Dum dag

Jeg har det virkelig sært. I dag er min terminsdato hvor Saga var sat til.
Jeg troede ikke det betød så meget. Det er ihvertfald lykkedes mig at sige ja til et bestyrelsesmøde uden at bemærke datoen. Det er jo bare en dato.
Men jeg har drømt meget intens og dårligt i nat. Ikke om hende, men udmattende og frustrerende. Jeg har været i røvdårligt humør siden jeg vågnede, nedtrykt og energiløs.
Jeg har ikke lyst til at tænke over det med terminen. Jeg ved det er sådan, men jeg har ikke lyst til at tænke over hvad det betyder. Hvad jeg kunne have haft i dag og hvad jeg har mistet. Jeg har ikke lyst til at skrive noget til Saga, udføre nogen ritualer eller markere dagen på nogen måde.
Måske fordi jeg er bange for at blive alt for ked af det.

Jeg har overvejet at aflyse at tage til bestyrelsesmøde. Og blive hjemme sammen med T.
Men det kan også være distraktionen er god.
Ved ikke.

Det er ihvertfald en møgdag. :(

Dum dag coming up

Så er det i morgen at jeg havde termin. Det er lidt svært.
Jeg troede det ikke påvirkede mig, fordi jeg har sagt ja til et bestyrelsemøde uden at tænke over datoen. Men det gør det nu alligevel.

Jeg sku ha haft mit barn nu, i stedet har jeg en tegning og et par fotos.

Mere om at have det bedre - og tegningen

Jeg skrev i går lidt om at have det bedre. Det tænkte jeg lidt videre på:

Det er lidt svært, for det er som om at hvis man siger man har det bedre, så bliver det oversat til at nu er alt godt, og sådan har jeg/man det jo ikke ...
Det er så svært at have med det her "godt"-begreb at gøre, når nu man egentligt ikke har det helt godt.

For mig er kontrasten til hvordan jeg havde det for nogle måneder siden enorm, jeg er et helt andet sted. Men jeg føler at min store sårbarhed gør at jeg slet ikke er der hvor jeg var før jeg mistede. Og at den måde jeg har det på er et tyndt lag, der meget nemt kan krakelere af. Men at det stadig er guld værd at kunne være glad, eller bare ikke decideret ked af det, en stor del af tiden.

Jeg har tidligere skrevet om "et tab af livsuskyld" og det føler jeg. At jeg godt kan have det sjovt periodisk igen, men at jeg er forandret, jeg kan ikke 100% give lods og synes det hele er godt, for det kan aldrig blive helt godt når en del af mit hjerte mangler.
Når jeg ved jeg kan miste alt, og har mistet det vigtigste i verden allerede.
Jeg har ikke den tillid til livet jeg havde (selvom det havde jeg nu så heller ikke helt i forvejen, men den sidste bid er ihverfald røget nu), og der påvirker min generelle tilstand og opfattelse af alt omkring mig.

Jeg MISUNDER dem der bare har det sjovt og glider derudaf.
Vi var til en stor fest i går, et maskebal med mange mennesker. Det var rart at dresse op igen og se hinanden lidt kække. Kæmpe kontrast til at sidde på sofaen og sumpe i en bomuld t-shirt med hængebyster og morgenhår ... Det var rart at føle mig som menneske igen. Men også weird, pga den store kontrast.
Jeg kunne godt small talke og socialisere med folk, men jeg føler at jeg bærer rundt på en tung sten som de andre ikke ser og ikke ved hvad er. At jeg ikke helt hører til.
Men jeg formåede da at have en okay aften, og det var en sejr. :) For jeg ønsker ikke at isolere mig og jeg vil gerne "deltage" i verden, selvom jeg ikke synes der er så nemt eller selvfølgeligt. Det er vigtigt for mig at komme ud og gøre de ting jeg plejede, selvom jeg føler mig meget forandret.

