Det er vildt at se min krop forandre sig. Jeg kan godt mærke at jeg ikke er ung, jeg er mere ufleksibel og forandringerne virker voldsommere på mig. Måske er det også derfor der er så meget bøvl med det.
Mine bryster er godt nok vilde! De er vokset en skålstørrelse, men det bedste er at de for det første har løftet sig (!), for det andet er der kommet fyld på oversiden igen, der hvor alderen var begyndt at flade ud. Pludselig er det nogle runde kugler at stoppe i en BH, fremfor flad overside, kugle på undersiden. De ser kanongodt ud. :)
Mine brystvorter er også blevet mærkbart større, mørkere og bliver meget nemt stive i det. Sjovt så store de ku blive lige pludselig.
Om aftenen får jeg blå blodårer som et netværk på mine svulstige bryster, det ser næsten alien-agtigt ud. Både skræmmende og fascinerende. Så vidt jeg ved er det pga den øgede mængde af blod i min krop. Jeg sku ha omkring en liter mere blod nu.
De dårlige ting er kvalmen, som heldigvis har været på retur de sidste par dage. Men den har fyldt alt.
Jeg får stadig kvalme hvis jeg går op ad en bakke, men det er nok en kombination med stakåndetheden pga den øgede blodmængde og derved det øgede blodtryk.
Men damn kvalmen har ellers været styg!
Mine ankler hæver. Sært nok. Det er ikke fordi jeg slæber rundt på noget endnu, jeg har kun taget 1,5 kg på. Men det gør de, pga forandringer i hele min krops funktionalitet.
Jeg får små brune pletter på huden. Sådan store fregner. Så vidt jeg har forstået gør sol det værre, og der er en risiko for at de ikke går væk igen. So be it.
Min mave har flyttet sig. Den er ligesom hoppet opad. Overvægten er kravlet op over taljen, og så buler graviditetsmaven frem ved taljen. Jeg går stadig ind i siderne, men foran er der godt nok en bule der vil noget. Jeg ligner ikke 3. måned, jeg ligner 4. eller 5.!
Min fordøjelse er fucked. Progesteron-hormonet har fucked den up. I starten fik jeg forstoppelse, nu har jeg bare ondt i mave og tarme meget af tiden, luft i maven, rumlen i maven, udspillet mave, uro i maven og har det generelt dårligt med min fordøjelse. Der er konstant en irritation eller smerte, som er pisseirriterende og lidt udmattende. Og så bliver jeg SULTEN. Tit.
Men det er ret ingribende at ha en fucked mave, når jeg normalt kan æde alt uden problemer. Jeg plejer at ha en hamrende god fordøjelse. Nu er den sart og ustabil. Øv.
Jeg har ikke de vilde cravings, kun efter ost. Jeg tror det er kalken jeg vil have. Det var dog vildest for et par uger siden, nu her er det stille og roligt.
Jeg føler mig ikke så opfarende eller ustabil, men det er jeg nok lidt alligevel. Man skal ikke diskutere politik med mig. ;) Jeg prøver dog at sige til og advare om emneskift hvis jeg kan mærke et flush af ukontrolabel irritation.
Men T kan nok bedre bedømme om jeg er Hormonella eller ej.
Jeg har sært nok ret meget lyst til sex, selvom jeg ikke rigtig får handlet på det, andet end på enmandshånd (kvinde, that is). Jeg tror det er den øgede blodtilførsel til underlivet, det kilder. Jeg drømmer også om sex.
Og så drømmer jeg om min graviditet og om barnet. Noget er mareridt, andet er bare drømme. Men i alle drømme er jeg gravid eller har mit barn. Jeg drømte også der kom mælk ud af mine bryster, og at jeg ammede. Hvilket er sært, jeg har jo aldrig prøvet det. Aner ikke om drømmefornemmelsen er sådan det er, eller om det viser sig at være helt anderledes.
Mine drømme er selvfølgelig surrealistiske og weird, trods de realistiske elementer.
Indtil nu har jeg haft det meget fysisk skidt, totalt systemnedbrud. Men de sidste par dage har været bedre. :) Jeg går også ind i 2. trimester om lidt, og det ser ud til at lette lidt. Håber jeg. :) Måske tilvænner jeg mig alligevel.
Hvor er det bare fuckende weird!
