Vi har fået billeder af Saga. Det betyder utroligt meget for mig. Men jeg bliver vildt ked af det når jeg ser dem. eller "ked af det" er en underdrivelse ... Fortvivlet. Jeg ønsker mig hende levende så brændende!
Men jeg er glad for de billeder, de gør hende virkelig. Hun VAR der. Hun var et barn. Tydeligvis vores barn, for hun ligner T. Meget. Så meget at jeg når jeg ser på ham også ser hende for mig.
Sært, men sådan har jeg det.
Billederne var ikke superskrape, de var ret grovkornede og så var de lavet til sort/hvid. Det har de nok gjort fordi hun så ser mere "rigtig" ud, da hun blev født var hun knaldlilla og man kunne se det fineste net at blodårer på hendes hud.
I S/H er hun jo bare lys (dog er der sære sorte skygger, fordi hun sikkert har været mørkere lilla der), ligesom babyer er når de lige har været ude et stykke tid og huden er vænnet til at være udenfor livmoderen.
Men jeg vil gerne se hende som jeg husker hende - jeg vil gerne se hende lilla.
Jeg kontaktede derfor hospitalet for at høre om det var muligt at få selve de digitale billedfiler, så jeg også selv vil kunne redigere billederne osv.. Og muligheden for at gemme dem digitalt, scanningerne taber jo i kvalitet.
De var så ikke sikre på om filerne var slettet, men ville høre deres fotograf.
Jeg tænkte nok de sikkert havde slettet dem.
Jeg har så i går fået en mail med billeder - men det er ikke min datter!
Først gloede jeg på billederne og tænkte "det er da ikke de samme billeder". Så fik det op for mig at det var et andet barn. Tæt på størrelsesmæssigt, men mit gæt er et par uger ældre.
Jeg kunne så skimte en label ved siden af barnet med en adresse og en dato. Jeg kunne kun se en del af det, men adressen var i en anden by (tæt på Roskilde) og der stod en dato, 05.07.2010, Saga blev født 30.08.2010.
Ups ....
Jeg har skrevet til fotografen, jeg håber stadig han også har mine billeder ...
Jeg beholder lige de forkerte billeder, måske støder jeg på det andet forældrepar når vi starter i sorggruppe på onsdag, og måske vil de gerne have filerne. Jeg kan jo evt. hjælpe dem med at lave dem sort/hvide, redigere baggrund, lave dem om til en størrelse der passer til web/mail osv., så frem for at slette dem, holder jeg lige fast på dem indtil jeg ved om forældrene ønsker dem.
Det kan dog være de synes det er dybt grænseoverskridende at en anden person har fået deres billeder, og at de vil have det rigtig skidt med det. Så jeg skal liiiige føle mig frem hvis jeg (overhovedet) støder på dem.
Det er jo en lidt sær situation.
Men øv. Jeg troede lige at jeg fik filerne og jeg vil så gerne se hende i farver ... Måske findes mine billeder ikke mere.
Jeg håber dog at når det andet barn var født så længe før vores, at det så betyder at de gemmer billeder længe. På den anden side kan det også betyde at det er tilfældigt hvilke billeder de lige har ... Jeg var halvanden uge om at få spurgt efter dem, da jeg slet ikke havde overskud til at tænke i de baner. Det ærger mig lidt.
Faktisk ærger det mig at der er så meget man først tænker og føler bagefter. Havde jeg ikke være så chokeret, og havde jeg vidst hvad jeg senere ville ha brug for, ville jeg ha brugt mere tid med min datter (det kunne jeg slet ikke) og jeg ville ha taget billeder selv. Jeg kan især savne et billede af mig sammen med hende, men sådan er det så ...
Jeg er også meget overrasket over at en sådant miks up overhovedet kan ske, og først blev jeg helt kold ved tanken om at mine papirsbilleder måske også var en forveksling. Tænk hvis det barn jeg går og kigger på slet ikke er mit!
Men heldigvis var der sammen med billederne et et ukarpt billede af et stykke papir med min personnummer på, og biillederne af vores datter er også præcis som jeg husker hende - med sin fars hovedfacon. Og bare sådan, ja, det ER hende, det kan jeg jo se.
Men der var lige et øjeblik hvor jeg panikkede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar