Vores datter født og død

Jeg fødte i går, alt for tidligt, en lille pige, der døde kort efter fødslen. Hun var helt perfekt, men kom så tidligt at hun ikke kunne reddes.
Det skete pga. alle de fibromer jeg havde dannet på livmoderen, og er kulminationen af flere ugers smertehelvede og bekymring.
Fysisk forløb det okay, psykisk har vi det meget svært.

Fordi hun var levendefødt opfattes det ikke som en abort, men som en fødsel (det var det så også). Hun var lige knap 21 uger og 26 cm lang, og var komplet skabt, bare for lille til at leve.

Mig og T er i dyb sorg, og vil nok være noget ustabile et godt stykke tid. Vi har ikke overskud til se nogen de næste dage, mens vi dealer med chokket ...

Update på baby og fibromer

Well, så var vi til MD scan i dag. Den viste at fosteret umiddelbart ser okay ud, men er i den lille ende af normalen. Svarende til ca. en uge mindre end jeg er. Det er okay, selvom jeg da hellere så at den var større. Især da vi er bekymrede for om fibromerne hæmmer dens vækst.

Tilgengæld er mine fibromer igen vokset - og der er kommet flere. Dvs. jeg nu, udover de fem store fibromer, også har en mængde små. Så mange at de ikke ville tælle dem. Livmoderen er simpelthen fyldt med fibromer, det er ret atypisk. Sikkert medicinsk interessant. Men ikke så fedt at se sin livmoder være fuldstændig deform. Og det størte fibrom er fandme stort. Jeg kan mærke det udefra.

Fibromerne giver mig smerter, så jeg har konstant så ondt at jeg næsten ikke kan eksistere ... :(

Det positive var dog at lægen gik meget op i at undersøge min mulighed for at føde selv - det må betyde at han regner med at baby klarer den trods fibromerne. Han sagde også at østrogenen får fibromerne til at vokse, men at senere i graviditeten vil progesteron dominere, og den hæmmer fibromernes vækst. Så der er håb for at de ikke bare bliver ved og ved.
Og han sagde noget med at de flød mere ud senere i graviditeten.
De har dog ikke set så mange før.

Smerterne er der dog ikke meget at gøre ved. Han ville give mig stærk Ibruprofen mod smerterne, men det kan irritere babys hjerte + give mindre fostervand, så det er jeg ikke særlig vild med ... Han var en ældre mand af den gamle skole, så han gik tydeligvis ikke ind for alternativ behandling, og han var svær at snakke med.
Jeg følte ikke rigtig jeg kunne bruge ham eller få svar på mine spørgsmål. :/

Status her og nu er at baby lever og har det fint. Umiddelbart så okay ud, men de havde svært ved at scanne grundigt pga fibromerne. Og at min smerter er ret uundgåelige. Men at vi har en chance for at baby klarer sig. Så det er både godt og dårligt, men vi er forsigtigt forhåbningsfulde ...

Har lidt mistet gejsten :(

Efter min tur på hospitalet med smerter, og hele balladen med mine mange fibromer, har jeg ligesom mistet lysten til rigtig at deltage på graviditetsfora. :(

Angsten for at det går galt for mig gør, at jeg har svært ved at køre videre som om intet var hændt, og snakke barnevogne, symptomer, scanninger osv ... Jeg føler ikke at jeg er det samme sted som andre gravide, min graviditet er ikke længere "normal" eller givet. :/

Jeg har ellers lovet mig selv at tro på det, og det er heller ikke sådan at jeg ikke tror mit barn overlever. En del af mig tror absolut det gør. Men jeg er bekymret og jeg forudser en svær tid, fysisk og psykisk.

Jeg er heller ikke så interesseret i at læse daglige mails med "nu er du dag x+x", som jeg ellers selv har tilmeldt mig og nød at læse før. For hvad nu hvis min baby ikke er xx cm lang eller udvikler xx nu her osv. ... Det sætter mere gang i mine bekymringer end i min glæde og forventning.

Jeg føler mig "forkert" gravid, jeg er for tung, jeg har for ondt, jeg er for besværet. Jeg kan ikke tale med om motion og indkøbsture, for jeg har svært ved at gå ned til bussen uden at få ondt, det er helt udelukket at foretage mig noget "unødvendigt".
Jeg er ikke gravid på den måde jeg burde være, hvor det bare kører ... Hvor man netop ikke er "syg", men gravid.

Well, det kan være det ændrer sig. Men lige nu og her er jeg noget ked af det, jeg har mistet en stor del af min glæde. Jeg har håb, men ikke glæde. Fandens! :(

Krise. Det skal åbenbart ikke være nemt ...

Jeg har haft tiltagende smerter i løbet af ugen, men jeg regnede med at det var slemme ligamentsmerter kombineret med træthed over at starte i nyt job. Men det kulminerede søndag nat hvor jeg bare havde ONDT og ikke kunne sove for smerter.
Så her i går morges ringede jeg akut til lægen.

Hos lægen testede hun urin (jeg har fået blærebetændelse, hvilket gravide får helt vildt nemt), lyttede til hjertelyd (Hurra! Endelig!) og trykkede rundt på min mave - men besluttede sig til at sende mig akut til hospitalet for yderligere undersøgelse. Min egen frygt var at det skulle have noget med mine fibromer at gøre (jeg har 5 stk, hvoraf tre sku være små, to havde vokset sig til 7 cm ved nakkefoldsskanningen for 6 uger siden).

Nå, men efter en undersøgelse af hende tog jeg videre til hospitalet hvor jeg ankom 10.30. Jeg blev lagt på en hospitalsseng og blev udspurgt, trykket lidt på og taget blodtryk. Jeg sku så vendte på en læge. Men jeg endte med at tilbringe hele dagen der, fordi der var så travlt. Først ved 16-tiden kom lægen, og hun måtte løbe igen. Jeg nåede dog at høre hjertelyd igen (<3) og blive trykket endnu mere på. 16.30 kom jeg så til skanning, og jeg blev først udskrevet kl. 17.15, så det var en lang og udmattende dag. :/


MEN desværre viser det sig at der er nogle komplikationer ved min graviditet. Udover den trivielle blærebetændelse viste en skanning at mine fem fibromer på livmoderen (gevækster af muskelvæv) er vokset amok. Dvs. de hver især er blevet mellem 8 og 10 cm store, og en af dem har ikke nok blodforsyning, så der er nekrose i (vævsdød). Det er dem, og især den nekrose, der giver de voldsomme smerter.
Jeg vidste jo godt jeg havde dem, de var bare kun 3 cm da jeg blev gravid, og burde ikke ha betydet noget. Men der er jeg altså uheldig, hormonerne får dem til at vokse meget.

Det var dejligt at se baby, den sprællede og vinkede. :D Men det var frygteligt at se hvordan der lå alle de her bolde og fyldte, det så helt forkert ud, og tilsammen fyldt de jo mere end baby.
Men jeg havde ret. Der var noget med de fibromer, og det er dem der giver mig de ekstra stærke smerter.

Jeg snakkede så lidt med lægen om hvad det kan betyde, og på sigt kan fibromernes størrelse og eksplosive vækst betyde at barnets vækst kan hæmmes fordi de fylder så meget, men det behøver ikke betyde det.
De kan også udløse at jeg føder for tidligt, måske FOR for tidligt. Men det er ikke til at sige, det vil de holde øje med. Der ER en chance for at jeg godt kan gennemføre graviditeten og får et levedygtigt barn ud af det. Men det er ikke så fedt at der kan gå noget galt. :(
Vi håber dog på det bedste, men det er lige noget at et chok.

Og smerterne er noget fuck, for der er meget lidt smertestillende man må tage, og helst slet ikke. Og det gøre satme ondt!!!

Jeg håber smerterne aftager efterhånden som min tilstand ændrer sig, eller at jeg lærer jeg at leve med dem. Jeg skal jo forhåbentligt være gravid i mange måneder endnu. Lige nu kan jeg næsten ikke overskue at det skal gøre så ondt.

Oven i det så er det noget fuck at alt det her sker lige som jeg starter i job. Jeg er ikke så glad for en sygemelding, men jeg er også bekymret for om jeg overhovedet kan passe mit arbejde. Baby er vigtigst! Men jeg har det svært med at vi skal være så uheldige ...

Så lige nu synes jeg det er svært. Jeg er i forvejen meget bekymret og sortseende, men med så dårlige nyheder, er jeg nødt til at prøve at se lyst på det hele, og håbe at det går.

Forkølet. :( Og har mere og mere ondt. *piv*

Øv, efter en hård uge med start på nyt job er jeg blevet møgforkølet. Kan ikke helt vurdere om det er med eller uden feber, men jeg snotter, er træt og så er jeg ved at kaste op når jeg pudser næse, fordi jeg ikke lige kan ha at jeg ikke kan få vejret et øjeblik.
Damn det er ikke rart!

Jeg læste at gravide kan være længere om at blive raske igen, øv.

Derudover har jeg tiltagende ondt. Tror det er en grim omgang ligamentsmerter, måske ekstra smertefulde pga mine fibromer. Men jeg føler mig som en der er meget længere henne, sukker og stønner og vender mig som en elefant. Det gør ondt når jeg rejser mig, sætter mig, vender mig i sengen osv. Øv.
Og så har jeg en tyngdefornemmelse i underlivet, der bliver værre henad aften. Orker ingenting. :(

De her dage synes jeg bare det er rigtig ufedt at være gravid, selvom baby er mega mega ønskebarn!

Første arbejdsdag og meget ondt

Jeg startede nyt job i går efter at ha gået hjemme hele graviditeten indtil nu. Så tidligt op og afsted med bus og tog.

Jeg lagde ud med kvalme. Meget. Det med tidligt op provokerer det åbenbart.
Og i løbet af dagen er jeg blevet mere og mere øm i underlivet. Det føles tungt.

Efter fyraften var jeg helt udkørt. Totalt træt. Kvalme igen (træthed) og så fik jeg ONDT. Mit underliv føles tungt som bly, det jager langs siderne af maven og trækker og nager.

Jeg slog op i min graviditetsbog om 19. uge (i dag) og der stod at mange kunne have RET ondt på det her tidspunkt pga. ligamentsmerter, fordi det hele vokser igen. Og smerterne var beskrevet nøjagtig som jeg mærker dem.
Men jeg blev nu alligevel bekymret pga samfaldet med jobsstart.

Nu skal jeg afsted igen, og synes stadig jeg er øm. Har ikke lyst til den lange tur ... Men well, jeg er glad for at arbejde igen (grafiker, sidder ned det meste af tiden).

Hmmm, det er sgu lidt svært når man bekymrer sig så nemt. Men av altså!

Så hoppede Frøen vist igen

Jeg tror jeg mærkede Frøen hoppe igen i nat. Flere gange. :)
Jeg har allerede godt med mave, så når jeg ligger på siden føles det bedst hvis jeg propper noget dyne indunder som støtte. Når jeg vender mig gynger hele madrassen, jeg føler mig som en flodhest!

Men her i nat vågnede jeg et par gange fordi det ligesom var aktivitet i min mave, jeg ku mærke noget der bevægede sig! Det føltes som om noget lige rullede/trillede et stykke. Sjovt!
Jeg har mærket det før, men har meget svært ved at sige med sikkerhed at det er babyen. Det passer dog med folks beskrivelser, og med min egen fornemmelse.
Jeg kan læse at mange i min terminsgruppe har mærket liv i flere uger, så det er ikke unormalt at mærke noget nu.
Jeg mærker det dog i siden af maven (altså ikke helt ude i min side, men siden af den hårde bule jeg har midt på, under navlen). Det passer med at jeg tror min moderkage er hæftet ud mod maveskinnet, så jeg ikke vil mærke så meget foran.

Hmm, hvor er det sært! Og godt!
Tænk at der er noget levende i mig, der ligger og mosler rundt!

Drømte om terminsdato

Jeg har ellers ikke drømt om fødslen eller tiden efter, kun om at være gravid. Dvs. at jeg i mine drømme har været bevidst om at jeg var gravid, mens whatever drømmen nu handlede om foregik.

Men så her i forgårs, der drømte jeg at mit barn blev født 14. december. Aner ikke hvorfor, jeg er sat til 11/1. Og det var på ingen måde centralt for drømmen, det var ligesom bare en sidebemærkning i den ...

Jeg har intet forhold til den dato.

Sært.

Babyseng og sammenklappeligt puslebord

Nu har læst en masse om hvor meget andre gravide med samme termin allerede køber af babyudstyr, og jeg undrer mig over at jeg slet ikke selv har haft lyst til at begynde på det. For mig er det ret tidligt.
MEN så snakkede jeg om kæresten om det, og vi begyndte alligevel at snakke igennem hvad vi forestillede os.

Min kæreste mente vi sku ha et sammenklappeligt puslebord, når vi har så lidt plads på badeværelset, og jeg forestiller mig at baby skal lige ved mig i sengen, men gerne på noget der kan sættes fast på siden af sengen.

Lidt Googling fandt så det helt perfekte - en babybay fra Thorn, som både kan kobles på vores seng eller fungere selvstændigt, og kan udvides + indstilles i højden:



Og sørme om ikke de også havde puslebordet:


Og endnu bedre, puslebordet havde scoret næstbedst i en TÆNK test, så det er også sikkert.

Det skal vi have! :D

Det med hormoner

Jeg synes egentligt ikke jeg er så hormonel. Jeg kan læse at mange andre gravide har kort lunte, ryger i klammeri med kæresten og generelt er ret så bitchy. Men jeg et vist okay mild og overbærende. T synes heller ikke han kan mærke noget. Jeg undrer mig lidt, for jeg er ellers meget plaget af graviditetsgener, så jeg vil tro at hormonerne kører på højtryk.

Der dog tre episoder hvor jeg nok var noget hormonel ...:

En lille mørklødet pige løb rundt mellem tøjstativernei H&M og småhulkede i stigende panik. Hun var tydeligvis blevet væk fra sin mor. Jeg tog kontakt til hende og prøvede at berolige hende med at vi nok skulle finde hendes mor. Men jeg er usikker på om hun helt forstod mig, jeg tror hun var arabisk, så enten var hendes danske ikke flydende, eller også var hun for fortvivlet til at kunne kommunikere. Anyway - jeg kaldte ud til hele etagen hvem der manglede en lille pige, moderen dukkede op og pigen stormede hende i møde.
MEN så snart jeg så pigen være ked af det var jeg selv ved at græde! Jeg ku simpelthen ikke bære at hun var så panisk. Da jeg snakkede med hende, måtte jeg tage mig sammen for ikke selv at storhulke ... Det var næsten pinligt. Jeg var dybt berørt. SÅ empatisk plejer jeg ikke at være. Men hendes fortvivlethed stak mig hårdt i hjertekulen, jeg kunne slet ikke ha at hun var så ked af det.

Næste episode var da T snakkede om at han gerne vil ha motorcykelkørekort. Jeg synes det er en ret dårlig idé, da jeg er bange for at han skal komme ud for en ulykke - de ser så udsatte ud, motorcyklisterne. Og så væltede tårene frem, midt i en bus, fordi jeg forestillede mig at han skulle komme til skade. Det var vildt pinligt. Han nævnte bare han gerne ville ... Total overreaktion!

Sidste var i dag. Jeg læste nekrologerne i Roskilde Avis, det gør jeg nogengang fordi jeg er nysgerrig på havd folk har heddet og hvordan familien formulerer det. Men fandme, så var jeg ved at tude! Jeg synes det var så sørgeligt at der var familer der mistede deres far/mor/bedsteforælder. Især en hvor manden kun var i start-fyrrene og tydeligvis efterlod sig børn. Det ku jeg slet ikke ha ...
Ja, selvfølgelig er det sørgeligt, men jeg plejer da ikke at tude over det! *lol*

Så lidt hormonel er jeg alligevel ...

- På tirsdag går jeg ind i femte måned. :D

Pinligt! Tisser i bukserne ...

Jeg havde en rimlig kikset dag, kærsten og jer tog en ekspedition til Knuthenborg Safaripark, og efter en halv times kørsel fik jeg voldsom kvalme. Vi holdt ind på en tank og jeg susede på toilettet for at kaste op. På toilettet kaster jeg op, men krampetrækningerne er så voldsomme at jeg tisser lidt i bukserne! DAMN!
Det har jeg aldrig gjort før!

Og jeg havde ikke noget skiftetøj med. :-S Heldigvis var det kun ganske lidt, der blev ligesom lige klemt et svæt ud. Men mine trusser var lidt våde og det var gået igennem mine leggins. PINLIGT! heldigvis havde jeg en nederdel udover, så man ikke kunne se en våd plet. Og jeg tørrede så meget med papir som jeg nu kunne, stoffet var dog stadig ikke tørt. Så afsted på udflugt med småvåde bukser. Øv.

Jeg har i dag tilmeldt mig et FOF kurse med Bevægelse for gravide, der inkluderer bækkenbundsøvelser! ... ;) Jeg troede jeg var okay på dét punkt, men åbenbart ikke ...

Men nej, at tisse i bukserne har jeg altså ikke gjort siden jeg var lille! Dét synes jeg ikke var rart!