03 juli 2010
02 juli 2010
Hvornår mon jeg bør sige det til min lille niece
Jeg har en niece på 3 år som jeg er meget knyttet til. Hun skal have en lillesøster nu til september, og det følger hun en del med i. Hendes mor har en stooor mave og de har lige været til 3D scan hvor hun så sin søster. :)
MEN jeg er totalt i tvivl om hvornår jeg skal fortælle hende at jeg også er gravid. Jeg plejer at lege en del med hende, især noget med at løfte hende og svinge hende rundt og løbe sammen med hende. Det orker jeg bare ikke nu, og jeg tør ikke slæbe rundt på hende osv. Men jeg har ikke rigtig nogen grund at give hende andet end at jeg er træt.
Min overvejelse går især på at det måske forvirrer hende at faster også har en baby i maven, specielt når der er så længe til at den kommer ud. Så jeg tænker lidt om det er bedre at vente til min svigerinde har født og til min mave ligner en rigtig graviditetsmave?
En anden overvejelse er at hvis noget går galt, så er det svært at forklare hende at baby forsvinder igen ...
Ved ikke ... Hvor langt mon jeg skal jeg være henne før det vil være naturligt for hende at kapere? .. Hvordan fungerer børn med den slags information?
Tiden må da også forekomme helt utrolig lang for dem, så at melde det 6 mdr. før er måske lige i overkanten. Er september når hendes lillesøster har født godt, eller vil det netop forvirre at få den information oven i at ha en ny lillesøster at forholde sig til?
Hm, det må jeg finde ud af
MEN jeg er totalt i tvivl om hvornår jeg skal fortælle hende at jeg også er gravid. Jeg plejer at lege en del med hende, især noget med at løfte hende og svinge hende rundt og løbe sammen med hende. Det orker jeg bare ikke nu, og jeg tør ikke slæbe rundt på hende osv. Men jeg har ikke rigtig nogen grund at give hende andet end at jeg er træt.
Min overvejelse går især på at det måske forvirrer hende at faster også har en baby i maven, specielt når der er så længe til at den kommer ud. Så jeg tænker lidt om det er bedre at vente til min svigerinde har født og til min mave ligner en rigtig graviditetsmave?
En anden overvejelse er at hvis noget går galt, så er det svært at forklare hende at baby forsvinder igen ...
Ved ikke ... Hvor langt mon jeg skal jeg være henne før det vil være naturligt for hende at kapere? .. Hvordan fungerer børn med den slags information?
Tiden må da også forekomme helt utrolig lang for dem, så at melde det 6 mdr. før er måske lige i overkanten. Er september når hendes lillesøster har født godt, eller vil det netop forvirre at få den information oven i at ha en ny lillesøster at forholde sig til?
Hm, det må jeg finde ud af
29 juni 2010
Vigtig symbolsk handling
I dag foretog jeg mig en meget vigtig symbolsk handling.
Hele min graviditet har været præget af min angst for at miste, og for at noget skal være galt.
I går købte jeg to graviditetskjoler, selvom jeg godt stadig kan gå i mit alm. tøj (dog med uklædelig meget mave). Kjolerne fremhæver at jeg rent faktisk er gravid, men det er vel okay, det er jeg jo også ...
Kjolerne er købt på trods af at jeg ikke har været til nakkefoldsscanning endnu, og derfor ikke kan være sikker på at alt er okay.
MEN jeg er nødt til at vende al den frygt ...
I dag gjorde jeg så noget MAJOR. Jeg købte et sæt babytøj. Jeg tvang mig selv til at finde noget, jeg ville ikke gå hjem uden.
Jeg har undladt det fordi det vil gøre ondt på mig at se på, hvis noget går galt.
Men at købe det er et statement. Baby ER okay. Baby BLIVER født!
Det var så svært for mig, og så vigtig for mig, at jeg var ved at tude mens jeg kiggede på tøjet. Og mens jeg betalte. Og da jeg ringede og fortalte min mor at nu havde jeg købt det.
Det overraskede mig hvor meget sorg der også var i mig, i hvor høj grad jeg konfronterede en dyb indre angst og dyb indre modvilje mod at vælge håbet. Min mistro er stor. Men jeg VALGTE at markere at nu tror jeg på det.
