men ikke ind til os. Det fortryder jeg!
Men det virkede så forkert i situationen, for hun var jo død. Hvad skulle vi med et dødt barn? Hun skulle jo ikke pusles eller ammes. Vi kunne jo ikke interagere med hende. Det var jo et lig ... Vores datter var død.
Nu her bagefter tænker jeg at jeg gerne ville ha set mere på hende, holdt hende, snakket til hende.
Men på det tidspunkt var jeg ikke parat.
Næste dag ville vi gerne se hende igen inden vi tog hjem. De kom med den æske hun lå i, og vi kiggede en del på hende. Nu var hun rød i stedet for lilla, og nettet af blodårer var ikke tydeligt længere. Hun så fredfyldt ud.
Men igen, vi så kun på hende.
Jeg ville ønske at jeg fire dage efter, da jeg begyndte at forstå hvad der var sket, kunne have gået tilbage og holdt hende hos mig, ha krammet hende, rørt ved hende, talt til hende. Undersøgt hende ordentligt, oplevet hende.
Men det er for sent.
Vi lod min mor kontakte bedemanden, min mor valgte kisten og arrangerede kremeringen.
Nu fortryder jeg lidt at jeg ikke har set kisten selv, eller set hende i den. Måske også taget et billede.
Men igen er det for sent, hun er kremeret og hendes urne er klar.
Min mor har fortalt hvilken kiste hun valgte, så jeg forestiller mig det. Men jeg ville nu gerne alligevel ha set den.
Vi har ikke bisat hende endnu, vi er ikke klar. Vi henter hendes urne på mandag, og så må den stå hos os til vi er klar ...
Sådan er det så, vi valgte og handlede som vi kunne, i situationen. Ingen er vel parat til hvad det vil sige ...
Og vi har ikke andre børn, for os var det hele overvældende og nyt. Og forkert!
Måske er det anderledes hvis det ikke er ens første barn, for så har man før prøvet at byde et barn velkommen og håndtere sit barn. For os kom det helt bag på os, og dét at hun var død vidste vi heller ikke hvordan vi skulle tackle.
Men hvor ville jeg ønske vi havde forstået hvad der skete, og hvilke følelser vi ville få, da chokket havde lagt sig lidt. Så jeg kunne ha gjort det bedre for mig selv og for min datter.
11 september 2010
Forkerte billeder - heldigvis har vi dog nogle
Vi har fået billeder af Saga. Det betyder utroligt meget for mig. Men jeg bliver vildt ked af det når jeg ser dem. eller "ked af det" er en underdrivelse ... Fortvivlet. Jeg ønsker mig hende levende så brændende!
Men jeg er glad for de billeder, de gør hende virkelig. Hun VAR der. Hun var et barn. Tydeligvis vores barn, for hun ligner T. Meget. Så meget at jeg når jeg ser på ham også ser hende for mig.
Sært, men sådan har jeg det.
Billederne var ikke superskrape, de var ret grovkornede og så var de lavet til sort/hvid. Det har de nok gjort fordi hun så ser mere "rigtig" ud, da hun blev født var hun knaldlilla og man kunne se det fineste net at blodårer på hendes hud.
I S/H er hun jo bare lys (dog er der sære sorte skygger, fordi hun sikkert har været mørkere lilla der), ligesom babyer er når de lige har været ude et stykke tid og huden er vænnet til at være udenfor livmoderen.
Men jeg vil gerne se hende som jeg husker hende - jeg vil gerne se hende lilla.
Jeg kontaktede derfor hospitalet for at høre om det var muligt at få selve de digitale billedfiler, så jeg også selv vil kunne redigere billederne osv.. Og muligheden for at gemme dem digitalt, scanningerne taber jo i kvalitet.
De var så ikke sikre på om filerne var slettet, men ville høre deres fotograf.
Jeg tænkte nok de sikkert havde slettet dem.
Jeg har så i går fået en mail med billeder - men det er ikke min datter!
