Det er simpelthen så mærkeligt. Nu har vi i tre måneder levet med at vi ikke ville kunne få børn, det har fyldt alt og været hele vores identitet. Vi kunne ikke få flere børn. Aldrig.
Og jeg har bittert droppet folintilskud, graviditets- og ægløsningstests, alle tanker om at min krop på nogen måde kunne være fertil eller være en del af hele det liv igen.
Så blev jeg opereret. Og nu skal jeg til at omstille mig igen.
Jeg tror ikke rigtig på det, men jeg håber så brændende.
Og nu kan jeg finde vitamintilskudet frem og overveje om jeg skal købe ægløsningstest - og måske får jeg brug for graviditetstests igen.
Det er så sært, jeg var et helt andet sted. Jeg kan slet ikke tro at jeg igen er her, at jeg igen skal til at forsøge. Igen skal tænke over at passe på mig selv og være så sund som mulig.
Jeg ved ikke rigtig hvad forhold jeg har til mig selv eller til min krop. Jeg føler mig helt skizofren. Den gamle opfattelse af at være i stykker er der stadigvæk, side om side med den nye, hvor jeg burde være i orden.
30 december 2010
26 december 2010
Den første jul efter Sagas fødsel
Jeg har bekymret mig lidt over hvordan jeg kunne inddrage Saga som en del af min jul. Hun er jo den vigtigste begivenhed i vores liv og i vores tanker. Men jeg tænkte hun ville blive glemt når de levende børn fylder ... Og det gjorde det sådan set også. Uundgåeligt, hun er her jo ikke.
Jeg ville jo så heller ikke bare sidde og græde, jeg ville gerne have en glad jul. Men det føles så distanceret når sorgen ikke kan finde en plads. Vi tænker jo på hende ...
Og når vi ikke tænker på hende, mangler der også noget. Vi ville så gerne have hende med, fordi julen er en familietid, hun er vores vigtigste familiemedlem.
Jeg brugte hele formiddagen på at få printet hendes fodaftryk ud og klistret dem i en medaljon, som jeg så tog på. Jeg havde sådan brug for at have hende med mig, så det var helt rigtigt at jeg fik fundet på det, kunne jeg mærke. Jeg var virkelig glad for at jeg fik lavet den medaljon, for så kunne jeg bedre placere følelserne i den, og vide at de var til stede, men koncentrere mig om familien.
T havde det nok sværere end mig, jeg er tæt knyttet til min 3-årige niece, så jeg har næsten ikke plads til at tænke på andet, når hun hev i mig og ville lege. Hun viste tydeligt at hun er glad for mig og indimellem skulle hun lige krammes lidt eller bare have min opmærksomhed. Jeg får meget ud af at mærke hendes tilknytning og kærlighed til mig. Og få lov at vise min. Der var T meget ensom, han er ikke glad for hende på helt samme niveau.
Jeg tvang med vilje tankerne bort, hvis jeg dvælede ved mit tab eller hvordan vores jul skulle have været, kunne jeg ikke være glad. Jeg kunne godt mærke de var der, men de fik ikke lov at fylde.
Det var et bevidst valg.
Jeg så min brors nye baby for første gang siden lige efter hun blev født. Jeg havde frygtet at se hende igen, at jeg skulle blive vildt ked af det. Men også at jeg ikke skulle lære hende at kende eller blive noget for hende, fordi hun er født så tæt på Saga. Det er jo ikke hendes skyld ...
Men det er sært ikke at have set hende i tre måneder. Det er lang tid jeg har misset allerede.
Jeg sad lidt med hende, og stille og roligt fik jeg kontakt. Hun ligner ikke min Saga. Selvom hendes eksistens får mig til at mærke manglen på min egen lille pige, så er hun jo ikke hende ...
Så jeg tror nu nok at jeg skal lære hende at kende.
Jeg sad med hende flere gange i løbet af dagen og aftenen og jeg synes jeg fik kontakt. Hun er en kær unge. Men jeg ønsker mig brændende mine egne børn, og at være sammen med min brors minder mig om at jeg mistede min egen. Men det er nu nogle skønne piger ...
Det er svært at være så dobbelt omkring dem.
Jeg havde nogle billeder af Saga på min iPhone, der har en stor nok skærm til at man virkelig kan se dem. Jeg viste et til min bror på et tidspunkt fordi vi lige talte lidt om forløbet ved hendes fødsel. Han sagde han var glad for at have set hende, selvom det var meget hårdt. Han var på hospitalet med os, så han så hende en halv time efter hun var født. Selvom vi begge blev kede af det var det rart lige at nævne hende, at det også fylder for ham. At hun lige ku være til stede i samtalen et øjeblik.
Hanbegyndte så at tale om at han synes det er svært at have to børn nu. Det havde jeg ikke lyst til at høre om. Jeg jokede og sagde de bare kunne stikke os den ene ... Jeg tror han fangede at det nok ikke er mig der kan føle med ham omkring det. Jeg forstår godt hvad det er han mener, men jeg kan ikke være den han taler med om det. Jeg er ligeglad med at det er svært, jeg misunder ham dybt.
T havde lidt blanke øjne i løbet af aftenen, jeg tror også han syntes det var svært når jeg sad med babyen. Da han selv holdt hende, tænkte jeg også hvordan han ville have været med hans eget barn, hvor kærlig han er med børn og hvor meget det klæder ham med en baby. Tænker han også det om mig, hvor meget kærlighed vi har at give som forældre, så forstår jeg godt han har svært ved at holde det væk. Det er uforståeligt uretfærdigt og forkert.
Så fik T julegaven. Et sølv-dogtag jeg havde fået indgraveret til ham med Sagas navn og fødsel/dødsdato på, og med hendes initialer på forsiden. Han blev rigtig glad, men så kom følelserne væltende og han græd og græd og græd. Hvilket var lidt akavet midt i gaveoppakningen med hele familien, men sådan er det. Han måtte gå ud i køkkenet hvor han storhulkede. Jeg gik med ham og holdt om ham og kunne mærke mine egne tårer presse på, men jeg ville ikke lade mig rive med, hvis jeg først lukkede op for sorgen, ville det måske ikke stoppe igen. Vi var jo midt i gaveoppakningen og min niece var så glad. Hun ved ikke vi har mistet et barn, så hvis vi stod og græd resten af aftenen ville hun ikke fatte en bjælde og måske blive forskrækket.
Det tog Thomas en del tid at blive okay igen, han måtte ud på terrassen og stå og ryge og så græd han igen. Senere da han var lidt mere okay kom han ind igen, men var dog noget stille resten af aftenen. Sorg gør godt nok en alene.
T sagde han synes det er den bedste og den hårdeste gave han nogensinde har fået. Jeg var lidt bekymret, for det var et sats. Men jeg tænkte jeg selv ønsker at bære hende med mig, så det regnede jeg med han også ville. Han sagde at han reagerede på at det var så endegyldigt at se hendes navn indgraveret, at det virkelig markede at alt vi har tilbage af vores datter er et smykke at gå med.
Mens min bror sad med sine to børn.
Det var svært.
Jeg følte ikke rigtig familien som sådan havde Saga med, men der var heller ikke lukket. Hvis vi havde talt om hende under middagen, ville det ikke have været akavet og de ikke have skiftet emne. Men det gjorde vi ikke, for der var ikke så meget at sige ... Der er jo ikke noget nyt.
