Ikke denne gang

Øv.
I aften skal vi til en 50 års fødselsdag, og så slog det mig at jeg jo ikke bør drikke ... For vi prøver jo, og man ved aldrig. I morges tog jeg derfor så en graviditetstest, selvom jeg først skal ha mens tirsdag eller onsdag, og den var negativ. Bragende negativ, teststregen var nærmest mørkelilla, og ikke skyggen af andre streger.
Det er for tidligt at teste, meeeen, de fleste gravide ville alligevel vise svagt positiv nu, så jeg må nok se i øjnene at jeg ikke er gravid.
Og alligevel tør jeg ikke drikke i aften, havde festen dog bare været næste weekend. :(

Jeg har fantaseret om at være gravid, gået og lunet mig ved tanken, bildt mig ind at jeg havde symptomer. Og så også blevet lidt bange for at dagdrømme for meget - hvad nu hvis det ikke sker, fordi jeg har tænkt for meget på det, en slags skæbne-hybris. Dum tanke, men den fikse idé er svær at holde væk.
Jeg havde måske håbet på en eller anden kosmisk retfærdighed, der ville lade mig teste positiv på min 40 års fødselsdag på onsdag, som en slags gave til mig. Hvor ville det være fantastisk!!! Og i første hug!
Jeg ved godt der ikke er nogen kosmisk retfærdighed, det hele er knaldhamrende tilfældigt, og jeg står ikke for tur til en god oplevelse, der godtgør det jeg har været igennem. Men det har jeg svært ved at forstå, så alligevel håber jeg ... Bilder mig ind at et så stort sammntræf ville være en god "undskyldning" fra livets side, at så ville det hele være godt igen. All forgiven.
Nu venter der bare en dum bekræftelse af den negative test - lige på min fødselsdag. :(

Jeg er ikke i kælderen, men jeg er grå ... Trist. Sådan livet går derudaf, men jeg mangler virkelig virkelig en grund til at glædes. Jeg savner så meget at glædes.
Jeg læste at det var sundt at føle sig lykkelig, det fører alt muligt godt med sig, fysisk og psykisk.
Jeg er ulykkelig.

Om "forkerte" tanker og at være der hvor man er

I forbindelse med noget en anden skrev, kom jeg til at tænke over hvordan jeg har reageret på når andre vil have mig til at være optimistisk og argumenterer for at se på de lyse sider (hvilke?). Jeg har haft brug for at andre lader mig være der hvor jeg er, uden at pushe mig.

Jeg har brug for at udtrykke hvad jeg føler, ikke ar blive skubbet eller overtalt til at føle noget andet end jeg gør.
Jeg har brug for at forstå følelserne, se på dem, tænke over dem, mærke dem, bearbejde dem. Men hvis nogen prøver at flytte mig et andet sted hen end hvor jeg er, så mister jeg orienteringen. Det hindrer mig fremfor at hjælpe mig.
Jeg tænker: Så stol dog på mig! Jeg skal nok finde videre når jeg er klar, på min måde, i mit tempo. Men her og nu må jeg være hvor jeg er. Finde mig selv der hvor jeg er. Det kan andre ikke gøre for mig, intet de siger kan forcere det. Jeg skal bruge at nogen lytter på det jeg forsøger at udtrykke, uden at skulle problemløse, diskutere, se fra en enden vinkel eller lign. Nej, bare lyt og lad mig selv ...

Jeg kan ikke finde lyset hvis jeg ikke bliver færdig med mørket. Jeg kan godt tåle at være hvor jeg er, indtil jeg er parat til at flytte mig. Også selvom det er hårdt. Men det er min sorg, mig der skal lære den at kende, så jeg kan finde et sted at gøre af den. Det er min opgave, som kun jeg kan løse.

Eller sådan tænkte jeg især meget i starten.
Jeg ville nok ikke have haft bedre af at være blevet ladet i fred, men jeg havde så meget brug for plads, til alle tankerne.

Nogle af de forkerte tanker som jeg ikke måtte have er hhv. ønsket om at dø, ligesom min datter (er passeret nu, men jeg havde brug for at sige det højt, og for en accept af at sådan følte jeg det altså) og så at jeg bestemt ikke tænkte pænt om gravide eller familier med små børn. Men sådan havde jeg det, så det satte jeg ord på. Og ville ha lov at sætte ord på, uden at nogen skal skubbe mig et andet sted hen eller fortælle mig at jeg ikke må tænke sådan ...

Hvor jeg dog hader det!

Så er jeg tilbage i den samme mølle, som jeg ellers slap da jeg opdagede jeg var gravid med Saga, i april sidste år.
De sidste små fem år har handlet om jagten på et barn, og det har slidt mig op. Nu er jeg der igen ...

Al usikkerheden. Når nu jeg er overvægtig og i dårlig form, bør jeg så begynde at træne en hel masse nu, for at sikre god blodgennemstrømning i livmoderen og smide fedt, eller kan jeg risikere at jeg overbelaster noget, så det æg, der måske blev befrugtet for nogle dage siden, ikke sætter sig fast?
Drikker jeg for meget kaffe? Nedsætter det chancen for at ægget sætter sig og bliver?
Spiser jeg forkert? Får jeg for lidt frugt, og gør det at ægget ikke sætter sig?
Hov, jeg kom til at drikke en velkomstdrink med galiano i i fredags - kan det gøre ægget ikke sætter sig fast?
Jeg havde lidt ondt i den ene side i går aftes, den jeg tror jeg havde ægløsning fra - kan ægget ha satsig fast uden for livmoderen? (Hyyyyl!) Eller er den mon bare en efter-ømhed på ægløsningen?
Når nu vi havde sex tre gange op til og ved ægløsning, men ikke efter (hvor det reelt løsnes), er det så mon godt nok, eller har vi brændt chancen? Saga kom ud af et enkelt knald på dag 10, hvor min ægløsning er dag 13-14, så dér lykkedes det jo ... Men?
Er min bryster ikke en anelse ømme når jeg vågner om morgene? Ville hcg'et allerede på et par dage bevirke det, eller er det noget jeg bilder mig ind?
Er min slimhinden mon stadig tyk nom til at ægget kan sætte sig?
Hvad nu hvis jeg bliver gravid, men der er kromosomfejl? Jeg er jo gammel ...
Er jeg for inaktiv?
Gør det at jeg ikke bevæger mig nok, at ægget sættersig fast i æggelederen i stedet for livmoderen?
Gør min fedtprocent at ægget ikke sætter sig
Er ægget mon for dårligt? Så det slet ikke befrugtes ...

Og så videre og så videre. Jeg bliver sindsyg!

Midt i al sorgen, var det dog en lettelse at have sluppet den konstant besathed af jagten på en succesfuld graviditet. At bare kunne eksistere, uden konstant at bekymre mig om hvorvidt jeg nu forringer chancen for at det lykkes igen.
Med god grund - det tog mig næsten 1 år at blive gravid første gang, med en missed abortion til følge, og så tog det tre hårde år anden gang, med en for tidlig fødsel og et dødt barn ... Jeg tror fanden jeg har svært ved at læne mig tilbage og tage det afslappet, tro på det kommer til mig, når min erfaring siger at det gør det ikke, og statistikken siger at jeg skal være helt udandsynlig heldig hvis det lykkes nu, hvor jeg fylder 40 i næste uge.

Men for helvede hvor er det hårdt! Jeg er nødt til at få styr på de tanker og bekymringer.
Og hver dag er der valg. Det er ikke at jeg bare kan ignorere det. Jeg skal jo vælge om jeg vil tage en kop kaffe, om jeg vil spise light-produkter med sødemidler i, om jeg vil starte i fitness centeret i dag ...
Jeg SKAL afgøre hvad jeg tror skader, og hvad jeg tror ikke gør. Og leve med mine valg. Hele tiden. Hele tiden nye valg.
H e l e    t i d e n.

Pis.

Om kønnenes sorg og om at miste tidligt

Der bliver talt meget om at mænd og kvinder sørger forskelligt. Typisk at mænd hurtigere kommer over sorgen. Min kæreste har nu taget det meget meget hårdt. Absolut lige så hårdt som mig, og faktisk tror jeg han har sværere ved at acceptere hvad der er sket, og finde en plads til det, end jeg har.
Jeg mener ikke man kan generalisere om mænd.

Min kæreste var meget parat til at blive far, og havde gjort sig mange tanker og forestillinger om det, så da vi mistede, gik han også fuldstændig ned. Noget af det der fylder for ham, er alt det han ikke kommer til at dele med hans datter, alt det han ville lære hende om livet.

Vi har skiftes lidt til at tage vores ture, og vi følges ikke ad. Nogle gange var jeg helt nede, hvor han virkede som om han fungerede bedre, andre gange var det omvendt. Han røg meget i computeren med spil, men det gjorde jeg også, med nettet.
Vores psykolog gav et godt billede, hun sagde "vi var med samme tog, men ikke i samme vogn".

Nu er vi så der hvor jeg er over den værste krise, jeg har sådan set fået bearbejdet min sorg nok til at Saga har fundet en plads i mig. Jeg har det stadig dårligt, men jeg har vænnet mig til sorgen, jeg kan fungere igen. Min kæreste er derimod gået meget ned  og har det meget skidt for tiden. Han har så også andre kriser med i bagagen, der bliver reaktiveret af denne krise. Han har lige lidt ekstra at kæmpe med.

Da jeg fødte, havde han først sagt han ikke ville se hende. Men det gjorde han heldigvis alligevel. Det med navn var først ikke vigtigt for os, men da jeg ville give hende et navn, var det okay med ham. Han sagde okay til Saga, selvom det ikke var hans yndlings, men så viste det sig at han selv havde et navn til hende (hendes mellemnavn, Tinubriel). Og her med tiden er han blevet rigtig glad for vores navne.
Et vigtigt input for ham var nok en par psykologi-bøger vi lånte om sorgteori, hvor der stod at det var sundt at vide hvad man havde mistet. Dvs. at det at tage barnet til sig, navngive, tænke, føle, se billeder osv. gjorde at man så bedre kunne slippe barnet igen, end hvis det var noget diffust og uafsluttet. Altså at det kan være vigtigt at forstå at man har mistet et konkret barn, i stedet for at forsøge at skubbe det væk som "der skete noget, men det var ikke helt virkeligt".
Han er meget til punktopstillinger og handleplaner, og det blev en handleplan at gøre Saga virkelig. Navn - tjek, billeder - tjek, tegning - tjek, tænke over hvordan det ville ha været hvis hun havde levet, og så græde over det - tjek.
I lang tid gik det rigtig godt med hans sorgprocess, men så skete der nogle ting på job der slog bunden væk under ham. Og dét at jeg blev opereret, og han var bange for at jeg sku dø fra ham, det var også lige dråben.

Jeg synes de bøger, vi har lånt, har givet os begge meget brugbart input, selvom det også har været hårdt at læse om andre historier.
Og så har min kæreste også fået noget ud af at snakke med andre fædre der har mistet, i sorggruppe og nu i vores forældregruppe.

Jeg tror sorgprocesser er forskellige for alle mennesker, uanset køn, og så tror jeg at vores kultur har nogle forskellige mande- og kvinderoller, men jeg tror ikke nødvendigvis at mænd og kvinder er SÅ forskellige. Jeg tror det kommer an på personerne.
Klart sørger min kæreste og jeg forskelligt, man han er ikke arketypisk mand, og jeg er ikke arketypisk kvinde. Vi er mere bare forskellige mennesker, der har lært at udtrykke følelser og håndtere kriser på forskellige måder.
Jeg tror så også det meget menneskeligt at søge at beskytte sig mod sorgen, ved at distancere sig fra den. Jeg har oplevet kvinder der også helst hurtigt pakker barnet væk som fortid og overstået, for ikke at mærke smerten så intenst, hvilket man jo ellers ofte anklager mænd for at gøre. Vi har hver vores måde, men det er vigtigt at man ikke flygter fra følelserne, for så kan man få en krise senere. Det er dog svært at bedømme hvad der er bedst og rigtigt for andre, det kan man i sidste ende kun selv.

