For helvede da! Jeg tog afsted til seminar hos Landsforeningen, og da jeg ankom og lige skulle tisse, fik jeg min menstruation.
Jeg blev totalt hylet ud af den. Ind og møde nye mennesker og præsentere mig selv, to sekunder efter at jeg finder ud af at løbet er kørt, og mit fnug er gået til.
Pissedag!

EDIT:
Dog var jeg nok det bedste sted, når nu det sku være. De andre forældre var meget støttende og inspirerende, og det var plads til følelserne. Så jeg fik det på en måde bearbejdet. Ihvertfald formuleret, og det hjælper.

Rutjsebane

Jeg testede her til morgen, en dag for tidligt. Bragende negativ. Jeg tror den ville ha vist noget nu. Jeg tror fnugget er død. Ligesom ved alle mine andre ægoplægninger.
Jeg vil ikke teste i morgen, for jeg tror ikke det ændrer noget.
Blodprøven tirsdag er det endelige resultat, men jeg tror det er afgjort. :-(

Igen frygter jeg det aldrig bliver. Saga var mit mirakelbarn, måske er hun bare alt jeg får.

EDIT kl. 9.27:

Jeg er overrasket over hvor tungt jeg tager testeriet. Jeg troede jeg havde styr på følelserne, at jeg accepterede min situation.

Der er små ting der går godt. Småting. Jeg fandt nogle dyre klippekort, som jeg troede jeg havde tabt. Jeg fik byttet nogle sko, som jeg ikke troede de ville bytte. En nederdel jeg havde kig på var pludselig på tilbud. Jeg starter i nyt job, godt nok kun garanteret i en fastsat periode, men stadig.
Ting lysner.
Jeg tænkte jeg ku leve med hvordan min verden er.

Men jeg var ved at tude i morges, og jeg føler mig ustabil og nedtrykt nu.

MEN faktisk er der et spinkelt håb. Da jeg kiggede på testen en halv time senere er der verdens svageste antydning af en anden streg. Den er så svag at man virkelig skal se godt efter, men der er noget.
Jeg tog fluks en test mere, af et andet mærke. Den er negativ, ingen antydning.
Måske er det ikke noget, de fleste ville nok ikke kunne se noget. Men der er altså en skygge af en streg.
Og jeg har regnet forkert! Det er først søndag jeg kan teste. Jeg er to dage for tidligt.
Testene er de billige strimmelteste, de er ikke så følsomme.

Jeg håber lidt, men jeg er oprevet og ked af det, jeg føler mig totalt bims. Jeg ved ikke hvad der er op og ned. Hvordan jeg skal tackle usikkerheden og måske at få knust mit nye spinkle håb. Total rutsjebane.
Jeg troede virkelig jeg kunne håndtere det, at jeg var cool med whatever svar jeg får.
Jeg er ikke spor cool, jeg er helt ude at gynge.

EDIT kl. 19.19:
Hmmm. Da jeg kom hjem var den skygge godt nok svær at se. Som i måske ikke ... Og nu har jeg en anelse blodigt udflåd, som jeg typisk har dagen inden min menstruation kommer. FUCK! :'-(

Mit lille fnug - er den der stadig?

Ihh, jeg er ved at blive gak! Jeg kan ikke mærke det store, men svinger hele tiden mellem at tro jeg kan, eller være nede over at jeg ikke er gravid.

Jeg tog en test i søndags, alt alt for tidligt. Mine to andre graviditeter har jeg testet positivt på den dag jeg skulle ha menstruation, og kun svagt. Så selvfølgelig kan jeg ikke regne med en test en hel uge før.
Alligevel slog det mig fuldstændigt ud.

Jeg har været ret aktiv den sidste uge, jeg har gået meget. Og så bekymrer jeg mig over det - gør det nu er forskel at jeg udmatter mig selv ... På den anden side er jeg ofte meget fysisk inaktiv, og der er jeg jo ikke blevet gravid, så måske er blodomløb i livmoderen bare godt. Aner det ikke. Argh!

Jeg kan teste på lørdag, og der bør jeg kunne regne med resultatet. Jeg aner ikke hvordan jeg skal klare den til på lørdag ...

Jeg har ellers været ved godt mod, men jeg kan næsten ikke bære hvis Sagas søskende bare er gået til. Den var jo levende da jeg fik den lagt op. Men min fornemmelse er at der ikke er bingo, at den er død nu.
Fuck.

