For helvede da! Jeg tog afsted til seminar hos Landsforeningen, og da jeg ankom og lige skulle tisse, fik jeg min menstruation.
Jeg blev totalt hylet ud af den. Ind og møde nye mennesker og præsentere mig selv, to sekunder efter at jeg finder ud af at løbet er kørt, og mit fnug er gået til.
Pissedag!

EDIT:
Dog var jeg nok det bedste sted, når nu det sku være. De andre forældre var meget støttende og inspirerende, og det var plads til følelserne. Så jeg fik det på en måde bearbejdet. Ihvertfald formuleret, og det hjælper.

Rutjsebane

Jeg testede her til morgen, en dag for tidligt. Bragende negativ. Jeg tror den ville ha vist noget nu. Jeg tror fnugget er død. Ligesom ved alle mine andre ægoplægninger.
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(

Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.

EDIT kl. 9.27:

Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.

Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.

Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.

MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.

Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.

EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(

Mit lille fnug - er den der stadig?

Ihh, jeg er ved at blive gak! Jeg kan ikke mærke det store, men svinger hele tiden mellem at tro jeg kan, eller være nede over at jeg ikke er gravid.

Jeg tog en test i søndags, alt alt for tidligt. Mine to andre graviditeter har jeg testet positivt på den dag jeg skulle ha menstruation, og kun svagt. Så selvfølgelig kan jeg ikke regne med en test en hel uge før.
Alligevel slog det mig fuldstændigt ud.

Jeg har været ret aktiv den sidste uge, jeg har gået meget. Og så bekymrer jeg mig over det - gør det nu er forskel at jeg udmatter mig selv ... På den anden side er jeg ofte meget fysisk inaktiv, og der er jeg jo ikke blevet gravid, så måske er blodomløb i livmoderen bare godt. Aner det ikke. Argh!

Jeg kan teste på lørdag, og der bør jeg kunne regne med resultatet. Jeg aner ikke hvordan jeg skal klare den til på lørdag ...

Jeg har ellers været ved godt mod, men jeg kan næsten ikke bære hvis Sagas søskende bare er gået til. Den var jo levende da jeg fik den lagt op. Men min fornemmelse er at der ikke er bingo, at den er død nu.
Fuck.

Mit lille fnug

Alt gik godt i dag med ægoplægning, begge vores fryseæg havde overlevet og delt sig videre. :-)
Jeg havde det meget svært ved at det ene skulle smides ud, men vi turde ikke risikere noget. Så de udvalgte det pæneste, og jeg fik vores lille fnug lagt op.

Alt forløb perfekt, stemningen var god og jeg var glad og afslappet. :-)
Jeg fik et scanningsbillede med af embryonet, trygt placeret i min livmoder.

Nu er jeg i teorien gravid! :-D Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at være det, men lige nu er der et levende embryon i mig. Så må jeg se tiden an, og bare håber. Please sæt dig fast, lille fnug!
Det bliver nogle lange 14 dage ...

Her er vores fnug (eller rettere, det man kan se er den luftlomme der er rundt om den):

Hvor jeg dog håber håber håber at dette ikke bliver det sidste og eneste billede.

At affinde sig

Jeg opdager mest omkring hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, når jeg skriver til andre. Følgende er også oprindeligt skrevet som respons til en anden mor:

Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.

Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.

Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.

Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.

Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.

Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.

Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.

Lettelse!

I dag fik jeg en kontrastscanning af min lever, og det viste sig at det var godartet. Jeg har ikke kræft! De aflyste den planlagte leverbiopsi, så det skulle jeg heldigvis ikke igennem.
YES!
Der er ikke ord der beskriver hvor lettede vi er, vi var SÅ bange for at det var livstruende.

Lægen besluttede sig for at scanne min cyste på æggestokken nu jeg alligevel var der, og han fandt at det var peritoneal lommer, arvæv/bindevævs-sammenvoksninger der danner væskefyldte hulrum. Så altså slet ikke nogen cyste!
Peritoneal lommer er ikke farlige, og burde ikke indflyde på min fertilitet. Det er ikke skidegodt at de er der, men umiddelbart generer de mig ikke, så de vil ikke begynde at operere på det, når de ikke betyder noget for mit helbred.
Jeg skal til tjek om fire uger, bare sådan så de lige følger lidt med inden i mig.

Udmeldingen var at vi godt må prøve at blive gravide igen, så planen er at lægge fryseægget op i næste cyklus.

Min verden gik fra "Det hele er skod" til nyt håb. men det er godt nok en rutjsebanetur!