Først gloede jeg på billederne og tænkte "det er da ikke de samme billeder". Så fik det op for mig at det var et andet barn. Tæt på størrelsesmæssigt, men mit gæt er et par uger ældre.
Jeg kunne så skimte en label ved siden af barnet med en adresse og en dato. Jeg kunne kun se en del af det, men adressen var i en anden by (tæt på Roskilde) og der stod en dato, 05.07.2010, Saga blev født 30.08.2010.
Ups ....
Jeg har skrevet til fotografen, jeg håber stadig han også har mine billeder ...
Jeg beholder lige de forkerte billeder, måske støder jeg på det andet forældrepar når vi starter i sorggruppe på onsdag, og måske vil de gerne have filerne. Jeg kan jo evt. hjælpe dem med at lave dem sort/hvide, redigere baggrund, lave dem om til en størrelse der passer til web/mail osv., så frem for at slette dem, holder jeg lige fast på dem indtil jeg ved om forældrene ønsker dem.
Det kan dog være de synes det er dybt grænseoverskridende at en anden person har fået deres billeder, og at de vil have det rigtig skidt med det. Så jeg skal liiiige føle mig frem hvis jeg (overhovedet) støder på dem.
Det er jo en lidt sær situation.
Men øv. Jeg troede lige at jeg fik filerne og jeg vil så gerne se hende i farver ... Måske findes mine billeder ikke mere.
Jeg håber dog at når det andet barn var født så længe før vores, at det så betyder at de gemmer billeder længe. På den anden side kan det også betyde at det er tilfældigt hvilke billeder de lige har ... Jeg var halvanden uge om at få spurgt efter dem, da jeg slet ikke havde overskud til at tænke i de baner. Det ærger mig lidt.
Faktisk ærger det mig at der er så meget man først tænker og føler bagefter. Havde jeg ikke være så chokeret, og havde jeg vidst hvad jeg senere ville ha brug for, ville jeg ha brugt mere tid med min datter (det kunne jeg slet ikke) og jeg ville ha taget billeder selv. Jeg kan især savne et billede af mig sammen med hende, men sådan er det så ...
Jeg er også meget overrasket over at en sådant miks up overhovedet kan ske, og først blev jeg helt kold ved tanken om at mine papirsbilleder måske også var en forveksling. Tænk hvis det barn jeg går og kigger på slet ikke er mit!
Men heldigvis var der sammen med billederne et et ukarpt billede af et stykke papir med min personnummer på, og biillederne af vores datter er også præcis som jeg husker hende - med sin fars hovedfacon. Og bare sådan, ja, det ER hende, det kan jeg jo se.
Men der var lige et øjeblik hvor jeg panikkede.
Men jeg er glad for de billeder, de gør hende virkelig. Hun VAR der. Hun var et barn. Tydeligvis vores barn, for hun ligner T. Meget. Så meget at jeg når jeg ser på ham også ser hende for mig.
Sært, men sådan har jeg det.
Billederne var ikke superskrape, de var ret grovkornede og så var de lavet til sort/hvid. Det har de nok gjort fordi hun så ser mere "rigtig" ud, da hun blev født var hun knaldlilla og man kunne se det fineste net at blodårer på hendes hud.
I S/H er hun jo bare lys (dog er der sære sorte skygger, fordi hun sikkert har været mørkere lilla der), ligesom babyer er når de lige har været ude et stykke tid og huden er vænnet til at være udenfor livmoderen.
Men jeg vil gerne se hende som jeg husker hende - jeg vil gerne se hende lilla.
Jeg kontaktede derfor hospitalet for at høre om det var muligt at få selve de digitale billedfiler, så jeg også selv vil kunne redigere billederne osv.. Og muligheden for at gemme dem digitalt, scanningerne taber jo i kvalitet.
De var så ikke sikre på om filerne var slettet, men ville høre deres fotograf.
Jeg tænkte nok de sikkert havde slettet dem.
