Dag 3 i cyklus. Ringe til fertilitetsklinikken og tilmelde mig. Jeg var sikker på at NU var det lykkens gang, i dag er den heldig dag. MEN krash bom.
Et eller anden er blevet misforstået, og lægen synes jeg partout skal på langt skema fremfor kort, hvorfor jeg kommer i kambolage med deres juleferie, hvorfor jeg må vente endnu en cyklus. NEJ!
Jeg har lige sat mig op til at nu er det sådan her, nu skal jeg igang, nu har vi en chance til, NU bliver jeg gravid.
Ja ja. Det lyder klogt, men FUCK hvor er jeg træt af det.Couples who have experienced fertility problems have faced many frustrations, disappointments, tests and possibly operations before treatment is considered. The treatment itself can be physically and emotionally taxing. The stress is aggravated by waiting to start and then wondering whether each stage of a treatment cycle will go well. Everyone has difficulty coping with this stress from time to time. The longer your feelings of isolation and helplessness remain unshared, the greater the likelihood that frustration, anxiety and depression will increase. There may be times when you feel no one understands what you are going through but please be reassured, this is not an uncommon feeling.
Jeg endte med at være noget kort for hovedet overfor sygeplejersken, fordi jeg bare ku mærke at nu begyndte jeg at tude. Hun blev sikkert sur over min abrupte afslutning på samtalen.
I frustration skrev jeg et brev til fertilitetsklinikken for at give udtryk for at jeg føler mig svigtet.
Ved nærmere gennemlæsning har jeg besluttet ikke at sende det. What's the use.
Det er for sent at ændre deres beslutning. Jeg skulle starte i dag hvis det sku være, og jeg tror ikke på de kan presse en scannetid ind i dag.
Jeg har hidset mig lidt ned nu. Men jeg er dybt dybt skuffet.
Brev til fertilitetsklinikken, som forbliver usendt:
Nå, men det får jeg ikke en skid ud af. Så jeg sender det ikke og der er ikke så meget at gøre ved det.
Hej,
Jeg har gennem lang tid været i behandling hos jer, og jeg har været ovenud tilfreds med jer. Jeg synes at alle på Fertilitetsklinikken er utroligt søde, omsorgsfulde og kompetente.
Jeg har haft en enkelt uheldig episode med en enkelt ny læge, hvor jeg ikke havde tillid, men alle andre har været helt i top - og lidt til! Og jeg synes virkelig I behandler én godt og tager jer tid til én og i det hele taget gør et skidegodt stykke arbejde.
Det værdsætter jeg virkelig!
Jeg har dog en rigtig dårlig oplevelse lige nu, hvor jeg føler mig temmelig svigtet.
Jeg har i to forløb nu lavet få æg. Den ene gang var på det lange skema, den anden gang var på det korte.
Den læge jeg var hos sidst fortalte mig at det ikke nødvendigvis sagde noget om metoden, men at det kunne være, at jeg i lige de cyklusser ikke havde så mange æg. At ægmængde og -kvalitet lå og svingede fra cyklus til cyklus, ligesom med sæd. At man ku være heldig at ramme en god cyklus, eller uheldig at ramme en mindre god.
Hun overvejede meget hvordan vi skulle køre det næste gang, og overvejde tiden og min stigende alder op mod metode.
Det sidste hun sagde til mig var at vi kunne presse en tur mere ind inden jul, for at der ikke skulle gå for lang tid. Hun endte med at mene, at min stigende alder var det største problem. Det sidste hun sagde til mig var kort cyklus igen, lad os se om det ikke alligevel dur, og at jeg oven i købet godt kunne springe en ventecyklus over - der var jo ikke var den store fare for overstimulation, med så lav en respons. Og igen, tiden var essentiel.
Der sker så det at jeg bliver syg lige som jeg fik min næste menstruation. Jeg venter derfor en cyklus.
Da jeg i dag så ringer og vil tilmelde mig, får jeg at vide at jeg SKAL i lang behandling næste gang, og at jeg derfor ikke kan sarte i dag som planlgt, men skal springe endnu en cyklus over fordi det falder sammen med at I holder julelukket. Dvs. at der går lang tid. Igen. For inden dette røg jeg uheldigt ind i sommerferie, og sprang tre cyklusser over.