Så nu ligger der et par små sorte joggingbukser str. 2 mdr. og en lille grå t-shirt med Barbapjuske på. Så nu har baby ihvetrfald ét sæt tøj. :)
Hele min graviditet har været præget af min angst for at miste, og for at noget skal være galt.
I går købte jeg to graviditetskjoler, selvom jeg godt stadig kan gå i mit alm. tøj (dog med uklædelig meget mave). Kjolerne fremhæver at jeg rent faktisk er gravid, men det er vel okay, det er jeg jo også ...
Kjolerne er købt på trods af at jeg ikke har været til nakkefoldsscanning endnu, og derfor ikke kan være sikker på at alt er okay.
MEN jeg er nødt til at vende al den frygt ...
I dag gjorde jeg så noget MAJOR. Jeg købte et sæt babytøj. Jeg tvang mig selv til at finde noget, jeg ville ikke gå hjem uden.
Jeg har undladt det fordi det vil gøre ondt på mig at se på, hvis noget går galt.
Men at købe det er et statement. Baby ER okay. Baby BLIVER født!
Det var så svært for mig, og så vigtig for mig, at jeg var ved at tude mens jeg kiggede på tøjet. Og mens jeg betalte. Og da jeg ringede og fortalte min mor at nu havde jeg købt det.
Det overraskede mig hvor meget sorg der også var i mig, i hvor høj grad jeg konfronterede en dyb indre angst og dyb indre modvilje mod at vælge håbet. Min mistro er stor. Men jeg VALGTE at markere at nu tror jeg på det.
Så nu ligger der et par små sorte joggingbukser str. 2 mdr. og en lille grå t-shirt med Barbapjuske på. Så nu har baby ihvetrfald ét sæt tøj. :)
14 juni 2010
Min historie lige nu
Mailen til en gynækolog/akupunktør/psykoterapeut opsummerer sådan set hvad det er der sker for mig for tiden ...:
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
Hej,
Nu er der gået nogle år siden sidst ... Vi har været den helt store tur igennem, 5 IUI'er, 3 IVF'er + 2 IVF'er der blev konverteret til IUI pga for få æg.
Vi er temmelig slidte af processen, fysisk og psykisk.
Jeg er fyldt 39 år, der er gået tre år siden min MA uden at jeg er blevet gravid igen.
Vi var ved at blive lodset ud af det offentlige, som sagde, at de ikke synes vi skulle fortsætte i det private. At chancerne var små og jeg var gammel.
Vi tog alligevel en samtale med en privat klinik, der målte mit hormontal og sagde jeg havde få æg tilbage, og at de ikke var sikre på at de ville tilbyde mig en 3-pak med IVF, da de ikke troede det ville lykkedes. I stedet foreslog de ægdonation. Men oven i det har jeg fået fibromer igen, og det skulle der lige ses lidt mere på. Måske operation igen.
Det hele var mægtig frustrerende, hårdt og kriseramt.
Og så har jeg en fortid med fibromer der heller ikke gør den del så sjov.
Men så skete det!!! Ud af det blå! Vi havde gennemtrumfet et sidste IVF-forsøg i det offentlige, men en uge inde i Suprefact-nedreguleringen tester jeg positiv! Vi er blevet økologisk gravide, lige inden IVF-forsøget.
Jeg er nu gravid i 10. uge!!!
MEN her er det så at filmen knækker for mig.
Udover at jeg var ret chokeret over at blive naturligt gravid, så er jeg tvangstankeagtig bekymret. Jeg tager flere kriseture hvor jeg hidser mig op og er sikker på at noget er galt, og jeg har det frygteligt. Jeg troede alt ville blive godt hvis jeg blev gravid, men jeg har det værre end nogensinde.
Det startede så heller ikke så godt. Jeg blev scannet tidligt og først ku de ikke se et foster i blommesækken. Så troede de at de fandt et foster i min æggeleder. Så kunne de ikke finde den igen. Jeg blev sendt hjem med en mistanke om GUL og en masse skræk for at forbløde hvis den bristede (og mareridt om det + sorg over at miste min mirakelgraviditet).
To dage efter blev jeg ringet op og kaldt til akutscanning. Min HCG var meget høj - nu ville de finde fosteret. Det gjorde de så - i blommesækken i livmoderen!