Ved ikke om jeg altid vil føler mig lidt off, eller om det er fordi der skal endnu mere tid til.


Derudover så har vi fået den tegning af Saga vi havde bestilt. :D
Jeg er SÅ glad for den!

I går satte jeg den i en ramme jeg købte til den på vej hjem fra posthuset.
Men jeg har det faktisk lidt svært ved at hænge den op, for det berører mig så dybt. Når jeg ser den LÆNGES jeg efter hende, og det synes jeg ellers havde lagt sig.

På en måde gør det der værre at hun ser lidt mere færdig ud på tegningen. For på fotoet er det tydeligt for mig at det er et dødt barn, at hun er lille og ikke helt færdig, at jeg ikke kan få hende.
Men tegningen minder mig om det der kunne have været, at jeg kunne have haft et færdigt og levende barn. Og det gør ondt, det rigger min længsel og mit savn efter hende.

Den må jeg lige få bearbejder, så jeg kan glædes over tegningen og acceptere at det er gået som det er gået.
Men fin er den! :D

Her er vores smukke datter:

Statustjek - har jeg det bedre?

Jeg synes det svinger meget hvordan jeg har det. Jeg kan sidde og tænke at jeg har det meget bedre, og mens jeg tænker det får jeg tårer i øjnene. Jeg græder ikke, det er bare som om vandet er lige ved overfladen. Og så kan jeg jo ikke have det helt så godt som jeg prøver at bilde mig ind? ...

Jeg synes det svinger frem og tilbage for mig. Det var værst den første halvanden måned efter, men så begyndte jeg at kunne få vejret igen. Men så tog jeg alligevel et par dyk nogle dage. Her fire måneder efter har jeg det klart meget bedre, jeg tænker ikke på hende hver dag, jeg ser ikke på billederne så tit og jeg skriver ikke så tit til hende. Hun fylder ikke det samme i mig.
Men hun er der! Er der noget som helst andet der på den mindste måde bliver besværligt, går dårligt, noget der kræver noget ekstra af mig, så er det som om filmen knækker og min sorg springer frem og gør det endnu værre.
Den er der lige under overfladen et sted, men alligevel langt nok væk til at der er plads til andet.

Jeg tænkte over om jeg skulle have dårlig samvittighed over ikke at tænke på hende hele tiden, men det vil jeg ikke. Jeg synes ikke man SKAL sørge hele tiden. Det er jo så meget rarere at kunne fungere og grine og smile også. Det betyder ikke at jeg ikke elsker min datter, jeg elsker hende uendeligt. Men min kærlighed er der uagtet om jeg griner eller græde, om jeg tænker på hende eller om hun bare findes i mit hjerte.

Jeg kan føle det som om jeg mister hende, når hun ikke længere fylder min bevidsthed hele tiden. Hun falmer ... Mit fysiske behov har lagt sig, jeg kan ikke mærke båndet i mit krop, det har tiden fjernet. Jeg kan ikke huske hendes udseende så tydeligt, jeg husker fotoet af hende i stedet. Men det er en naturlig proces.

Selvom den akutte sorg gjorde hende mere til stede, så må hun nødvendigvis trække sig bagud i mig, hun ER jo død - og jeg er nødt til at leve videre.
Men selvom hun ikke er så tilstedeværende, så er min kærlighed der alligevel, det stoler jeg på. Selvom jeg mister hende lidt, så mister jeg hende ikke helt. Hun er i mig, selvom mine tanker kun strejfer hende hveranden dag, eller hver tredje, en gang om ugen, og senere måske kun en gang om måneden eller mindre. Men når de gør, behøver jeg ikke bryde sammen for at elske hende, at kunne tænke på hende med accept og kærlighed er lige så godt, selvom det ikke føles så altoverskyggende intenst.
På en måde glæder jeg mig til det bliver endnu mindre, selvom jeg også frygter det.

Men okay er jeg ikke. Jeg er bare bedre. :) Det kan man bare ikke rigtig sige til folk, de vil så gerne høre "nu er alt godt igen" og det er så meget lettere bare at give det til dem.
At forklare at man er bedre, men at det ikke betyder det er væk, at der kan komme en time eller en dag hvor det er tæt på igen, osv. - det forstår de ikke. "Jeg har det bedre" er ikke usandt, men måske heller ikke dækkende.

Leder ...

Jeg griber mig selv i at gå på nettet hele tiden, sidde lidt og undre mig over hvad jeg skal der,  og så tjekke de sædvanlige fora. Alt for ofte. Oftere end at der kan være noget at respondere på.
Eller google ordet spædbarnsdød eller mistet barn. For umpte gang. Som om jeg ville få et andet resultat.

Ved ikke hvad jeg forventer, at nogen kan har skrevet noget der ændrer det hele? At jeg finder Saga der? At der er noget at finde?

Det er der jo ikke. Så hvad leder jeg efter?

Jeg vil gerne bytte min virkelighed, denne her er defekt.

Tanker omkring at gengive sit barn

Vi har bestilt en tegning af Saga, som er ved at være færdig.
Første udkast synes jeg ikke lignede, ansigtet var alt for rundt. Men med nogle rettelser og justeringer kom den til at gengive hende godt. Men den er jo ikke en tro kopi, og jeg havde nogle overvejelser omkring hvor meget man må "snyde" og ændre. Om det stadig er er Saga hvis der laves lidt om ...

Jeg har løbende redigeret på fotos så de blev lidt tydeligere, jeg har fjernet evt. blodpletter fra tøj og sengetøj, udskiftet baggrund fra slanger og maskiner til noget neutralt osv. I den forbindelse var jeg meget i tvivl hvor meget jeg skulle pille, for jeg kan jo fjerne pletter fra huden, gøre blå læber mere hudfarvede, fikse skader pga dødsfødsel osv. - men hvor går grænsen for hvad der ikke længere er ens barn?
Samme overvejelse stod jeg så i nu med mit eget barn, for Saga har fået en navle i stedet for navlestrengen med klemme på, hendes kønsdele er blevet ændret så de er mindre markante (og ikke ligner en dreng) og hun har ligesom antydningen af et lille smil på osv. Men jeg er kommet frem til at "det må man godt"! :)

Fotoet er jo et fastfrosset øjebliksbillede, og jeg mener godt man må fremredigere essensen af ens barn, sådan som barnet ville/kunne have set ud hvis situationen havde været anderledes og det havde fået lov at leve.
Ens barn er jo mere end bare et øjeblik, andres børn ændrer sig hele tiden, heler, skifter tøj, skifter omgivelser.
Jeg synes ikke det er forkert at redigere et foto så det fortæller historien om hvordan ens barn kunne have set ud som levende, eller i andre omgivelser. Og jeg synes ikke det er forkert at tegne ens barn som navlen kunne have set ud som helet, hvis man havde lagt barnet anderledes, havde holdt det, eller hvad man nu vælger.
Det er stadig barnets essens. :)

Jeg skulle virkelig mærke efter hvad der er rigtig for mig i forbindelse med tegningen, fordi jeg sideløbende med mine følelser også er en ret konkret og faktuel en person. Men det jeg er kommet frem til er at jeg synes tegningen stadig gengiver min Saga, selvom hun er fortolket og gjort lidt mere "færdig".
En tegning er jo også netop en fortolkning, ellers kunne vi bare have hængt fotoet op, hvis det skulle være en nøjagtig kopi.

Jeg synes så også det giver et nøk mere på hendes historie at få en sådan kunstnerisk fortolkning, en bid mere jeg gerne vil have med også. :) Nu sker der lidt der handler om Saga igen, nu har vi en anden side af hende også, noget mere end de få billeder vi har.
Jeg glæder mig meget til at få den - at få en nyhed fra Sagas historie. <3

Nytår

Vi havde en rigtig god nytårsaften. Vi var til fest hos nogen vi ikke kendte, fordi vi havde et vennepar der var inviteret til den, som luskede os med. Til gengæld kendte vi 70% af gæsterne (tror vi var tyve til middag og ved 23-tiden dukkede der så en tyve stykker mere op).
Jeg havde frygtet lidt at skulle være social, men det gik helt fint. Jeg var i godt humør og følte mig fint tilpas.
Jeg havde dresset op til festen, og det er længe siden at jeg har prøvet på at se godt ud. Med besværet gravditet og smerter, fødsel og sorg, og så operation, har det ikke været udseende jeg er gået mest op i.
Det var svært at finde noget spændende tøj jeg kunne passe, for jeg har fået meget mave. Og så er det jo begrænset hvor meget jeg kan klemme ind på operationssåret/arret. Ellers ville jeg have taget et satinkorset udover en kjole, så er der instant wow-effekt. Men i stedet havde jeg en stor bulende mave.
Men det lykkedes mig da at blive tilfreds. Jeg havde et flot strutskørt på der var meget nytårsagtigt. Og så lagde jeg en anderledes make up og satte håret.

Jeg drak, for første gang i lang tid. Ovenpå fødslen, sorg og operation har jeg ikke rørt alkohol. Men det blev til en flaske Asti. T fuldede sig, men ikke overdrevet.

Til gengæld var T i rigtig godt humør. Han smilede og grinede og snakkede med mange af de andre. Han dansede også. Det var SÅ rart at se ham glad, jeg har ikke set ham rigtig glad siden før Sagas fødsel. Jeg blev helt forelsket i ham igen.

Jeg havde på forhånd tænkt på Saga og på mine følelser. Og fundet frem til at nytåret ikke påvirker mig. Jeg kunne have følt noget omkring at vi nu forlader det år hun blev født, men det føler jeg egentligt ikke. Jeg føler ikke at jeg forlader hende, eller at datoen ændrer noget. Jeg har det nøjagtig som alle andre dage. Der er sket det der er sket, og datoen ændrer intet.

Jeg snakkede på et tidspunkt med en anden kvinde om hvad der var sket, og hun kom straks med "hvorfor adopterer I ikke" og så skulle jeg igen nærmest forsvare at det ikke er det vi ønsker, og ikke er der vi er. Det er så opslidende. Jeg fik intet ud af samtalen, og det tror jeg heller ikke hun gjorde. Det lavede en distance imellem os fremfor kontakt. Det ærgede mig bagefter, jeg skulle nok slet ikke ha snakket med hende om det, når nu vi ikke var på bølgelængde.
Til gengæld fik jeg senere en rigtig god snak med en god bekendt jeg ikke har set længe. Hun forstod det. Jeg viste hende et billede af Saga på min iPhone, og så græd hun. Det var lidt underligt, for så begyndte jeg også at græde. Men jeg værdsatte at hun virkelig forstod hvad vi havde mistet. Hun fortalte så en masse om fødslen af hendes søn, det viste sig hun virkelig har været nogle hårdte ting igennem, uden nogen til at hjælpe sig. På en eller anden måde forstod vi hinanden, selvom det var to helt forskellige situationer.
Jeg var virkelig glad for at ha fået den dybe kontakt lidt, det opvejede den mislykkede samtale med den anden. Og selvom jeg egentligt ikke synes aftenen skulle handle om min sorg, så fik jeg ligesom lige berørt det, tilpas nok.
Så kunne jeg forkusere på at hygge mig.

Vi måtte hjem lidt tidligere end vi havde lyst til, for at nå et ikke alt for sent tog til Roskilde. Det nåede vi heldigvis, så hjemturen gik fint, selvom jeg var noget udkørt, T var noget fuld og toget var fyldt med stangstive unge der larmede og var dumme at høre på.
Men vi var rigtig tilfredse med aftenen. :)