Ned i et hul

Jeg duede slet ikke de første to-tre måneder. Og den fjerde måned var jeg hjemme det meste af måneden fordi jeg lige var blevet opereret, så der så jeg ingen mennesker.
Både min kæreste og jeg havde den her aversion overfor at være sammen med fremmede, eller mod at være i det offentlige rum overhovedet. Det tog lang tid før vi kunne gå hen på en café. Eller kunne tage et tog. Tanken om at sidde i et tog med en masse mennesker gav os fysisk kvalme.
Men stille og roligt blev det bedre.

Jeg husker dog at jeg følte det bestemt ikke gik fremad, tværtimod. Jeg synes jeg blev mere og mere ked af det.
Men jeg tror det handler om at jeg kom tættere på mine følelser, at jeg mærkede hvordan jeg egentligt havde det. Og så føltes det overvældende. Jeg tror reelt ikke jeg "gik tilbage", jeg tror at fremgangen bestod i at connecte med følelserne og være tro mod dem, og derved blev kom alt sorgen op til overfladen. Det virkede bare værre, fordi jeg ikke følte det så stærkt, når jeg kunne holde det på afstand.

Det er små 6 mdr. nu, og jeg føler, jeg har en slags tilbagefald. Jeg er simpelthen så nedtrykt og trist, måske er det en slags depression. Jeg håber det går over igen, at det er en naturlig reaktion. Jeg har ellers lige haft en god periode, hvor jeg tænkte at nu kører det, nu kommer jeg ovenpå igen. Men slam, så er jeg røget i et hul.
Jeg tror det er almindeligt at det sådan svinger frem og tilbage. Det synes jeg at jeg har hørt. Men det føles ikke godt, man har så meget brug for at føle håb, for at kunne sige "nu er den svære tid ovre". Det er den så åbenbart bare ikke så nemt ...
Da al det her skete tænkte jeg at det ville tage tid, og at jeg ville give mig den tid.
At jeg nok skulle bruge ihvertfald et år.
Men når jeg så er i det, så føles den tid uendelig lang, og samtidig meget kort. Det er ikke til at holde ud at være så såret på sjælen, og at føle at alle andre er glade og lever gode liv, mens man selv er koblet af.
Jeg ser tv, og folk snakker om alt muligt de synes er væsentligt, karriere, kunst, deres hverdag. Og jeg misunder dem den tiltro de har til det hele, den måde det bare kører derudaf for dem, og de virker til at kunne kapere det hele og ha smil og glimt i øjet. Jeg forstår ikke rigtig hvordan jeg havnede herude til højre, hvor jeg føler jeg er i stykker. Hvor jeg ikke kan finde hverken tiltro eller glæde. Bare lala. Den ene dag der tager den anden, og en underlæggende tung tristhed.
Hvis jeg bare kunne rase som i starten, virkelig græde og virkelig sørge.
Men den akutte krise er ovre, nu er det bare gråt.

Mit savn efter min datter er stilnet af. Hun er mere en drøm nu end noget konkret. Hun var så kort tid i mit liv, jeg kan ikke blive ved med at tage de samme kortvarige minder frem og kigge på, der er ikke så meget at komme efter. Jeg kan ikke længere huske det klart.
I starten føles det klart som stål, en kniv i mit hjerte. Nu er det bare uldent. Ikke den skarpe sorg, men en trist følelse af meningsløshed.

Det er ikke så opløftende, jeg ville ønske jeg kunne sige at alt bliver rigtig godt om lidt.
Det bliver det sikkert også, for halvanden uge siden var jeg meget meget gladere, og jeg følte mig parat til at tackle verden og livet igen. Så det er sikkert bare en bølgedal jeg er røget i, og om lidt kommer jeg op til overfladen igen.
Det tror jeg.
Det tager tid, meget tid, længere end jeg har tålmodighed til. Men den tid er man så åbenbart nødt til at give sig selv.

Men jeg synes dog slet slet ikke det er så slemt som det var. Og min menneskeangst har lagt sig. Jeg har det ikke skidt med at være blandt andre nu. Min lunte er kortere, men jeg kan godt tåle andre. Jeg kan smile til ekspedienter og gøre det der forventes. Og jeg kan godt sidde på en café og hygge mig. Så den del er blevet meget meget  bedre.
Og for halvanden uge siden smilte og pjattede jeg.
Men lige nu har jeg det fandme ikke sjovt. Det føles som om jeg aldrig vil blive glad igen.
Som om løbet er kørt og jeg lige så godt kan give op.
Men jeg ved jo godt jeg bare er nødt til at hænge på og vente på at det vender igen.

Tid

Der var en mor der havde mistet for knap  uger siden der ikke forstod hun blev ved med at græde. Det fik mig til at tænke på mit eget forløb.

Jeg var helt ødelagt de første to måneder. Den akutte sorg fortog sig langsomt, så jeg var dybt nede og midt i en eksistensiel krise med verden, men stille og roligt græd jeg mindre.
Tredje måned begyndte jeg så småt at kunne trække vejret, men jeg var på ingen måde okay, og mit forhold til livet og verden var ikke okay.
Femte måned er her hvor jeg synes jeg begynder at føle mig mere okay.

Før der var gået fire måneder var jeg på ingen måde i stand til at arbejde. Jeg var slet slet ikke klar til at komme "tilbage" i et liv, som jeg følte mig distanceret fra. Mine følelsler var for lammende, og ubeskyttede, og alt for meget lige under huden til, at jeg ville kunne interagere med andre mennesker professionelt. De 14 ugers barsel jeg fik var fint, men en måned mere var nødvendigt. Alle burde have mulighed for at have 4 måneders orlov.
Jeg er klar nu. :) Jeg er gladere nu.
Det er stadig ikke godt, men jeg kan håndtere det nu. Og jeg forstår hvad der sker. Men det er også næsten seks måneder siden ...
Det tager tid!

Det bliver bedre, men det tager tid.

Jeg kan stadig græde, men det er mere når jeg tænker grundigt over noget, eller hvis en film eller bog trigger det. Det er ikke så tit som det var. Jeg græder ikke midt i et shoppingcenter eller en bus mere.
Jeg ER gladere, selvom katastrofen stadig er sket, og jeg mangler mit barn, og jeg er bange for at jeg aldrig nogensinde får et levende barn. Selvom alt er galt.
Men jeg er gladere. Og jeg er stolt af mig selv. For jeg kan se at jeg overlever det her. Jeg fatter ikke hvordan, men jeg kan mærke at det gør jeg.
Der er intet der kan gøre det godt, og jeg synes det er en umenneskelig byrde at skulle bære. Men jeg kan se at jeg overlever, jeg er ikke blevet knald i låget. Og selvom jeg er ked af det, og vred på verden, er jeg ikke sunket i en dyb depression. Og indimellem føler jeg længere eller kortere perioder hvor jeg enten er glad, eller bare ikke fyldt af smerte. Og det betyder jeg overlever. :)
Selvom jeg ikke er okay nu, kan jeg mærke at det vil blive bedre hele tiden. At om et år eler to er jeg et andet sted end jeg er nu. Det trøster mig. Det giver håb.
Så er det nemmere at være hvor jeg er, når jeg ved det hele tiden vil blive bedre.

De første to-tre måneder kunne jeg ikke mærke det ville være bedre, så jeg havde ikke håb. Det føltes som om jeg var gået så grundigt i stykker, at jeg aldrig nogensinde ville kunne repareres.
Men nu er jeg mere okay end jeg var, så selvom jeg ikke bliver hel igen, bliver jeg hel nok til at turde deltage i livet igen, stille og forsigtigt.

Jeg tror ikke nogen er bare remotely okay før der er gået ihvertfald tre måneder. Og for mange tager det langt mere end det. Det kan snildt tage mellem et halvt år og to år at finde sin livslyst igen, og få det til at fungere indeni. Man må give sig selv tid, vise sig selv omsorg og ikke føle man bør være et andet sted end man er.

Tid.

Tanker om Saga hvis jeg får barn igen

Jeg læste om en mor, der havde det svært med, at hun ikke tænkte på sit mistede barn nær så meget, nu hvor hun havde fået et nyt. Det fik mig til at skrive om mine egne tanker omkring den problematik.

Jeg har jo ikke noget nyt barn, men jeg har gjort mig nogle tanker om vores datter, og hvilken plads hun vil få, hvis hun får en lillesøster eller -bror.
Jeg har taget en beslutning om at jeg ikke vil føle skyld, lige meget hvad. Jeg tror ikke på at det gør noget godt, og jeg føler heller ikke det hører hjemme hos mig. I kærlighed er der ingen skyld, og jeg elsker min datter uendeligt. <3

Jeg tænker ikke på Saga hver dag, og jeg føler ikke jeg bør. De første tre måneder var hun konstant i mine tanker, jeg følte mig meget nær hende. Derefter har jeg kæmpet for at hun skulle finde en plads i mig, hvor jeg kan acceptere at hun er død, men beholde min kærelighed til hende.
Men for at jeg skal kunne leve, er jeg nødt til at lade hende træde i baggrunden. Jeg kan ikke have en hverdag med et tilstedeværende dødt barn, jeg kan ikke lege hun er levende, for det er hun ikke.
Jeg har været nødt til at slippe hende. Ikke min kærlighed til hende, den slipper jeg aldrig. Men slippe drømmen om hende, drømmen om at kunne få hende tilbage, drømmen om aktivt at kunne være mor for hende. Det kan jeg ikke, hun er her ikke.
Jeg føler det rigtige er at elske hende, mindes hende, men på en naturlig måde. Dvs. når tankerne falder på hende. Ikke hele tiden.
Jeg har hendes billede stående i stuen og jeg ser på det. Og jeg er begyndt at sige godnat til hende, når jeg går i seng om aftenen. Men det er ikke et must. Hvis jeg ikke lige husker det eller har lyst til det, så gør det ikke noget. Det er jo bare et billede, ikke Saga. Saga er væk.
Så det jeg siger godnat til er i mig selv, det er mine egne følelser jeg lige lader strejfe hende. For min skyld. Fordi jeg har brug for det. At jeg lige kalder kærligheden op engang.
Men glemmer jeg det, må det være fordi jeg den dag ikke lige har det store behov, og det er jo okay.
Hvis behovet ophører, vil jeg holde op. Det ændrer ikke på at jeg elsker hende.

Der er ikke noget jeg føler jeg skal eller bør i forhold til Saga.
Jeg ved i mig selv at jeg elsker hende, og at der ikke kræves bevis. Jeg behøver ikke gøre noget, sige noget eller tænke noget. Hun er bare i mig. Med mig.
Hvis der går en måned uden at jeg siger hendes navn eller gør noget omkring hende, gør det ikke noget. Hun er stadig en del af mig.

Hvis jeg er så heldig at få et barn mere, så er det klart min plan at Saga ikke skal fylde så meget. Hun er en del af familien, så hun er med os. Vi vil have hendes tegning hængende og hendes billede fremme. Vores næste barn vil få at vide at der er en storesøster, men at hun er død. Jeg formoder vi vil gøre et eller andet på hendes fødselsdage, lige markere at vi tænker på hende.
Men mere skal det ikke være. For hun er her jo ikke, får vi et levende barn, har det barn brug for, og krav på, vores opmærksomhed og omsorg. Og vil forhåbentlig give os glæde. Forhåbentligt så meget at sorgen og savnet vil blive meget meget mindre. Kan et nyt barn jage sorgen og savnet væk, eller næsten væk, vil jeg være taknemmelig for det. For selvom jeg tydeligst kan mærke min kærlighed til Saga i sorgen, så er det ikke det samme. Kærligheden er der uanset hvad.
Kommer jeg til at elske mit næste barn så højt, at smerten bliver mindre, vil det være godt. Så er der mere plads til bare at elske. Begge mine børn.
Også selvom mit første barn ikke er til stede og derfor ikke kan fylde det samme i min  opmærksomhed.
Man kan ikke dele sin opmærksomhed lige mellem to børn, hvis det ene ikke er der. Får jeg et barn mere, kommer det til at få al min opmærksomhed. Der er ingen grund til at forsøge at give dem begge lige opmærksomhed, for Saga har ikke brug for den og kan ikke modtage den.

Jeg mener man er en god mor, hvis man giver sin opmærksomhed og glæde til det barn der har brug for den, og har sin kærlighed til sit mistede barn i sit hjerte, hvor det hører til.

Update på mig - forsøger snart igen

I dag fik jeg endelig min fertilitetsmonitor. :) Der er lidt mange skæbne-tilfælde omkring det (selvom jeg ikke tror på det) ...

På det sidste har jeg ikke skrevet så meget om hvad der sker for mig. Jeg er lidt fyldt op, og så synes jeg det er svært, fordi jeg hhv. læser så mange nye, hårde historier og så mange med nye graviditeter og nyfødte børn. Begge dele er svære at kapere, så jeg går lidt død i det.

Men men, må vist hellere forklare, for at få det hele med:

Jeg havde fået en tid på Herlev fertilitetsklinik, hvor vi egentligt var afsluttet for et år siden, men Roskilde fertilitetsklinik havde sendt mig et brev om at jeg skulle tale med Herlev, fordi vi har to embryoner i fyseren hos dem.
Herlev ku ikke forstå hvorfor jeg sku tale med dem og ikke Roskilde, og det hele var meget besværligt. Men efter en masse bøvl med at skaffe mine journaler (fra hhv. fødsel og operation) og faxe dem i dyre domme (fax er ikke noget man lige kan finde, så det blev på biblioteket til 10 kr. siden!), fik en af deres overlæger vist medlidenhed med mig. Så han tog min sag og gav mig en tid.

Det var SÅ sært at komme derud. Vi havde ikke været der siden sidste IVF, som vist var i sommeren 2009. Og det er jo ikke ligefrem gode minder vi har derfra, vi har jo ikke haft heldet med os og er igen og igen og igen blevet skuffede.
Da jeg blev gravid med Saga var det spontant og økologisk. Jeg blev scannet på Herlev, men det var dybt traumatisk, da de først ikke kunne se fosteret og mente det var GUL, så jeg sku ha blodprøver og blev advaret mod spængte æggeledere og jeg ved ikke hvad. Jeg var dybt knust og SÅ bange. Da jeg næste gang blev scannet var hun der, og gangen efter med hjerteblink. <3 Men så kunne jeg ikke forstå målet, og brugte et døgn i helvede på at bilde mig ind at hun havde Edwards syndrom og at jeg ville miste hende.
Så Herlev er ikke gode minder! Jeg havde håbet aldrig nogensinde at skulle derud igen.
Jeg sku ha min dejlige hjemmelavde baby, og så slut med det.
Men nu stod vi der igen.

Som sædvanligt var der lang ventetid, 45 min. vil jeg tro. Men til min overraskelse havde lægen booket en dobbelttid, så da vi først kom ind var der tid og ro til at snakke grundigt.
Lægen havde jeg ikke set siden jeg startede op derude fire år tidligere. Men han virkede sympatisk.
VI fik snakket igennem hvad han mente ville være det mest effektive, og planen endte med at være at vi forsøger naturmetoden i to cyklusser. Ingen hormoner og heller ingen inseminationer.
Han fortalte at nye undersøgelser pegede på at succesraten mellem inseminationer og naturmetoden lå utroligt tæt, så der var ingen grund til at inseminere. Chancen blev ikke rigtig større af det.
Er jeg ikke gravid efter to måneder, får jeg lagt en embryon op. Men kun én, og uden hormonstimulation. Vores to embryoner er nedfrosset i ét strå, så når det tøs op, må den ene smides ud. Vi tør ikke risikere tvillinger, når min livmoder er opereret. Den vil kunne risikere at briste. Så kun et æg op.
Og hormonstimulation ville normalt være østrogen i en høj dose. MEN det var jo østrogen der fik mine fibromer til at gro, så det vil jeg ikke! Chancen er lidt dårligere uden hormonstimulation, men der er stadig en chance.

Planen gik ikke videre end det. Tre måneder.
Efter det ved jeg ikke .. Jeg vil ikke tænke længere. Jeg vil blive gravid indenfor de tre måneder, og ellers må vi tage den derfra. Jeg kan kun rumme de tre måneder frem.

Sidste mandag var der åbent hus i Landforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde planlagt at komme, fordi jeg hele tiden er sulten efter noget omkring Saga og sorgen, anyting. At tale om det, beskæftige mig med det, konfrontere det. Det gør ondt, men det skal gøres. Jeg vil igennem.
Men temaet var "Når man ikke bliver gravid igen", og så stoppede jeg lige op og tænkte "Har jeg brug for at tænke over det nu?". Almindeligvis tager jeg alting på forskud, prøver at gardere mig, prøver at ha en plan B, at ha rummet en situation inden den opstår. Men denne gang tænkte jeg at nej, det er ikke der jeg er nu, og ikke der jeg skal identificere mig med at være. Jeg skal være lige her, lige nu. Der handler det om at forsøge.
Så må jeg deale med hvordan jeg tackler hvis det ikke lykkedes hvis situationen opstår. Ikke nu. Lige nu må jeg formode det lykkes.
Det er en ny måde at tænke på for mig. At jeg ikke garderer mig med viden og indlevelse.

Vi har nu februar og til marts må vi prøve. Denne cyklus vil være den sidste pause-cyklus inden det går løs igen.
Så pausecyklus nu, så naturmetode marts og april og fryseæg til sommer.
Og min plan var så at bruge fertilitetsmonitor for at sikre at vore hjemmeforsøg rammer optimalt. For at lære monitoren at kende og tjekke at jeg fungerer som jeg skal, ville jeg teste en cyklus før, og det er nu.
Så jeg finder det lidt vildt at jeg fik pakken lige i dag. Man skal starte monitoren på første menstruationsdag. Det burde være i går, men der er kun en svagt spor af brunligt udflod, ikke nok til at kalde menses. Så det kommer nok i løbet af i dag, og så er det fandme heldigt den kom nu!
Og det er også heldigt at jeg hørte posten! Vi har ingen dørklokke og bor på første sal, dvs. at ingen kan komme i kontakt med os medmindre de ringer på mobilen. Men jeg hørte tilfældigt posten banke på døren nedenunder. Alle andre pakker ender som en seddel i postkassen ...

Og for lige at gøre det mere sært, så blev den sendt til mig lidt for sent, fordi hende jeg købte den af lige var indlagt og ikke fik det gjort før for en uge siden. Hun skrev så til mig at hun er gravid i 21. uge med tvillinger, som - hold fast - er resultatet af fryseæg i ikke-hormonstumleret cyklus! Hun ved intet om mig!
Det er fandme et tilfælde! Det er ikke særlig mange der få ustimulerede ægoplægninger, så hvor sært er det lige at den kvinde lige netop får det, og oven i købet med frysæg, og så er der bid ...
En succeshistorie at starte min egen historie med. :)
Jeg tror ikke på skæbnen, men jeg bilder mig ind, at jeg har fået et pust babystøv i min retning ...

Der er så noget der slog mig. Hold da kæft hvor vil jeg gå langt!
Lægen fortalte mig om risikoen for at min livmoder ka briste under graviditet pga. operationen. Han mente ikke den var så høj at det er uforsvarligt at lade mig forsøge, men han nævnte den var der. Og brister livmoderen kan den rive en blodåre over. Og gør den det, kan jeg forbløde meget meget hurtigt. Så hurtigt at han sagde at hvis jeg ikke var op og ned af et sygehus ville jeg kunne dø.
Og det rørte mig ikke.
Manden siger at der er en reel og forhøjet risiko for at jeg kan dø af at blive gravid, og det rører mig ikke.
Jeg vil hellere dø end ikke at forsøge.
Tal om at være besat ...
Mentalt kiggede jeg mig selv i øjnene og spurgte "Hvad er det du har gang i? Hvor langt vil du gå?". Hele vejen var svaret. Det her fylder alt for mig. Jeg vil bare så hamrende, uendeligt, fuckende, blødende gerne ha et nyt barn. Nej, helst vil jeg ha Saga tilbage. Men det er ikke muligt, så et nyt barn er næstbedst.
Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden. Og så er det med at kunne dø ikke så væsentligt.
Er det bare en formeringsdrift? Er jeg et evolutionsdyr der er drevet mod at opnå mit formål?
Eller hvad er det, det moderinstinkt og den drift?
Jeg har mærket moderkærligheden i mig, og jeg vil være i den. Jeg har ikke mit barn at vise omsorg og passe på, det vil jeg have.
Jeg føler mig ikke knald i låget, men en del af mig siger at det må jeg være. Siden det her kan override alt andet. Alt.

Hm.

Men nu har jeg da fået mig en elektronisk dims at lege med, og så skal jeg bare blive gravid?

(Og så har jeg slet ikke talt om risikoen for at jeg gror nye fibromer og mister næste barn også. Det skræmmer mig heller ikke fra det. Jeg VIL.)

Om Clearblue Fertilitetsmonitoren

Jeg vil lige videregive noget info omkring Clearblues fertilitetsmonitor. Jeg investerede i sådan en for at ha så optimale chancer for naturlig graviditet som muligt.

Det er en lille plastikmaskine, der fungerer sådan at man har nogle teststicks man tisser på, der så sættes i monitoren, og så viser den resultatet på skærmen. Ikke noget med at stå og vurdere to stregers farvestyrke, nej, et klart, aflæsbart resultat.

Monitoren der viser ægløsning.

Dét den kan, som alm. ægløsningstests ikke kan, er at den også viser tiden lige inden ægløsning. Hvis man kender den, og har sex der også, har man de allerstørste chancer for at blive gravid.
Den tester for hhv. stigning i østrogen (som stiger en tre dage inden ægløsning) og stigning i LH, som stiger et døgns tid inden ægløsning.
Alm. ægløsningstests tester kun for LH-stigning, men så har man misset dagene inden, hvor der også er chance.

Vores datter blev lavet tre dage inden min ægløsning, har jeg kunnet beregne. Altså dvs. at sæden må ha ligget på lur i tre dage og så kastet sig over ægget da det kom ... ;)

Jeg købte min monitor brugt, men da den husker de sidste 6 cyclusser, bør den resettes inden brug når den er brugt! Ellers beregner den hvornår man skal teste ud fra en anden kvindes data også, og er ikke nær så pålidelig.

Her er reset-metoden:

1) Maskinen skal være slukket.
Tag en ubrugt stick og flyt plastikhætten hen så den dækker stofstrimlen. Klik den i maskinen - enden med det afskårne hjørne skal vende ind i maskinen. Den skal vende rigtigt så den klikker ind på den rigtige måde og passer præcist, tjek det..
(Jeg satte den forkert i først)

2) Nu sidder sticken i maskinen. Tryk nu m-knappen ned og hold den nede!
Bliv ved med at holde de nedtrykket mens du tænder maskinen, og slip stadig ikke m-knappen! (ikke før punkt 5)

3) Skærmen viser nu et "fjern test stick"-symbol (en blinkende test stick med en pil der peger ud). Ignorer det. Sticken skal blive i og m skal stadig være trykket ned.

4) Bliv ved med at holde "m"-knappen trykket ned. Efter ca. 20 sekunder vil skærmen vise en masse symboler på én gang. Den er helt fyldt med symboler.
Det betyder at al tidligere data er renset.

5) Fjern nu test sticken og slip STRAKS "m"-knappen.

6) Skærmen skal nu gerne vise et blinkende "m" og en eller to streger (--)
Hvis den ikke gør det, men viser 1 og m, så er det ikke gjort rigtigt. Så må du starte forfra.
Bliv ved med at forsøge indtil den gør nøjagtig som beskrevet.
(Jeg måtte prøve 3 gange før jeg tykkede på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter)

7) Når den er klar, lader du den bare gå ud af sig selv. Og på mestruationens første dag (eller få dage efter) trykker du m ned som beskrevet og starter derved en ny testrunde. :)


Bemærk btw at menstruationens første dag regnes for en morgen man bløder. begynder man at bløde eftermiddag/aften er det først næste morgen man skal starte dag 1.

Man kan nå at hoppe på med den de første fem dage i menstruationen, det behøver ikke være den første. Der står i brugsanvisningen at man kan klikke den frem i dage. Men da man skal teste på ca. 6. dag er det kun de første fem dage man får lov at stille den frem manuelt.

Bemærk at det klokkesæt man sætter den første dag (altså på 1. mens dag) bliver det tidspunkt +/- 3 timer man skal tænde den hver dag. Det er derfor ikke uvæsentligt hvad klokkeslet det er.
Da man skal bruge den første morgenurin til at teste, synes jeg det var mest praktisk at sætte min kl. 9. Så har jeg fra kl. 6 til kl. 12 til at teste, så det både passer med hverdag og weekend.

Man tænder den hver morgen indenfor det tidsrum man må, og beder den ikke om en test, så lader man den bare gå ud igen af sig selv. Det gør den efter rimelig kort tid. En morgen vil den så bede om en test og så tager man den derfra. :)

Min moitor lå slukket i en uges tid og ventede på min mens. På min menstruations første dage trykkede jeg så på m og så kørte det derfra. Den bad første gang om en test dag 6, derefter hver dag. Dag 10 viste den høj fertilitet, det gjorde den så hver dag til dag 13, hvor den viste ægløsning. Det viste den så to dage, så høj fetilitet igen, så lav. Efter ægløsning er påvist beder den ikke om flere teste før næste mens.

Min kom uden manual, fordi jeg købte den brugt. Jeg fandt manualen på engelsk HER

Man kan købe en ny fertilitetsmonitor på www.homehealth-uk.com, der er den meget billigere end i DK, selv med forsendelse. Jeg køber også sticks der. 2 x 20 stk (altså 40 stk) koster ca. kr. 278 inkl. forsendelse, så det kan godt betale sig i forhold til fx www.billige-teste.dk.

Her er tre teststicks for Det er hhv. min dag 13, 14 og 15.
Man kan godt se stregerne på dem, selvom man ikke selv skal aflæse dem.
Der var ægløsning dag 14 i den cyklus, på dag 15 kunne der stadig anes en 2. streg.