Jeg har så i går fået en mail med billeder - men det er ikke min datter!
Først gloede jeg på billederne og tænkte "det er da ikke de samme billeder". Så fik det op for mig at det var et andet barn. Tæt på størrelsesmæssigt, men mit gæt er et par uger ældre.
Jeg kunne så skimte en label ved siden af barnet med en adresse og en dato. Jeg kunne kun se en del af det, men adressen var i en anden by (tæt på Roskilde) og der stod en dato, 05.07.2010, Saga blev født 30.08.2010.
Ups ....
Jeg har skrevet til fotografen, jeg håber stadig han også har mine billeder ...
Jeg beholder lige de forkerte billeder, måske støder jeg på det andet forældrepar når vi starter i sorggruppe på onsdag, og måske vil de gerne have filerne. Jeg kan jo evt. hjælpe dem med at lave dem sort/hvide, redigere baggrund, lave dem om til en størrelse der passer til web/mail osv., så frem for at slette dem, holder jeg lige fast på dem indtil jeg ved om forældrene ønsker dem.
Det kan dog være de synes det er dybt grænseoverskridende at en anden person har fået deres billeder, og at de vil have det rigtig skidt med det. Så jeg skal liiiige føle mig frem hvis jeg (overhovedet) støder på dem.
Det er jo en lidt sær situation.
Men øv. Jeg troede lige at jeg fik filerne og jeg vil så gerne se hende i farver ... Måske findes mine billeder ikke mere.
Jeg håber dog at når det andet barn var født så længe før vores, at det så betyder at de gemmer billeder længe. På den anden side kan det også betyde at det er tilfældigt hvilke billeder de lige har ... Jeg var halvanden uge om at få spurgt efter dem, da jeg slet ikke havde overskud til at tænke i de baner. Det ærger mig lidt.
Faktisk ærger det mig at der er så meget man først tænker og føler bagefter. Havde jeg ikke være så chokeret, og havde jeg vidst hvad jeg senere ville ha brug for, ville jeg ha brugt mere tid med min datter (det kunne jeg slet ikke) og jeg ville ha taget billeder selv. Jeg kan især savne et billede af mig sammen med hende, men sådan er det så ...
Jeg er også meget overrasket over at en sådant miks up overhovedet kan ske, og først blev jeg helt kold ved tanken om at mine papirsbilleder måske også var en forveksling. Tænk hvis det barn jeg går og kigger på slet ikke er mit!
Men heldigvis var der sammen med billederne et et ukarpt billede af et stykke papir med min personnummer på, og biillederne af vores datter er også præcis som jeg husker hende - med sin fars hovedfacon. Og bare sådan, ja, det ER hende, det kan jeg jo se.
Men der var lige et øjeblik hvor jeg panikkede.
04 september 2010
Spredte tanker
Jeg bliver vist indhentet af min alder nu.
Jeg har snydt mig til et yngre look, via min måde at leve på, tror jeg. Men lige nu kommer rynkerne og det hele - SLAM, fordi det er så opslidende, det vi går igennem. Ikke at det gør noget, jeg er skideligeglad.
Jeg bruger en del tid på at finde ud af hvad det er der sker og hvad jeg kan forvente. Læser om sorg, er på fora for forældre der har mistet. Hvor er det dog hæsligt hvor mange vi er! Hvor meget smerte folk går igennem! Og hvor meningsløst. Og tilfældigt. Der er intet system, ingen grund. Det rammer alle mulige, uventet. Nogle igen og igen.
Så nej, man er ikke fredet selvom man allerede har haft andre katastrofer i sit liv. Endnu et bevis på at der ingen gud er, eller ihvertfald ikke de kristnes.
T mener at ham der deler ulykke ud i en brandert kom til at spilde et ordentligt skvulp på os. Sådan "UPS! Der fik de lige en ekstra stor dosis".
Det trøster mig lidt, på en måde er det mere sandsynligt end at vi sku være særligt udvalgte til at skulle gennemgå kriser og dårligdomme.