Mit lille fnug

Alt gik godt i dag med ægoplægning, begge vores fryseæg havde overlevet og delt sig videre. :-)
Jeg havde det meget svært ved at det ene skulle smides ud, men vi turde ikke risikere noget. Så de udvalgte det pæneste, og jeg fik vores lille fnug lagt op.

Alt forløb perfekt, stemningen var god og jeg var glad og afslappet. :-)
Jeg fik et scanningsbillede med af embryonet, trygt placeret i min livmoder.

Nu er jeg i teorien gravid! :-D Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at være det, men lige nu er der et levende embryon i mig. Så må jeg se tiden an, og bare håber. Please sæt dig fast, lille fnug!
Det bliver nogle lange 14 dage ...

Her er vores fnug (eller rettere, det man kan se er den luftlomme der er rundt om den):

Hvor jeg dog håber håber håber at dette ikke bliver det sidste og eneste billede.

At affinde sig

Jeg opdager mest omkring hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, når jeg skriver til andre. Følgende er også oprindeligt skrevet som respons til en anden mor:

Jeg kan mærke at der er sket rigtig meget i mig gennem de ni måneder der er gået, siden vi mistede Saga. Jeg har accepteret mit tab. Det går stadig ondt, men jeg har affundet mig med at det er sådan, og jeg begynder så småt at være mere positiv. Der er plads til andet også.
Det har taget lang tid, faktisk en hel graviditets tid. Men jeg har det markant meget bedre.

Min terminsdato forbigik jeg i stilhed, og det var ikke et godt valg. Det fortrød jer. Måske sku jeg ha ladet mig selv sørge den dag.
Den var ikke så slem som frygtet, men i mit forsøg på at undgå smerte, fik jeg bare undertrykt det. Så blev det spredt ud i stedet. For selvfølgelig gør det ondt, det ku jeg ha sagt mig selv. Og det måtte det også godt, det er en del af processen. Jeg overlevede.

Jeg fik også tanker omkring "Nu sku jeg ha haft barsel", "Nu sku jeg ha gået med barnevognen" osv. Jeg registrede at jeg tænkte og følte sådan, men jeg forsøgte at undlade at dvæle ved det. Ikke flygte, bare passe på ikke at dykke virkelig i, og lade det overvælde mig. Dyppe tåen, op igen. Dyppe igen, op igen. Ikke hoppe helt i, bare tage temperaturen.
Rokke lidt med tanden der gør ondt, men ikke flå den ud.
Med tiden har jeg fundet at det gør mindre og mindre ondt, og fylder mindre.
Jeg prøver at fokusere på at sådan her er det, fremfor hvordan det kunne have været.
MEN det er først med tiden at det lykkes. Og det er okay, jeg var ikke klar før.

Jeg skal have lagt et fryseæg op på tirsdag, og jeg er klar. Der er åbent for et evt. nyt barn, og et vist overskud til at håndtere hvis det ikke lykkes. Det er helt klart tiden.
Saga fylder ikke alt længere.
Måske er hun det eneste barn jeg får. Men hun er ikke længere både hende, og så også et symbol på hele mit savn og min drøm om hvordan mit liv skulle have været. Det var hun i lang tid.
Sorgen over hende var uadskilligeligt knyttet til sorgen over min barnløshed, sorgen over at skulle håndtere traumet, sorgen over tabet af min livsuskyld og sorgen over at have mistet det liv, jeg troede jeg skulle have. Det er ret meget sorg på én gang.
Nu kan jeg bedre skille det ad. Sorgen over hende konkret er ikke så stor som den var i starten. Jeg kan bedre finde plads til den i mig. Hun er en del af mig, og det der er hændt mig, men hun er ikke et sugende sort hul der æder al min glæde. Min længsel er til at håndtere.

Jeg føler mig klart skadet, der er et sår i min sjæl. Men jeg er ikke uopretteligt defekt fremover, jeg kan stadig meget. Den jeg var, bliver jeg ikke igen, men det kan jeg godt lade være med at lade fylde alt, sådan er det bare.

Jeg frygter ikke hendes fødselsdag, sært nok. Det er jo om tre mdr. Men det skal nok gå. Jeg tror ikke jeg går ned, jeg tror jeg fordyber mig i hvad der er sket, men jeg tror den vil markere at jeg har overlevet den værste smerte i mit liv. Måske kan jeg oven i købet være stolt den dag.

Jeg er lettet over at det har ændret sig. Det føltes ikke som om det kunne. Men alligevel har det ændret sig.