Pyha. Og der er stadig håb for at jeg kan blive mor igen. Jeg troede det løb var kørt.

At snakke om det

Det fylder langt mindre for mig om folk spørger til hvordan jeg har det, til hvad der sketet eller til Saga nu, end det gjorde de første måneder. Men jeg har nu stadig brug for at snakke om det indimellem.
Der hvor jeg er nu, har jeg også brug for at kunne snakke naturligt om hvad der er sket, i sammenhænge hvor det hører til. Dvs. taler man hospital, fødsler eller noget omkring tanker om forældreskab, barnløshed, fertilitesbehandling o.l., så har jeg naturligt noget at bidrage med, og vil ha lov at byde ind, uagtet at der ligger en smertefuld oplevelse bag. Jeg har en erfaring og nogle tanker, følelser og oplevelser, som er en del af den jeg er, og det jeg kan og vil tale (med) om.

I sidste uge ringede jeg til lægen for at bestille en tid. Sygeplejersken spurgte så ind til hvordan jeg havde det (hun snakkede en del med mig i starten), selvom det intet havde med min tidsbestilling at gøre.
Det endte med at jeg snakkede med hende et godt stykke tid om alle følelserne og hvor vi er i vores liv. Lidt sært, jeg sku jo bare bestille tid, men på en måde også rart. Hun tog initiativet til at høre om det, og hun kom med spørgsmål der fik mig til at tale. Havde hun ikke spurgt, havde jeg ikke talt om det.
På en måde gav den spontane kontakt med en relativt fremmed person mig alligevel noget. Det prikkede til følelserne, ja, men selvom det godt kan få min sorg op til overfladen, så fremkalder det ikke sorgen. Den er der jo, og på en måde har den meget godt af at få lidt luft indimellem. At jeg lige får mærket hvordan jeg rent faktisk har det.
Og jo mere jeg snakker om det, desto mindre fylder det. Man skulle tro det var omvendt, men når jeg taler om det, får jeg tømt ud. Det er som om det bliver mere sædvanligt, og jeg selv vænner mig til at se og mærke følelserne og tankerne, så jeg bedre kan  accepterer at sådan er det altså og lade det være en del af mig, uden at det fylder alt.

Men hvis ingen spørger ... Så er det meget svært selv at tage det op, det virker så akavet. "Se mig og min krise". Og så får man ikke chancen for at få det yderligere bearbejdet, få nye ord og vinkler på, opdage at man har ændret sin historie, forklarer det på en anden måde - hvilket betyder at noget enten er faldet på plads, eller at det nu er noget andet der fylder end tidligere. Det er godt at finde ud af, det hjælper én videre.
Det er ret vigtigt at snakke om det.

For nogle, bl.a. mig, giver det også noget at tale med perifære og fremmede, når jeg har lyst (det er jo ikke altid). Det er anderledes at tale med nogen der ikke kender én godt, og for mig giver det noget at skulle forklare historien på en anden måde, end til dem, der kender mig godt. Det kan derfor være værdifuldt hvis folk vil og tør spørge.
Men selvfølgelig er det jo ikke alle der har lyst til at høre min historie eller snakke om det. De skal heller ikke forceres.
Og det er bestemt heller ikke altid at jeg har lyst til at tale omd et, eller med alle, men så finder jeg en venlig måde at bøje samtalen i en en anden retning.

Det er bedre at kunne vælge om man vil snakke med andre, end at andre forsøger at beskytte én mod det, uden at spørge hvad man har lyst til/brug for. Hvis andre undlader at spørge, fordi de er bange for at man bliver ked af det, fordi det er tabubelagt, eller at der til sammekomster er en underforstået "Nu skal vi kun tale om gode ting, og holde den gode stemning", så er det er ikke godt. Så er man ikke fuldt til stede, men skuespillere i en kulisse, hvor man opfører nogle underforståede roller, i stedet for at være der som de mennesker man er, med de ting der nu fylder i ens liv.

Folk kan have svært ved at vide hvordan de skal forholde sig til ens krise, og det er ikke sikkert de kan finde ud af at spørge og/eller snakke naturligt om det, der er sket, og det er så fair nok. Så er det sådan. Men nogle få kan måske, og det er værdifuldt at de så også tør.

Det er vigtigt at det eksisterer, at det er sket, på godt og på ondt. At sådan er vores liv altså, og det er en del af dem vi er. Ikke at tale om det gør det ikke usket, eller vores smerte mindre. Tværtimod.