Det passer så mere på Asetroen, at guderne fucker up jævnligt og er ret ligeglade med mennesker. Eller også er der ingen guder, blot tilfældighed. Det er jo nok det jeg egentligt tror, men den stangstive gud med dårligdomsbægeret passer mig nu godt.
Jeg har tænkt en del over andres reaktioner. Jeg har jo selv været på den anden side af bordet, skulle tackle andres ulykker og se nogen ha det svært.
Jeg kender reaktionerne, og de er forståelige. Men ofte helt ubrugelige.
De fleste vil gerne problemløse, vil gerne hjælpe. Sige noget positivt, skubbe videre. Men der ER ingen hjælp, intet positivt. Og man kan ikke skubbe på en process. Man skal faktisk helst ikke forsøge.
Vi skal bare ha tid. og ha lov til at have det dårligt, blive kede af det osv.
Det vi skal bruge fra andre er bare at I er der og føler for os, ikke andet.
Jeg er lidt bange for om en måned eller to. For jeg ved at det her tager lang tid, men at "nyhedens interesse" gået af for andre. Og at vi så forventes at vende tilbage til normalt.
Det har jeg oplevet i andre kriser, at man ligesom får en måneds tid til at have det skidt, og så bør det ligesom være ovre ...
At det så vil være "ja ja, kom nu videre!".
Jeg ved at det her vil tage år ... Ikke år hvor vi græder hele tiden, men år hvor det ligger i baghovedet og kan bryde op igen.
Jeg har også brug for at få lov til forsigtigt at stikke snablen frem ind imellem, uden heppekor. Altså at tage ting i min egen tid, og prøve af hvad jeg kan klare, uden at det betyder at så skal vi bare op på hesten igen, eller se det gik godt, så nu er alt fint. Og egentlig ville det være bedre hvis det ikke bliver kommenteret når/hvis vi tager nogle tiltag til at gå ud/se folk/gøre noget normalt, men vi bare får lov at prøve af hvad vi kan og ikke kan, uden at det bliver vurderet eller tilskyndet.
Jeg ved jo godt at alle mener det godt og vil os det bedste, jeg kan bare mærke at det bliver svært ...
Vi skal selv finde ud af det ...
Well, i dag ville vi ha taget til et arrangement vi havde glædet os til, men T får kvalme ved tanken om at se mennesker og jeg kan slet ikke forestille mig at dulle op og gøre mig klar, ingengang minimalt. Vi vil nok også bare bryde i gråd ved det mindste ord fra andre. Eller føle os uvirkelige og distancerede.
Sådan, hvordan kan verden gå videre? Det er så meningsløst det hele. Alt det folk tror betyder noget, som ikke betyder en skid.
Jeg har prøvet det før, i break ups. Jeg fatter ikke hvordan jeg kan ha syntes at det var slemt, hvordan jeg kan ha taget det så hårdt. Det er jo skideligegyldigt.
Når jeg tænker på hvor svært jeg havde det efter min kæreste S gik fra mig, hvor jeg græd under bruseren hver dag og slet ikke kunne forstille mig at blive glad igen, eller leve videre. Og nu tænker jeg kors! Ja, det var da svært, men altså! Det var bare en skide kæreste, og han lever jo fint videre, han døde jo ikke, og det gjorde jeg heller ikke.
Eller da min kæreste J gik første gang og jeg gik helt ned, bare lå på sofaen og græd uden at kunne holde verden ud. What?!? Jamen. Igen, det var jo bare en kæreste. Man kan jo godt elske nogen uden at skulle være med dem, og kærlighed ændrer sig med tid. Nu er der jo ikke noget. Nu er det jo helt fint, han er glad med sin nye kæreste og jeg med min. Eller det er en underdrivelse, jeg elsker min T så dybt og intenst at jeg ikke ville ændre en eneste ting der førte os sammen. Ingengang alt det svære.
Så hvorfor var det så hårdt dengang?
