Forældreseminar i Landsforeningen

Jeg har besluttet mig for at tage afsted, men jeg kommer alene, da T ikke vil med. Han synes han er et sted hvor det ripper op i det hele, hvis han beskæftiger sig intenst med det, og han kan ikke rumme flere historier. Sådan har jeg det ikke.

Sært nok har jeg plads til andres historier, det gør mig ondt, men jeg accepterer at sådan er det, uden at gå helt i stykker af det.

Jeg var meget i tvivl om det ville være weird at tage afsted når det er 8 mdr. siden jeg mistede. Men jeg har lyst til det, jeg føler ikke jeg er færdig med at tænke og føle omkring hvad der skete og hvad det betyder, og jeg har lyst til at være sammen med andre der har mistet.
Jeg tænkte en del over om det ville være dårligt for de mere nymistede, at der så sidder en hvor det er længere tid siden, og som er et andet sted. Men jeg er kommet frem til at det måske også kan være positivt. Da jeg i sorggruppen mødte nogen hvor det var længere tid siden gav det mig håb. At se at der er et liv bagefter, men også se hvordan det præger en og er med en. Jeg havde brug for også at møde nogen der var længere fremme.
Som nymistet har man nok meget behov for at spejle sig i andre, og der er jeg jo så ikke helt med, da jeg jo er det længere i processen. Men jeg tror nu stadig jeg har noget at byde på, jeg kan jo godt huske hvordan det var, godt føle mig ind i det, og jeg håber at mine erfaringer også er brugbare.
Jeg vil helst bidrage brugbart og positivt.

Så well, jeg har meldt mig til. :-)

Vores sidste fryseæg

Jeg har nu prøvet at blive gravid to måneder, uden held. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, vi var tre ÅR om det sidst. Men på en eller anden måde havde jeg nok forestillet mig at skæbnen skyldte mig noget, at hvis katastrofer kan ske igen og igen, så kan mirakler vel også?

Saga var et mirakel. Efter to et halvt års fertilitetsbehandling, seks inseminationer og fire IVF'er, så var hun der - økologisk! Jeg blev spontant gravid, på trods af at alle de fine behandlinger ikke havde succes.
Men så mister jeg hende, pga. min dumme livmoders statistisk sjældne tendens til at danne fibromer når jeg har meget østrogen. FUCK!

Mit mirakel blev til en katastrofe. På den ene side gør det, at jeg har svært ved at tro på, at det nogensinde kan gå godt for mig. På den anden side tænker jeg, at det da umulig kan være af helvede til hele tiden?! Det kan jeg jo se at det kunne, for vi havde det i forvejen svært, og at miste vores datter var at nå bunden. Men det kan vel ikke blive ved??? Vi må da også ha noget held igen?
Så på en eller anden måde havde jeg nok alligevel et spinkelt håb om at jeg ville blive gravid i første forsøg. Eller andet forsøg. Og naturligt igen, siden det er det eneste der har virket.
At jeg ville trodse alle odds, at skæbnen ville give mig en undskyldning og et nyt barn.

Men nu står jeg her, er lige fyldt 40 år og med endnu en negativ test. Tid til næste trin.
Planen er så at vi nu skal bruge vores fryseæg, men ustimuleret, dvs. lagt op i naturlig cyklus. Chancerne er lidt dårligere end ved hormonstimulation, men jeg vil ikke har mere østrogen! Bliver jeg gravid, stiger mit østrogen, og derved også risikoen for at jeg danner nye fibromer, der kan slå næste barn ihjel også. Jeg vil ikke ha kunstige tilsat også!
Så ustimuleret it is ...
Det er så nu.

