5 år

I dag er det fem år siden jeg fødte for tidligt og vi mistede vores lille datter, Saga. Hun døde kort efter fødslen.
Livet siden er gået op og ned. Desværre mere ned de sidste par år, da vi ikke har været i stand til at få andre børn og adoption  er gået fuldstændig i stå. Sorgen over Saga ville vi have uanset, men sorgen over vores barnløshed gør den endnu sværere at leve med. Vi har brugt mange år på virkelig at vælge, ville og gøre os klar til forældreskabet, og så står vi der, med de mentale kufferter pakket, klar til et helt andet liv, men flyet kommer bare ikke. Vi forlod livet uden børn for 10 år siden, da vi gjorde op hvad der betød noget for os, og valgte børn til. Men livet med børn lod vente på sig, hvilket var opslidende og svært. Så kom Saga, maven voksede, vi planlagde og forberedte os, vi knyttede os til det nye liv i min mave. Indtil kulminationen de to traumatiske dage hvor fødslen gik i gang alt alt for tidligt og Saga døde. Efterfølgende kæmpede vi med sorgen, og siden med at forstå vores situation, forstå at jeg sansynligvis ikke ville kunne gennemføre en graviditet nogensinde. Men vi forsøgte. Og forsøgte. Og var villige til at løbe den risiko at miste endnu et barn. Der kom bare ikke noget barn igen. Imens har alle vores jævnaldrende og vores yngre venner fået børn eller er igang, vi ser dem passere os og leve de liv, vi valgte for 10 år siden. Det er rigtigt svært. Vi føler os naturligvis meget ensomme i vores situation. Og i vores sorg.
Nu er der så gået fem svære år siden vores mirakel og vores tab.
Hvert år er lige denne dag, 30. august, ekstra svær, jeg ved ikke hvad jeg føler. Mest nok bare tomhed. Et hul. Sagas fødsel er både det største og det værste der er overgået mig. At skabe hende er det vildeste og mest betydningsfulde jeg har gjort. Så fantastisk. At miste hende er det mest smertefulde. Så traumatisk og forfærdeligt. Denne dag rummer begge dele.
Denne dag kan jeg ikke holde ud at være i nærheden af andre end Thomas, Sagas far.

4 år

På Sagas 4-årsdag fik hun blomster. Desværre var der pålandsvind, men de kom dog ud at vugge ude på vandet i et stykke tid.

Igen

Jeg ka godt mærke at 4-års dagen nærmer sig. Begynder igen at lede på nettet efter en anden virkelighed end den jeg lever i. Fik googlet mig frem til at der yngste overlevende meget for tidligt fødte barn var født 20+5 - ligesom Saga. Og med samme mål og vægt. Og hun overlevede!?! Men der står ikke noget om evt. skader, de ved det vist ikke endnu. Eller også er det ikke en god historie. Pludselig fandt jeg flere, overlevende børn ned til 250 g. Og lige som jeg begyndte at spekulere over om vi alligevel sku ha kæmpet for hende, så læste jeg så om motoriske problemer, blindhed, døvhed, hjerneskader osv. Og så var det nok alligevel det rigtige ikke at forsøge at redde hende. Men så læser jeg om de 20% født før uge 25 som ingen mén har. Og de 32% der er let handicappede. Men også om de 12% der er stærkt udviklingshæmmede m.m. Og så ved jeg ingenting ...
Blot at hun er død og det ikke kan gøres om og at der ikke kommer en ny chance. Hvordan ever det kunne have gået, så er det sket som det er sket, og jeg kan ikke google mig til et andet udfald. Jeg kan ikke google mig til en virkelighed hvor hun overlevede. Hun er ikke på nettet lige meget hvor meget jeg leder efter hende der.

Det er så meget ved snart at være hendes fødselsdag, det begynder at tumle i mit hovede hver gang jeg er i ro og det kan tiltvinge sig plads. Jeg er nok nødt til bare at føle det, indtil det lægger sig igen. Og så går der et år til ...

