Sagas urne

I dag skal vi hente Sagas urne hos bedemanden. Det er lidt af en udfordring, for vi har næsten ikke været ude for en dør, vi kan ikke rigtig overskue det. Det er som om hele verden er "støj" og vi ikke har noget filter til at filtrere det fra.
Og så har jeg pludselig fået det svært med at jeg ikke selv så hverken kisten, Saga i den, eller på nogen måde gjorde noget omkring det.

Da det var, kunne jeg slet ikke overskue det, så jeg lod min mor arrangere det. Hun spurgte os hvad vi ville have, men det var så svært at tage stilling til. Hun fortalte mig om hvilken kiste hun valgte osv., men jeg kunne f.eks. ikke overskue at skaffe tøj til Saga (hun var jo så lille! Ved ikke om der eksisterer tøj til så små), et klæde at svøbe om hende, blomster eller lign. I mit hovede var det lige meget, for hun var jo død.
Ikke at vi elsker hende mindre, men hun havde jo ikke haft tøj, så hvorfor skulle hun have det den korte tid fra hospitalet til kremeringen? For mig er hun mere rigtig uden, det var sådan jeg så hende. Og blomster var også lige meget, ingen så dem jo, og de sku jo så bare brændes. Jeg ville hellere have kun hendes aske, uden blomster blandet i. Og andet kunne jeg ikke forestille mig.
Nu ser jeg at andre forældre putter digte og billeder og bamser i kisterne, men jeg har ikke skrevet noget til hende, og hun har ingen bamser haft.
For mig var det sært at give hende en bamse, hun har jo slet ikke har været ved bevidsthed, hun ved ikke hvad en bamse er ... Der er intet behov.

På en måde er det tro mod sådan som jeg tænker, at hun blev kremeret så spartansk. Fordi for mig er det vores følelser der tæller, ikke det materielle, og jeg har et meget uromantisk og nøgternt syn på døden, det er bare hendes krop, hun er væk ...
Men på den anden side kan det alligevel være at jeg mangler noget, nogle rituelle og symbolske handlinger, at gøre noget for at vise hende omsorg, hvor omsonst og for sent det end er.

Vi mangler så stadig selve bisættelsen (eller hvad det hedder, når det ikke er en begravlese). her tager jeg den helt med ro, for det er den ene ting vi kan gøre "rigtigt", der vil jeg lige være parat og sikker på hvad vi egentligt ønsker.
Vi overvejer hvad og hvordan, skal vi sejle ud med et skib og strø hendes aske i vandet eller skal vi stå på land og drysse den ud, og hvorhenne? Hvordan får vi lavet et sted der betyder noget for os, et symbol på hvor vi placerer hende, når vi ikke har et gravsted? Skal vi plante et træ et sted, som kan være hendes. Skal der andre med, eller kun os.
Skal vi sige noget?
Vi har ingen ord til hende (endnu), for det er så nyt ... Vi er ikke rigtig kommet derhen.
Jeg ved endnu ikke hvordan vi skal gøre det bedst ...

Måske må hendes urne stå og vente til vi er parate til det.
Vi var til en psykolog i onsdags der sagde at jeg i min underbevidsthed var gravid endnu, fordi der er så længe til min termin. Og at det kunne være vi først kunne sige ordentligt farvel til hende når graviditeten var "overstået". Måske har hun ret, det ved jeg ikke. Men det hele går ihvertfald stærkere end vi kan være med.
Og det med kremeringen skulle jo ske hurtigt, ifølge loven. Det kunne ikke bare vente flere uger.

Jeg har ikke set urnen, min mor har bestilt den. Den ser vi så i dag. Vi sagde den skulle være sort, for det er vores smag og stil, måden vi føler vi vælge noget personligt, vise at hun hører til os.
Jeg ved ikke hvor jeg skal stille den til vi er klar. Midt i stuen? Er det måske ikke lidt weird ... lidt sorgdyrkende? Eller netop rigtigt? Ved ikke.
Gemt væk? Er det ikke os lidt sært, feje hende af veje, lade som om det ikke er sådan ... Ved ikke.

Jeg har meget svært ved at mærke hvad der er det rigtige at gøre, for hende og for os.

Og jeg bliver ved med bare at ville være gravid igen, så vi kan få hende til januar, som det skulle være. Det er helt ubærligt at skulle tage alle de valg udfra en virkelighed vi slet ikke ønsker.