Vi har kun to æg i ét strå. Ikke så godt ... For pga. min operation må jeg ikke risikere en tvillingegraviditet, så der må kun lægges ét æg op. Min livmoder kan briste hvis jeg skulle blive gravid med tvillinger. Men da æggene er i samme strå, vil vi spilde det ene. Når de tøs op skal det så bare smides ud. :(
Det har jeg det lidt svært ved.
Når jeg ikke tåler mere hormonbehandling, kommer vi ikke til at tage flere æg ud. Disse to er min sidste reserve, når de er væk, er det slut med fertilitetsbehandling. Det er ikke rigtig til at krølle mit hovede rundt om, efter alle de år.

Så længe vi har æggene på frys, har jeg kunnet bilde mig selv ind, at de ville gøre tricket. Når vi har brugt dem, vil realiteterne ånde mig tungt mig i nakken. Så er jeg nødt til at forholde mig til hvor dårlige vores chancer er.
Jeg har ikke lyst til at bruge dem op.
Hvad nu hvis jeg ikke bliver gravid?

Men det er så nu.
Jeg bør få min menstruation i morgen, og så skal jeg ringe til Herlev og få tider til scanninger. Ægoplægning bliver nok ca. 11. maj, hvis der overhovedet er et egnet æg, hvis mindst et af dem overlever optøningen og deler sig videre.
Fuck hvor jeg bare ikke synes det er fedt.

Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne. Jeg har lige stirret på endnu en negativ test, jeg kan ikke rumme at tage en til, i slutningen af maj.
Det er vel 38. gang jeg har testet negativ ... 12 mdr x 3 + 2 mdr nu her, 38 tests ... Uden at medregne de måneder jeg har testet flere gange, i håb om at det ændrede sig, at der alligevel kom to streger frem.
Det er umenneskeligt.

Hvor jeg dog håber af hele mit hjerte at vores lille fryseæg vil sætte sig fast og gro. At vi kan få et mirakel mere, og at katastroferne holder sig væk denne gange. At vi kan trodse alle odds.
Kan det ikke blive vores tur?!?
Er jeg virkelig definitivt og permanent barnløs?
Please ...

Min datters urne

Vi har jo ikke nogen grav, da vi stadig ikke endeligt har besluttet os til hvad vi vil. Tanken var at sprede hendes aske på havet, men det var vi ikke parate til lige efter vi havde mistet, og så blev vejret dårligt. Jeg ville have en smuk ceremoni, med glæde og solskin, ikke noget trist og deprimeret. Så vi ventede ...
Mens vi ventede på bedre vejr ændrede vores følelser og ønsker sig.
Fordi vi stadig har urnen, har vi mulighed for at gøre noget andet, end den første indskydelse. Jeg vil egentligt gerne have et fysisk sted at placere hende, havet er meget diffust.
Jeg har ikke behov for at skulle passe grav. Det ville ikke gøre mig noget, men jeg behøver det ikke. Og kirkegårde er ikke lige mig. Jeg er ikke religiøs, så det føles forkert for mig at placere hende efter et kristent ritual i indviet jord. Allerhelst ville jeg begrave hende i skoven. Det må man bare ikke ...

Vi talte om bare at gøre det alligevel. Finde et afsides og smukt sted i Boserup skov, og så grave hende ned ved et træ. Så ville vi kunne sætte os ved træet når vi havde behov for lidt ro til at tænke på hende.
Men det tør jeg ikke ...
Jeg er så lovlydig. ;-) Jeg ville også være bange for at nogen ville forstyrre graven. Jeg vil helst ha privat grund.
Desværre bor vi til leje, så vi kan ikke lige begrave hende i haven.

Men nu hvor vejret er godt og der begynder at blive grønt og rart, er vi så ved at planlægge at begrave Sagas urne i Sverige, ved et familieejet sommerhus i en skov.
Det er godt nok ikke mig der arver grunden, men hvis vi kan få tilladelse af de fremtidige arvinger, og de vil tillade at vi vil besøge stedet min. et par gange årligt, så er det nogle omgivelser vi synes er smukke og rigtige.
Det er trods alt kun halvanden times kørsel fra hvor vi bor.