Snart 3 år

Elskede lille pige, så nærmer din fødselsdag sig igen. Jeg mærker den komme, som en prikken i baghovedet, noget jeg godt ved er der, men som jeg ikke rigtig vil fokusere på.
Jeg vil så gerne være på plads, kunne leve og glædes. Men jeg har et hul i mit hjerte, jeg kan ikke finde min vej i verden. Den har ikke værdi for mig.

Jeg forstår ikke hvorfor det skulle gå sådan. Hvorfor kunne du ikke leve? Vi ville dig så uendeligt meget, og vore liv fungerer ikke uden dig. Hvorfor mistede vi dig, efter så mange års kamp, efter så meget længsel, så mange valg. Du var vores mirakel. Jeg troede at nu ville det blive godt, nu ville min kærlighed til dig gøre alt okay, intet andet betød noget.
Og så pludselig var du væk. Flået ud af mit liv, ved din for tidlige fødsel.
Jeg fik så lidt af dig, så dig så kort. Var så chokeret. Prøvede at beskytte mig selv. Og nu lever jeg med længslen og spoler i minderne og prøver at suge hvert sekund jeg så dig til mig. Se lidt mere end jeg gjorde. Gøre noget andet end jeg gjorde. At kunne holde dig til mit bryst. At kunne kysse dig. At studere dit ansigt. Mærke dig.
Men nej, jeg værnede mig. Jeg så dig alt for lidt. Jeg troede mit hjerte ville briste hvis jeg virkelig tog dig til mig.
Men det gjorde det jo alligevel ... Og så var du væk.

Og nu er det snart din fødselsdag igen, og der er gået et år mere, og vi er ikke okay. Det er ikke okay.

Åh lille skattepige. Vi elsker dig så højt og savner dig forfærdeligt.

Sagas billede

Det er nu 9 måneder siden jeg sidst postede et indlæg på denne blog. Der er sket meget det sidste år, men jeg har ikke fundet roen og overblikket til at skrive om det.
Det sidste halvanden år har handlet om hhv. at blive godkendt til at adoptere, og at blive parat til at adoptere. Jeg har bevidst forsøgt at ændre min identitet og min fokus fra sørgende mor der mangler sit barn til kommende mor til et adopteret barn. Jeg har forsøgt at finde og fastholde håb og glæde.
Det er gået blandet med det.

Det gik rigtig godt i et stykke tid, men så ramte Masho-sagen/Adoptionens Pris og så blev det rigtig rigtig svært med håbet. Al den mediebalade har virkelig gået mig på, og helt faktuelt har det betydet at ventetiden er blevet forlænget med mindst et år, så vi nu skal forvente at der går 3-3 1/2 år inden vi får barn. Og jeg frygter at det måske slet ikke bliver.

Hvor er så sorgen nu?
Well, jeg måtte pakke den væk til højre mens vi fokuserede på at blive godkendt. Alt handlede om det. Både at blive accepteret og vurderet som gode, givende, kompetente forældre, og så også mentalt forstå og acceptere hvad det så er vi vælger. At ville det og at tro på at det kan vi.
Det er jo noget helt helt andet end det vi ønskede og troede at vi skulle. At vi skulle blive forældre til en lille nyfødt baby, som vi kunne give en tryg og god opvækst, lære at kende fra livets begyndelse og have et ganske almindelig børnefamilieliv på de samme præmisser som alle andre.
Det vi skal nu er at være superforældre til et traumatiseret barn på mindst ét år, nok ældre. Måske tre år. Vi skal kunne rumme og give og hele og være der 200 %. Vi skal kunne tilsidesætte os selv og sørge for at dét her barn får hvad det skal bruge. Have redskaberne og overskuddet, kærligheden og tålmodigheden.
Det skal vi stole på at vi kan. Og stole på at vi vil.
Og sorgen ... både den konkrete sorg over det barn vi havde og ikke fik lov at beholde, og så sorgen over det vi ikke kommer til at opleve .... den sorg er i vejen. Det kan vores kommende barn ikke være tjent med, så den må vi slippe.
Det kan vi selvfølgelig ikke bare. Men vi kan søge at få det til at falde på plads i os så godt vi nu kan, så det fylder så lidt som muligt.
Fortrængning dur ikke, men vi kan søge mod det der styrker håbet og troen og entusiasmen. Vælge hvor vi vil have vores fokus.