Sommerventetiden var rigtig lang tid.
Jeg har det rigtig rigtig skidt med at blive tvunget til at vente endnu en cyklus. Især da jeg ikke stoler jeg ikke på afgørelsen, at den virkelig er det bedste.
Jeg har fået at vide at min stigende alder er et problem.
Jeg har fået at vide at ægmængden og -kvaliteten varierer fra cyklus til cyklus.
Jeg har fået at vide at ét forløb på kort skema ikke er nok til at afgøre hvordan det virker, da resultatet var det samme som det var sidst på et langt skema.
Dvs. de fakta jeg har fået passer ikke med den afgørelse der bliver taget.
Til marts fylder jeg 39 år. Da jeg startede hos jer var jeg 36 år. Jeg er gået fra at være "du er jo ikke så gammel" til "Din alder er et problem".
For mig betyder det allerhelvedes meget at blive tvunget til at springe endnu flere cyklusser over, og nærme mig den frygtede fødselsdag.
Jeg har ikke en følelse af at det er en fornuftig og god beslutning, der sikrer at jeg får flere og bedre æg næste gang.
Jeg har følelsen af at det er en ret tilfældig beslutning. At det 100% er en fingerspidsfornemmelse, hvad tror lægen, det ku være det ene, det ku være det andet, noget skal besluttes.
Men MIN fingerspidsfornemmelse siger mig at NU er det de gode æg der kommer, efter to gange dårlige æg.
Desuden er det NU jeg er hjemmegående (fritstillet fra job), med tid og ro, dvs. det kunne være NU at æget satte sig.
Den ene gang jeg blev gravid spontant var i juleferien! Med afslapning og hygge.
Hvorimod januar bliver pissepresset, mine penge slipper op der, og enten starter jeg i helt nyt job (STRESS) eller jeg ryger på A-kasse (BEKYMRING) og søger og søger job (NERVØSITET).
For første gang i de to år jeg har været i fertilitetsbehandling har jeg tudet og tudet og følt det var håbløst.
Fra at jeg i morges tilmeldte mig og tænkte "YES denne gang er det de gode æg og den gode tid til at de kan sætte sig!" til FUCK og at føle mig pissesvigtet af jer.
Jeg ved godt at I vil mig (og alle de andre) det bedste. Jeg ved også godt at I har rigtig mange par i behandling, som alle sammen har følelserne uden på tøjet, og at I forsøger så godt I nu kan, ud for den viden man nu har - hvor tilfældigheder også spilder ind.
Men jeg har brug for at skrive, at jeg føler mig svigtet af jer i det her tilfælde, at jeg føler der er modstrid mellem det jeg får at vide.
For jer, der hver dag går på arbejde og behandler og behandler, er det nemt lige at sige "vent en måned længere" . For mig der går og tænker og tænker er endnu en måned LANG TID, når jeg har indstillet mig på noget andet, og især når jeg ikke tror det på nogen måde gør noget godt for mig, tværtimod.
Jeg har allerede gået og ventet og ventet på næste menstruation, nu skal jeg vente endnu en måned, med ærgelsen over at spilde en potentiel god cyklus.
Det lyder måske lidt sært at gøre et stort nummer ud af så lidt. For mig er det bare en stor ting, det er to år i behandling, det er to år med at skulle holde modet oppe og et smil på læben lige meget hvad. Hvilket jeg har kunnet gøre fordi jeg hele tiden har følt at der blev gjort det bedste og jeg havde endnu en chance.
Men lige præcis nu tror jeg bare der bliver begået en fejl. Eller nærmere, en grundløs udsættelse.
Jeg synes ikke det passer på dét med at ægcyklusser varierer uforklarligt og at tiden er essentiel. Og det passer ikke med det vil talte om sidst jeg var der.
Hvis alt går vel kan jeg tilmelde mig i starten af december og så bliver ægudtagning i starten af januar.
Men der er længe til, og der kan sgu ske så meget.
Jeg føler vi spilder tiden.
Dagene går.
Øv. Det var lige sådan en god dag.
I morgen skal vores kæledyr aflives og jeg skal til akupunktør (som skulle ha været forberedende til Ivf).
Øv.
