Lettelse!

I dag fik jeg en kontrastscanning af min lever, og det viste sig at det var godartet. Jeg har ikke kræft! De aflyste den planlagte leverbiopsi, så det skulle jeg heldigvis ikke igennem.
YES!
Der er ikke ord der beskriver hvor lettede vi er, vi var SÅ bange for at det var livstruende.

Lægen besluttede sig for at scanne min cyste på æggestokken nu jeg alligevel var der, og han fandt at det var peritoneal lommer, arvæv/bindevævs-sammenvoksninger der danner væskefyldte hulrum. Så altså slet ikke nogen cyste!
Peritoneal lommer er ikke farlige, og burde ikke indflyde på min fertilitet. Det er ikke skidegodt at de er der, men umiddelbart generer de mig ikke, så de vil ikke begynde at operere på det, når de ikke betyder noget for mit helbred.
Jeg skal til tjek om fire uger, bare sådan så de lige følger lidt med inden i mig.

Udmeldingen var at vi godt må prøve at blive gravide igen, så planen er at lægge fryseægget op i næste cyklus.

Min verden gik fra "Det hele er skod" til nyt håb. men det er godt nok en rutjsebanetur!


Pyha. Og der er stadig håb for at jeg kan blive mor igen. Jeg troede det løb var kørt.

At snakke om det

Det fylder langt mindre for mig om folk spørger til hvordan jeg har det, til hvad der sketet eller til Saga nu, end det gjorde de første måneder. Men jeg har nu stadig brug for at snakke om det indimellem.
Der hvor jeg er nu, har jeg også brug for at kunne snakke naturligt om hvad der er sket, i sammenhænge hvor det hører til. Dvs. taler man hospital, fødsler eller noget omkring tanker om forældreskab, barnløshed, fertilitesbehandling o.l., så har jeg naturligt noget at bidrage med, og vil ha lov at byde ind, uagtet at der ligger en smertefuld oplevelse bag. Jeg har en erfaring og nogle tanker, følelser og oplevelser, som er en del af den jeg er, og det jeg kan og vil tale (med) om.

I sidste uge ringede jeg til lægen for at bestille en tid. Sygeplejersken spurgte så ind til hvordan jeg havde det (hun snakkede en del med mig i starten), selvom det intet havde med min tidsbestilling at gøre.
Det endte med at jeg snakkede med hende et godt stykke tid om alle følelserne og hvor vi er i vores liv. Lidt sært, jeg sku jo bare bestille tid, men på en måde også rart. Hun tog initiativet til at høre om det, og hun kom med spørgsmål der fik mig til at tale. Havde hun ikke spurgt, havde jeg ikke talt om det.
På en måde gav den spontane kontakt med en relativt fremmed person mig alligevel noget. Det prikkede til følelserne, ja, men selvom det godt kan få min sorg op til overfladen, så fremkalder det ikke sorgen. Den er der jo, og på en måde har den meget godt af at få lidt luft indimellem. At jeg lige får mærket hvordan jeg rent faktisk har det.
Og jo mere jeg snakker om det, desto mindre fylder det. Man skulle tro det var omvendt, men når jeg taler om det, får jeg tømt ud. Det er som om det bliver mere sædvanligt, og jeg selv vænner mig til at se og mærke følelserne og tankerne, så jeg bedre kan  accepterer at sådan er det altså og lade det være en del af mig, uden at det fylder alt.

Men hvis ingen spørger ... Så er det meget svært selv at tage det op, det virker så akavet. "Se mig og min krise". Og så får man ikke chancen for at få det yderligere bearbejdet, få nye ord og vinkler på, opdage at man har ændret sin historie, forklarer det på en anden måde - hvilket betyder at noget enten er faldet på plads, eller at det nu er noget andet der fylder end tidligere. Det er godt at finde ud af, det hjælper én videre.
Det er ret vigtigt at snakke om det.

For nogle, bl.a. mig, giver det også noget at tale med perifære og fremmede, når jeg har lyst (det er jo ikke altid). Det er anderledes at tale med nogen der ikke kender én godt, og for mig giver det noget at skulle forklare historien på en anden måde, end til dem, der kender mig godt. Det kan derfor være værdifuldt hvis folk vil og tør spørge.
Men selvfølgelig er det jo ikke alle der har lyst til at høre min historie eller snakke om det. De skal heller ikke forceres.
Og det er bestemt heller ikke altid at jeg har lyst til at tale omd et, eller med alle, men så finder jeg en venlig måde at bøje samtalen i en en anden retning.