Vi kan ikke have hende ordenligt med os, hun er kun et minde. Et dødt barn.
Men efter omstændigheder synes jeg det var en god aften.
Jeg synes vi havde en rigtig god jul, trods alt. :)
Jeg ville jo så heller ikke bare sidde og græde, jeg ville gerne have en glad jul. Men det føles så distanceret når sorgen ikke kan finde en plads. Vi tænker jo på hende ...
Og når vi ikke tænker på hende, mangler der også noget. Vi ville så gerne have hende med, fordi julen er en familietid, hun er vores vigtigste familiemedlem.
Jeg brugte hele formiddagen på at få printet hendes fodaftryk ud og klistret dem i en medaljon, som jeg så tog på. Jeg havde sådan brug for at have hende med mig, så det var helt rigtigt at jeg fik fundet på det, kunne jeg mærke. Jeg var virkelig glad for at jeg fik lavet den medaljon, for så kunne jeg bedre placere følelserne i den, og vide at de var til stede, men koncentrere mig om familien.
T havde det nok sværere end mig, jeg er tæt knyttet til min 3-årige niece, så jeg har næsten ikke plads til at tænke på andet, når hun hev i mig og ville lege. Hun viste tydeligt at hun er glad for mig og indimellem skulle hun lige krammes lidt eller bare have min opmærksomhed. Jeg får meget ud af at mærke hendes tilknytning og kærlighed til mig. Og få lov at vise min. Der var T meget ensom, han er ikke glad for hende på helt samme niveau.
Jeg tvang med vilje tankerne bort, hvis jeg dvælede ved mit tab eller hvordan vores jul skulle have været, kunne jeg ikke være glad. Jeg kunne godt mærke de var der, men de fik ikke lov at fylde.
Det var et bevidst valg.
Jeg så min brors nye baby for første gang siden lige efter hun blev født. Jeg havde frygtet at se hende igen, at jeg skulle blive vildt ked af det. Men også at jeg ikke skulle lære hende at kende eller blive noget for hende, fordi hun er født så tæt på Saga. Det er jo ikke hendes skyld ...
Men det er sært ikke at have set hende i tre måneder. Det er lang tid jeg har misset allerede.
Jeg sad lidt med hende, og stille og roligt fik jeg kontakt. Hun ligner ikke min Saga. Selvom hendes eksistens får mig til at mærke manglen på min egen lille pige, så er hun jo ikke hende ...
Så jeg tror nu nok at jeg skal lære hende at kende.
Jeg sad med hende flere gange i løbet af dagen og aftenen og jeg synes jeg fik kontakt. Hun er en kær unge. Men jeg ønsker mig brændende mine egne børn, og at være sammen med min brors minder mig om at jeg mistede min egen. Men det er nu nogle skønne piger ...
Det er svært at være så dobbelt omkring dem.
Jeg havde nogle billeder af Saga på min iPhone, der har en stor nok skærm til at man virkelig kan se dem. Jeg viste et til min bror på et tidspunkt fordi vi lige talte lidt om forløbet ved hendes fødsel. Han sagde han var glad for at have set hende, selvom det var meget hårdt. Han var på hospitalet med os, så han så hende en halv time efter hun var født. Selvom vi begge blev kede af det var det rart lige at nævne hende, at det også fylder for ham. At hun lige ku være til stede i samtalen et øjeblik.
Hanbegyndte så at tale om at han synes det er svært at have to børn nu. Det havde jeg ikke lyst til at høre om. Jeg jokede og sagde de bare kunne stikke os den ene ... Jeg tror han fangede at det nok ikke er mig der kan føle med ham omkring det. Jeg forstår godt hvad det er han mener, men jeg kan ikke være den han taler med om det. Jeg er ligeglad med at det er svært, jeg misunder ham dybt.
T havde lidt blanke øjne i løbet af aftenen, jeg tror også han syntes det var svært når jeg sad med babyen. Da han selv holdt hende, tænkte jeg også hvordan han ville have været med hans eget barn, hvor kærlig han er med børn og hvor meget det klæder ham med en baby. Tænker han også det om mig, hvor meget kærlighed vi har at give som forældre, så forstår jeg godt han har svært ved at holde det væk. Det er uforståeligt uretfærdigt og forkert.
Så fik T julegaven. Et sølv-dogtag jeg havde fået indgraveret til ham med Sagas navn og fødsel/dødsdato på, og med hendes initialer på forsiden. Han blev rigtig glad, men så kom følelserne væltende og han græd og græd og græd. Hvilket var lidt akavet midt i gaveoppakningen med hele familien, men sådan er det. Han måtte gå ud i køkkenet hvor han storhulkede. Jeg gik med ham og holdt om ham og kunne mærke mine egne tårer presse på, men jeg ville ikke lade mig rive med, hvis jeg først lukkede op for sorgen, ville det måske ikke stoppe igen. Vi var jo midt i gaveoppakningen og min niece var så glad. Hun ved ikke vi har mistet et barn, så hvis vi stod og græd resten af aftenen ville hun ikke fatte en bjælde og måske blive forskrækket.
Det tog Thomas en del tid at blive okay igen, han måtte ud på terrassen og stå og ryge og så græd han igen. Senere da han var lidt mere okay kom han ind igen, men var dog noget stille resten af aftenen. Sorg gør godt nok en alene.
T sagde han synes det er den bedste og den hårdeste gave han nogensinde har fået. Jeg var lidt bekymret, for det var et sats. Men jeg tænkte jeg selv ønsker at bære hende med mig, så det regnede jeg med han også ville. Han sagde at han reagerede på at det var så endegyldigt at se hendes navn indgraveret, at det virkelig markede at alt vi har tilbage af vores datter er et smykke at gå med.
Mens min bror sad med sine to børn.
Det var svært.
Jeg følte ikke rigtig familien som sådan havde Saga med, men der var heller ikke lukket. Hvis vi havde talt om hende under middagen, ville det ikke have været akavet og de ikke have skiftet emne. Men det gjorde vi ikke, for der var ikke så meget at sige ... Der er jo ikke noget nyt.
Vi kan ikke have hende ordenligt med os, hun er kun et minde. Et dødt barn.
Men efter omstændigheder synes jeg det var en god aften.
Jeg synes vi havde en rigtig god jul, trods alt. :)
Til min elskede lille datter
Lille skat, så er juleaften overstået. Jeg havde frygtet den. Du sku jo har været der, enten i min mave eller i mine arme. Du ville være stor nu, tæt på termin.
Du skulle have været en del af børnene i familien, vores gaver ville have været babyting og du ville få dine egne gaver med tøj og legetøj.
Vi havde også frygtet at se min brors døtre, især den lille nye, født kun to uger efter dig.
Men det gik.
Din far var meget ked af det, han havde det særligt svært. At være der uden dig ...
Jeg brugte hele formiddagen på at printe dine fodaftryk ud og klistre dem i en medaljon jeg kunne have om halsen - jeg havde brug for at have dig hos mig. Have noget der handlede om dig hos mig.
Og så vidste jeg at du også var med i en af gaverne, den sølvplade med dit navn og fødselsdato jeg havde fået lavet til din far.
