1. måned

I dag er det en måned siden jeg fødte. Jeg troede det ville gøre mig ekstra ked af det, at jeg ville hæfte mig ved datoen. Men det gør jeg ikke. Det er tilfældigt at jeg bemærkede det, og jeg synes ikke jeg kan mærke nogen anderledes reaktion i mig.
Måske er det fordi månedsdage ikke betyder noget for mig, terminsdagen eller årsdagen er nok mere relevant. Med et levende barn fejrer man vel først 1-års fødselsdagen, mens en måned passerer ubemærket forbi? Ved ikke, hun er mit første barn. Men jeg havde ihvertfald ikke forestillet mig at vi på nogen måde markerede eller fejrede noget før hendes 1 års fødselsdag.
Da hun er født for tidligt ville jeg jo også stadig være gravid nu. Måske har min psykolog ret i at jeg stadig mentalt er gravid. Jeg savner nok mere maven og følelsen af hende i mig, end at tænke på månedsdage og en levende baby i mine arme. Det er min mave der er mest tom, ikke mine arme. Jeg aner ikke hvordan jeg vil have det til december og januar, hvor det skulle have været. Der ville hun ha været der ...

Jeg ved ikke om jeg er lettet eller skuffet over at jeg ikke reagerer på datoen. Jeg har jo ikke lyst til at have det skidt, men jeg vil heller ikke fortrænge følelser eller glemme hende.
Det sidste er så nok ikke en stor risiko ... Men måske har jeg lidt dårlig samvittighed over ikke at være mere oprørt over i dag - jeg elsker hende jo højt og den eneste måde jeg kan vise det på er med smerte.

Men well, der er altså ikke noget, jeg har det ikke værre i dag end i går.

Måske har jeg det oven i købet en kende bedre end i sidste uge, for de sidste to dage har vi været hhv. til psykolog og i sorggruppe, så lige nu er jeg "mættet". Der har været store følelser på bordet og i dag er jeg faktisk lidt mere optimistisk end fx i mandags. Sært, når jeg troede 30/9 ville være en kæmpe krisedag. Jeg ved det kan vende på en femøre, og at jeg må tage en dag af gangen. Men det er formiddag nu, og jeg har det altså ikke ekstra skidt.