Og i relief til nu. Goddamn! Kalde det en krise?!!!!!! No way. Ingenfuckendeting. Fuldstændig ligegyldigt.
Dengang kunne jeg ikke forstå at bilerne kunne køre på gaden og alting fortsætte som om intet var hændt.
Nu kan jeg godt. Det gør det jo.
Nu kan jeg bare ikke finde min plads i den verden, den er uden smag. Ligegyldigt. Men selvfølgelig fortsætter den, det har jeg jo set før ...
Og jeg ved godt at vi også fortsætter, mere og mere. Men det vil tage lang tid at blive rigtig glad igen. At finde mening og betydning.
Btw har vi fået en mindre blomsterbutik, og det er jeg rigtig glad for. Ingen kunstigt trøstende ord, bare en udmelding om at folk tænker på os. Det varmer. Altså jeg ved jo at dem der ikke lige sendte blomster også tænker på os - og vi har heller ikke brug for flere blomster nu! ;) Men stadig, tak!
EDIT: Altså ikke at jeg vil negligere andres kriser, eller lave en konkurrence om hvad der er værst!!! Jeg har jo selv været der og ved HVOR ondt det kan gøre at breake up, miste sit kæledyr, sit job, konflikter med ens familie eller hvad der nu kan ske for en af svære ting. Så selvom noget er endnu værre, ændrer det jo ikke noget på det man selv føler eller hvor svært man kan ha det med whatever. Jeg mener bare i relief til mig selv, altså de kriser jeg selv har været i.
Jeg har snydt mig til et yngre look, via min måde at leve på, tror jeg. Men lige nu kommer rynkerne og det hele - SLAM, fordi det er så opslidende, det vi går igennem. Ikke at det gør noget, jeg er skideligeglad.
Jeg bruger en del tid på at finde ud af hvad det er der sker og hvad jeg kan forvente. Læser om sorg, er på fora for forældre der har mistet. Hvor er det dog hæsligt hvor mange vi er! Hvor meget smerte folk går igennem! Og hvor meningsløst. Og tilfældigt. Der er intet system, ingen grund. Det rammer alle mulige, uventet. Nogle igen og igen.
Så nej, man er ikke fredet selvom man allerede har haft andre katastrofer i sit liv. Endnu et bevis på at der ingen gud er, eller ihvertfald ikke de kristnes.
T mener at ham der deler ulykke ud i en brandert kom til at spilde et ordentligt skvulp på os. Sådan "UPS! Der fik de lige en ekstra stor dosis".
Det trøster mig lidt, på en måde er det mere sandsynligt end at vi sku være særligt udvalgte til at skulle gennemgå kriser og dårligdomme.
Det passer så mere på Asetroen, at guderne fucker up jævnligt og er ret ligeglade med mennesker. Eller også er der ingen guder, blot tilfældighed. Det er jo nok det jeg egentligt tror, men den stangstive gud med dårligdomsbægeret passer mig nu godt.
Jeg har tænkt en del over andres reaktioner. Jeg har jo selv været på den anden side af bordet, skulle tackle andres ulykker og se nogen ha det svært.
Jeg kender reaktionerne, og de er forståelige. Men ofte helt ubrugelige.
De fleste vil gerne problemløse, vil gerne hjælpe. Sige noget positivt, skubbe videre. Men der ER ingen hjælp, intet positivt. Og man kan ikke skubbe på en process. Man skal faktisk helst ikke forsøge.
Vi skal bare ha tid. og ha lov til at have det dårligt, blive kede af det osv.
Det vi skal bruge fra andre er bare at I er der og føler for os, ikke andet.
Jeg er lidt bange for om en måned eller to. For jeg ved at det her tager lang tid, men at "nyhedens interesse" gået af for andre. Og at vi så forventes at vende tilbage til normalt.
Det har jeg oplevet i andre kriser, at man ligesom får en måneds tid til at have det skidt, og så bør det ligesom være ovre ...