Men den skræk sidder stadig i mig. Og ugen efter scanningen går jeg helt i selvsving, jeg har meget stærke smerter og jeg har lidt brunligt blodudflod. Ikke meget, men nok til at jeg får overbevist mig selv om at jeg er ved at abortere. At jeg har store fibromer hjælper heller ikke på min tryghed (men måske kan de forklare smerterne).
Så ny scanning i 6+6 - Alt er fint og der er hjerteblink! :D
Ny tid til scanning 8+6 - men i de to uger får jeg igen hidset mig op, jeg er SÅ bange for en MA. Jeg har jo prøvet før at kroppen kører selvom fosteret er dødt. Hvis mine bryster ikke lige er ømme en dag, så er jeg sikker på den er gal.
Nå, men scanningen 8+6 viser at fosteret er vokset betydeligt, bevæger sig og der er masser af hjerteblink. Jeg spørger hvor stor den er og lægen siger 15,3 mm - eller det hører jeg.
Vi er lettede - lige indtil jeg tjekker et CRL-skema. Den bør være 19-22 mm!!!
Så er der KRISE igen, værre end nogensiden. For hvad får jeg lige googlet om for langsom fostervækst i tidligt stadie - Edwards/trisomi 18. Og den er grim!
Nå, men efter to døgn i HELVEDE, så finder jeg scanningsbilledet fra 6+6 og måler på det. Sært nok er det forstørret med faktor 10 og den er 7,1 mm, som de også havde sagt fosteret var. Så måler jeg på 8+6 billedet, som jeg kan se er indstillet ens med det andet - fosteret måler ca. 19 mm! Så enten har jeg hørt forkert, hun har sagt forkert eller målt forkert.
Sammenligner man de to billeder er det nyeste også 3 gange større - som det bør være.
Så jeg hidser mig ned igen. Men den var godt nok slem!
Og så læser jeg at nu kan fosteret mærke mine følelser og adrenalin - så kan jeg lige bekymre mig over om de to døgn med ANGST nu har gjort noget dårligt for fosteret. For jeg havde godt nok hjertebanken, uro og sorg i mig.
Så nu har jeg altså taget SKRÆK-ture tre-fire gange, hvor jeg er vildt angst og ulykkelig. Jeg får slidt mig selv, jeg får slidt T ned og jeg får også slidt på min mor, der er på sidelinjen. Det holder simpelthen ikke.
Selvom jeg prøver at slappe lidt af, så kan jeg ikke. Jeg er hamrende bange for det hele. Jeg synes vi har været meget ramt af ulykker, og lige som der endelig sker noget godt, så er jeg ligesom skrækslagen for at "det skal blive taget fra mig igen". Jeg har ingen tillid til verden og livet, selvom jeg gerne vil have det.
Jeg ved ikke rigtig hvad der skal til for at jeg får styr på det psykiske. Jeg er meget videnskabeligt tænkende på den ene side, jeg søger fakta og kontrol. Jeg kan ikke lige "købe" en zen-agtig tiltro til tingene, jeg vil ha beviser og tal. På den anden side er jeg følelsesstyret og farer vild i mig selv. Og mener egentligt at man bør leve i nuet og stole på verden.
Jeg ved ikke hvad jeg har brug for fra dig, men jeg tænker du måske kan noget. :) Så vidt jeg kan læse har du, udover den stærke faglige baggrund omkring gynækologi (hvilket vil sig du jo ved en masse om det hele!), både psykoterapi og akupunktur med i det.
Jeg tænker derfor du måske kan hjælpe mig med enten samtale eller nåle eller begge dele?
Da jeg gik hos dig for tre år siden var jeg også stadig ulykkelig over mit brud med en eks (det er så væk nu), men der kan jeg huske det faktisk hjalp enormt med akupunktur i forhold til følelserne. Så på en eller anden måde er der måske noget i den energi der hjælper.
Og så har jeg tiltro til din faglige beggrund, den passer rigtig godt til mine egen half 'n' half på videnskab og åndelighed.
Anyway - hvis du har tid, vil jeg meget gerne så hurtigt som muligt bestille en tid hos dig til whatever du tror kan gøre noget for mig.
Jeg håber du har tid!
VH
S :)
11 juni 2010
Frygtelig nervøs for scanning
Jeg er 8+6 nu og jeg skal scannes i dag, men jeg kan slet ikke være i mig selv af nervøsitet. Jeg er SÅ bange for at noget skal være galt, at den skal være død.