Jeg bliver stadig vred når jeg læser smarte, lallepositive mode-"mindfulness"-agtige udsagn. Jeg synes ikke livet er så skønt og nemt og til at stole på, og jeg tror ikke at den rigtige tankegang og udstråling ændrer hvad der sker. Men jeg tror på at alle søger mod heling, at vi helst vil være glade og have det godt, også mig. At vi har overraskende mange ressourcer at trække på. Kan mere end vi tror.
Og jeg forsøger at reparere mig selv, jeg forsøger at søge glæden.

Det var slet ikke det jeg ville skrive om.
Jeg ville skrive om Sagas billede.

For et år siden pakkede vi Sagas billede væk, fordi vi ville signalere at vi havde styr på vores sorg, at vi havde den rigtige balance, hvor hun ikke fyldte for meget. Vi beholdt tegningen, for hun er jo med os og det må hun godt være, men fotoet kom ned i hendes mindekasse.
Jeg kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg egentligt havde det med det, jeg følte det sært i starten, som om vi gemte hende af vejen. Som om vi ikke ville vedkende os hendes værdi eller hendes samhørighed med os.
Efter et stykke tid spekulerede jeg på om det mon i virkeligheden var en lettelse? Havde vi trængt til at få hende lidt på afstand? Blev vi alligevel mere kede af det af hele tiden at se hvad vi har mistet, hvad vi mangler?
Og hvad med T, har han i virkeligheden ikke også bedre af ikke hele tiden at blive mindet om hende?
Jeg lod billedet blive liggende i kassen.

På det sidste har jeg flere gange tænkt at vi kunne finde billedet frem igen. Når jeg kiggede hen på skænken hvor det plejede at stå, var jeg meget bevidst om at det var Sagas billedes plads, der nu var tom. Dets fravær fyldte i virkeligheden nok lige så meget som hvis billedet stod der. At fjerne det snød i virkelighedeningen af os, Saga mangler, billede eller ej.
Her til aften spurgte jeg så T om han egentligt synes vi skulle stille billedet frem igen. Og uden tøven sagde han, at det synes han, han mente ikke at det gør ham mere ked af det, og han savnede det også. Så jeg gik med det samme ind i pulterkammer-værelset og fandt mindeæsken frem og fiskede billedet op.
Nu står det på sin vante plads igen. Jeg satte også fyrfadsstagerne frem igen og de tørrede roser, sådan som det var. Sagas lille mindeplads.
Til min store overraskelse føler jeg lettelse. Jeg ved ikke hvorfor, den følelse havde jeg ikke forventet. Måske havde jeg formet mit eget mentale billede der stod på den tomme plads, og måske krævede det billede mere energi end det fysiske. Jeg føler mig ihvertfald ikke mere ked af det. Ked af det er jeg, men det var jeg i forvejen. Jeg tror faktisk jeg blev i bedre humør da billedet kom frem.
Som om noget er faldet lidt mere på plads.

Man kan vist ikke narre sig selv. Sorgen og savnet er konstant, men vi kan godt leve rundt om det, og vi kan måske også leve godt rundt om det.
 Jeg tror at meget ændrer sig hvis vi får et levende barn, hvis al den hjemløse kærlighed finder sin plads.
Indtil da søger noget af den kærlighed mod den plads hvor Sagas billede står, og finder hende bedre når vi også kan se hende.
For nu bliver Sagas billede stående fremme.

2 år nu

Lille skat, nu er der gået to år. Du er ikke glemt.
Vi har til dels lært at leve med sorgen og savnet, men det gør stadig ondt.
Den kærlighed vi har til dig er stadig ubeskrivelig stor. I manges opfattelse var du blot et barn der "ikke blev til noget", men du var her jo, du blev født. Og vores bånd til dig er stadig lige stærkt, også her to år efter. Du er vores elskede datter, vores barn, vores lille pige.

Og nu er det din dag igen. Vi besøgte dig på fjorden i dag, sejlede ud for at fejre din fødselsdag, for at være så tæt på dig som muligt. Det kan vi jo ikke, men det er det bedste vi kan. Vi kastede blomster på vandet, din far og jeg. Det var smukt. Det mindede os om din bisættelse. Blomsterne spredte sig og drev langt langt ud. Ligesom sidst. Blomsterne mindede os om båndet til dig, vores måde at markere dig. Blomsterne drev væk fra os, men vi fandt dem igen, spredt over et stort område. Roserne der vuggede på vandet var som en hilsen til os. Det var godt at være på vandet igen, på dit vand.


Vi ville ha lavet din bog i dag, her to år efter. Men vi fik det ikke gjort. Vi gennemgik vores historie med dig, din historie. Men det skulle ikke være nu.
Jeg har besluttet mig til ikke at føle skyld over ikke at gøre nok. Din bog er jo for vores skyld, ikke din, så hvad betyder mere tid? Den bliver lavet når den gør. Vi ved hvad vi føler for dig, der er intet at føle skyld over.

Elskede lille skat, du vil altid være i vores hjerter. Vi elsker dig uendeligt.

Tillykke med fødselsdagen min lille pige. Vi savner dig.

At (aner)kende sit barn

Dette var en egentligt skrevet til en anden mor, som respons på noget om at se billeder af sit barn og at få kønnet at vide. Men det kom så meget til at handle om mig at det blev en blog:

Vi ville først ikke se vores barn, og vi kendte ikke kønnet på forhånd. Men så vandt nysgerrigheden, og det er jeg SÅ glad for. Jeg tror vi ville undgå det for ikke at knytte os, fordi vi troede det ville gøre mere ondt at blive konfronteret med hvad vi mistede. Men efterfølgende oplevede jeg at det gjorde ondt lige meget hvad, men at det at vide hvad jeg havde mistet, virkeliggøre mit barn og forholde mig til hende, faktisk hjalp. Dvs. det gjorde ikke mindre ondt, desværre ikke, jeg tror smerten er der lige meget hvad, men det har været en del af min sorgproces at få hende meget nær på mig for at kunne slippe hende igen.

Jeg har nærstuderet billederne og ønsket at der var flere. Og ønsket at jeg havde set bedre efter da jeg så hende, selvom det var ret kort.
Jeg føler en vis skyld over at jeg ikke tog hende op til mig, kun holdt hende kort. Men sådan havde jeg det der, jeg var for chokeret og jeg kunne ikke deale med det. Jeg troede det ville være bedre for mig sådan, så derfor valgt jeg det sådan. Og så er det så sådan. Det kan jeg ikke ændre på.
Men for mig har det været godt efterfølgende at kalde mit barn for "hun" og "hende" og "min datter", selvom det flåede at hul i hjertet på mig i starten. Hun blev så virkelig, uden at jeg kunne få hende hos mig i virkeligheden af den grund.

Det har virkelig været en proces. Det er så meget nemmere nu. Det gør stadig ondt, men jeg har vænnet mig til det, og fundet en måde at leve videre på. At acceptere hvad der er sket. Eller ikke helt, jeg er stadig ret vred og fortvivlet. Men Jeg har accepteret at det er min historie, at det her ER sket for mig.
Jeg tror det ville have været sværere hvis ikke jeg havde vidst så meget om hvad der skete, hvis ikke jeg havde vidst at det var en lille pige, og at hun virkelig var der og at hun døde. Jeg skulle se hende, se billederne, tænke over det, tumle det rundt i mit hoved, og jeg skulle kalde hende min datter og mærke at det var hun rent faktisk, for at forstå det.