Han blev meget meget glad, og meget meget ked af det. Han hulkede og hulkede og kunne ikke holde op igen. Fordi dit navn mod hans hud er så endegyldigt. Fordi vi længes sådan efter dig og vi sidder der med dit navn indgraveret og en kopi af dine fodaftryk, men vi har ikke dig. vi får aldrig dig tilbage. Vi kommer aldrig til at se dig igen.
Min smukke lille datter, vi elsker dig uendeligt.
Du skulle have været en del af børnene i familien, vores gaver ville have været babyting og du ville få dine egne gaver med tøj og legetøj.
Vi havde også frygtet at se min brors døtre, især den lille nye, født kun to uger efter dig.
Men det gik.
Din far var meget ked af det, han havde det særligt svært. At være der uden dig ...
Jeg brugte hele formiddagen på at printe dine fodaftryk ud og klistre dem i en medaljon jeg kunne have om halsen - jeg havde brug for at have dig hos mig. Have noget der handlede om dig hos mig.
Og så vidste jeg at du også var med i en af gaverne, den sølvplade med dit navn og fødselsdato jeg havde fået lavet til din far.
Han blev meget meget glad, og meget meget ked af det. Han hulkede og hulkede og kunne ikke holde op igen. Fordi dit navn mod hans hud er så endegyldigt. Fordi vi længes sådan efter dig og vi sidder der med dit navn indgraveret og en kopi af dine fodaftryk, men vi har ikke dig. vi får aldrig dig tilbage. Vi kommer aldrig til at se dig igen.
Min smukke lille datter, vi elsker dig uendeligt.
19 december 2010
Tiden går
Efter operationen har vi jo nu en lillebitte chance for at kunne blive gravide igen.
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
Jeg tror nu så ikke rigtig på at vi kan blive gravide, fordi det tog tre år sidst, og hvis vi vi alligevel mirakuløst gør, så er jeg bange for at udvikle nye fibromer og at det samme sker igen. Fibromerne er væk, men min tendens til at udvikle dem er der jo stadig.
Jeg tror ikke rigtig på at vi kommer til at få et levende barn.
MEN alligevel føler jeg at vi har skiftet kategori fra definitivt barnløse til ... well, der er en chance.
Det kan jeg lettere forholde mig til end at alt håb er ude. Der er et lillebitte sandkorn af håb, en lilebitte mulighed. Man ved det jo ikke før det enten sker eller ikke gør ...
Jeg er ikke gold. Jeg har bare meget meget svært ved det ... At lave det kategoriskift er som en kampesten fra mit hjerte. Jeg føler at min sorg over at være permanent barnløs har fyldt helt enormt. Så meget at det har været svært at sige hvad der var hvad, hvad var sorgen over Saga og hvad var smerten i vores situation. Selvom vi stadig er i svære omstændigheder, så føler jeg en enorm lettelse, jeg kan slippe en hel masse. En masse vrede, en masse smerte, en følelse af at vi var de eneste der bare ikke fik flere chancer. At være helt alene i det.
Nu da barnløshedssorgen er mindsket så meget, så er det sorgen over Saga der er tilbage, og den har ikke fået lov at fylde så meget de sidste måneder. Det har været min vrede og sorg over barnløsheden der voksede og voksede og fyldte mest. Og da operationen så kom på bordet, så handlede alt om det.
Så nu ved jeg ikke rigtig hvad Saga må og skal fylde. Uden barnløsheden er alting forandret.
Jeg føler ikke rigtig kontakt til Saga længere. Jeg føler jeg husker mindet om et minde mere end selve mindet. Jeg husker billedet af hende bedre end dét at have set hende. Og min genfortælling af forløbet bedre end selve hændelsen. Det har jeg det rigtig rigtig svært med.
Når jeg ikke kan føle det levende i mig, så er hun mere død nu. Borte.
Måske har tiden så også gjort det lettere for mig at acceptere at hun er borte. Det føles dog meget ambivalent, for det var uudholdeligt at føle sorgen så stærkt, men jeg vil heller ikke miste hende helt.
Operationen og følelserne omkring det har hele december fyldt så meget at det har overvældet alt andet. Og siden jeg vågnede fra narkosen 7/12 har lettelsen og glæden over at have min livmoder fyldt mere end sorgen over Saga. Jeg er virkelig glad for at det lykkedes. Jeg ser pludselig fremad for første gang siden.
Det kan jeg ikke rigtig forstå, for fremad er væk fra Saga. Jeg føler jeg forlader hende bagude, og det føles meget forkert. Hvis jeg bevæger mig fremad mister jeg hende helt.
Eller det har jeg allerede, for jeg bevæger mig jo fremad, det er rigtig ikke et valg, det er noget jeg allerede gør. Jeg kan jo ikke forblive i Sagaoplevesen, hun er brændt og borte, hvad jeg end ønsker.
Det ER sket, og der går tid. Jeg kan ikke stå stille i øjeblikket efter hendes fødsel, tiden har bevæget sig videre.
Jeg synes jeg er gladere de her dage. Jeg tænker ikke så meget på hende eller på det hele. Men jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller helt forkert. Det føles meget mere bedre end hele tiden at være ked af det, selvfølgelig gør det det. Det er frygteligt at være ked af det hele tiden.
Jeg synes også det ændrer alt for mig at der er sket noget godt i stedet for kun dårligt. Det er jo vildt godt - og heldigt - at operationen lykkedes. Hidtil har jeg følt at det kun var ulykker der kom vores vej, men her er der lidt held. Og så blev jeg kaldt til jobsamtale på en ansøgning jeg sendte, selvom jeg var meget i tvivl om jeg var parat til at arbejde. Det er også både godt og heldigt.
Så lige pludselig er der noget der trækker i en positiv retning.
Jeg følte en kæmpe mistro til balancen i livet (som jeg mener det nu er bevist ikke er der). Men jeg kan ikke rigtig holde ud at leve i en verden uden balance. Den er alt alt for utryg og uretfærdig.
Når nu der sker to gode ting, kan jeg bilde mig ind der er lidt balance. Så jeg kan være lidt glad igen og ligesom køre videre med mit liv uden hele tiden at have i baghovedet at der ingen beskyttelse er, at jeg kan miste alt pludseligt og uden grund, når som helst. Eller bare være parkeret på et sidespor uden nogensinde at opleve noget godt eller leve som jeg synes har værdi.
Jeg tror dog ikke jeg virkelig kan [i]tro[/i] på balance, eller på at det kan komme til at køre rigtig godt for mig, for et eller andet sted ved jeg godt at det er noget jeg lader som om, fordi jeg er nødt til at have det.
Fredag var jeg virkelig glad. Men fredag nat kom tårene alligevel, for første gang i mange uger.
Og så nu her i går, lørdag, der hørte jeg at en rigtig god venindes mands kræft har spredt sig til leveren. Han er 40 år. Leveren er ikke et sted med god mulighed for at bekæmpe kræften. Jeg kan slet ikke bære at tænke på alt det de skal igennem nu, og hvor dårlige odds der er for at han overlever på sigt. At hun kan miste sin elskede, hendes støtte, hendes livspartner. At han kan miste livet. At verden kan miste ham. At han nu skal til at være så syg og pint, og hun er nødt til at holde modet oppe og klare den. At de skal leve i angst. Og lige meget hvad de gennemgår, så er der ingen garanti for at det hele går godt til sidst, ingen retfærdighed.