At det så vil være "ja ja, kom nu videre!".
Jeg ved at det her vil tage år ... Ikke år hvor vi græder hele tiden, men år hvor det ligger i baghovedet og kan bryde op igen.
Jeg har også brug for at få lov til forsigtigt at stikke snablen frem ind imellem, uden heppekor. Altså at tage ting i min egen tid, og prøve af hvad jeg kan klare, uden at det betyder at så skal vi bare op på hesten igen, eller se det gik godt, så nu er alt fint. Og egentlig ville det være bedre hvis det ikke bliver kommenteret når/hvis vi tager nogle tiltag til at gå ud/se folk/gøre noget normalt, men vi bare får lov at prøve af hvad vi kan og ikke kan, uden at det bliver vurderet eller tilskyndet.
Jeg ved jo godt at alle mener det godt og vil os det bedste, jeg kan bare mærke at det bliver svært ...
Vi skal selv finde ud af det ...
Well, i dag ville vi ha taget til et arrangement vi havde glædet os til, men T får kvalme ved tanken om at se mennesker og jeg kan slet ikke forestille mig at dulle op og gøre mig klar, ingengang minimalt. Vi vil nok også bare bryde i gråd ved det mindste ord fra andre. Eller føle os uvirkelige og distancerede.
Sådan, hvordan kan verden gå videre? Det er så meningsløst det hele. Alt det folk tror betyder noget, som ikke betyder en skid.
Jeg har prøvet det før, i break ups. Jeg fatter ikke hvordan jeg kan ha syntes at det var slemt, hvordan jeg kan ha taget det så hårdt. Det er jo skideligegyldigt.
Når jeg tænker på hvor svært jeg havde det efter min kæreste S gik fra mig, hvor jeg græd under bruseren hver dag og slet ikke kunne forstille mig at blive glad igen, eller leve videre. Og nu tænker jeg kors! Ja, det var da svært, men altså! Det var bare en skide kæreste, og han lever jo fint videre, han døde jo ikke, og det gjorde jeg heller ikke.
Eller da min kæreste J gik første gang og jeg gik helt ned, bare lå på sofaen og græd uden at kunne holde verden ud. What?!? Jamen. Igen, det var jo bare en kæreste. Man kan jo godt elske nogen uden at skulle være med dem, og kærlighed ændrer sig med tid. Nu er der jo ikke noget. Nu er det jo helt fint, han er glad med sin nye kæreste og jeg med min. Eller det er en underdrivelse, jeg elsker min T så dybt og intenst at jeg ikke ville ændre en eneste ting der førte os sammen. Ingengang alt det svære.
Så hvorfor var det så hårdt dengang?
Og i relief til nu. Goddamn! Kalde det en krise?!!!!!! No way. Ingenfuckendeting. Fuldstændig ligegyldigt.
Dengang kunne jeg ikke forstå at bilerne kunne køre på gaden og alting fortsætte som om intet var hændt.
Nu kan jeg godt. Det gør det jo.
Nu kan jeg bare ikke finde min plads i den verden, den er uden smag. Ligegyldigt. Men selvfølgelig fortsætter den, det har jeg jo set før ...
Og jeg ved godt at vi også fortsætter, mere og mere. Men det vil tage lang tid at blive rigtig glad igen. At finde mening og betydning.
Btw har vi fået en mindre blomsterbutik, og det er jeg rigtig glad for. Ingen kunstigt trøstende ord, bare en udmelding om at folk tænker på os. Det varmer. Altså jeg ved jo at dem der ikke lige sendte blomster også tænker på os - og vi har heller ikke brug for flere blomster nu! ;) Men stadig, tak!
EDIT: Altså ikke at jeg vil negligere andres kriser, eller lave en konkurrence om hvad der er værst!!! Jeg har jo selv været der og ved HVOR ondt det kan gøre at breake up, miste sit kæledyr, sit job, konflikter med ens familie eller hvad der nu kan ske for en af svære ting. Så selvom noget er endnu værre, ændrer det jo ikke noget på det man selv føler eller hvor svært man kan ha det med whatever. Jeg mener bare i relief til mig selv, altså de kriser jeg selv har været i.
01 september 2010
Hvad der skete da vi mistede vores datter
Som jeg skrev i går mistede vi vore datter i 5. måned. Lige 4 uger for tidligt til at have bare en lille chance for at kunne reddes.
For evt. interesserede var forløbet sådan her:
Onsdags blev jeg akut indlagt med blødning og siden stærke smerter. Reelt var det en begyndende fødsel, udløst af de fibromer jeg har på livmoderen. De fik veerne stoppet og efter en nat på hospitalet blev jeg sendt hjem.
Men søndag blev jeg så overfaldet af stærke smerter igen, og da jeg ankom til akutgangen var min livmodermund åben og fødslen igang. Scanninger viste at det ikke var muligt at lukke til igen, lidt af fostersækken var allerede synlig.
Vi blev informeret om at babyen ikke kunne overleve på dette stadie.
Mandag besluttede de sig til at skynde på processen og give mig noget ve-stimulerende, og mandag eftermiddag fødte jeg så. Jeg fik en epidural-blokade, selvom jeg var bange for den. Desværre virkede den ikke komplet, av! Det var faktisk en rigtig fødsel, trods at det var lige et par dage til grænsen mellem om man kalder det fødsel eller abort, rent juridisk.Der gik en del timer fra de første veer til selve fødslen, men da de først kom tæt, gik det stærkt. Og heldigvis lykkedes det også at få moderkagen med ud - der var ellers stor risiko for at de måtte fjerne min livmoder under en efterfølgende udskrabning, pga af de mange fibromer (fem meget store og en mængde små). Men indtil videre er alt gået godt, og jeg har min livmoder i behold.
Fordi hun var levende lige da hun blev født, betragtes hun som levendefødt, selvom hun kun levede få minutter. Hun blev derfor ikke aborteret men født for tidligt, selvom hun var en dag under grænsen.
Vi så vores lille datter, hun var helt perfekt, men lille. 26 cm lang. Et komplet lille menneske, men slank og voksen-menneskeagtig, fordi babyfedtet ikke var dannet endnu. Hun havde tydelig træk fra både mig og min kæreste. Hun levede et kort øjeblik, men døde meget hurtigt, da hun ikke kunne overleve. Hun åbnede aldrig øjnene.Vi regner med at få hende kremeret og sprede hendes aske i havet.
Selvom det kan forekomme makabert var det faktisk rart at se hende, og tage afsked med hende.
Umiddelbart er dommen at vi IKKE kan få børn, ikke med min alder og min problematiske livmoder. Det er selvfølgelig helt utroligt hårdt. Vi har kæmpet i så mange år, og det var så tæt på at lykkes.
Vi er selvfølgelig i dyb dyb sorg, og det kommer nok til at tage tid for os at deale med at vores liv bliver meget anderledes end hvad vi ønsker, og med at have mistet vores datter, når nu det var så tæt på at lykkes. "Hvad nu hvis" er svær at holde for døren ... Men det er sket som det er sket, og kan ikke gøres om.
Det var vores højeste ønske i hele verden, og det er svært at acceptere at sådan bliver det ikke.
Jeg svinger mellem at være helt cool og mig selv, og så tage tudeture hvor alt er skod. Og sådan vil det nok være i lang tid. Sorg bliver deværre ved med at være der, man lærer bare at leve med den og finde en plads hvor den ikke fylder alt i ens liv. Det er den process vi er igang med. Heldigvis har vi hinanden, og vi har dealet med så mange kriser sammen allerede, at vi ved at det bringer os tættere, ikke fjernere.
Men der er en lang lang lang tung vej endnu.
Anyway - det er en fandens hård omgang, men vi overlever det på sigt... Men det vil tage meget lang tid og det vil præge os det næste lange stykke tid og være en del af hvem vi er fremover. Desværre.
