Jeg synes egentligt ikke jeg er så hormonel. Jeg kan læse at mange andre gravide har kort lunte, ryger i klammeri med kæresten og generelt er ret så bitchy. Men jeg et vist okay mild og overbærende. T synes heller ikke han kan mærke noget. Jeg undrer mig lidt, for jeg er ellers meget plaget af graviditetsgener, så jeg vil tro at hormonerne kører på højtryk.
Der dog tre episoder hvor jeg nok var noget hormonel ...:
En lille mørklødet pige løb rundt mellem tøjstativernei H&M og småhulkede i stigende panik. Hun var tydeligvis blevet væk fra sin mor. Jeg tog kontakt til hende og prøvede at berolige hende med at vi nok skulle finde hendes mor. Men jeg er usikker på om hun helt forstod mig, jeg tror hun var arabisk, så enten var hendes danske ikke flydende, eller også var hun for fortvivlet til at kunne kommunikere. Anyway - jeg kaldte ud til hele etagen hvem der manglede en lille pige, moderen dukkede op og pigen stormede hende i møde.
MEN så snart jeg så pigen være ked af det var jeg selv ved at græde! Jeg ku simpelthen ikke bære at hun var så panisk. Da jeg snakkede med hende, måtte jeg tage mig sammen for ikke selv at storhulke ... Det var næsten pinligt. Jeg var dybt berørt. SÅ empatisk plejer jeg ikke at være. Men hendes fortvivlethed stak mig hårdt i hjertekulen, jeg kunne slet ikke ha at hun var så ked af det.
Næste episode var da T snakkede om at han gerne vil ha motorcykelkørekort. Jeg synes det er en ret dårlig idé, da jeg er bange for at han skal komme ud for en ulykke - de ser så udsatte ud, motorcyklisterne. Og så væltede tårene frem, midt i en bus, fordi jeg forestillede mig at han skulle komme til skade. Det var vildt pinligt. Han nævnte bare han gerne ville ... Total overreaktion!
Sidste var i dag. Jeg læste nekrologerne i Roskilde Avis, det gør jeg nogengang fordi jeg er nysgerrig på havd folk har heddet og hvordan familien formulerer det. Men fandme, så var jeg ved at tude! Jeg synes det var så sørgeligt at der var familer der mistede deres far/mor/bedsteforælder. Især en hvor manden kun var i start-fyrrene og tydeligvis efterlod sig børn. Det ku jeg slet ikke ha ...
Ja, selvfølgelig er det sørgeligt, men jeg plejer da ikke at tude over det! *lol*
Så lidt hormonel er jeg alligevel ...
- På tirsdag går jeg ind i femte måned. :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar