Elskede lille pige, så nærmer din fødselsdag sig igen. Jeg mærker den komme, som en prikken i baghovedet, noget jeg godt ved er der, men som jeg ikke rigtig vil fokusere på.
Jeg vil så gerne være på plads, kunne leve og glædes. Men jeg har et hul i mit hjerte, jeg kan ikke finde min vej i verden. Den har ikke værdi for mig.
Jeg forstår ikke hvorfor det skulle gå sådan. Hvorfor kunne du ikke leve? Vi ville dig så uendeligt meget, og vore liv fungerer ikke uden dig. Hvorfor mistede vi dig, efter så mange års kamp, efter så meget længsel, så mange valg. Du var vores mirakel. Jeg troede at nu ville det blive godt, nu ville min kærlighed til dig gøre alt okay, intet andet betød noget.
Og så pludselig var du væk. Flået ud af mit liv, ved din for tidlige fødsel.
Jeg fik så lidt af dig, så dig så kort. Var så chokeret. Prøvede at beskytte mig selv. Og nu lever jeg med længslen og spoler i minderne og prøver at suge hvert sekund jeg så dig til mig. Se lidt mere end jeg gjorde. Gøre noget andet end jeg gjorde. At kunne holde dig til mit bryst. At kunne kysse dig. At studere dit ansigt. Mærke dig.
Men nej, jeg værnede mig. Jeg så dig alt for lidt. Jeg troede mit hjerte ville briste hvis jeg virkelig tog dig til mig.
Men det gjorde det jo alligevel ... Og så var du væk.
Og nu er det snart din fødselsdag igen, og der er gået et år mere, og vi er ikke okay. Det er ikke okay.
Åh lille skattepige. Vi elsker dig så højt og savner dig forfærdeligt.
03 august 2013
22 maj 2013
Sagas billede
Det er nu 9 måneder siden jeg sidst postede et indlæg på denne blog. Der er sket meget det sidste år, men jeg har ikke fundet roen og overblikket til at skrive om det.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.
Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.
Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.
Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.
Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.
For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.
På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.
Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.
Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.
Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.
Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.
Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.
For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.
På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.
Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.
30 august 2012
2 år nu
Lille skat, nu er der gået to år. Du er ikke glemt.
Vi har til dels lært at leve med sorgen og savnet, men det gør stadig ondt.
Den kærlighed vi har til dig er stadig ubeskrivelig stor. I manges opfattelse var du blot et barn der "ikke blev til noget", men du var her jo, du blev født. Og vores bånd til dig er stadig lige stærkt, også her to år efter. Du er vores elskede datter, vores barn, vores lille pige.
Og nu er det din dag igen. Vi besøgte dig på fjorden i dag, sejlede ud for at fejre din fødselsdag, for at være så tæt på dig som muligt. Det kan vi jo ikke, men det er det bedste vi kan. Vi kastede blomster på vandet, din far og jeg. Det var smukt. Det mindede os om din bisættelse. Blomsterne spredte sig og drev langt langt ud. Ligesom sidst. Blomsterne mindede os om båndet til dig, vores måde at markere dig. Blomsterne drev væk fra os, men vi fandt dem igen, spredt over et stort område. Roserne der vuggede på vandet var som en hilsen til os. Det var godt at være på vandet igen, på dit vand.
Vi ville ha lavet din bog i dag, her to år efter. Men vi fik det ikke gjort. Vi gennemgik vores historie med dig, din historie. Men det skulle ikke være nu.
Jeg har besluttet mig til ikke at føle skyld over ikke at gøre nok. Din bog er jo for vores skyld, ikke din, så hvad betyder mere tid? Den bliver lavet når den gør. Vi ved hvad vi føler for dig, der er intet at føle skyld over.
Elskede lille skat, du vil altid være i vores hjerter. Vi elsker dig uendeligt.
Tillykke med fødselsdagen min lille pige. Vi savner dig.
Vi har til dels lært at leve med sorgen og savnet, men det gør stadig ondt.
Den kærlighed vi har til dig er stadig ubeskrivelig stor. I manges opfattelse var du blot et barn der "ikke blev til noget", men du var her jo, du blev født. Og vores bånd til dig er stadig lige stærkt, også her to år efter. Du er vores elskede datter, vores barn, vores lille pige.
Og nu er det din dag igen. Vi besøgte dig på fjorden i dag, sejlede ud for at fejre din fødselsdag, for at være så tæt på dig som muligt. Det kan vi jo ikke, men det er det bedste vi kan. Vi kastede blomster på vandet, din far og jeg. Det var smukt. Det mindede os om din bisættelse. Blomsterne spredte sig og drev langt langt ud. Ligesom sidst. Blomsterne mindede os om båndet til dig, vores måde at markere dig. Blomsterne drev væk fra os, men vi fandt dem igen, spredt over et stort område. Roserne der vuggede på vandet var som en hilsen til os. Det var godt at være på vandet igen, på dit vand.
Vi ville ha lavet din bog i dag, her to år efter. Men vi fik det ikke gjort. Vi gennemgik vores historie med dig, din historie. Men det skulle ikke være nu.
Jeg har besluttet mig til ikke at føle skyld over ikke at gøre nok. Din bog er jo for vores skyld, ikke din, så hvad betyder mere tid? Den bliver lavet når den gør. Vi ved hvad vi føler for dig, der er intet at føle skyld over.
Elskede lille skat, du vil altid være i vores hjerter. Vi elsker dig uendeligt.
Tillykke med fødselsdagen min lille pige. Vi savner dig.
27 april 2012
At (aner)kende sit barn
Dette var en egentligt skrevet til en anden mor, som respons på noget om at se billeder af sit barn og at få kønnet at vide. Men det kom så meget til at handle om mig at det blev en blog:
Vi ville først ikke se vores barn, og vi kendte ikke kønnet på forhånd. Men så vandt nysgerrigheden, og det er jeg SÅ glad for. Jeg tror vi ville undgå det for ikke at knytte os, fordi vi troede det ville gøre mere ondt at blive konfronteret med hvad vi mistede. Men efterfølgende oplevede jeg at det gjorde ondt lige meget hvad, men at det at vide hvad jeg havde mistet, virkeliggøre mit barn og forholde mig til hende, faktisk hjalp. Dvs. det gjorde ikke mindre ondt, desværre ikke, jeg tror smerten er der lige meget hvad, men det har været en del af min sorgproces at få hende meget nær på mig for at kunne slippe hende igen.
Jeg har nærstuderet billederne og ønsket at der var flere. Og ønsket at jeg havde set bedre efter da jeg så hende, selvom det var ret kort.
Jeg føler en vis skyld over at jeg ikke tog hende op til mig, kun holdt hende kort. Men sådan havde jeg det der, jeg var for chokeret og jeg kunne ikke deale med det. Jeg troede det ville være bedre for mig sådan, så derfor valgt jeg det sådan. Og så er det så sådan. Det kan jeg ikke ændre på.
Men for mig har det været godt efterfølgende at kalde mit barn for "hun" og "hende" og "min datter", selvom det flåede at hul i hjertet på mig i starten. Hun blev så virkelig, uden at jeg kunne få hende hos mig i virkeligheden af den grund.
Det har virkelig været en proces. Det er så meget nemmere nu. Det gør stadig ondt, men jeg har vænnet mig til det, og fundet en måde at leve videre på. At acceptere hvad der er sket. Eller ikke helt, jeg er stadig ret vred og fortvivlet. Men Jeg har accepteret at det er min historie, at det her ER sket for mig.
Jeg tror det ville have været sværere hvis ikke jeg havde vidst så meget om hvad der skete, hvis ikke jeg havde vidst at det var en lille pige, og at hun virkelig var der og at hun døde. Jeg skulle se hende, se billederne, tænke over det, tumle det rundt i mit hoved, og jeg skulle kalde hende min datter og mærke at det var hun rent faktisk, for at forstå det.
Vi ville først ikke se vores barn, og vi kendte ikke kønnet på forhånd. Men så vandt nysgerrigheden, og det er jeg SÅ glad for. Jeg tror vi ville undgå det for ikke at knytte os, fordi vi troede det ville gøre mere ondt at blive konfronteret med hvad vi mistede. Men efterfølgende oplevede jeg at det gjorde ondt lige meget hvad, men at det at vide hvad jeg havde mistet, virkeliggøre mit barn og forholde mig til hende, faktisk hjalp. Dvs. det gjorde ikke mindre ondt, desværre ikke, jeg tror smerten er der lige meget hvad, men det har været en del af min sorgproces at få hende meget nær på mig for at kunne slippe hende igen.
Jeg har nærstuderet billederne og ønsket at der var flere. Og ønsket at jeg havde set bedre efter da jeg så hende, selvom det var ret kort.
Jeg føler en vis skyld over at jeg ikke tog hende op til mig, kun holdt hende kort. Men sådan havde jeg det der, jeg var for chokeret og jeg kunne ikke deale med det. Jeg troede det ville være bedre for mig sådan, så derfor valgt jeg det sådan. Og så er det så sådan. Det kan jeg ikke ændre på.