Jeg havde en MA for 3 år siden og har ikke været gravid sammen. Jeg er besat af angsten for at denne graviditet "bliver taget fra mig igen" .
Damn jeg er nervøs! Jeg vågnede kl. 4 i morges og ku ikke sove mere, og i dag billeder jeg mig ind af mine symptomer er forsvundet osv. Og lige nu trapper det op fordi det nærmer sig.
Øv hvor er psyken dog belastende! :(
Jeg havde en MA for 3 år siden og har ikke været gravid sammen. Jeg er besat af angsten for at denne graviditet "bliver taget fra mig igen" .
Damn jeg er nervøs! Jeg vågnede kl. 4 i morges og ku ikke sove mere, og i dag billeder jeg mig ind af mine symptomer er forsvundet osv. Og lige nu trapper det op fordi det nærmer sig.
Øv hvor er psyken dog belastende! :(
Svært ...
Øv, jeg er simpelthen så nervøs at jeg dårligt kan være i mig selv.
Jeg skal til scanning i dag, og jeg er hamrende bange for at noget skal være galt. Tænk nu hvis den er gået til ... Ligesom sidst ...
Der er ingen grund til at tro det, jeg har masser af symptomer. De ændrer sig og svinger i intensitet, men jeg føler mig klart ikke "normal".
Men altså.
Jeg kan slet ikke bære hvis noget er galt.
Jeg kan ikke eksitere indtil kl. 12.55 ...
Øv.
UPDATE:
Well, på en måde gik det godt, baby var tydeligt vokset, tydeligt mere "barn"-formet, bevægede sig (sjovt!) og havde fine hjerteblink.
Lægen var fint tilfreds og sagde alt var fint.
Vi var SÅ lettede.
Men jeg spurgte hvor stor den var - 15,3 mm sagde hun. Øhhhh. den burde være minimum 19 mm, helst 25 mm!
Og så blev jeg igen NERVØS.
Selvfølgelig fik jeg ikke udspurgt yderligere, det var først da jeg kom hjem og googlede, og slog op og så, at der er no way 15,3 mm er nok vækst til 8+6.
Og så kiggede jeg lidt på grunde til forsinket vækst. De gode: Fejlmåling (det sker), fosteret er meget krummet sammen (kan det godt være), graviditeten er ikke så gammel som man tror (usandsynligt. Vi har kun haft sex den ene gang i meget lang tid. Sædceller kan godt ligge på lur i 4 dage, meeeeen ...). Og så den grimme: Kromosomfejl. Særligt Edwards syndrom, som er WAY fuckende slemmere end Downs. Er den en Edwards, vil der være major organfejl og retardering. Dog vil baby nok blive aborteret før fødsel (85% risiko), og hvis ikke, dør de fleste kort efter fødslen. ARGH!
Ih hvor er jeg afslappet nu! :´(
Der fødes så kun tre Edwards om året i DK, den er meget sjælden. Men stadig ...
Nå, men men, det kan jo også være nogle af de okay grunde. Eller det kan være målt forkert. Eller sagt forkert.
Men jeg er kriseramt igen, kan slet ikke coole ned. Jeg drømmer om det og jeg er helt energidrænet-deprimeret. Jeg ville ønske jeg ikke havde spurgt om mål, men kun set scanningen - for den så okay ud. Sammenholdt med andre scanninger fra samme stadie, er der flere billeder der ligner mit.
Men FUCK DA.
Hvorfor ka vi ikke bare være glade og lettede? Baby var der, var vokset, bevægede sig og havde et lille hjerte der slog.
Der er nok intet galt?
Ih.
UPDATE 2:
Jeg målte på mine to scanningsbilleder, det viser sig de er true size! Hvilket må være et tilfælde. Men tallene på dem viser at de er indstillet komplet ens, så de kan godt sammenlignes. Det første fra 6+6 er rigtig nok 7,1 mm, det nye fra 8+6 får jeg til at være 19 mm! Og med den usikkerhed at barnet nok ikke er komplet i profil (ultralydsscanning er svært, og den bevægede sig meget).
Så nu hælder jeg til at hun har sagt forkert. Den er minimum 19 mm, og det er godt nok til at den ikke er helt gal.
PYHA!
Men damn, jeg kan ikke tåle flere kriser!
Jeg skal til scanning i dag, og jeg er hamrende bange for at noget skal være galt. Tænk nu hvis den er gået til ... Ligesom sidst ...
Der er ingen grund til at tro det, jeg har masser af symptomer. De ændrer sig og svinger i intensitet, men jeg føler mig klart ikke "normal".
Men altså.
Jeg kan slet ikke bære hvis noget er galt.
Jeg kan ikke eksitere indtil kl. 12.55 ...
Øv.
UPDATE:
Well, på en måde gik det godt, baby var tydeligt vokset, tydeligt mere "barn"-formet, bevægede sig (sjovt!) og havde fine hjerteblink.
Lægen var fint tilfreds og sagde alt var fint.
Vi var SÅ lettede.
Men jeg spurgte hvor stor den var - 15,3 mm sagde hun. Øhhhh. den burde være minimum 19 mm, helst 25 mm!
Og så blev jeg igen NERVØS.
Selvfølgelig fik jeg ikke udspurgt yderligere, det var først da jeg kom hjem og googlede, og slog op og så, at der er no way 15,3 mm er nok vækst til 8+6.
Og så kiggede jeg lidt på grunde til forsinket vækst. De gode: Fejlmåling (det sker), fosteret er meget krummet sammen (kan det godt være), graviditeten er ikke så gammel som man tror (usandsynligt. Vi har kun haft sex den ene gang i meget lang tid. Sædceller kan godt ligge på lur i 4 dage, meeeeen ...). Og så den grimme: Kromosomfejl. Særligt Edwards syndrom, som er WAY fuckende slemmere end Downs. Er den en Edwards, vil der være major organfejl og retardering. Dog vil baby nok blive aborteret før fødsel (85% risiko), og hvis ikke, dør de fleste kort efter fødslen. ARGH!
Ih hvor er jeg afslappet nu! :´(
Der fødes så kun tre Edwards om året i DK, den er meget sjælden. Men stadig ...
Nå, men men, det kan jo også være nogle af de okay grunde. Eller det kan være målt forkert. Eller sagt forkert.
Men jeg er kriseramt igen, kan slet ikke coole ned. Jeg drømmer om det og jeg er helt energidrænet-deprimeret. Jeg ville ønske jeg ikke havde spurgt om mål, men kun set scanningen - for den så okay ud. Sammenholdt med andre scanninger fra samme stadie, er der flere billeder der ligner mit.
Men FUCK DA.
Hvorfor ka vi ikke bare være glade og lettede? Baby var der, var vokset, bevægede sig og havde et lille hjerte der slog.
Der er nok intet galt?
Ih.
UPDATE 2:
Jeg målte på mine to scanningsbilleder, det viser sig de er true size! Hvilket må være et tilfælde. Men tallene på dem viser at de er indstillet komplet ens, så de kan godt sammenlignes. Det første fra 6+6 er rigtig nok 7,1 mm, det nye fra 8+6 får jeg til at være 19 mm! Og med den usikkerhed at barnet nok ikke er komplet i profil (ultralydsscanning er svært, og den bevægede sig meget).
Så nu hælder jeg til at hun har sagt forkert. Den er minimum 19 mm, og det er godt nok til at den ikke er helt gal.
PYHA!
Men damn, jeg kan ikke tåle flere kriser!
09 juni 2010
symptomer forsvinder indimellem
Jeg har haft meget kvalme, men de sidste to dage synes jeg det er meget meget lidt. Jeg synes også mine brystspændinger har været vildere end de lige var i dag og igår. Det gør mig bekymret.
Jeg prøver at sige til mig selv at hvis der var noget galt ville symptomerne ikke forsvinde så pludselig. Og jeg har også læst at det bliver mindre når barnet får sit eget hormonsystem, det kan godt være nu her. Derudover er det jo almindelig at man får det bedre når kroppen vænner sig til der.
Men alligevel bekymrer jeg mig ... :-S
Jeg prøver at sige til mig selv at hvis der var noget galt ville symptomerne ikke forsvinde så pludselig. Og jeg har også læst at det bliver mindre når barnet får sit eget hormonsystem, det kan godt være nu her. Derudover er det jo almindelig at man får det bedre når kroppen vænner sig til der.
Men alligevel bekymrer jeg mig ... :-S
Abonner på:
Opslag (Atom)