ups and downs

Mit humør sutter, jeg render rundt og er energiforladt og smådeprimeret. Hvilket er så spild af tid ... Men meget svært at trække sig selv op af. :/

I går var det d. 16 og T gav mig en buket blomster fra haven. :) En fin én, han har sans for buketter. Sjovt nok genkendte jeg en af vores potteplanter, en vis chrysantemum som han har set sig totalt ond på. *lol* Den skulle vandes hele tiden, til hans store irritation. Men nu er den så blevet en buket. ;)

Jeg var et smut til Langeland i weekenden og besøge Tanja, det var rigtig rart. Det var fandme langt væk!!! Jeg blev noget overrasket over hvor langt. Men det var også rart at se at der findes så meget natur. At der er noget land at tage ud i.
Jeg snakkede med intenst med Tanja, hvilket var rart, men faktisk udløste at jeg havde det skidt nogle dage efter.
Jeg tror simpelthen jeg fik rippet lidt op i nogle ting, og åbnet mig så meget, at jeg blev sårbar og hudløs.
Hele weekenden var intens, udover at snakke med Tanja, havde jeg en reaktion på en af de andre gæsters brandert, der lige sendte mig ind i et er-allergisk-overfor-alkoholikeradfærd (også når der ikke er en alkoholiker, men bare en stiv person) og konfronterede mig med at jeg har nogle issues + ikke har specielt nemt ved at være social og feste. Og så snakkede jeg en del med en anden bekendt, hvilket også var rigtig rart, men også kom tæt på og ind under huden på mig.
Så på den ene side fik jeg en miniferie langt væk, på den anden følte jeg mig skrøbelig og problemfyldt.
Det var nu sikkert sundt nok, men ting har det med at komme i stimer.
Når jeg i forvejen dealer med noget, får jeg lige et læs til, nu jeg er igang ...

Hvilket minder mig om at jeg spekulerer over tro for tiden.
Hvad det vil sige at TRO, på godt og på ondt. Noget jeg ikke gør ...
Jeg ville egentligt ønske at jeg var religiøs. Tænk at VIDE at man er betingelsesløst elsket, at der er en mening med alt hvad der sker, og at det i sidste ende bliver okay. Virkelig vide det.
Tænk at kunne tage alle problemer og sorger med en viden om at der er en mening med dem, at der er en større plan.
Det kan jeg savne ...
For mig er der kaos. Tilfældigheder. Og ansvar.
Jeg ved at jeg selv vælger den tilstand jeg lever i, via min håndtering og holdning til min egen situation. Jeg kan vælge at være glad, jeg kan vælge at være positiv, jeg kan vælge at fokusere på muligheder fremfor begrænsninger.
Men jeg føler det ikke sådan, jeg føler ikke jeg har et valg. Jeg reagerer udfra et indkørt program. Sådan som jeg ER. Og det jeg er, er pissepessimist. Jeg føler nemt at jeg ikke formår, ikke kan klare, ikke kan ændre, ikke har det i mig, dét der skal til for at være glad og konstruktiv.
Jeg slår mig selv oven i hovedet, ærgrer mig over sider af min egen personlighed, og ærgrer mig over at jeg ikke har den støtte i mig selv, tiltro til mig selv, stabile grundkerne, som ville ku gøre mig til en federe og mere sympatisk person, give mig større succes, give mig ro og balance.
Jeg er pinligt bevidst om mine egne shortcomings, problematiker og knudrethed. Og sider af mig selv, måder jeg reagerer på, som jeg ville ønske ikke var sådan. Ikke at jeg ikke kan lide mig selv, men jeg er godt nok fucked up, og jeg er ikke altid lige fair, lige large eller specielt sød. Jeg er en sladretaske. Jeg er nærtagende. Jeg er mistroisk. Og en helvede masse andre mindre flatterende personlighedstræk.
Jeg er også en masse gode træk. Forstående, accepterende, kærlig, åbentsindet. Relativt sød. Men de ville stå så meget bedre uden alt pisset.

Det værste er at det er mit eget ansvar. Både hvad og hvem jeg vil være, og vigtigst - hvordan jeg vil ha det.
Og at jeg ved det.

Nå, men det er betingelsen. Det er sådan det er.

Jeg har ferie. Jeg ville ønske jeg ku slå hovedet fra og energien til, og så nyde det.
Jeg ville ønske jeg brugte mine dage på at være glad.
Brugte dem.

*Dybt suk*