Men for mig har det været godt efterfølgende at kalde mit barn for "hun" og "hende" og "min datter", selvom det flåede at hul i hjertet på mig i starten. Hun blev så virkelig, uden at jeg kunne få hende hos mig i virkeligheden af den grund.
Det har virkelig været en proces. Det er så meget nemmere nu. Det gør stadig ondt, men jeg har vænnet mig til det, og fundet en måde at leve videre på. At acceptere hvad der er sket. Eller ikke helt, jeg er stadig ret vred og fortvivlet. Men Jeg har accepteret at det er min historie, at det her ER sket for mig.
Jeg tror det ville have været sværere hvis ikke jeg havde vidst så meget om hvad der skete, hvis ikke jeg havde vidst at det var en lille pige, og at hun virkelig var der og at hun døde. Jeg skulle se hende, se billederne, tænke over det, tumle det rundt i mit hoved, og jeg skulle kalde hende min datter og mærke at det var hun rent faktisk, for at forstå det.
22 oktober 2011
Okayhed
Jeg fungerer godt nu, arbejder og lever, gør ting.
Indimellem er jeg glad.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.
Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.
Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.
Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...
Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.
Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.
Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.
Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.
Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...
Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.
Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.
Hvornår er man klar til at starte i arbejde?
Min personlige erfaring med at starte arbejde:
Jeg var ikke klar da min barsel udløb efter de 14 uger. Omstændigheder gjorde at jeg fik forlænget barsel, men havde jeg ikke det, havde en sygemelding nok været det bedste. Fire måneder efter begyndte jeg at savne at "skulle noget", fem mdr. efter var jeg klar til at prøve mig selv af, men forsigtigt. Jeg begyndte på frivilligt arbejde en dag om ugen, da jeg ikke havde job, for at komme igang med noget. Det var godt for mig. Jeg fik prøvet af hvad jeg kunne, hvordan jeg fungerede nu, og jeg nød at mærke den kompetente og faglige side af mig selv igen.
Jeg startede så fuldtid og fuld skrue i et nyt job 10 mdr. efter Sagas fødsel, og der var jeg klar. Det var hårdt at køre på igen, men også godt. Jeg føler det var den tid jeg skulle bruge, at jeg fik mig selv med.
Det er forskelligt hvad man har brug for af tid, men jeg synes 14 uger er for lidt. Mindst en måned mere, hvis jeg skulle lave loven. Hvilket btw var praksis tidligere, og fungerede bedre for mange.
De 14 dage man får før 22. uge er latterligt. Alle burde få 4 mdr., hvis de har behov. Og sygemelding efterfølgende, hvis der er behov. Men det er jo individuelt. Nogle vil gerne tidligt på job, og trives bedst med det.
Men har man brug for tid er det ikke fordi man er forkert, deprimeret eller syg. Sorg kan tage lang tid at finde en måde at fungere med, det er ikke unormalt eller forkert, det er bare sådan det kan være.
Jeg kender flere der havde godt af at komme hurtigt tilbage på job - jeg tror det afhænger meget af hvad man arbejder med, hvordan stemningen er og hvilket forhold man har til kollegaerne.
Har man et godt forhold, kan kollegaerne være en stor støtte og arbejdet være godt til at finde sig en plads i verden igen, hvor det ikke er det hele der handler om sorgen.
Jeg blev arbejdsløs da jeg mistede, og jeg har virkelig manglet at kunne vende tilbage til noget velkendt, og at have mulighed for køre på rutinerne og tage den med ro, at kende kollegaer og allerede have en relation. Det var forfærdeligt at skulle søge job mens jeg følte mig dykket og itu. At skulle lære nye at kende, mens jeg knap kendte den nye (og dårligere) mig. At skulle bevise mig selv og præstere, når jeg egentligt trængte til ro og lavt tempo.
Havde jeg haft en job at vende tilbage til, ville jeg allerede have bevist mig selv og jeg ville have haft mulighed for at starte på nedsat tid og så tage den derfra. Du kan ikke starte i nyt job på nedsat tid, man er nødt til at signalere at man er superkompetent og kan det hele på den halve tid ...
Jeg savnede virkelig også at kunne tale på den måde jeg taler med kollegaer, tæt, men distanceret. Vi kan være fortrolige, men vi er ikke decideret venner. Jeg plejer at snakke godt med kollegaer, men samtidig er det en verden der hører arbejdslivet til, vi ses ikke privat, hvor privat vi end kan snakke. Den type relation har jeg savnet.
