I dag fik jeg en kontrastscanning af min lever, og det viste sig at det var godartet. Jeg har ikke kræft! De aflyste den planlagte leverbiopsi, så det skulle jeg heldigvis ikke igennem.
YES!
Der er ikke ord der beskriver hvor lettede vi er, vi var SÅ bange for at det var livstruende.
Lægen besluttede sig for at scanne min cyste på æggestokken nu jeg alligevel var der, og han fandt at det var peritoneal lommer, arvæv/bindevævs-sammenvoksninger der danner væskefyldte hulrum. Så altså slet ikke nogen cyste!
Peritoneal lommer er ikke farlige, og burde ikke indflyde på min fertilitet. Det er ikke skidegodt at de er der, men umiddelbart generer de mig ikke, så de vil ikke begynde at operere på det, når de ikke betyder noget for mit helbred.
Jeg skal til tjek om fire uger, bare sådan så de lige følger lidt med inden i mig.
Udmeldingen var at vi godt må prøve at blive gravide igen, så planen er at lægge fryseægget op i næste cyklus.
Min verden gik fra "Det hele er skod" til nyt håb. men det er godt nok en rutjsebanetur!
Pyha. Og der er stadig håb for at jeg kan blive mor igen. Jeg troede det løb var kørt.
16 maj 2011
14 maj 2011
At snakke om det
Det fylder langt mindre for mig om folk spørger til hvordan jeg har det, til hvad der sketet eller til Saga nu, end det gjorde de første måneder. Men jeg har nu stadig brug for at snakke om det indimellem.
Der hvor jeg er nu, har jeg også brug for at kunne snakke naturligt om hvad der er sket, i sammenhænge hvor det hører til. Dvs. taler man hospital, fødsler eller noget omkring tanker om forældreskab, barnløshed, fertilitesbehandling o.l., så har jeg naturligt noget at bidrage med, og vil ha lov at byde ind, uagtet at der ligger en smertefuld oplevelse bag. Jeg har en erfaring og nogle tanker, følelser og oplevelser, som er en del af den jeg er, og det jeg kan og vil tale (med) om.
I sidste uge ringede jeg til lægen for at bestille en tid. Sygeplejersken spurgte så ind til hvordan jeg havde det (hun snakkede en del med mig i starten), selvom det intet havde med min tidsbestilling at gøre.
Det endte med at jeg snakkede med hende et godt stykke tid om alle følelserne og hvor vi er i vores liv. Lidt sært, jeg sku jo bare bestille tid, men på en måde også rart. Hun tog initiativet til at høre om det, og hun kom med spørgsmål der fik mig til at tale. Havde hun ikke spurgt, havde jeg ikke talt om det.
På en måde gav den spontane kontakt med en relativt fremmed person mig alligevel noget. Det prikkede til følelserne, ja, men selvom det godt kan få min sorg op til overfladen, så fremkalder det ikke sorgen. Den er der jo, og på en måde har den meget godt af at få lidt luft indimellem. At jeg lige får mærket hvordan jeg rent faktisk har det.
Og jo mere jeg snakker om det, desto mindre fylder det. Man skulle tro det var omvendt, men når jeg taler om det, får jeg tømt ud. Det er som om det bliver mere sædvanligt, og jeg selv vænner mig til at se og mærke følelserne og tankerne, så jeg bedre kan accepterer at sådan er det altså og lade det være en del af mig, uden at det fylder alt.
Men hvis ingen spørger ... Så er det meget svært selv at tage det op, det virker så akavet. "Se mig og min krise". Og så får man ikke chancen for at få det yderligere bearbejdet, få nye ord og vinkler på, opdage at man har ændret sin historie, forklarer det på en anden måde - hvilket betyder at noget enten er faldet på plads, eller at det nu er noget andet der fylder end tidligere. Det er godt at finde ud af, det hjælper én videre.
Det er ret vigtigt at snakke om det.
For nogle, bl.a. mig, giver det også noget at tale med perifære og fremmede, når jeg har lyst (det er jo ikke altid). Det er anderledes at tale med nogen der ikke kender én godt, og for mig giver det noget at skulle forklare historien på en anden måde, end til dem, der kender mig godt. Det kan derfor være værdifuldt hvis folk vil og tør spørge.
Men selvfølgelig er det jo ikke alle der har lyst til at høre min historie eller snakke om det. De skal heller ikke forceres.
Og det er bestemt heller ikke altid at jeg har lyst til at tale omd et, eller med alle, men så finder jeg en venlig måde at bøje samtalen i en en anden retning.
Det er bedre at kunne vælge om man vil snakke med andre, end at andre forsøger at beskytte én mod det, uden at spørge hvad man har lyst til/brug for. Hvis andre undlader at spørge, fordi de er bange for at man bliver ked af det, fordi det er tabubelagt, eller at der til sammekomster er en underforstået "Nu skal vi kun tale om gode ting, og holde den gode stemning", så er det er ikke godt. Så er man ikke fuldt til stede, men skuespillere i en kulisse, hvor man opfører nogle underforståede roller, i stedet for at være der som de mennesker man er, med de ting der nu fylder i ens liv.
Folk kan have svært ved at vide hvordan de skal forholde sig til ens krise, og det er ikke sikkert de kan finde ud af at spørge og/eller snakke naturligt om det, der er sket, og det er så fair nok. Så er det sådan. Men nogle få kan måske, og det er værdifuldt at de så også tør.
Det er vigtigt at det eksisterer, at det er sket, på godt og på ondt. At sådan er vores liv altså, og det er en del af dem vi er. Ikke at tale om det gør det ikke usket, eller vores smerte mindre. Tværtimod.
Der hvor jeg er nu, har jeg også brug for at kunne snakke naturligt om hvad der er sket, i sammenhænge hvor det hører til. Dvs. taler man hospital, fødsler eller noget omkring tanker om forældreskab, barnløshed, fertilitesbehandling o.l., så har jeg naturligt noget at bidrage med, og vil ha lov at byde ind, uagtet at der ligger en smertefuld oplevelse bag. Jeg har en erfaring og nogle tanker, følelser og oplevelser, som er en del af den jeg er, og det jeg kan og vil tale (med) om.
I sidste uge ringede jeg til lægen for at bestille en tid. Sygeplejersken spurgte så ind til hvordan jeg havde det (hun snakkede en del med mig i starten), selvom det intet havde med min tidsbestilling at gøre.
Det endte med at jeg snakkede med hende et godt stykke tid om alle følelserne og hvor vi er i vores liv. Lidt sært, jeg sku jo bare bestille tid, men på en måde også rart. Hun tog initiativet til at høre om det, og hun kom med spørgsmål der fik mig til at tale. Havde hun ikke spurgt, havde jeg ikke talt om det.
På en måde gav den spontane kontakt med en relativt fremmed person mig alligevel noget. Det prikkede til følelserne, ja, men selvom det godt kan få min sorg op til overfladen, så fremkalder det ikke sorgen. Den er der jo, og på en måde har den meget godt af at få lidt luft indimellem. At jeg lige får mærket hvordan jeg rent faktisk har det.
Og jo mere jeg snakker om det, desto mindre fylder det. Man skulle tro det var omvendt, men når jeg taler om det, får jeg tømt ud. Det er som om det bliver mere sædvanligt, og jeg selv vænner mig til at se og mærke følelserne og tankerne, så jeg bedre kan accepterer at sådan er det altså og lade det være en del af mig, uden at det fylder alt.
Men hvis ingen spørger ... Så er det meget svært selv at tage det op, det virker så akavet. "Se mig og min krise". Og så får man ikke chancen for at få det yderligere bearbejdet, få nye ord og vinkler på, opdage at man har ændret sin historie, forklarer det på en anden måde - hvilket betyder at noget enten er faldet på plads, eller at det nu er noget andet der fylder end tidligere. Det er godt at finde ud af, det hjælper én videre.
Det er ret vigtigt at snakke om det.
For nogle, bl.a. mig, giver det også noget at tale med perifære og fremmede, når jeg har lyst (det er jo ikke altid). Det er anderledes at tale med nogen der ikke kender én godt, og for mig giver det noget at skulle forklare historien på en anden måde, end til dem, der kender mig godt. Det kan derfor være værdifuldt hvis folk vil og tør spørge.
Men selvfølgelig er det jo ikke alle der har lyst til at høre min historie eller snakke om det. De skal heller ikke forceres.
Og det er bestemt heller ikke altid at jeg har lyst til at tale omd et, eller med alle, men så finder jeg en venlig måde at bøje samtalen i en en anden retning.
Det er bedre at kunne vælge om man vil snakke med andre, end at andre forsøger at beskytte én mod det, uden at spørge hvad man har lyst til/brug for. Hvis andre undlader at spørge, fordi de er bange for at man bliver ked af det, fordi det er tabubelagt, eller at der til sammekomster er en underforstået "Nu skal vi kun tale om gode ting, og holde den gode stemning", så er det er ikke godt. Så er man ikke fuldt til stede, men skuespillere i en kulisse, hvor man opfører nogle underforståede roller, i stedet for at være der som de mennesker man er, med de ting der nu fylder i ens liv.
Folk kan have svært ved at vide hvordan de skal forholde sig til ens krise, og det er ikke sikkert de kan finde ud af at spørge og/eller snakke naturligt om det, der er sket, og det er så fair nok. Så er det sådan. Men nogle få kan måske, og det er værdifuldt at de så også tør.
Det er vigtigt at det eksisterer, at det er sket, på godt og på ondt. At sådan er vores liv altså, og det er en del af dem vi er. Ikke at tale om det gør det ikke usket, eller vores smerte mindre. Tværtimod.
07 maj 2011
Fra dårligt til værre
Igår var vi ude på Herlev Hospitals fertilitetsklinik i går til en scanning, som bare skulle vise hvornår jeg sku ha lagt fryseæg op, med forventning om at nu skulle vi lave barn. Jeg havde preppet mig selv, gået og tænkt "Nu bliver jeg gravid!". Jeg tænkte over at ingen har set på min livmoder siden operationen, og om alt mon var i orden, men jeg håbede at nu var vi ude af al krise, NU var det vores tur til at ting forløb glat.
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(
Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.
Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.
Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.
Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.
Fuck da også!
Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(
Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.
Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.
Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.
Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.
Fuck da også!
Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(
29 april 2011
Forældreseminar i Landsforeningen
Jeg har besluttet mig for at tage afsted, men jeg kommer alene, da T ikke vil med. Han synes han er et sted hvor det ripper op i det hele, hvis han beskæftiger sig intenst med det, og han kan ikke rumme flere historier. Sådan har jeg det ikke.
Sært nok har jeg plads til andres historier, det gør mig ondt, men jeg accepterer at sådan er det, uden at gå helt i stykker af det.
Jeg var meget i tvivl om det ville være weird at tage afsted når det er 8 mdr. siden jeg mistede. Men jeg har lyst til det, jeg føler ikke jeg er færdig med at tænke og føle omkring hvad der skete og hvad det betyder, og jeg har lyst til at være sammen med andre der har mistet.
Jeg tænkte en del over om det ville være dårligt for de mere nymistede, at der så sidder en hvor det er længere tid siden, og som er et andet sted. Men jeg er kommet frem til at det måske også kan være positivt. Da jeg i sorggruppen mødte nogen hvor det var længere tid siden gav det mig håb. At se at der er et liv bagefter, men også se hvordan det præger en og er med en. Jeg havde brug for også at møde nogen der var længere fremme.
Som nymistet har man nok meget behov for at spejle sig i andre, og der er jeg jo så ikke helt med, da jeg jo er det længere i processen. Men jeg tror nu stadig jeg har noget at byde på, jeg kan jo godt huske hvordan det var, godt føle mig ind i det, og jeg håber at mine erfaringer også er brugbare.
Jeg vil helst bidrage brugbart og positivt.
Så well, jeg har meldt mig til. :-)
Jeg var meget i tvivl om det ville være weird at tage afsted når det er 8 mdr. siden jeg mistede. Men jeg har lyst til det, jeg føler ikke jeg er færdig med at tænke og føle omkring hvad der skete og hvad det betyder, og jeg har lyst til at være sammen med andre der har mistet.
Jeg tænkte en del over om det ville være dårligt for de mere nymistede, at der så sidder en hvor det er længere tid siden, og som er et andet sted. Men jeg er kommet frem til at det måske også kan være positivt. Da jeg i sorggruppen mødte nogen hvor det var længere tid siden gav det mig håb. At se at der er et liv bagefter, men også se hvordan det præger en og er med en. Jeg havde brug for også at møde nogen der var længere fremme.
Som nymistet har man nok meget behov for at spejle sig i andre, og der er jeg jo så ikke helt med, da jeg jo er det længere i processen. Men jeg tror nu stadig jeg har noget at byde på, jeg kan jo godt huske hvordan det var, godt føle mig ind i det, og jeg håber at mine erfaringer også er brugbare.
Jeg vil helst bidrage brugbart og positivt.
Så well, jeg har meldt mig til. :-)
26 april 2011
Vores sidste fryseæg
Jeg har nu prøvet at blive gravid to måneder, uden held. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, vi var tre ÅR om det sidst. Men på en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig at skæbnen skyldte mig noget, at hvis katastrofer kan ske igen og igen, så kan mirakler vel også?
Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!
Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.
Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.
Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.
Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?
Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.
Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.
Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...
Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!
Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.
Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.
Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.
Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?
Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.
Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.
Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...
17 april 2011
Min datters urne
Vi har jo ikke nogen grav, da vi stadig ikke endeligt har besluttet os til hvad vi vil. Tanken var at sprede hendes aske på havet, men det var vi ikke parate til lige efter vi havde mistet, og så blev vejret dårligt. Jeg ville have en smuk ceremoni, med glæde og solskin, ikke noget trist og deprimeret. Så vi ventede ...
Mens vi ventede på bedre vejr ændrede vores følelser og ønsker sig.
Fordi vi stadig har urnen, har vi mulighed for at gøre noget andet, end den første indskydelse. Jeg vil egentligt gerne have et fysisk sted at placere hende, havet er meget diffust.
Jeg har ikke behov for at skulle passe grav. Det ville ikke gøre mig noget, men jeg behøver det ikke. Og kirkegårde er ikke lige mig. Jeg er ikke religiøs, så det føles forkert for mig at placere hende efter et kristent ritual i indviet jord. Allerhelst ville jeg begrave hende i skoven. Det må man bare ikke ...
Vi talte om bare at gøre det alligevel. Finde et afsides og smukt sted i Boserup skov, og så grave hende ned ved et træ. Så ville vi kunne sætte os ved træet når vi havde behov for lidt ro til at tænke på hende.
Men det tør jeg ikke ...
Jeg er så lovlydig. ;-) Jeg ville også være bange for at nogen ville forstyrre graven. Jeg vil helst ha privat grund.
Desværre bor vi til leje, så vi kan ikke lige begrave hende i haven.
Men nu hvor vejret er godt og der begynder at blive grønt og rart, er vi så ved at planlægge at begrave Sagas urne i Sverige, ved et familieejet sommerhus i en skov.
Det er godt nok ikke mig der arver grunden, men hvis vi kan få tilladelse af de fremtidige arvinger, og de vil tillade at vi vil besøge stedet min. et par gange årligt, så er det nogle omgivelser vi synes er smukke og rigtige.
Det er trods alt kun halvanden times kørsel fra hvor vi bor.
Men men, vi har jo altså så urnen stående, og jeg havde først en modvilje mod at du skulle være for "alter"-agtigt. På den anden side skulle det heller ikke være betydningsløst, vi føler jo uendeligt meget for hende.
Først stod urnen der bare. Så rykkede jeg også et billede af hende derhen. Så kom der et par lys frem, mørkerøde fyrfadsstager (jeg elsker den farve mørkerødt glas). Og nu her har jeg taget springet, og lagt tørrede blomsterhoveder fra min 40 års fødselsdag hen til hende. Det er måske alligevel ret alter-agtigt nu, men jeg synes det er fint, og det gør mig glad når jeg ser derhen (i stuen). Det er det væsentligste for mig.
Det føles faktisk meget mere rigtigt nu, hvor jeg har gjort noget mere ud af det. :)
Jeg tænker over hvordan jeg vil have det med at give slip på den urne, hvis/når vi begraver den. Men jeg tror nu det vil være okay, jeg tror jeg vil beholde billedet og lysene, og måske beholde det med at have tørrede blomster der, så der stadig er en mindeplads i vores hjem.
Jeg tænder ikke lys hver dag, jeg føler heller ikke jeg skal. Hun er der ligesom bare, mit blik strejfer billedet og indimellem sender jeg hende en tanke (sådan "hej hej lille skat" eller "godnat min pige" når jeg går i seng). Men jeg føler ikke det er unaturligt eller usundt, noget jeg skal, eller noget jeg ikke kunne undvære.
Men det føles nu godt lige at ha et sted at sende tankerne mod. Det behøver ikke være urnen, det er billedet jeg tænker til. Så jeg kan nok sagtnes slippe urnen.
Vi taler om at begrave hende indenfor den næste måned.
Her er min lille pige:
(billedet er sløret fordi det er privat for mig)
Mens vi ventede på bedre vejr ændrede vores følelser og ønsker sig.
Fordi vi stadig har urnen, har vi mulighed for at gøre noget andet, end den første indskydelse. Jeg vil egentligt gerne have et fysisk sted at placere hende, havet er meget diffust.
Jeg har ikke behov for at skulle passe grav. Det ville ikke gøre mig noget, men jeg behøver det ikke. Og kirkegårde er ikke lige mig. Jeg er ikke religiøs, så det føles forkert for mig at placere hende efter et kristent ritual i indviet jord. Allerhelst ville jeg begrave hende i skoven. Det må man bare ikke ...
Vi talte om bare at gøre det alligevel. Finde et afsides og smukt sted i Boserup skov, og så grave hende ned ved et træ. Så ville vi kunne sætte os ved træet når vi havde behov for lidt ro til at tænke på hende.
Men det tør jeg ikke ...
Jeg er så lovlydig. ;-) Jeg ville også være bange for at nogen ville forstyrre graven. Jeg vil helst ha privat grund.
Desværre bor vi til leje, så vi kan ikke lige begrave hende i haven.
Men nu hvor vejret er godt og der begynder at blive grønt og rart, er vi så ved at planlægge at begrave Sagas urne i Sverige, ved et familieejet sommerhus i en skov.
Det er godt nok ikke mig der arver grunden, men hvis vi kan få tilladelse af de fremtidige arvinger, og de vil tillade at vi vil besøge stedet min. et par gange årligt, så er det nogle omgivelser vi synes er smukke og rigtige.
Det er trods alt kun halvanden times kørsel fra hvor vi bor.
Men men, vi har jo altså så urnen stående, og jeg havde først en modvilje mod at du skulle være for "alter"-agtigt. På den anden side skulle det heller ikke være betydningsløst, vi føler jo uendeligt meget for hende.
Først stod urnen der bare. Så rykkede jeg også et billede af hende derhen. Så kom der et par lys frem, mørkerøde fyrfadsstager (jeg elsker den farve mørkerødt glas). Og nu her har jeg taget springet, og lagt tørrede blomsterhoveder fra min 40 års fødselsdag hen til hende. Det er måske alligevel ret alter-agtigt nu, men jeg synes det er fint, og det gør mig glad når jeg ser derhen (i stuen). Det er det væsentligste for mig.
Det føles faktisk meget mere rigtigt nu, hvor jeg har gjort noget mere ud af det. :)
Jeg tænker over hvordan jeg vil have det med at give slip på den urne, hvis/når vi begraver den. Men jeg tror nu det vil være okay, jeg tror jeg vil beholde billedet og lysene, og måske beholde det med at have tørrede blomster der, så der stadig er en mindeplads i vores hjem.
Jeg tænder ikke lys hver dag, jeg føler heller ikke jeg skal. Hun er der ligesom bare, mit blik strejfer billedet og indimellem sender jeg hende en tanke (sådan "hej hej lille skat" eller "godnat min pige" når jeg går i seng). Men jeg føler ikke det er unaturligt eller usundt, noget jeg skal, eller noget jeg ikke kunne undvære.
Men det føles nu godt lige at ha et sted at sende tankerne mod. Det behøver ikke være urnen, det er billedet jeg tænker til. Så jeg kan nok sagtnes slippe urnen.
Vi taler om at begrave hende indenfor den næste måned.
Her er min lille pige:
(billedet er sløret fordi det er privat for mig)
04 april 2011
Min elskede lille datter -
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.
På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?
Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.
Jeg elsker dig skat. <3
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.
På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?
Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.
Jeg elsker dig skat. <3
Abonner på:
Opslag (Atom)