Men men, vi har jo altså så urnen stående, og jeg havde først en modvilje mod at du skulle være for "alter"-agtigt. På den anden side skulle det heller ikke være betydningsløst, vi føler jo uendeligt meget for hende.

Først stod urnen der bare. Så rykkede jeg også et billede af hende derhen. Så kom der et par lys frem, mørkerøde fyrfadsstager (jeg elsker den farve mørkerødt glas). Og nu her har jeg taget springet, og lagt tørrede blomsterhoveder fra min 40 års fødselsdag hen til hende. Det er måske alligevel ret alter-agtigt nu, men jeg synes det er fint, og det gør mig glad når jeg ser derhen (i stuen). Det er det væsentligste for mig.
Det føles faktisk meget mere rigtigt nu, hvor jeg har gjort noget mere ud af det. :)

Jeg tænker over hvordan jeg vil have det med at give slip på den urne, hvis/når vi begraver den. Men jeg tror nu det vil være okay, jeg tror jeg vil beholde billedet og lysene, og måske beholde det med at have tørrede blomster der, så der stadig er en mindeplads i vores hjem.
Jeg tænder ikke lys hver dag, jeg føler heller ikke jeg skal. Hun er der ligesom bare, mit blik strejfer billedet og indimellem sender jeg hende en tanke (sådan "hej hej lille skat" eller "godnat min pige" når jeg går i seng). Men jeg føler ikke det er unaturligt eller usundt, noget jeg skal, eller noget jeg ikke kunne undvære.
Men det føles nu godt lige at ha et sted at sende tankerne mod. Det behøver ikke være urnen, det er billedet jeg tænker til. Så jeg kan nok sagtnes slippe urnen.
Vi taler om at begrave hende indenfor den næste måned.

Her er min lille pige:

(billedet er sløret fordi det er privat for mig)

Min elskede lille datter -
I går holdt jeg min 40 års fødselsdag med familien. Det var en god fødselsdag, og mest af alt nød jeg din kusine, som giver mig så meget glæde. Men jeg manglede dig ... Du skulle ha været tre mdr., du skulle ha været i mine arme, eller have ligget i en dyne og sovet, eller have raslet med legetøj, ligesom din anden kusine, og smilt til bedsteforældrene, din far og jeg og din onkel og tante. Være med.
Det er helt forkert at du ikke er der. Vi mangler dig .. Der er et hul i familien.

På væggen hænger tegningen af dig, på den måde var du med ved bordet, selvom jeg tror din far og jeg var de eneste der følte noget omkring det. Måske din mormor, ved ikke, jeg spurgte ikke. Jeg pegede på din tegning til din morfars kone, og fortalte lidt om den, men hun virkede undvigende. Jeg tror ikke hun forstår at din tegning giver os glæde, og ikke forstærker vores sorg.
Sorgen kan ikke forstærkes, den er der uanset hvad. Den bliver ikke mindre af at blive gemt væk. Tværtimod, at kunne se dig, og derved acceptere at du var der, men nu er i vores hjerter, føles så rigtigt. Hvordan kan nogen tro det bedste er at glemme og gemme væk?

Det er som det er. Det var trods alt en god dag. Men hvor er det dog svært at være her, hvor jeg er i mit liv, at være 40 år, og at have mistet det allermest betydningsfulde. Min livsmening.

Jeg elsker dig skat. <3

Lille skat, du er stadig i mit hjerte

Min smukke lille datter, selvom tiden går og syv måneder på en måde er lang tid, så er du stadig i mit hjerte. Det er længe siden jeg har skrevet til dig - jeg prøver at finde en måde at leve videre på, så jeg kan ikke lade dig være nærværende hele tiden, det gør for ondt.
Men jeg elsker dig nu stadig af hele mit hjerte, og jeg vil altid elske dig.

Du er det bedste og det værste der har hændt mig. Men jeg ville ikke have undværet et sekund, du skulle være i mit liv, hvor kortvarigt dit besøg end var.
Du er mit barn, min datter, mit lysglimt. Mit lille mirakel.