Men da jeg var klar var jeg klar, og jeg er meget glad for mine nye kollegaer og mit nye job. :-)
Havde min situation være anderledes, ved jeg ikke hvad jeg havde valgt eller haft brug for. Så var jeg nok vendt tilbage efter 4-5 mdr.
Jeg var ikke klar da min barsel udløb efter de 14 uger. Omstændigheder gjorde at jeg fik forlænget barsel, men havde jeg ikke det, havde en sygemelding nok været det bedste. Fire måneder efter begyndte jeg at savne at "skulle noget", fem mdr. efter var jeg klar til at prøve mig selv af, men forsigtigt. Jeg begyndte på frivilligt arbejde en dag om ugen, da jeg ikke havde job, for at komme igang med noget. Det var godt for mig. Jeg fik prøvet af hvad jeg kunne, hvordan jeg fungerede nu, og jeg nød at mærke den kompetente og faglige side af mig selv igen.
Jeg startede så fuldtid og fuld skrue i et nyt job 10 mdr. efter Sagas fødsel, og der var jeg klar. Det var hårdt at køre på igen, men også godt. Jeg føler det var den tid jeg skulle bruge, at jeg fik mig selv med.
Det er forskelligt hvad man har brug for af tid, men jeg synes 14 uger er for lidt. Mindst en måned mere, hvis jeg skulle lave loven. Hvilket btw var praksis tidligere, og fungerede bedre for mange.
De 14 dage man får før 22. uge er latterligt. Alle burde få 4 mdr., hvis de har behov. Og sygemelding efterfølgende, hvis der er behov. Men det er jo individuelt. Nogle vil gerne tidligt på job, og trives bedst med det.
Men har man brug for tid er det ikke fordi man er forkert, deprimeret eller syg. Sorg kan tage lang tid at finde en måde at fungere med, det er ikke unormalt eller forkert, det er bare sådan det kan være.
Jeg kender flere der havde godt af at komme hurtigt tilbage på job - jeg tror det afhænger meget af hvad man arbejder med, hvordan stemningen er og hvilket forhold man har til kollegaerne.
Har man et godt forhold, kan kollegaerne være en stor støtte og arbejdet være godt til at finde sig en plads i verden igen, hvor det ikke er det hele der handler om sorgen.
Jeg blev arbejdsløs da jeg mistede, og jeg har virkelig manglet at kunne vende tilbage til noget velkendt, og at have mulighed for køre på rutinerne og tage den med ro, at kende kollegaer og allerede have en relation. Det var forfærdeligt at skulle søge job mens jeg følte mig dykket og itu. At skulle lære nye at kende, mens jeg knap kendte den nye (og dårligere) mig. At skulle bevise mig selv og præstere, når jeg egentligt trængte til ro og lavt tempo.
Havde jeg haft en job at vende tilbage til, ville jeg allerede have bevist mig selv og jeg ville have haft mulighed for at starte på nedsat tid og så tage den derfra. Du kan ikke starte i nyt job på nedsat tid, man er nødt til at signalere at man er superkompetent og kan det hele på den halve tid ...
Jeg savnede virkelig også at kunne tale på den måde jeg taler med kollegaer, tæt, men distanceret. Vi kan være fortrolige, men vi er ikke decideret venner. Jeg plejer at snakke godt med kollegaer, men samtidig er det en verden der hører arbejdslivet til, vi ses ikke privat, hvor privat vi end kan snakke. Den type relation har jeg savnet.
Men da jeg var klar var jeg klar, og jeg er meget glad for mine nye kollegaer og mit nye job. :-)
Havde min situation være anderledes, ved jeg ikke hvad jeg havde valgt eller haft brug for. Så var jeg nok vendt tilbage efter 4-5 mdr.
14 september 2011
Blomster på vandet
Jeg er stadig fyldt af bisættelsen. Det var så rigtigt at få placeret hende, at få sagt farvel.
Det er så mærkeligt at det er overstået nu, der er ikke mere vil skal eller bør. Ihvertfald ikke noget stort. Ingen uklarhed. Ikke noget vi mangler at beslutte. Det er gjort.
Saga har fået sit farvel.
Min lille pige ...
Det er så mærkeligt at det er overstået nu, der er ikke mere vil skal eller bør. Ihvertfald ikke noget stort. Ingen uklarhed. Ikke noget vi mangler at beslutte. Det er gjort.
Saga har fået sit farvel.
Min lille pige ...
 |
| Blomsterblade og blomsterhoveder på vandet, efter ceremonien. |
Abonner på:
Opslag (Atom)