Det er bedre at kunne vælge om man vil snakke med andre, end at andre forsøger at beskytte én mod det, uden at spørge hvad man har lyst til/brug for. Hvis andre undlader at spørge, fordi de er bange for at man bliver ked af det, fordi det er tabubelagt, eller at der til sammekomster er en underforstået "Nu skal vi kun tale om gode ting, og holde den gode stemning", så er det er ikke godt. Så er man ikke fuldt til stede, men skuespillere i en kulisse, hvor man opfører nogle underforståede roller, i stedet for at være der som de mennesker man er, med de ting der nu fylder i ens liv.

Folk kan have svært ved at vide hvordan de skal forholde sig til ens krise, og det er ikke sikkert de kan finde ud af at spørge og/eller snakke naturligt om det, der er sket, og det er så fair nok. Så er det sådan. Men nogle få kan måske, og det er værdifuldt at de så også tør.

Det er vigtigt at det eksisterer, at det er sket, på godt og på ondt. At sådan er vores liv altså, og det er en del af dem vi er. Ikke at tale om det gør det ikke usket, eller vores smerte mindre. Tværtimod.

Fra dårligt til værre

Igår var vi ude på Herlev Hospitals fertilitetsklinik i går til en scanning, som bare skulle vise hvornår jeg sku ha lagt fryseæg op, med forventning om at nu skulle vi lave barn. Jeg havde preppet mig selv, gået og tænkt "Nu bliver jeg gravid!". Jeg tænkte over at ingen har set på min livmoder siden operationen, og om alt mon var i orden, men jeg håbede at nu var vi ude af al krise, NU var det vores tur til at ting forløb glat.
Inden vi tog afsted havde T det dårligt med det, hans erfaring er at hver gang de scanner mig går det fra dårligt til værre. Jeg slog det hen, det var jo bare en scanning af hvor langt jeg var i min cyklus. Men fandme, han havde desværre ret! :-(

Scanningen viste at jeg har en stor cyste på den ene æggestok, som potentielt kan være noget rigtigt dårligt, måske kræft. Jeg blev akut sendt til en grundigere scanning, som så viste at jeg også har en gevækst i leveren og noget i den ene nyre. What?!?
Det kan være urelateret og det kan være godartet. Men det kan også være rigtig grimt. Så nu skal jeg til yderligere undersøgelser, kontrastscanning og leverbiopsi. Så ingen børn i denne omgang, og hvis det er kræft, så aldrig.

Vi er vildt bekymrede. Er det kræft, og har det bredt sig til lever og nyre, så er løbet kørt, kan vi regne ud. Så kommer jeg til at dø af det. Vi håber selvfølgelig helt vildt at det er noget godartet! Så er der "kun" problemet med en cyste, som forhindrer graviditet. Men så er jeg dog ikke dødeligt syg.
Desværre ved vi ikke noget før 18/5, når jeg er blevet undersøgt grundigere. Der har vi en tid hos en hos gynækologisk ambulatorium på Herlev, og på mandag sku jeg gerne få en tid til kontrastscanning og leverbiopsi, som forhåbentligt bliver inden tiden d. 18. Jeg har det virkelig underligt, det er så uvirkeligt.

Hvis det viser sig ikke at være så slemt, så er det godt nok umenneskeligt at vi skal bekymre os så længe. Og er det noget, så er det så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forstå det. Og der er ikke en skid vi kan gøre, andet end at lade lægerne tage prøver og finde ud af hvad der er med min krop.

Men jeg har det selvfølgelig ikke specielt godt. Jeg prøver at skubbe det til side i mit hovede, så jeg kan eksistere. Men det virker absurd at lægge planer for fremtiden når jeg ikke aner om jeg har nogen. Jeg står ellers midt i at skulle til at ansøge om optagelse på studie, og på et turbokursus der forbedrer mit matematik-niveau.
Og med alle tankerne og følserne omkring min sorg, og alle dem der får børn igen, og om hvorvidt det bliver min tur eller ej. Det hele bliver irelevant hvis jeg skal dø af kræft indenfor en overskuelig fremtid. Så kan det være skideligemeget.
Sært nok er jeg mest bekymret for T. Hvis jeg dør, føler jeg ikke noget længere. Men hvis han skal bære først at miste sin datter, så hans forlovede, så ved jeg ikke om han kan kapere det. Han har det i forvejen skidt, det her hjælper ikke.

Fuck da også!

Jeg fatter ikke at livet kan udsætte os for så mange nedture, jeg må fandme ha været Hitler i et tidligere liv eller noget (hvis jeg ellers troede på den slags). :-(