Well - sådan endte det eventyr for os.
Det var et mirakel at hun blev skabt, en katastrofe at vi mistede hende.
For evt. interesserede var forløbet sådan her:
Onsdags blev jeg akut indlagt med blødning og siden stærke smerter. Reelt var det en begyndende fødsel, udløst af de fibromer jeg har på livmoderen. De fik veerne stoppet og efter en nat på hospitalet blev jeg sendt hjem.
Men søndag blev jeg så overfaldet af stærke smerter igen, og da jeg ankom til akutgangen var min livmodermund åben og fødslen igang. Scanninger viste at det ikke var muligt at lukke til igen, lidt af fostersækken var allerede synlig.
Vi blev informeret om at babyen ikke kunne overleve på dette stadie.
Mandag besluttede de sig til at skynde på processen og give mig noget ve-stimulerende, og mandag eftermiddag fødte jeg så. Jeg fik en epidural-blokade, selvom jeg var bange for den. Desværre virkede den ikke komplet, av! Det var faktisk en rigtig fødsel, trods at det var lige et par dage til grænsen mellem om man kalder det fødsel eller abort, rent juridisk.Der gik en del timer fra de første veer til selve fødslen, men da de først kom tæt, gik det stærkt. Og heldigvis lykkedes det også at få moderkagen med ud - der var ellers stor risiko for at de måtte fjerne min livmoder under en efterfølgende udskrabning, pga af de mange fibromer (fem meget store og en mængde små). Men indtil videre er alt gået godt, og jeg har min livmoder i behold.
Fordi hun var levende lige da hun blev født, betragtes hun som levendefødt, selvom hun kun levede få minutter. Hun blev derfor ikke aborteret men født for tidligt, selvom hun var en dag under grænsen.
Vi så vores lille datter, hun var helt perfekt, men lille. 26 cm lang. Et komplet lille menneske, men slank og voksen-menneskeagtig, fordi babyfedtet ikke var dannet endnu. Hun havde tydelig træk fra både mig og min kæreste. Hun levede et kort øjeblik, men døde meget hurtigt, da hun ikke kunne overleve. Hun åbnede aldrig øjnene.Vi regner med at få hende kremeret og sprede hendes aske i havet.
Selvom det kan forekomme makabert var det faktisk rart at se hende, og tage afsked med hende.
Umiddelbart er dommen at vi IKKE kan få børn, ikke med min alder og min problematiske livmoder. Det er selvfølgelig helt utroligt hårdt. Vi har kæmpet i så mange år, og det var så tæt på at lykkes.
Vi er selvfølgelig i dyb dyb sorg, og det kommer nok til at tage tid for os at deale med at vores liv bliver meget anderledes end hvad vi ønsker, og med at have mistet vores datter, når nu det var så tæt på at lykkes. "Hvad nu hvis" er svær at holde for døren ... Men det er sket som det er sket, og kan ikke gøres om.
Det var vores højeste ønske i hele verden, og det er svært at acceptere at sådan bliver det ikke.
Jeg svinger mellem at være helt cool og mig selv, og så tage tudeture hvor alt er skod. Og sådan vil det nok være i lang tid. Sorg bliver deværre ved med at være der, man lærer bare at leve med den og finde en plads hvor den ikke fylder alt i ens liv. Det er den process vi er igang med. Heldigvis har vi hinanden, og vi har dealet med så mange kriser sammen allerede, at vi ved at det bringer os tættere, ikke fjernere.
Men der er en lang lang lang tung vej endnu.
Anyway - det er en fandens hård omgang, men vi overlever det på sigt... Men det vil tage meget lang tid og det vil præge os det næste lange stykke tid og være en del af hvem vi er fremover. Desværre.
Well - sådan endte det eventyr for os.
Det var et mirakel at hun blev skabt, en katastrofe at vi mistede hende.
Abonner på:
Opslag (Atom)