Nytår

Vi havde en rigtig god nytårsaften. Vi var til fest hos nogen vi ikke kendte, fordi vi havde et vennepar der var inviteret til den, som luskede os med. Til gengæld kendte vi 70% af gæsterne (tror vi var tyve til middag og ved 23-tiden dukkede der så en tyve stykker mere op).
Jeg havde frygtet lidt at skulle være social, men det gik helt fint. Jeg var i godt humør og følte mig fint tilpas.
Jeg havde dresset op til festen, og det er længe siden at jeg har prøvet på at se godt ud. Med besværet gravditet og smerter, fødsel og sorg, og så operation, har det ikke været udseende jeg er gået mest op i.
Det var svært at finde noget spændende tøj jeg kunne passe, for jeg har fået meget mave. Og så er det jo begrænset hvor meget jeg kan klemme ind på operationssåret/arret. Ellers ville jeg have taget et satinkorset udover en kjole, så er der instant wow-effekt. Men i stedet havde jeg en stor bulende mave.
Men det lykkedes mig da at blive tilfreds. Jeg havde et flot strutskørt på der var meget nytårsagtigt. Og så lagde jeg en anderledes make up og satte håret.

Jeg drak, for første gang i lang tid. Ovenpå fødslen, sorg og operation har jeg ikke rørt alkohol. Men det blev til en flaske Asti. T fuldede sig, men ikke overdrevet.

Til gengæld var T i rigtig godt humør. Han smilede og grinede og snakkede med mange af de andre. Han dansede også. Det var SÅ rart at se ham glad, jeg har ikke set ham rigtig glad siden før Sagas fødsel. Jeg blev helt forelsket i ham igen.

Jeg havde på forhånd tænkt på Saga og på mine følelser. Og fundet frem til at nytåret ikke påvirker mig. Jeg kunne have følt noget omkring at vi nu forlader det år hun blev født, men det føler jeg egentligt ikke. Jeg føler ikke at jeg forlader hende, eller at datoen ændrer noget. Jeg har det nøjagtig som alle andre dage. Der er sket det der er sket, og datoen ændrer intet.

Jeg snakkede på et tidspunkt med en anden kvinde om hvad der var sket, og hun kom straks med "hvorfor adopterer I ikke" og så skulle jeg igen nærmest forsvare at det ikke er det vi ønsker, og ikke er der vi er. Det er så opslidende. Jeg fik intet ud af samtalen, og det tror jeg heller ikke hun gjorde. Det lavede en distance imellem os fremfor kontakt. Det ærgede mig bagefter, jeg skulle nok slet ikke ha snakket med hende om det, når nu vi ikke var på bølgelængde.
Til gengæld fik jeg senere en rigtig god snak med en god bekendt jeg ikke har set længe. Hun forstod det. Jeg viste hende et billede af Saga på min iPhone, og så græd hun. Det var lidt underligt, for så begyndte jeg også at græde. Men jeg værdsatte at hun virkelig forstod hvad vi havde mistet. Hun fortalte så en masse om fødslen af hendes søn, det viste sig hun virkelig har været nogle hårdte ting igennem, uden nogen til at hjælpe sig. På en eller anden måde forstod vi hinanden, selvom det var to helt forskellige situationer.
Jeg var virkelig glad for at ha fået den dybe kontakt lidt, det opvejede den mislykkede samtale med den anden. Og selvom jeg egentligt ikke synes aftenen skulle handle om min sorg, så fik jeg ligesom lige berørt det, tilpas nok.
Så kunne jeg forkusere på at hygge mig.

Vi måtte hjem lidt tidligere end vi havde lyst til, for at nå et ikke alt for sent tog til Roskilde. Det nåede vi heldigvis, så hjemturen gik fint, selvom jeg var noget udkørt, T var noget fuld og toget var fyldt med stangstive unge der larmede og var dumme at høre på.
Men vi var rigtig tilfredse med aftenen. :)