Der røg min balance igen. Jeg kan ikke bære så meget lidelse. At folk jeg holder af skal lide.
Så der knækkede filmen lige og jeg tudede og tudede.
Nu har jeg grædt så meget over Saga, det føltes totalt uvirkeligt at stå og græde af angst over hvad der kan ske for mine venner. Jeg synes ikke der var al den smerte i mit liv før.
Jeg husker ikke nogensinde at have grædt på venners vegne før. Haft ondt for dem, ja, men decideret stortudet, nej.
Og man er så hjælpeløs. Ingen kan vide hvad der sker, der er intet jeg kan gøre for at ændre noget. Jeg kan håbe, men er der ingen balance eller retfærdighed, så er det totalt uden kontrol, meningsløst. Tilfældigt.
Jeg håber håber håber at tilfældigheden trækker i den gode retning.
Jeg ved ikke om det gode humør jeg lige synes jeg havde fundet vil vende tilbage, eller om det bare lige var en uges tid efter operationen.
Men jeg har svært ved at mærke Saga. Det er slet slet ikke som den første måned efter, der var hun i mig hele tiden. Nu er hun en tanke der strejfer mig, men ikke det store nærvær jeg havde i mit hjerte den første tid efter, lige ved siden af smerten. Nu her mærker jeg ingen af delene så stærkt, hverken hende eller smerten.
Jeg ved ikke om det er godt eller dårligt.
Jeg savner at savne hende så brændende.
Jeg skiftede min avatar på sorgforummet igen. Jeg følte ellers at NU var jeg klar til at være [i]mig[/i] og ikke kun Sagas mor.
Men nu fik jeg behov for igen at have et rum til primært at være Sagas mor.
Så kan jeg være mig alle andre steder, derinde har jeg vist alligevel mere brug for at se Sagas små aftryk end mit eget ansigt ...
13 december 2010
I dag har jeg taget et valg
Ja, jeg har valgt ikke at være helt så anonym. Så jeg har sat et billede på min blog.
Tanken med at være semi-anonym var at andre måske bedre kunne forholde sig til mine tanker og følelser. At det at vide hvordan jeg ser ud ville være i vejen, at folk ville danne sig alle mulige idéer om hvordan jeg mon var, og ikke kunne læse det jeg skriver uden et forudfattet indtryk. Og at andre måske bedre kunne spejle sig i mig, hvis der ikke var noget ansigt på.
Men jeg tror at jeg er ved at være så meget ved hægterne igen, at det ikke er så altoverskyggende vigtigt for mig hvad andre tænker. Eller om de kan bruge mig til noget.
I starten, i den helt rå og nye sorg, var der enormt vigtigt for mig at være en ud af mange, at være en del af fælleskabet, at være ingenting. Kun være Sagas mor. Kun blive opfattet som Sagas mor.
Nu begynder jeg at føle mig som mig igen, og at det er være mig ikke kun er dårligt.
Og at jeg ikke kun er Sagas mor. Hvor ondt det end gør at tænke det.
Før jeg fødte Saga blev jeg altid lidt irriteret på forumsbrugere der havde billeder af deres børn som profilbilleder, fx på Facebook. Jeg tænkte at de da for helvede vel ikke kun var deres børn, at der måtte være mere til deres identitet end det. At deres børn jo er selvstændige individer og mødrene også, så et profilbillede bør være af den person der er bag profilen, ikke deres børn. Det er jo ikke deres børn der skriver ...
Jeg synes det var lidt vagt og identitetsløst ...
Da jeg fødte Saga kunne jeg pludselig godt se hvad der er der får mødre til det. Man viser sit hjerte ... Ens barn fylder ALT, så jo man tror at hele ens identitet er ens barn.
Jeg synes så stadig det er lidt sært ... At selvom trangen er der, så bør man være sig selv og ikke kun mor. Hele én selv.
Et billede hvor man holder sit barn er mere passende, det udtrykker hvor vigtigt ens barn er, men at man stadig er en person selv.
Men men, fred være med det da, alle vælger selv hvad de har lyst til. :)
Det er bare hvad jeg tænkete når jeg så baby- eller børnebilleder som avatars i stedet for et billede af personen selv.
På smaa-engle.dk er det så kotumen at ens avatar er et billede af ens mistede barn (for nogle er det så deres nye barn de viser). Og der kan jeg bedre forstå det, for der ER det jo hele ens virkelighed. Det rum man går ind i. I det rum er man hele tiden, eller meget af tiden, kun mor. Og det mistede barn fylder ALT ... Og så er det også de færreste der har billeder hvor de holder barnet, så det er ikke muligt at vise.
Jeg kunne dog stadig ikke få mig selv til at bruge Sagas billede til at repræsentere mig, så jeg brugte først et oprørt uvejrshav. Det var sådan jeg følte, som sorg og vrede og storm og AAAARGGGGHHH! Men det gik over, havet lagde sig ... ;) Og så valgte jeg Sagas fodaftryk, fordi de er et symbol på det aftryk hun har sat i mit hjerte. På hvor meget jeg tænker på hende. Men det er ikke et billede af hende, for hun er jo ikke mig. Jeg er mig. :)
Og nu er jeg altså kommet derhen hvor jeg føler, at jeg allevegne er mere til stede som mig end som Sagas aftryk. Hun er stadig i mig, jeg er hendes mor. Jeg elsker hende!
Men der er lidt mere plads nu ... Plads til at både hun og jeg kan være til stede. :)
Og til at jeg ikke behøver kun at være min sorg og mit tab.
Eller behøver at andre ser og anerkender min sorg og mit tab. Kan de ikke det, så kan jeg ikke bruge dem ...
Det er faktisk en big deal. Et stort skridt for mig.
Tanken med at være semi-anonym var at andre måske bedre kunne forholde sig til mine tanker og følelser. At det at vide hvordan jeg ser ud ville være i vejen, at folk ville danne sig alle mulige idéer om hvordan jeg mon var, og ikke kunne læse det jeg skriver uden et forudfattet indtryk. Og at andre måske bedre kunne spejle sig i mig, hvis der ikke var noget ansigt på.
Men jeg tror at jeg er ved at være så meget ved hægterne igen, at det ikke er så altoverskyggende vigtigt for mig hvad andre tænker. Eller om de kan bruge mig til noget.
I starten, i den helt rå og nye sorg, var der enormt vigtigt for mig at være en ud af mange, at være en del af fælleskabet, at være ingenting. Kun være Sagas mor. Kun blive opfattet som Sagas mor.
Nu begynder jeg at føle mig som mig igen, og at det er være mig ikke kun er dårligt.
Og at jeg ikke kun er Sagas mor. Hvor ondt det end gør at tænke det.
Før jeg fødte Saga blev jeg altid lidt irriteret på forumsbrugere der havde billeder af deres børn som profilbilleder, fx på Facebook. Jeg tænkte at de da for helvede vel ikke kun var deres børn, at der måtte være mere til deres identitet end det. At deres børn jo er selvstændige individer og mødrene også, så et profilbillede bør være af den person der er bag profilen, ikke deres børn. Det er jo ikke deres børn der skriver ...
Jeg synes det var lidt vagt og identitetsløst ...
Da jeg fødte Saga kunne jeg pludselig godt se hvad der er der får mødre til det. Man viser sit hjerte ... Ens barn fylder ALT, så jo man tror at hele ens identitet er ens barn.
Jeg synes så stadig det er lidt sært ... At selvom trangen er der, så bør man være sig selv og ikke kun mor. Hele én selv.
Et billede hvor man holder sit barn er mere passende, det udtrykker hvor vigtigt ens barn er, men at man stadig er en person selv.
Men men, fred være med det da, alle vælger selv hvad de har lyst til. :)
Det er bare hvad jeg tænkete når jeg så baby- eller børnebilleder som avatars i stedet for et billede af personen selv.
På smaa-engle.dk er det så kotumen at ens avatar er et billede af ens mistede barn (for nogle er det så deres nye barn de viser). Og der kan jeg bedre forstå det, for der ER det jo hele ens virkelighed. Det rum man går ind i. I det rum er man hele tiden, eller meget af tiden, kun mor. Og det mistede barn fylder ALT ... Og så er det også de færreste der har billeder hvor de holder barnet, så det er ikke muligt at vise.
Jeg kunne dog stadig ikke få mig selv til at bruge Sagas billede til at repræsentere mig, så jeg brugte først et oprørt uvejrshav. Det var sådan jeg følte, som sorg og vrede og storm og AAAARGGGGHHH! Men det gik over, havet lagde sig ... ;) Og så valgte jeg Sagas fodaftryk, fordi de er et symbol på det aftryk hun har sat i mit hjerte. På hvor meget jeg tænker på hende. Men det er ikke et billede af hende, for hun er jo ikke mig. Jeg er mig. :)
Og nu er jeg altså kommet derhen hvor jeg føler, at jeg allevegne er mere til stede som mig end som Sagas aftryk. Hun er stadig i mig, jeg er hendes mor. Jeg elsker hende!
Men der er lidt mere plads nu ... Plads til at både hun og jeg kan være til stede. :)
Og til at jeg ikke behøver kun at være min sorg og mit tab.
Eller behøver at andre ser og anerkender min sorg og mit tab. Kan de ikke det, så kan jeg ikke bruge dem ...
Det er faktisk en big deal. Et stort skridt for mig.
Anbefaling af Efterfødselkurser for kvinder der har mistet et barn
Jeg vil lige smide en anbefaling af et motionshold/sorggruppe jeg gik til. Efter jeg havde født stod jeg jo der og manglede bækkenbunds- og mavemuskelopstramning, men mine følelser var så meget i oprør at jeg umuligt kunne deltage på et normalt efterfødselshold.
Almindelig motionshold var heller ikke et hit, man skal jo passe lidt på når man lige har født. Kroppens reaktioner og behov er anderledes og man kan risikere at skade sit bækken.
Det hold jeg gik på var lavet som halvt fysisk øvelser, halvt "sorggruppe". Dvs. at man en god del af tiden talte sammen om ens historie og følelser. Jeg synes det er helt utroligt brugbart at være blandt andre mødre der har mistet, og brugbart at høre deres ord og få lov at sige mine. At genkende sine egne følelser, at føle sig forstået og rummet, at være i rum med andre der har det lige så svært. Ikke at være den eneste.
Jeg kom til at græde nogengange, men det var der plads til.
Mit forløb blev så ret kort, da jeg var syg en af gangene og så havde læren ferie to uger, var syg en uge og det blev aflyst en anden uge. Derefter blev jeg opereret og kunne ikke deltage. Så alt i alt nåede jeg kun at være der to gange. Til gengæld mødtes jeg med kvinderne fra holdet tre gange privat, og det var guld!
Så selvom jeg ikke nåede så meget motion, så fik jeg alligevel samtalerne og kontakten med de andre.
Holdene er på syv deltagere, så de er små nok til at man lærer hinanden at kende.
Læs mere her: Apa - "Efterfødsel for kvinder der har mistet et barn"
Tekst fra deres hjemmeside:
Efterfødselskurser for kvinder der har mistet et barn ved fødslen eller kort tid efter.
På kurset bruges ca. halvdelen af tiden på kroppen og den anden halvdel på samtale i gruppen, som består af højst 7 kvinder. Du skal have lyst til begge dele.
Kroppen
Graviditeten og fødslen har belastet kroppen, så genoptræning er vigtig. Den fysiske træning er grundig og koncentreret og foregår i et roligt tempo, hvor alle kan være med. Vi arbejder med at få kroppens bevægelighed og styrke igen, ligesom vi arbejder med åndedrættet og balancen, så trygheden og ressourcerne findes frem. Der vil være afspænding hver gang.
Samtalen
De første gange handler samtalen primært om historierne - hvad er der sket. Derefter er der ikke en fast rækkefølge, men emner som altid tages op er:
- ny graviditet
- at vende tilbage til arbejdslivet / studiet igen
- kvindens og mandens forskellige måder at reagere på
- at forholde sig til omgivelserne, og de til dig
I det hele taget at få hverdagen og livet til at fungere igen.
TILFØJELSE:
Jeg har hørt at der i Århus er en fysioterapeut ved navn Hanne Nielsen der holder noget lignende. Hun har selv mistet et barn. Dem der har gået hos hende har været meget glade for det.
Almindelig motionshold var heller ikke et hit, man skal jo passe lidt på når man lige har født. Kroppens reaktioner og behov er anderledes og man kan risikere at skade sit bækken.
Det hold jeg gik på var lavet som halvt fysisk øvelser, halvt "sorggruppe". Dvs. at man en god del af tiden talte sammen om ens historie og følelser. Jeg synes det er helt utroligt brugbart at være blandt andre mødre der har mistet, og brugbart at høre deres ord og få lov at sige mine. At genkende sine egne følelser, at føle sig forstået og rummet, at være i rum med andre der har det lige så svært. Ikke at være den eneste.
Jeg kom til at græde nogengange, men det var der plads til.
Mit forløb blev så ret kort, da jeg var syg en af gangene og så havde læren ferie to uger, var syg en uge og det blev aflyst en anden uge. Derefter blev jeg opereret og kunne ikke deltage. Så alt i alt nåede jeg kun at være der to gange. Til gengæld mødtes jeg med kvinderne fra holdet tre gange privat, og det var guld!
Så selvom jeg ikke nåede så meget motion, så fik jeg alligevel samtalerne og kontakten med de andre.
Holdene er på syv deltagere, så de er små nok til at man lærer hinanden at kende.
Læs mere her: Apa - "Efterfødsel for kvinder der har mistet et barn"
Tekst fra deres hjemmeside:
Efterfødselskurser for kvinder der har mistet et barn ved fødslen eller kort tid efter.
På kurset bruges ca. halvdelen af tiden på kroppen og den anden halvdel på samtale i gruppen, som består af højst 7 kvinder. Du skal have lyst til begge dele.
Kroppen
Graviditeten og fødslen har belastet kroppen, så genoptræning er vigtig. Den fysiske træning er grundig og koncentreret og foregår i et roligt tempo, hvor alle kan være med. Vi arbejder med at få kroppens bevægelighed og styrke igen, ligesom vi arbejder med åndedrættet og balancen, så trygheden og ressourcerne findes frem. Der vil være afspænding hver gang.
Samtalen
De første gange handler samtalen primært om historierne - hvad er der sket. Derefter er der ikke en fast rækkefølge, men emner som altid tages op er:
- ny graviditet
- at vende tilbage til arbejdslivet / studiet igen
- kvindens og mandens forskellige måder at reagere på
- at forholde sig til omgivelserne, og de til dig
I det hele taget at få hverdagen og livet til at fungere igen.
TILFØJELSE:
Jeg har hørt at der i Århus er en fysioterapeut ved navn Hanne Nielsen der holder noget lignende. Hun har selv mistet et barn. Dem der har gået hos hende har været meget glade for det.
09 december 2010
Endelig lidt held!
Endelig noget at være positiv over. :)
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
Min operation gik godt! Alle synlige fibromer blev bortopereret og jeg har min livmoder endnu.
Og for at gøre dagen komplet sagde lægen at vi godt må forsøge at blive gravide igen, om 3 mdr. Han siger dog også vi ikke skal regne med det. Min livmoder er jo noget medtaget, jeg har få æg tilbage og vi var tre år om at blive gravid med Saga. Og fibromerne kan komme igen, og vokse hurtigt igen. Så chancen er bittelille. Men den er der!
Et sandkorn af håb.
De åbnede mit gamle operationsar fra navle til venusbjerg, så det er lidt heftigt. Men jeg har min livmoder endnu - uden fibromer.
Jeg er hjemme fra hospitalet allerede. Det er lige vel tideligt, men pga de resistente bakterier på hospitaler er det mere sikkert.
Vi kan slet ikke forstå at noget faktisk kan gå godt. Vi har følt os så ramt af ulykker at vi helt havde mistet troen på livet.
Det er også underligt at skulle omdefinere os igen fra permanent barnløse til at det er vi ikke nødvendigvis, vi har bare rigtig dårlige odds. Det er en helt anden situation. Ikke helt lukket og håbløs, bare meget svær. Stor forskel.
Jeg har dog rigtig ondt nu. Og det er en sej tur jeg skal igennem med heling, det er et meget stort indgreb. Men men i min journal stod " livmoderen er nu normal", så den er ikke længere til lossepladsen. Det betyder meget for min selvfølelse, hvor fysisk hårdt det end er.
På hospitalet lå jeg forøvrigt overfor en 81-årig dame som havde fået fjernet livmoderen, og da vi snakkede viste det sig hun også havde mistet et barn, men dengang hvor man bare skulle videre. Det var underligt at hun godt vidste hvad det ville sige. Hun havde så både børn før og efter, men det lå stadig dybt i hende. Det var lidt underligt.
Endnu en positiv nyhed! Jeg søgte et job 22. november, selvom jeg var i tvivl om jeg var klar. I går fik jeg en mail om at jeg er kaldt til samtale. Det er jo vildt fedt! Det store minus er dog at det er tirsdag næste uge, og det må jeg ikke. Jeg har skrevet til dem og har fået det flyttet til fredagen i stedet, det var det seneste de kunne. Det er stadig alt for tidligt, men jeg vil meget gerne ha jobbet. Jeg må se hvor hurtigt jeg heler og vurdere om jeg skal risikere at tage til det, selvom jeg ikke er helet nok til en udflugt.
Men det er stort at jeg er blevet udvalgt til samtale!
Men fuck det er en hård omgang. Og min mave ser drabelig ud med det store snitsår og hæfteklammer. Det snasker lidt, hvilket bekymrer mig, men T mener det er okay for så nyt et sår.
Øj hvor jeg glæder mig til det er overstået. *piv*
Men Hey - ingen fibromer!!! :D
06 december 2010
Bøger om spædbarnsdød
Jeg har samlet en litteraturliste over hvilke bøger jeg har haft fat i. Jeg deler lige:
Raaschou, Louise
I kan jo altid få en ny
Østergaard, Susanne
At miste et barn er en livsproces: en bog om at være mor til et dødt spædbarn
Allis Møldrup Jensen
Tør du se min smerte - og hvordan jeg kom igennem den?
Lise Trap
Sorg - den dybeste ære glæden kan få
(Lise Traps bog er faktisk den bedste jeg har læst indtil nu, den handler ikke decideret om spædbarnsdød, men generelt om sorgbearbejdelse, men jeg synes hendes tanker er virkelig brugbare)
Camilla Høholt Smidt
Må englene passe på dig - når vi nu ikke kan
(den var ikke så brugbar mig, men måske er det fordi jeg nu har læst så mange historier allerede)
Hæfter udgivet af Landsforeningen:
Et barn er et barn: om at miste et barn født dødt før 28. uge
Fædre i sorg: om mænds reaktioner når et spædbarn dør
Omgivelsernes reaktioner: til forældre og pårørende når et spædbarn dør
Digte skrevet af en far der har mistet:
Thomése, P. F.
Skyggebarn
Digte skrevet af en mor der har mistet:
Lohmann, Susanne
Med udsigt til livet
Mere psykologisk om sorg:
Anni Schwartz Hansen
Den usynlige sorg: når et barn dør ved fødslen
Anni Schwartz Hansen
Når sorgen bliver synlig: støtte til forældre, der mister et barn ved fødslen
Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick
Den nødvendige smerte
Personlig udviklingshistorie skrevet poetisk og sanseligt:
Anette Vinther
2 fuldmåner
(bestilles direkte fra forfatteren på www.kvinde.se)
Raaschou, Louise
I kan jo altid få en ny
Østergaard, Susanne
At miste et barn er en livsproces: en bog om at være mor til et dødt spædbarn
Allis Møldrup Jensen
Tør du se min smerte - og hvordan jeg kom igennem den?
Lise Trap
Sorg - den dybeste ære glæden kan få
(Lise Traps bog er faktisk den bedste jeg har læst indtil nu, den handler ikke decideret om spædbarnsdød, men generelt om sorgbearbejdelse, men jeg synes hendes tanker er virkelig brugbare)
Camilla Høholt Smidt
Må englene passe på dig - når vi nu ikke kan
(den var ikke så brugbar mig, men måske er det fordi jeg nu har læst så mange historier allerede)
Hæfter udgivet af Landsforeningen:
Et barn er et barn: om at miste et barn født dødt før 28. uge
Fædre i sorg: om mænds reaktioner når et spædbarn dør
Omgivelsernes reaktioner: til forældre og pårørende når et spædbarn dør
Digte skrevet af en far der har mistet:
Thomése, P. F.
Skyggebarn
Digte skrevet af en mor der har mistet:
Lohmann, Susanne
Med udsigt til livet
Mere psykologisk om sorg:
Anni Schwartz Hansen
Den usynlige sorg: når et barn dør ved fødslen
Anni Schwartz Hansen
Når sorgen bliver synlig: støtte til forældre, der mister et barn ved fødslen
Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick
Den nødvendige smerte
Personlig udviklingshistorie skrevet poetisk og sanseligt:
Anette Vinther
2 fuldmåner
(bestilles direkte fra forfatteren på www.kvinde.se)
04 december 2010
Missed abortion - en gammel historie
Jeg læste et indlæg på smaa-engle.dk om en missed abortion, og det berørte mig meget. Jeg har selv oplevet det en enkelt gang, og selvom det på ingen måde kan sammenlignes med tabet af et mere udviklet barn, eller med at føde et barn man mister, så synes jeg ikke det var specielt sjovt.
Jeg vil ikke kalde det at miste et barn, mere at miste sin graviditet og håbet om at den blev til et barn. Så lille som min spire var, var den ikke noget der kunne ligne et barn endnu.
Jeg mistede i 10. uge og der var væksten åbenbart standset ca. i 6. uge, dvs. min spire var kun 3-5 mm lang. En lillebitte samling celler. Men den havde jo levet og vokset, og hormonerne kørte på mig. Jeg var gravid ...
Jeg faldt over min egen historie, skrevet før jeg fik taget min livsuskyld, før fertilitetsbehandling og før tabet af min datter. Den kan læses her:
http://www.min-mave.dk/din-historie/at-miste-tidligt/blogpost-2564.htm
Dengang formåede jeg at være positiv og beholde min tro på at vi da nok skulle få et andet barn.
Nogle år efter var jeg ikke nær så optimistisk.
Og nu her ... Well ... Var det virkelig mig der tænkte og følte sådan? ...
Det slår mig at jeg skrev "Det betyder MEGET for mig at kunne blive gravid igen og at min livmoder ikke er lige til lossepladsen." Hmmm ... det kan jeg så ikke, og det er den. Fandens.
Sært at tænke på det igen. Jeg ville dog hellere have haft ti missed abortioner end at føde mit barn for tidligt og miste det. På den anden side ville jeg ikke ha undværet at få Saga, selvom jeg mistede hende.
Følelser er sære.
EDIT:
Det ser ud til at min gamle historie er slettet. Jeg har fisket den frem fra en privat blog:
21/2-2007 kl. 17.23
|
I weekenden gik jeg helt ned. Totalt deprimeret. Jeg sad og så tv i morgenkåbe fra morgen til aften, uden at ku tage mig sammen til noget og havde det bare rigtig skidt. Samtidig var der en fyr på BM der var efter mig som en arrig pittbull der bare ikke ville slippe. En irriterende og overflødig konflikt, helt ude af proportioner, som jeg ikke ku se hvorfor sku køre så langt, eller køre i det hele taget. Det hjalp absolut ikke på mit humør.
I løbet af søndagen begyndte jeg at få ondt ved æggestokkene og blev meget forskrækket. Ikke meget ondt, jeg ku bare ikke forstå at det lige var der jeg ku mærke det og ikke i livmoderen, og jeg blev bange for der sku ske noget der ku skade min ægproduktion/æggeledere.
Og idéen om at fostret evt. gik i forrådnelse i mig ku jeg slet ikke ha. Jeg ku ikke finde information om hvor længe man ka ha et dødt foster i sig, og jeg kunne regne ud det var en tre ugers tid allerede.
Så mandag morgen ringede jeg til job og meldte mig syg og så til Riget og fik en tidlig tid. Så daffede vi derover. De var helt utrolig søde og omsorgsfulde. Sygeplejerskerne talte længe med mig og lyttede på min bekymring og tog det meget seriøst. Og da lægen så kom, blev jeg scannet. Scanningen viste som forventet at der ikke var liv, men det vidste jeg godt. På en måde havde jeg frygtet at der ville være, da det ville betyde at der så var noget rivende galt med det foster. Bedre at den var død end at jeg sku abortere et levende, men defekt foster. Eller værre, føde et multihandicappet barn.
Anyway, denne her læge synes så ikke mine fibromer så problematiske ud og var meget optimistisk. Sært nok, lægen i sidste uge malede fanden på væggen.
Jeg fik så en tid til udkrabning kl. 15, men sku indlægges kl. 13 og forberedes.
Da jeg sku til at gå, hev den unge sygeplerske fat i mig og spurgte mig om jeg var okay. Det ska man ikke spørge mig om. Jeg er okay, så længe man ikke spørger ... Så jeg sku alvorligt bide sammen for ikke at tude, og forklarede med bævende stemme og våde øjne hvordan jeg havde det. Altså at jeg tackler det fordi jeg skal, men det da absolut ikke er rart og vi er skidekede af det.
Nå, vi tog hjem ...
Nå, klokken blev 13 og jeg blev indlagt og fik deres usexede hospitalstøj på og lagt i sengen. Jeg fik så nogle livmoderudvidende piller lagt op. De skulle gøre det nemmere at lave udskrabingen uden at skulle volde livmodermunden op.
MEN da så jeg skulle til kl. 15, kom der nogle akutte tilfælde ind, så tiden gik og gik. Det ku jeg da godt forstå, kejsersnit og akutte blødninger er vigtigere end min udskrabning, der reelt godt ku vente.
Men det smertestillende jeg havde fået holdt op med at virke, og jeg begyndte at få meget meget ondt.
Kl. 18 blev smerterne uudholdeligt stærke og pludselig begyndte jeg at styrtbløde. Jeg blev enormt forskækket. De havde nævnt jeg kunne pletblød, men det fossede ud. Det er fandme en del mere end at pletbløde.
Jeg ringede efter sygeplejersken og fik T til at hjælpe mig ud af sengen, der var godt blødt til, og vaklede så ud på toilettet. Jeg var totalt vakkelvorn og svækket af smerterne og chokket. Ude på toilettet fossede det videre ud med blod og sorte klumper. Og pludselig sad jeg med en stor hvid klump i hånden. Noget der lignede en blanding mellem massivt slim og blæverfedtet fra en kylling. Jeg blev totalt chokeret, fordi det var uventet, og gik helt i panik og stortudede og fik fat på sygeplejersken og viste hende klumpen og spurgte om det var barnet. Men det ku jeg jo regne ud at det var .... Det var ikke et synligt foster, men højst sandsynligt en stor bid af den sæk der indeholdt fosteret. Jeg vil tro fosteret har ligget inde i klumpen. Jeg gav mig ikke ligefrem til at pille det fra hinanden ...
Hvis jeg havde vidst at jeg kunne abortere af mig selv, var jeg nok ikke blevet så forskrækket, men dét at jeg slet ikke var forberedt på at det kunne ske, eller hvordan det kunne foregå, hylede mig ud af den.
Mens jeg så stod der med blod og klumper løbende ud af mig, så kom portøren for at hente mig ned til operationsstuen. Jeg nåede ingengang at forklare Thomas hvad der lige skete før jeg blev lodset op i sengen og kørt afsted, mens jeg tudede og var totalt forvirret. Det var weird, og ydmygende, at ligge der i en seng og tude mens man blev kørt forbi alle mulige fremmede mennesker, patienter og sygeplejersker. Men jeg kunne jo heller ikke trække et lagen over hovedet. Eller måske ku jeg, men det gjorde jeg ikke.
Da jeg så kom ned til operationsstuen havde jeg hidset mig lidt ned og begyndte at tænke over hvad der egenligt var sket og at det jo egentligt ikke var dårligt.
Jeg holdt ude på gange et stykke tid, mens de ventede på lægen, og anæstesilægen og operationssygeplejersken kom og snakkede med mig. Jeg plaprede løs om hvad der var sket og hvad jeg var bange for (at der skulle ske noget med min livmoder så jeg ikke kunne få børn). De var mægtig søde og tog mig seriøst på en god måde.
Der gik så en del tid inden gynækolog-lægen kom, og jeg kom op på briksen og fik langt venflon og gjort klar til narkose. De var lidt imponerede over at jeg tog den så meget med ro og ikke sagde noget til at få stukket en kanyle i hånden, men hva, jeg ved jo det gør mere ondt hvis man kæmper imod det., så no big deal. Så lå jeg der med ilt i næsen og en slange ind i åren og diskuterede piercing med sygerplejersken. *lol*
Altså rolig var jeg ikke, jeg var ret rystet og sølle. Men det var ikke en venflonnål jeg var bange for.
Da lægen så kom, fortalte jeg hende, at jeg mente jeg allerede havde aborteret, og hun bestemte sig for at scanne mig først. De var helt vildt glade for en chance for at bruge deres transportable scanner, det var de ret ivrige omkring. Så den hentede de. Scanningen viste at ungen var væk. Men nu jeg ligesom var der, gav lægen sig til at undersøge fibromerne (jeg kævlede om hvor bange jeg var for det og hvad det betød og bla bla), og hun sagde så, at det største sad oven på livmoderen og ikke ku genere noget, de to andre sad i livmodervæggen, men udenpå, og burde ikke betyde noget for en graviditet!!!
Så ligesom den anden læge den dag, mente hun ikke der var nogen grund til alarm og mente sagtens jeg kunne blive gravid igen og gennemføre. Og hun sagde at det ikke kunne være pga. fibromerne at den døde, men alm. kromosomfejl. Så selvom det var totalt hæsligt, blev jeg superlettet.
Det betyder MEGET for mig at kunne blive gravid igen og at min livmoder ikke er lige til lossepladsen.
Da jeg kom op igen var jeg totalt vendt, og var glad og lettet. Smerterne var holdt op (de gav mig et skud morfin gennem venflonen, det hjalp nok også på humøret ;)) og lægen havde lige sagt min livmoder ikke var fucked up og jeg godt kunne få et andet barn. Virkelig gode nyheder. Men jeg skulle vente to timer inden jeg måtte gå hjem pga morfinen, og sikkert også chokket og blødningen.
Jeg fik så noget suppe og noget dessert, det første jeg spiste den dag. Jeg var sulten og dehydreret efter at ha fastet hele dagen. I løbet af de næste timer stilnede blødningen af og der kom lidt smerter tilbage, men ikke så slemt.
Kl. 21 gik vi så hjem.
Det der egentligt skete var, at de livmoderudvidende piller jeg fik var starten på en kemisk abort. Den ville aldrig være kommet så langt, da jeg skulle ha en udskrabning. Pga. at der gik tre timer længere end planlagt, nåede min krop så at abortere selv. Desværre var det ikke naturligt som sådan. Egentligt switchede jeg fra én type behandling til en anden. Fra udskrabing til kemisk. Jeg var bare ikke informeret omkring hvordan en kemisk abort fungerer, da jeg jo havde valgt udskrabning.
Jeg mener ikke det var en fejl som sådan, det var jo ikke med vilje, men det ville have hjulpet hvis de havde informeret mig om hvad der kunne ske, så jeg ikke blev så chokeret.
Når nu det er ens ønskebarn, og man i forvejen er totalt nede af sorg, er det ikke det fedeste at stå med resterne i hænderne. Selvom den jo skulle ud ... Og jeg vidste jo godt den skulle ud. Jeg havde bare ikke regnet med at få det så tæt på ...
Alt i alt var min oplevelse af selve hospitalsvæsenet god. Jeg var overrasket over hvor meget de tog sig af min psykiske tilstand, hvor omsorgsfulde de var og hvor meget de snakkede med mig og lyttede til mig. De kom også en gang i timen lige og chekede op på at alt var okay.
Da T var på Bispebjerg sku man løbe efter personalet og havde slet ikke den følelse af omsorg.
Jeg følte mig også tryg ved at de var kompetente. Så 5 stjerner til Riget, som ellers får så meget kritik.
Det var forøvrigt samme sted jeg for 6 år siden blev opereret for fibromer, hvor min oplevelse også var god.
Når nu man ska noget pis igennem, er det da altid noget at forholdene er i orden.
Dagen efter, i går, havde jeg det meget bedre. Min krop føles uforklarligt "normal". Som den føltes før jeg var gravid. Noget føles anderledes end før, og mere "rigtigt".
Og dét at der ikke er mere jeg skal gøre nu, og ikke mere at være så bekymret for, er en stor lettelse! Selvom det var skrækkeligt, er det mindre slemt nu end for 4 dage siden. Jeg var låst fast i at vente på den udskrabning og ikke kune komme videre med at bearbejde at barnet døde og hvad der i det hele taget skete.
Og det at vi har fået positive meldinger om min muligheder for at få barn er mega mega godt! :-D
Jeg var godt nok nedtrykt efter de beskeder i tirsdag sidste uge. Totalt relapse til for 6 år siden og den kæmpe depression jeg havde der.
Nu var alting lige så godt, og så smuldrede det igen, som det så ofte sker for mig. Jeg frygtede det værste.
Men nu er der så håb igen. :-)
Jeg fik så besked på at vente en menstruations tid inden vi prøver igen. Så må vi se om vi kan igen og hvor hurtigt. Men nu er det ihvertfald overstået for denne omgang. :-) Jeg har lidt ondt og jeg bløder nok en uge eller to, men jeg burde være i orden og jeg har en intakt livmoder endnu. Pyha. :-)
Jeg ka også virkelig se på alt det her, at T er en rigtig god partner for mig. Virkelig. Han var der hele vejen igennem. :) Ikke at jeg havde troet andet, men det betyder virkelig noget for mig at vide at jeg har ham (og han har mig). <3
Nu ska vi bare videre ....
Og så håber håber håber jeg at vi bliver gravide igen og at vi ikke skal igennem den tur igen! Det kan jo desværre godt ske ... Nogle gange mange gange i træk. Men jeg vil så forfærdelig gerne ha det barn, vi er så klar som man overhovedet kan blive ... *håbe*
03 december 2010
Min elskede datter
Min lille skat, her midt om natten tænker jeg på dig. På din fødsel, på min kærlighed til dig. Det er længe siden jeg har grædt sidst, og selv nu vil jeg ikke rigtig give lods.
Jeg tænkte på at jeg aldrig har kysset dig. Jeg turde ikke. Jeg turde ikke åbne op for følelserne, tabet var for stort. Nu forstår jeg ikke at jeg ikke bare tog dig til mig fuldt og helt da chancen var der. Jeg elsker dig jo alligevel, det var uundgåeligt. Jeg er jo din mor og du er det bedste der er sket mig, også selvom jeg mistede dig.
Det kan man ikke værne sig imod, jeg elskede dig i forvejen, at du døde ændrer det ikke. Men jeg sku ud af chokket for at mærke det igen.
Hvor jeg dog savner dig, min lille smukke pige.
Jeg tænkte på at jeg aldrig har kysset dig. Jeg turde ikke. Jeg turde ikke åbne op for følelserne, tabet var for stort. Nu forstår jeg ikke at jeg ikke bare tog dig til mig fuldt og helt da chancen var der. Jeg elsker dig jo alligevel, det var uundgåeligt. Jeg er jo din mor og du er det bedste der er sket mig, også selvom jeg mistede dig.
Det kan man ikke værne sig imod, jeg elskede dig i forvejen, at du døde ændrer det ikke. Men jeg sku ud af chokket for at mærke det igen.
Hvor jeg dog savner dig, min lille smukke pige.
Abonner på:
Opslag (Atom)