Going through the motions

Morgane bekymrer sig over at jeg ikke skriver. Og hun har ret, ikke at skrive er værre. Så jeg vil gøre et forsøg.

I går var en sær dag. Jeg havde sat mig op til at NU skulle jeg fandme ha styr på hhv. min barselsanmeldelse og hvad min status var inden fødslen. Problemet er jeg lige var startet i job d. 9/8, men at jeg allerede efter en uge begyndte at blive hhv. indlagt og blive hjemme pga smerter. Dvs. mange af dagene burde tælle som sygemelding.
Men da det kulminerede med at jeg fødte 30/8, så har jeg overhovedet ikke fået anmeldt noget nogen steder. Jeg har flere gange forsøgt at ringe og få styr på regler osv., men blev ved med at ende i blindgyder i telefonsystemet, folk der var til frokost og aldrig ringer tilbage og forvirring. Mit overskud var så lille at jeg slet ikke kunne håndtere besvær og offentlige systemer.
Blanketten til barselsanmeldelse er forskellig alt efter om jeg var i arbejde eller ej inden fødslen, men hvad var jeg?

Well, i går da jeg var stået op og havde fået øjne tog jeg så bussen til rådhuset for at tale med et menneske, det må da for hulen da kunne fikses. Allerede på vej derhen var jeg grådlabil. Bare det at tænke på det. At have Sagas fødselsanmeldelse og dødsattest i tasken. At se krydset ved Levendefødt. Krydset ved Pige. At der stod 17.08 30/8. Og så hendes dødsattest. Død på Obstetrisk afdeling på Roskilde Sygehus kl. 17.13.

Min lille pige.

Roskilde rådhus er ikke specielt godt skiltet. F.eks. er det selvfølgelig indlysende at hvis du skal finde Ydelsescenter for at anmelde barsel, så skal du følge skiltet der siger Jobcenter. Det siger sig selv ...? Og når man ikke kan spørge nogen, men skal trække et nummer, og der kun er valgmuligheden "Pension" eller "Jobcenter", og der på skiltet ved Pensionsskranken står "Pension og Voksenydelser" (hvilket jeg tænker kunne inkludere barsel), og der så på nummeret til pension-køen står "Ydelser" (og jeg skal snakke med Ydelsescenter), jamen så er det jo logisk at det er Jobcenter man skal trække til ... Eller?

Så jeg trak det forkerte nummer, ventede, satte mig ved en computer, og da de råbte mit nummer, måtte jeg løbe hen, for det viste sig at jeg var i den forkerte ventesektion. Næste nummer i køen var allerede begyndt at gå frem og blev skidesur over at jeg ikke have stået der fluks. Men hey, man kan altså ikke løbe hurtigere gennem lokalet end jeg gjorde! Det er ikke os alle der har været der før, kender systemet og lige gætter den rigtige adfærd ...
Well, så står jeg der foran en dame i en skranke i et stort rum fuld af folk der venter. Og jeg står et øjeblik mundlam, men får så sagt til damen at jeg har født 30/8, men at min datter er død, og jeg skal søge barsel - og SÅ græder jeg. Igen. Midt i det hele. Jeg kan dårligt tale fordi jeg hulker.
Damen kommer så ud fra skranken og trækker mig hen i et lidt afskærmet hjørne med et skrivebord (hvor alle ikke stirrer på mig). Jeg får forklaret hendes sagen mellem snøft, og så viser det sig det var det andet nummer jeg skulle trække! Fuck!
Så hun stikker mig et nyt nummer og siger jeg skal vente der, så vil den jeg skal tale med komme hen til mig. Hensynsfuldt, heldigvis.
Så jeg venter. Længe. Og tuder. Og føler mig som en idiot når jeg sidder der i et hjørne af et offentligt lokale og græder ned i mit papirslommetørklæde.
Der kommer på et tidspunkt en pedelmand der skal have noget værktøj i et skab lige foran mig. Han kigger ikke rigtig på mig, men det er meget ubehageligt for både ham og mig, han er en halv meter fra mig og jeg sidder der og græder. Det er grænseoverskridende.

Efter en rum tid kommer der så en mand fra Jobcenter-skranken og snakker med mig. Samme historie, snøft snøft. Men han ved heller ikke noget om det, og siger der vil komme en tredje og tale med mig. Så jeg venter igen ...
Der kommer så endelig en yngre kvinde og henter mig ind til hendes kontor, og hun er så den rigtige. Hun lytter og ser på papirene og tager notater. Og lover så at tage sig af det! Pyha!!!
Jeg er for sent ude med sygemeldingen før fødslen, måske så sent at jeg ikke kan få nogen penge nogen steder fra. Men i det mindste går barslen glat igennem.
Så nu er jeg fredet i 14 uger. Endelig!
Hun kommer til at kalde det en abort, det er mig imod. Jeg retter hende og siger "fødsel!". Fandme. Min datter blev født.

Da jeg gik der fra var jeg stadig helt overfølsom. Jeg spadserede fra rådhuset, men jeg begyndte at græde flere gange undervejs. Fuck hvor føler jeg mig dum når jeg går på gaden og tuder. Og folk går forbi og kigger mærkeligt på en. Det er bare ikke en almen adfærd at gå grædende rundt. Jeg ville også studse hvis jeg så en person gå og græde offentligt. Sådan "hvad handler det mon om?!", og så alligevel, det interesserer jo ikke rigtig en. Det er bare usædvanligt og "forkert".
At det så er mig selv ...

Og jeg føler mig endnu mere sårbar ved at skille mig udseendesmæssigt ud. Det er prisen for ikke at være anonym. Når man så er ked af det, er det rigtig ufedt at være så synlig. At andre ikke identificerer sig med en. At blive gloet på og ikke forstået/accepteret/whatever det er der sker med folk når man ikke er en af dem ...
Eller jeg kan jo ikke vide det, men sådan føler jeg det.

På vej ned at Violstræde kom der en pige med en cykel imod mig, og gaden er så smal at man ser hinanden ret tydeligt. Jeg kiggede helt konsekvent ind til højre, jeg ville ikke have øjenkontakt. Jeg ville ikke have hun skulle se på mine tårefyldte øjne og røde næse og undre sig over hvorfor jeg gik og græd. Det er alt for intimt.
Jeg ville ikke se hendes ansigt eller udtryk eller anerkende hendes eksistens.

Nå, men på en eller anden måde kom jeg da hjem.
Efter at ha slappet af fik jeg også ringet til hhv. Telenors kundeservice og Canal Digital. Sært som jeg kan snakke med fremmede mennesker i telefonen som om intet er sket, være både målrettet, bestemt og charmerende, have en effektiv kommunikation og liv i stemmen. Og så sidder jeg i virkeligheden derhjemme med et ufunktionelt liv. Midt i en stavl mentale glasskår og en masse kaos. Men i den almindelig verden går alting videre. Og jeg får styr på regninger og parabol-tv.

Efter en masse dårligt tv ringede min mor og spurgte om jeg ville med på biblioteket. Det sprang jeg på, trods min ustabilitet. Bedre end at sidde hjemme og forsumpe. Jeg sku egentligt ikke noget der, men jeg gik på jagt i deres tegneserier og fandt en stavl der så lovende ud.
Derefter kørte vi til Ro's torv, fordi min mor havde spurgt "Er der noget du trænger til?" og jeg for sjov havde svaret "Et par nye sko" og så havde jeg talt løs om mine problemer med at finde fodtøj jeg kan lide, at det efterhånden er et problem at jeg kun har et par slidte kawasakier der ikke er vandtætte. Men det udløste altså en tur til skobutikkerne på Ro's Torv.

Jeg skimmede fire skobutikker, det er ret lidt jeg kan lide (problemet jo), så jeg kunne scanne hylderne ret hurtigt. Jeg endte i Ecco-afdelingen af Skoringen, hvor jeg ellers allerede havde kigget i andre butikker. Men denne her havde sært nok hele to par støvletter som faktisk var ganske pæne. Jeg prøvede begge, og begge passede mig godt, og var egentligt lige det jeg manglede. Komfortable, god sål med fjedring, kvalitet, vandtætte. Det ene par var lidt pænt, men ville netop være godt til at ha på på job (eller til evt. jobsamtaler, man ved aldrig) og sammenhænge hvor ens fodtøj godt må være mindre voldsomt (jeg bor jo ellers i mine New Rocks). De andre var mere mig, men ikke helt pæne nok til alle situationer. Til gengæld perfekte til skoven, gåture langs fjorden og andet hvor de skal kunne holde til noget. Det har jeg også brug for.
Men men, Eccostøvler er pissedyre. Og jeg kunne ikke bestemme mig. Rummede ikke at bestemme mig. Jeg har jo brug for begge funktioner, men jeg havde håbet at finde ét par vandtætte sko til maks. 650 kroner, to par støvler til hhv. 1000 og 1200 er liiiige i overkanten ...
Så jeg lod begge støvler stå.

Så ville jeg lige kigge på en bh i stedet. Mine bryster er blevet større, selv efter at graviditetsfyldet gik af dem, så jeg har lige nu kun en enkelt bh der passer helt, de andre sidder forkert selvom jeg bruger dem.
Jeg satte kursen mod Triumph-butikken mens min mor tog rulletrappen op til centerkontoret efter en butiksplan. Men jeg nåede kun lige at stikke hovedet ind i forretningen før jeg blev helt vildt ked af det. Sidst jeg var der var for at købe en graviditets-bh, fordi mine bryster hhv. var vokset og var så følsomme at jeg skulle have noget blødt og uden sømme. Sidst gik jeg ud af butikken med en fin papirspose i hånden, fuld af glæde, hvorefter mig og Thomas og min mor havde sat os på en café og snakket om graviditeten og den kommende baby, mens jeg viste dem min nye bh.
SLASK så blev jeg sat i skærende kontrast. Nu stod jeg der uden mave, uden graviditetsspændte bryster. Uden noget som helst.
Det var bare for meget. Jeg drejede om på hælen og gik snøftende mod min mor der kom ned af rulletrappen. Men da jeg skulle forklare hende hvorfor jeg ikke skulle ind i den butik alligevel, gav jeg mig til at stortude. Så står jeg der, 39 år, midt i et butikscenter og stortuder mens min mor også bliver ked af det. Tror også min mor gav sig til at græde. Ikke bare er hun i sorg over sit mistede barnebarn, men hun skal håndtere at se sin datter have det så skidt, uden at hun på nogen måde kan gøre noget. Det kan hun jo ikke. Hun kan ikke trøste mig. Hun kan ikke give mig mit barn tilbage.

Well, kurs mod en café (den samme som vi var på efter bh-købet sidst). Jeg får betilt en latte og en nøddetærte, med rød næse og vand i øjnene. Ekspeditricen gloede mærkeligt på mig. Bevæbnet med kaffe og kage får vi sat os ned. Og kølet ned. Jeg laver hurtige skift. Når jeg får tårene under kontrol vil jeg hurtigt videre, hurtigt til en anden tilstand. Ingen bh så. Men jeg kan da lige kigge ned i Panduro og i Tiger-butikken ... Mere shopping, videre.
Jeg fik mig lige en lille smykketang og en pose perler inden det hele lukkede.
Og så kørte vi hjem.

Efter en times tid kom der en sms fra min mor, hun vil gerne give mig det ene par støvler! Ved ikke om det er konsekvensen af at hun ikke kan gøre noget for mig, at hun gerne vil se mig glad. Men jeg er forlængst holdt op med at være falsk beskeden, jeg forventer ikke noget, jeg får mere end nok i forvejen. Men hvis hun gerne vil give mig dem, så løser det faktisk et problem. For så skal jeg ikke vælge ... For tiden har jeg virkelig svært ved at tage stilling, og til at vælge.
Og jeg kunne godt bruge begge par støvler.
Hele resten af aftenen var jeg lettere entusiastisk over udsigten til at have to par gode støvler. Det ene par vil jeg ha på med det samme når jeg køber dem, dem kommer jeg til at gå meget i. Det er længe siden jeg har følt noget der minder om entusiasme.

Og nu er det en ny dag, som jeg slet ikke har lyst til at begynde på. Hver morgen er øv. Jeg vil helst ikke vågne, selvom jeg sover dårligt. Jeg sover, men jeg drømmer dumt. Ikke nødvendigvis deciderede mareridt, bare opslidende. Sådan ikke rart og fuld af konflikt og problemer. Jeg vågner op med en helt forkert følelse.
Jeg har ikke vågnet glad i en måned nu. I morgen er det en måned siden jeg fik at vide at mit barn ville dø, i overmorgen er det en måned siden jeg fødte hende, og at hun døde af det.
Jeg savner hende noget så intenst.

Man behøver ikke at kende et barn for at elske det. Jeg har skabt hende i mig, mærket hende vokse. Mærket hende ændre min krop og mig og mit liv. Jeg har elsket hende fra den allerførste positive graviditetstest.
Jeg har aldrig set hende levende, jeg missede de tre minutter. Men jeg elsker hende uagtet og jeg savner hende i mit liv. Der er et gabende hul efter hende. I min krop, i min bevidsthed. Det er utroligt svært at acceptere at jeg aldrig skal se hende igen, at mit liv er "tilbage" til hvad det var før. Uden at tilbage overhovedet eksisterer, for verden har jo bevæget sig videre og jeg er ikke den samme person. Mit gamle liv kan ikke bruges mere, jeg har forladt det, selvom det er det jeg er placeret i.

Jeg er i limbo, ingen steder.