Spredte tanker

Jeg bliver vist indhentet af min alder nu.
Jeg har snydt mig til et yngre look, via min måde at leve på, tror jeg. Men lige nu kommer rynkerne og det hele - SLAM, fordi det er så opslidende, det vi går igennem. Ikke at det gør noget, jeg er skideligeglad.

Jeg bruger en del tid på at finde ud af hvad det er der sker og hvad jeg kan forvente. Læser om sorg, er på fora for forældre der har mistet. Hvor er det dog hæsligt hvor mange vi er! Hvor meget smerte folk går igennem! Og hvor meningsløst. Og tilfældigt. Der er intet system, ingen grund. Det rammer alle mulige, uventet. Nogle igen og igen.
Så nej, man er ikke fredet selvom man allerede har haft andre katastrofer i sit liv. Endnu et bevis på at der ingen gud er, eller ihvertfald ikke de kristnes.

T mener at ham der deler ulykke ud i en brandert kom til at spilde et ordentligt skvulp på os. Sådan "UPS! Der fik de lige en ekstra stor dosis".
Det trøster mig lidt, på en måde er det mere sandsynligt end at vi sku være særligt udvalgte til at skulle gennemgå kriser og dårligdomme.
Det passer så mere på Asetroen, at guderne fucker up jævnligt og er ret ligeglade med mennesker. Eller også er der ingen guder, blot tilfældighed. Det er jo nok det jeg egentligt tror, men den stangstive gud med dårligdomsbægeret passer mig nu godt.

Jeg har tænkt en del over andres reaktioner. Jeg har jo selv været på den anden side af bordet, skulle tackle andres ulykker og se nogen ha det svært.
Jeg kender reaktionerne, og de er forståelige. Men ofte helt ubrugelige.

De fleste vil gerne problemløse, vil gerne hjælpe. Sige noget positivt, skubbe videre. Men der ER ingen hjælp, intet positivt. Og man kan ikke skubbe på en process. Man skal faktisk helst ikke forsøge.
Vi skal bare ha tid. og ha lov til at have det dårligt, blive kede af det osv.
Det vi skal bruge fra andre er bare at I er der og føler for os, ikke andet.

Jeg er lidt bange for om en måned eller to. For jeg ved at det her tager lang tid, men at "nyhedens interesse" gået af for andre. Og at vi så forventes at vende tilbage til normalt.
Det har jeg oplevet i andre kriser, at man ligesom får en måneds tid til at have det skidt, og så bør det ligesom være ovre ...
At det så vil være "ja ja, kom nu videre!".
Jeg ved at det her vil tage år ... Ikke år hvor vi græder hele tiden, men år hvor det ligger i baghovedet og kan bryde op igen.

Jeg har også brug for at få lov til forsigtigt at stikke snablen frem ind imellem, uden heppekor. Altså at tage ting i min egen tid, og prøve af hvad jeg kan klare, uden at det betyder at så skal vi bare op på hesten igen, eller se det gik godt, så nu er alt fint. Og egentlig ville det være bedre hvis det ikke bliver kommenteret når/hvis vi tager nogle tiltag til at gå ud/se folk/gøre noget normalt, men vi bare får lov at prøve af hvad vi kan og ikke kan, uden at det bliver vurderet eller tilskyndet.
Jeg ved jo godt at alle mener det godt og vil os det bedste, jeg kan bare mærke at det bliver svært ...
Vi skal selv finde ud af det ...

Well, i dag ville vi ha taget til et arrangement vi havde glædet os til, men T får kvalme ved tanken om at se mennesker og jeg kan slet ikke forestille mig at dulle op og gøre mig klar, ingengang minimalt. Vi vil nok også bare bryde i gråd ved det mindste ord fra andre. Eller føle os uvirkelige og distancerede.
Sådan, hvordan kan verden gå videre? Det er så meningsløst det hele. Alt det folk tror betyder noget, som ikke betyder en skid.

Jeg har prøvet det før, i break ups. Jeg fatter ikke hvordan jeg kan ha syntes at det var slemt, hvordan jeg kan ha taget det så hårdt. Det er jo skideligegyldigt.

Når jeg tænker på hvor svært jeg havde det efter min kæreste S gik fra mig, hvor jeg græd under bruseren hver dag og slet ikke kunne forstille mig at blive glad igen, eller leve videre. Og nu tænker jeg kors! Ja, det var da svært, men altså! Det var bare en skide kæreste, og han lever jo fint videre, han døde jo ikke, og det gjorde jeg heller ikke.
Eller da min kæreste J gik første gang og jeg gik helt ned, bare lå på sofaen og græd uden at kunne holde verden ud. What?!? Jamen. Igen, det var jo bare en kæreste. Man kan jo godt elske nogen uden at skulle være med dem, og kærlighed ændrer sig med tid. Nu er der jo ikke noget. Nu er det jo helt fint, han er glad med sin nye kæreste og jeg med min. Eller det er en underdrivelse, jeg elsker min T så dybt og intenst at jeg ikke ville ændre en eneste ting der førte os sammen. Ingengang alt det svære.
Så hvorfor var det så hårdt dengang?
Og i relief til nu. Goddamn! Kalde det en krise?!!!!!! No way. Ingenfuckendeting. Fuldstændig ligegyldigt.

Dengang kunne jeg ikke forstå at bilerne kunne køre på gaden og alting fortsætte som om intet var hændt.
Nu kan jeg godt. Det gør det jo.
Nu kan jeg bare ikke finde min plads i den verden, den er uden smag. Ligegyldigt. Men selvfølgelig fortsætter den, det har jeg jo set før ...


Og jeg ved godt at vi også fortsætter, mere og mere. Men det vil tage lang tid at blive rigtig glad igen. At finde mening og betydning.

Btw har vi fået en mindre blomsterbutik, og det er jeg rigtig glad for. Ingen kunstigt trøstende ord, bare en udmelding om at folk tænker på os. Det varmer. Altså jeg ved jo at dem der ikke lige sendte blomster også tænker på os - og vi har heller ikke brug for flere blomster nu! ;) Men stadig, tak!

EDIT: Altså ikke at jeg vil negligere andres kriser, eller lave en konkurrence om hvad der er værst!!! Jeg har jo selv været der og ved HVOR ondt det kan gøre at breake up, miste sit kæledyr, sit job, konflikter med ens familie eller hvad der nu kan ske for en af svære ting. Så selvom noget er endnu værre, ændrer det jo ikke noget på det man selv føler eller hvor svært man kan ha det med whatever. Jeg mener bare i relief til mig selv, altså de kriser jeg selv har været i.