Jeg fødte meget pludseligt, uden at vi havde tid til at indstille os på at nu mistede vi. Jeg blev indlagt med smerter søndag, der viste sig at være en begyndende fødsel. Mandag fødte jeg.
Vi anede ikke hvad der skete eller hvad det ville sige. Vi tænkte at jeg abortede, dvs. vi troede ikke det ville være en rigtig fødsel.
Da jeg så fødte var vi slet ikke indstillet på at nu kom vores barn. At hun var et barn. Eller at hun kunne være levende. Så vi havde ingen plan for eller idé om hvad der skulle ske.
Jeg ville gerne se hende, det vidste jeg. T ville ikke.
Men jeg havde på ingen måde overvejet eller forestillet mig at jeg f.eks. kunne tage hende op til mig, holde hende, lægge hende på mit bryst eller lign. Jeg tænkte bare jeg ville se hende.
T så hende så alligevel, og det er jeg meget glad for. Det ville ha været helt forkert hvis han ikke havde set sin datter, og hvis vi ikke havde delt det.
Men min tid med hende blev alt for kort, fordi jeg var så chokeret og ikke var klar til det. Og nu er det for sent.
Lige da jeg fødte hende var jeg helt uforberedt. Pludselig var hun ude. Jeg kunne ikke se hende for min egen mave, hun lå mellem mine ben et sted. Jordmoderen tog sig af hende, og hun klippede navlestrengen. Og Saga døde ... Jeg nåede ikke at opleve at hun var levende, vidste ikke hun ville være levende når hun blev født.
Jeg så på hende lidt efter. Jordmoderen viste mig hende. Jeg kiggede bare.
Lidt senere holdt jeg hende kortvarigt mens jeg viste hende til min mor, men jeg holdt hende ikke ind til mig, jeg holdt hende i et klæde, lidt ud fra kroppen.
Jeg tror faktisk slet ikke jeg rørte ved hende.
Derefter blev hun lagt i en vugge et stykke fra min seng. Jeg kunne ikke se hende, jeg vidste bare at der lå hun.
Da jeg senere på aftenen blev flyttet fra fødegangen til barselsgangen spurgte de om vi ville have hende med på værelset - det ville vi ikke. Hun blev flyttet til et rum i nærheden, men ikke ind til os. Det fortryder jeg!
Men det virkede så forkert i situationen, for hun var jo død. Hvad skulle vi med et dødt barn? Hun skulle jo ikke pusles eller ammes. Vi kunne jo ikke interagere med hende. Det var jo et lig ... Vores datter var død.
Nu her bagefter tænker jeg at jeg gerne ville ha set mere på hende, holdt hende, snakket til hende.
Men på det tidspunkt var jeg ikke parat.
Næste dag ville vi gerne se hende igen inden vi tog hjem. De kom med den æske hun lå i, og vi kiggede en del på hende. Nu var hun rød i stedet for lilla, og nettet af blodårer var ikke tydeligt længere. Hun så fredfyldt ud.
Men igen, vi så kun på hende.
Jeg ville ønske at jeg fire dage efter, da jeg begyndte at forstå hvad der var sket, kunne have gået tilbage og holdt hende hos mig, ha krammet hende, rørt ved hende, talt til hende. Undersøgt hende ordentligt, oplevet hende.
Men det er for sent.
Vi lod min mor kontakte bedemanden, min mor valgte kisten og arrangerede kremeringen.
Nu fortryder jeg lidt at jeg ikke har set kisten selv, eller set hende i den. Måske også taget et billede.
Men igen er det for sent, hun er kremeret og hendes urne er klar.
Min mor har fortalt hvilken kiste hun valgte, så jeg forestiller mig det. Men jeg ville nu gerne alligevel ha set den.
Vi har ikke bisat hende endnu, vi er ikke klar. Vi henter hendes urne på mandag, og så må den stå hos os til vi er klar ...
Sådan er det så, vi valgte og handlede som vi kunne, i situationen. Ingen er vel parat til hvad det vil sige ...
Og vi har ikke andre børn, for os var det hele overvældende og nyt. Og forkert!
Måske er det anderledes hvis det ikke er ens første barn, for så har man før prøvet at byde et barn velkommen og håndtere sit barn. For os kom det helt bag på os, og dét at hun var død vidste vi heller ikke hvordan vi skulle tackle.
Men hvor ville jeg ønske vi havde forstået hvad der skete, og hvilke følelser vi ville få, da chokket havde lagt sig lidt. Så jeg kunne ha gjort det bedre for mig selv og for min datter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar