Håb

Totalt mod forventning sagde lægen at han godt ville forsøge at operere fibromerne bort! :D
Der er en meget stor risiko for at han må fjerne livmoderen, men han mente der var en chance for at det kunne lykkes. Jeg sku skrive under på at jeg accepterede risikoen for at livmoderen røg, men well, det vidste jeg jo godt. Til gengæld var han ikke bange for mit liv mine nyrer havde det fint. :) Så der er ikke noget med mig iøvrigt.

Han sagde så tydeligt at han ikke på nogen måde kunne garantere mig at jeg ville kunne blive gravid efter operationen. Men altså. Bare et sandkorn af håb og jeg er glad. Det er bedre end intet. Som det er nu har jeg intet håb, og uden livmoder heller ikke. Så der er intet at tabe ved at forsøge.

Jeg er meget forvirret. Og udmattet. Og har svært ved at mærke hvad jeg føler. Jeg var SÅ sikker på at han ville sige det ikke kunne lade sig gøre.
Jeg så min MR scanning, og den var grum. Der lå de her enorme bolde over hele livmoderen. Og et af dem da inde i livmodervæggen og havde trukke min livmodermund ud af facon. De var virkelig store.
Da jeg så billederne tænkte jeg det ville være umuligt. Men så sagde han ar han ville forsøge.

Jeg har fået en operationstid i næste uge! 7/12. Det er også så hurtigt at jeg slet ikke kan krølle mit hovede rundt om det ...
Jeg skal lige fordøje informationerne.

Efter lægesamtalen fik jeg taget blodprøver, så talte jeg med narkoselægen og så ventede jeg en time(!) på at tale med en sygeplejerske om operationen. Jeg var der i 3 1/2 time ...
Jeg er helt udkørt.

Risikerer at gå glip af noget

Øj, jeg synes det er virkeligt svært.
Jeg blev faster igen to uger efter jeg selv fødte, og jeg har det meget svært med min nye lille niece. Jeg så hende nogle dage efter hun var født og det var hårdt, men okay. :)

MEN så har jeg ikke set hende siden. Hun er lidt over to mdr. nu, og jeg så nogle billeder på FaceBook der gjorde ONDT. Hun ligner lidt mig som baby ... Og hun er smuk, charmerende, dejlig, til stede, super udtryksfulde øjne! - men jeg føler ikke glæde når jeg ser hendes billeder, jeg føler en dyb smerte og en grum misundelse.
Jeg kan næsten ikke holde ud at det er så let for dem. At de nu har to børn, og jeg har ingen.
At det er en pige, når jeg fik en pige der ikke kunne leve.
At hun ligner mig, når jeg ikke har nogen børn der kan ligne mig.

Samtidig er jeg bange for at gå glip af noget. Bange for at gå glip af at elske hende, bange for at misse hendes babystadie - den eneste baby jeg måske kan komme så nær på nogensinde (de skal nok ikke have flere, jeg kan ikke, og jeg har ikke flere søskende).
Bange for at forskelsbehandle min nye niece og hendes storesøster, som jeg er tæt knyttet til.
Bange for ikke at være "med" i familien, ikke at deltage i den familiebegivenhed det er at der kommer et nyt barn til. Og derved også blive lukket ude.
Bange for at være den bitre, vindtørre kone ude i provinsen, som ikke har varme til at komme ud over sit eget savn.
Jeg har så dårlig samvittighed over at føle som jeg gør, at jeg ikke kan elske min nye niece helt og uforbeholdent, som jeg gjorde med min første niece (der btw blev født efter jeg havde haft en missed abortion i 9. uge).

Jeg kan så godt forstå mig selv, det er måske naturligt nok at føle som jeg gør. Men hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde det sådan! At jeg bare kunne glædes på deres vegne og være der for min nye niece også. Være glad. Ikke gøre så ondt.

Jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal håndtere det. Om jeg skal tvinge mig selv til at se dem, eller om jeg skal passe på mig selv og holde afstand. Men så altså gå glip af en masse.

Vi skal holde jul sammen, det bliver meget meget svært. De vil komme med deres to skønne unger, og vi vil sidde der og gøre ondt og savne vores døde barn.
Men jeg vil heller ikke blive væk, så vil jeg savne min familie. At være en del af familien. De ER jo betydningsfulde for mig, allesammen.

Fuck hvor er det svært!

Svært at være midt i

Jeg fik min mestruation igen i går aftes, den tredje efter fødslen. Og som de to foregående er den overdrevet voldsom og jeg mister alt for meget blod. Da jeg gik i seng i går aftes viste jeg godt jeg skulle ringe til lægen her til morgen og få endnu en recept på de piller der hjælper til at mindske blødningen.
Hele natten drømte jeg dumt. Sådan alt muligt jeg skulle nå og ikke kunne nå, med desperation og frustration. Og i drømmen forklarede jeg igen og igen folk omkring mig at jeg skulle på apoteket efter de dér piller, og at jeg skulle ha fjernet min livmoder.
Væmmeligt realistisk.
Åbenbart tumler min underbevidsthed med at jeg skal til lægen på mandag og få svaret på MR scanningen af min livmoder - kan mine fibromer forsøges bortopereret eller skal livmoderen fjernes helt. Og om der er andet i mig der har taget skade (fandt ud af at den blodprøve jeg fik taget inden scanningen er for at teste min nyrefunktion, nyrene kan være skadet hvis et fibrom klemmer urinblæren).
Jeg har det rigtig svært med det. Jeg ved godt at chancen for at jeg kan bevare livmoderen er meget meget lille, og at hvis de overhovedet vil forsøge at bortopere fibromer, så er der alligevel ingen garanti for at jeg vågner op med livmoderen i behold. Og faktsk også en risiko for at jeg kan dø på operationsbordet. Det sker. Blødningen er ret heftig. Det er almindeligt at miste en liter blod når man fjerner et enkelt fibrom - og jeg har fem store plus nogle små ...

Fuck hvor jeg synes det er svært. At miste Saga og at vide at min krop er i stykker nu, at jeg ikke dur som jeg skal. At det jeg oplevede med at være gravid, med at mærke hende gro i mig, det kommer jeg aldrig til at opleve igen.
Jeg kan ikke rigtig forstå det.
Især når jeg ligger i sengen om aftenen og lige kommer til at tænke på hvordan det føltes at vende mig med min store mave, og hvordan jeg kunne mærke hende sparke og mosle rundt.
At jeg aldrig skal opleve den forandring af at være gravid igen.
Nu er jeg bare mig. Uden liv i mig. Uden muligheden for at kunne skabe det.
Jeg forstår det ikke.

De her blødninger går mig på nerverne. Det er så synligt at der er noget galt i min krop. Jeg kan ikke ignorere det når jeg bløder og bløder og bløder.
Så unaturligt. Og bekymrende.

Fandens. :-(

Til min elskede datter

Lille skat, tiden går og går og der løber endnu en dag på hver dag. Utroligt at det er to måneder, tre uger og en dag siden nu. At dagene bare går.
Jeg har stadig svært ved at acceptere min virkelighed, men jeg er i den og det er sådan her den er. Jeg vænner mig dog til den, på et eller andet plan.

Jeg elsker dig skat. Jeg tænker på hvordan du kunne være blevet, hvis du havde kunnet leve. Om det liv vi kunne have haft. Og de tanker jeg tænkte til dig i min mave. Dig og mig. Dig og mig, tænkte jeg, hver gang jeg var bekymret. Vi to skal klare den, vi to skal være sammen. Jeg VIL dig.
Men det var ikke nok.

Min smukke lille datter, hvor gør dit fravær usigeligt ondt. Jeg savner dig.

Svært

Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, for jeg har det ikke så godt.
Sådan ikke akut krise, jeg synes bare det hele er svært, så svært at jeg ingengang føler jeg kan formulere hvad det er jeg tumler med. Og jeg føler mig ret alene med det, jeg har ikke rigtig fået kontakt til mine venner og kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg gør med dem.

I dag er det mig og T' 5 års dag, hvilket vi normalt ville ha gjort en helvedes masse ud af. Vi er begge superromantikere, og så har vi været igennem så mange svære tider samme, at det at vi har hinanden er ekstra særligt. Vi værdsætter virkelig at vores kærlighed er så holdbar.
Men i dag har ikke være romantisk - T tog udmattet på arbejde efter endnu en dårlig nat (han havde i forvejen søvnforstyrrelser pga noget gammel PTS, så et nyt traume har absolut ikke gjort det bedre). Han kom så hjem og mødte mig på hopitalet, for yippie (not!) jeg sku ha en MR scanning af min livmoder. Lige i dag.

Jeg troede en MR scanning gik hurtigt, at det var sådan ind, scan scan, ud. Det viste sig at tage en time ...
godt jeg har dyrket yoga så jeg har læt at ligge helt stille længe.
T gik med ind, men vi kunne ikke tale sammen pga støjen, så han satte sig til at halvsove. Jeg gled også lidt væk indimellem, af at ligge der i en snæver tunnel musestille.

Der var lige et par gange undervejs hvor jeg blev rigtig ked af det. Når jeg sådan lå helt stille med lukkede øjne i en time, indkapslet i en støjende maskine, drev mine tanker rundt. Igen og igen landede de hos Saga, på hvorfor jeg var i den maskine, på min deforme livmoder og mit spinkle håb om at kunne opereres. Men igen og igen, hvorfor jeg ikke kunne beholde hende i mig længere.

Jeg er også bange for de fibromer. Det er sjældent kræft, men sjældent betyder at det sker. Og slemme ting har det med at ske for mig. Jeg bliver skræmt ved tanken om at min livmoder evt. er ved at blive ædt op af kræft, at det kan sprede sig, at jeg kan dø.
Det behøver det jo på ingen måde at være, højst sandsynligt ikke. Men når der sker så mærkelige ting i min krop, når mit forløb er atypisk, når jeg kan mærke hårde knuder udefra og hele området fra navlen til venusbjerget er knuder, så bekymrer jeg mig. Hvad fanden sker der med min krop?!? Hvorfor er min livmodere pludselig en enorm gevækst. Hvorfor er jeg ikke længere i stand til at bære et barn, eller bare at leve normalt. De ukontrolable blødninger jeg nu får af fibromerne kan jo ikke blive ved. De piller der kan stoppe blodet har jeg en stærk mistanke om også øger faren for blodpropper. De er jo det omvendte af blodfortyndende, de hindrer opløsning af størknet blod - hvad er det lige en blodprop er?! ... Fandens.
Jeg er bange for det hele. For at være defekt. For at dø. For at leve.

Jeg synes ikke rigtig det spiller. Der er ikke rigtig noget at se frem til, kun flere besværligheder, mere at kæmpe med. Det er ikke ovre, der bliver ved med at være noget.
Jeg kan ikke forestille mig hvordan mit liv skal blive godt igen.

Og jeg ved ikke hvordan jeg fejrer den 5-års dag der ville ha været så fantastisk, hvis jeg var godt igang med 7. måned nu.

(Lige nu sku vi købe babyseng og puslebord, planlægge og tale om hvordan vores liv ville blive når vores datter kom ud. Vi sku ikke stå med MR scanninger og operationer og sygemeldinger og kommuner der vil holde samtaler. Vi sku være glade.)

Fodspor i min sjæl

Ja, jeg kan blive ved ... For du har sat dit aftryk i mit hjerte og jeg bliver aldrig den samme igen.

Savner og savner og savner

Og dagene går ...

Min lille pige,

det er to måneder, en uge og to dage siden du blev født. Du levede kun udenfor mig i få minutter, så ophørte dit liv - den største katastrofe der kunne ske.
Jeg elsker dig uendeligt højt og jeg er så ked af at jeg ikke fik lov at beholde dig, være der for dig, lære dig livet. At alle de planer jeg havde for os, for dig, din far og jeg, ikke bliver til noget. At vi skal leve videre uden dig.
Saga min skat, min elskede datter, jeg mangler dig.
Jeg savner at mærke dig leve i mig og jeg savner det liv vi skulle have haft. Da du forlod verden efterlod du et dybt hul i mig, hvor du skulle være. Kun min kærlighed til dig er tilbage. Jeg vil altid elske dig, selvom det gør ondt.