Tom

Jeg synes først jeg angreb det hele right on, græd, snakkede, læste om sorg, fandt ind på et forum for forældre der har mistet. Der skete noget ... Og selvom jeg havde det af helvede til, kunne jeg mærke en forandring, at jeg forholdt mig til det. At der skete noget nyt i mig.

Så forsøgte jeg mig med at tage til et stort arrangement en weekend - Fantasticon. Det gik rigtig godt, jeg socialiserede med andre, snakkede med venner og bekendte, følte mig normal.
Men jeg udmattede mig selv fuldstændig, og da jeg kom hjem sen aften brød jeg helt sammen og græd og græd og græd. Jeg følte at jeg var stukket af fra min sorg om dagen, men at den bare havde ligget på lur og ventet derhjemme. At alle de små bidder jeg normalt ville ha taget i løbet af dagen, de bare havde hobet sig op og overfaldt mig på én gang.
Ikke så rart.

I forgårs ringede en ven jeg ikke har snakket med i fire-fem år. Han er englænder, men bor i Amsterdam og var nu i København på et firmakursus - og ville jeg mødes? Ja, det ville jeg gerne. Han spurgte hvordan det gik, jeg svarede af helvede til og forklarede lidt om hvad der var sket (i al den tid han har kendt mig har jeg ønsket børn, så den del vidste han). Men så kunne jeg mærke at det kunne han ikke sætte sig ind i. Jeg kunne ha snakket om noget hverdagsagtigt. Det var bare en dum ting der var sket for mig, ikke den opslugende katastrofe jeg selv føler.
Jeg besluttede mig til ikke at tale mere med ham om det, siden det tydeligvis ikke var noget han kunne relatere til. Men så kunne vi da ses og tale om noget andet.
Så jeg tog ind og mødtes med ham, og hans kollegaer, viste det sig. Well, vi gik ud og spiste, sludrede, men overfladisk. Det var såmænd hyggeligt nok. Men surrealistisk for mig. At virke og opføre mig så normalt. Ikke at snakke om min datter eller hvad der i virkeligheden sker i mig.
Da jeg kom hjem følte jeg mig tom. Som om jeg havde fjernet mig fra mig selv. Lader som om jeg er et andet sted end jeg er.

I går ville jeg ikke noget. Jeg tog aldrig tøj på. Jeg ville ikke nogen steder hen, eller snakke med nogen.
Men jeg synes heller ikke at jeg brugte dagen på noget godt. Mens jeg lavede morgenmad begyndte jeg at græde. Det kom bare. Men jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle bruge det til, jeg havde ikke spor lyst til at græde. Så ganske absurd ordnede jeg gøremål med madlavningen mens jeg tudede, hentede noget i et andet rum, fandt bestik osv. Som om tuderiet var en forkølelse, noget jeg bare måtte finde mig i til det gik væk. Det gjorde det, efter noget tid.
Dagen gjorde ikke noget godt for mig. Jeg fik ingen kontakt med mig selv, ingen følelse af at bearbejde noget eller tænke over noget. Ingen fornyet energi. Ingen afslapning. Jeg eksisterede bare og havde det ikke specielt godt.

Jeg vil ikke kalde mig deprimeret, for det tror jeg føles meget værre end jeg har det. Men jeg føler mig tom. Der er ligesom ikke noget. Jeg har ikke lyst til noget.

Morgener er de værste. Når jeg vågner prøver jeg at undlade at vågne. Jeg vil gerne sove videre, selvom jeg ikke sover specielt godt (dumme drømme). Når jeg accepterer at jeg er vågen skal jeg jo for det første forholde mig til hvordan mit liv ser ud lige nu. Hvem jeg er, hvad der er sket, hvor jeg er. For det andet skal jeg igang med dagen. Og det har jeg på ingen måde lyst til.

I dag fylder en af mine gamle og nære veninder 40 år. Jeg har intet gjort, ingengang sendt blomster. Kun smidt en hilsen på Facebook ... lidt sølle. Jeg har tænkt på hende en masse, men overskuddet er der ikke.
Hun holder fest i morgen. Jeg har meldt ud jeg ikke ved om jeg kommer. Det gør jeg ikke.
Jeg har jo lige prøvet at gå ud, og selvom jeg på den ene side lidt godt kan nyde at gøre noget ud af mig selv, føle mig lidt mere sharp og at føle mig mig sådan som jeg var før, så føles det forkert. Og det udmatter mig. Og det føles både rigtigt og falsk på én gang. Det er både mig og ikke mig. For jeg har det her med mig, den her enorme ked-af-det-hed, længsel og tomhed som også er mig, og som det føles forkert bare at lade som om ikke er der.

Jeg følte der skete noget de første uger, at jeg gjorde noget, i mig selv og via tiltag (psykolog, sorggruppe, se på Sagas billeder, skrive på fora), men nu er det ligesom fladet ud. Nu er det ikke så friskt at jeg er "fredet", det var ikke sidste uge. Men det er heller ikke blevet bedre, ikke rigtigt. Jeg er lige så fortvivlet som jeg var en uge efter jeg fødte.
Jeg er ikke chokeret længere og det er ikke nyt, jeg har vænnet mig til at sådan her er det.
Men det gør fuldstændigt lige så ondt og giver lige så lidt mening.

----

Jeg har det nok særligt svært ved at der ikke er noget håb. Hvis bare jeg kunne blive gravid igen, hvis der var en chance for et liv med børn. Men det er der ikke.

Med Saga døde også alle vores muligheder. Før var jeg i fertilitetsbehandling, nu er min livmoder ødelagt, så det er ikke længere en option.
Tidligere kunne vi adoptere, men jeg er 39, jeg ville være 44-45 inden vi ville kunne få et barn, hvilket vil sige barnet ville være 4-5 år gammelt, hvilket vi slet ikke er gearet til, da vi jo ikke har børn i forvejen (vi har jo ingen erfaring, og med et barn på den alder er der klart nogle særlige behov og skader, som man skal kunne håndtere). Mener også der er en 45-års grænse.

Reelt må vi indse at hele det liv vi ønskede og prioriterede ikke bliver. Der kommer ikke et barn til os, nogensinde.

Jeg savner at mærke min datter vokse i mig, og at pleje min graviditet, spise sundt, lægge planer. Og jeg savner at kunne holde hende, hvilket jeg aldrig har gjort. Ikke rigtigt. Jeg vidste ikke det savn ville komme.
Jeg savner alt det der skulle ha været, med at amme, pusle, lære hende at kende. Være mor.

Der er ikke rigtig noget at sætte i stedet.