Nogle påstår det er lettere at miste tidligt - det tror jeg ikke på.
At miste er frygteligt, lige meget hvornår. Man kan jo vende den om og tænke over alt det man også mister, når man mister tidligt. At mærke barnet vokse, at føle/se spark, evt. at se barnets øjne, høre dets lyde, dufte det, mærke det, tid med det.
Jeg hørte om en der, når andre sagde det var godt hun ikke havde haft sit barn længere, provokeret spurgte tilbage igen, om det var nemmere at miste et barn på to år end et på fem år, fordi man havde haft sin to-årige i kortere tid. Det er ikke helt det samme, men lidt derhen af. Kærligheden til ens barn handler ikke om hvor godt man kender det, men er en ubetinget kærlighed, der opstår i det øjeblik man knytter sig til sit barn, hvilket sagtens skal ske meget tidligt.
Har ens barn en dårlig personlighed, elsker man det stadig. Kærligheden er ikke afhængigt af barnets opførsel eller væsen.
Vi har måske ikke savnet efter barnets konkrete personlighed, men vi har savnet efter at opleve barnet, leve med barnet. Efter at lære det at kende, hvilket absolut er virkelig hårdt at mangle.
Og så er der tabet af den familie, man troede man skulle være, det liv man havde indstillet sig på, haft forestillinger om. Det er yderligere en gren på sorgen.

Der er mange der tror at hvis man beskæftiger sig for meget med sit mistede barn, så "svælger" man i det, eller så kan man ikke komme videre fra det. Så de vil redde én fra at forholde sig til ens tab. Det er misforstået.
Selvom man virkeliggør sit barn (der jo var virkeligt!), så betyder det ikke, at man for evigt sidder fast i sorgen. Der må andre folk lige stole på ens egen evne til at mærke hvad der er bedst for en selv, og ens egen drift mod heling. Sorgen tager tid, sorgen skal have plads, sorg er meget voldsomt, men der er ingen vej uden om. Den må mærkes, indtil den bliver mindre presserende.
At have brug for at beskæftige sig med tabet af ens barn er ikke usundt. Hvis man har brug for at navngive sit døde barn, tale meget om sit barn, ordne gravsted, få tegnet billeder osv., så er det en sund proces
Hvis du om tre år ikke taler om andet, så kan man overveje om du har fået et problem, men det er ikke usædvanligt at skulle bruge meget lang tid på at bearbejde tabet.

Ifølge sorgteorier er det ikke usædvanligt at der tager 3-6 måneder før man fungerer nogenlunde igen, og 1-2 år for at være ordentligt glad og hvor sorgen ikke fylder så meget længere. Gå væk gør det aldrig, det er en del af ens liv fremover. Men det finder en plads.

Jeg var MEGET fokuseret på Saga fra en uge efter jeg fødte og så en tre-fire måneder. Nu her, seks måneder efter, er hun mere i baggrunden. Hun er med mig, men mere fjern og jeg bruger ikke så meget tid eller tanker på hende som før. Og det føles meget rigtigt. Jeg havde brug for virkelig at forholde mig til hende og acceptere hende som min datter, nu har jeg brug for at lægge hende lidt fra mig, for hun har ikke brug for noget fra mig, hun er jo død, og jeg har brug for at leve videre.

Jeg synes man må mærke hvad der føles rigtigt for en selv. Når andre mener man dyrker sin sorg ved f.eks. at give navn til et dødt barn - Jeg havde brug for at sætte navn på min sorg og virkelig "undersøge" hvad det betød at have født et barn. Forstå at det VAR et barn.
Det har hverken gjort mere eller mindre ondt at vi har givet hende et navn, smerten er der uanset hvad. Hvis andre tror man får det værre af at navngive sit barn, tager de fejl. At tabet evt. er mindre synligt/konkret ændrer ikke det fakta at man har mistet sit barn.
Tendensen til at søge at feje oplevelsen væk, ved at gøre den mindre konkret, det virker ikke. Det gør bare ondt at miste sit barn, og den smerte må man håndtere og finde en måde at leve med.

Der var en der udtalte at man ikke er/bør være så knyttet til sit barn når man mister tidligt, men det handler ikke om hvor mange cm ens barn er, men om og hvordan man har knyttet sig.
Min datter var 26 cm, jeg gør lige så ondt som dem, hvis barn var 36 cm. Og jeg har mødt en med et barn på 8 cm der havde ligeså ondt som mig (hun havde båret sit barn til 17. uge, og derved haft tid til at knytte sig). Sorg er absolut, det er ikke størrelsen eller alderen på barnet, man har mistet, der afgør det, men dét at miste et barn. Sorger fylder op, den kan ikke blive værre. Der er bare fyldt op.


En vigtig ting jeg har lært/oplevet er at mennesker er forskellige, kærlighed til ens børn er uendelig stor og ubetinget, sorg er desværre også uendelig stor og ubetinget, men mindskes dog med tiden, hvilket jeg tvivler på kærlighed gør. Eller også træder begge dele bare mere i baggrunden, når der ikke længere er nye oplevelser der udløser følelserne. Man vænner sig ihvertfald til sorgen, og når man gør det, overvælder den ikke alt.
Man kan godt leve med smerte, det holder op med at råbe og hvisker i stedet.

Opstød

Jeg prøver at gøre smerten mindre ved at tænke, at det jeg mistede, ikke var noget jeg havde, eller også ikke var noget jeg havde ret til.
Det virker ikke.

Jeg var så kortvarigt gravid, i forhold til hele den lange periode hvor vi bare prøvede og prøvede. Det er lige før jeg kan bilde mig selv ind at det var en fejl, at graviditeten er noget jeg husker forkert. Der er mest af det andet, af den tid hvor det ikke lykkedes.
"Måske var jeg slet ikke rigtigt gravid? ...". Men det var jeg jo. Hun var der jo, levende, i mig.

Jeg har på en måde indlært at jeg ikke kan regne med lykke, ikke kan stole på at gode ting sker for mig, eller at jeg kan beholde noget godt i mit liv.
Jeg er så mistroisk ... Så bange for at miste.
Så når jeg så mister det vigtigste i mit liv, så bekræfter det mig i at jeg ikke ka opleve hvad andre kan. At den lykke ikke er undt mig.
Jeg ved godt det ikke bare er lykke. Lykke er et spøjst koncept. Hvem er virkelig lykkelig? Og ingen er det vel hele tiden. Men der ER en lykke i at blive og være forældre. Noget mange tager for givet.
Vi søger en partner og vi søger familie. Der er noget at hente i det, og der er et behov.
Jeg stoler ikke på at jeg også oplever det, at det også er et liv jeg kan få. Og så ligger det lige for at tro, at jeg har mistet mit barn fordi jeg er forfordelt, fordi jeg ikke kan eller må. Måske mest ikke kan. Fordi noget i mig ikke kan finde ud af at deltage i verden, er beskadiget og defekt. At jeg gør det forkert, livet. Ikke deltager i det på den rigtige måde, og derfor kører mit liv af sporet.
Jeg ved godt det ikke er sådan.
Men jeg føler det nogengang.

Det er ikke noget jeg bevidst tænker på. Men den ligger der et sted, følelsen af at det var givet at jeg mistede, at hun ikke var til mig. Det gik lidt for godt lige pludseligt.

Jeg troede ellers ikke at jeg tænkte nær så meget over det hele længere, jeg troede jeg var kommet megete videre. Men det gør jeg nok et sted alligevel, ubevidst. Det poppede da ihvertfald lige frem igen

Da jeg gik hjem i forgårs sen aften, i regnen, græd jeg pludseligt kortvarigt, indtil jeg fik det under kontrol.
Jeg bryder mig ikke om at græde, jeg ved ikke om jeg taber kontrollen. Om der kommer mere end jeg regnede med. Og hvad hvis nogen ser det ...
Jeg græd fordi jeg tænkte på scanningerne da jeg blev indlagt, hendes hjerte der slog, hendes bevægelser. Jeg lå der og så mit barn, og jeg vidste, at det blev sidste gang jeg så hendes hjerte slå, sidste gang jeg så hende i live. Så ulideligt, det sidste kig ind i min mave. Jeg var så sulten efter at se mere, så sulten efter mit barn. Og det var sidste gang.
Jeg har tænkt på det før, og prøver hver gang at distancere mig. Som at se en film, det er nogle andre det handler om. Men det er det jo ikke, det var jo mig.

Tanker om terminsdatoen

Den måde jeg gjorde det på fungerede ikke for mig (termin 11/1).
Jeg ignorede den ... Jeg lod som om det var en dag som alle andre, og prøvede for hver en pris ikke at blive ked af det. Men resultatet var at jeg havde det trist og halvskidt hele dagen. Ikke rigtig dårligt, bare sådan off.
Jeg vågnede og var trist. Havde ikke lyst til at vågne. Og så gjorde jeg ellers hvad jeg plejede, og tog til et bestyrelsesmøde og aftenen. Jeg prøvede at bevise overfor mig selv, at jeg godt kunne klare dagen.
MEN da jeg gik i seng om aftenen følte jeg det hele forkert. Der manglede noget.
Og næste dag havde jeg en følelse af tab og tristhed.

Jeg har siden tænkt at det nok var forkert at prøve at undvige dagen. Istedet kunne jeg ha taget den til mig, men forsøgt at bruge den til at udtrykke min kærelighed til min datter, i stedet for at være bange for smerten.
Kunne jeg gøre det om, ville jeg have dedikeret dagen til hende. Så ville jeg ha fundet på et ritual jeg kunne udføre, tænde lys ved hendes billede, besøgt hendes grav (hvis hun havde haft en, hvilket hun ikke har), cyklet en tur til en skov, park eller sø og ha sat mig ned og tænkt på hende. Grædt hvis det var det jeg havde brug for, smilet, hvis det var det der fyldte.
Men fremfor alt ikke have flygtet fra følelelserne.

Som jeg har det nu, tænker jeg at det væsentligste i min historie med min datter er min stolthed over at have skabt hende, min kærlighed til hende og min glæde over at være blevet gravid med hende, og at have født hende. Side om side med det er sorgen, savnet og traumet i hændelserne. Men det er ikke én og samme ting, det er to sideløbende sæt følelser.
Når jeg får fat i kærligheden til hende, følger sorgen oftest med, men derfor er kærligheden der alligevel.

Kunne jeg gøre terminsdagen om, ville jeg huske kærligheden mere, og lade mig tænke på hende, tænke på hendes fødsel, tænke på det jeg havde troet skulle komme, det liv med hende jeg skulle have haft. Og så vendt tilbage og tænkt på at hun altså er væk, sende hende min kærlighed, sende mig selv noget omsorg, søge at lave en afslutning i mig selv. Sige farvel til hende, men beholde hende i mit hjerte.

Man bliver jo ked af det alligevel, lige meget om det er oppe i overfladen eller skubbet langt langt ned. Så kan man lige så godt bruge det, være i det og så prøve at gøre noget der føles rigtigt.

Til hendes fødselsdag vil jeg vælge anderledes, nu da jeg ved at dét med at lade som ingenting ikke var godt. Den vil jeg lade være hendes dag, hvor jeg tænker på hende fremfor at flygte fra det.

Jeg troede på dagen, at hvis jeg ikke tænkte på det, så var det jo fint, så var det fordi jeg ikke behøvede det. Men jeg ku efterfølgende mærke at jo, jeg behøvede det, jeg turde det bare ikke.

Det kan jo være forskelligt hvordan man har det, men jeg vil give det input, at det for mig var forkert at prøve at lade dagen gå ubemærket hen. Jeg ville ha haft bedre at at markere den og gøre et eller andet (lys, blomster, gå en lang tur, skrive et digt, anything) så jeg fik balance i det.