Okayhed

Jeg fungerer godt nu, arbejder og lever, gør ting. Indimellem er jeg glad.
Men jeg er sårbar, jeg kan ikke klare konflikt eller problematikker, jeg vil ikke mere hvor jeg skal kæmpe, jeg har ikke noget ekstra at trække på, ikke noget overskud.
Jeg græder for andre, på film. Men ikke nødvendigvis når jeg læser historier på nettet om nye mødre der lige har mistet, de historier er bare som de er. Sådan er det. Det gør mig meget meget ondt, men jeg kender det, det får mig ikke nødvendigvis til at græde.
Der er jeg blevet lidt tilvænnet og hårdfør. Jeg føler dog med dem, meget.

Jeg mangler passion. Der er intet jeg synes er noget. Intet jeg vil. Det hele er lidt ligegyldigt.
Jeg er ikke deprimeret, jeg kan også være okay og være glad. Men jeg er så træt. Som om der ligger en tung dyne over mit liv.

Jeg ryger i et hul ved hver menstruation. Selvom vores situation er at vi skal acceptere at vi ikke bliver gravide igen, så dykker det mig at få det bekræftet, og at få knust det håb der alligevel spirer hver måned.
Men det er naturligt nok, det er jo fuckende hårdt. Hver gang kommer længslen efter det barn jeg mangler, fordi jeg stadig sidder der med tomme arme og i en krop uden et ekstra liv i. Det slår hårdt.

Det er opslidende hele tiden at skulle finde en ekstra reserve, hele tiden at skulle kæmpe for også at være glad, forsøge at være tilfreds der hvor jeg er, fordi det er der jeg er.
Der er bare ikke noget alternativ. Det er sådan min verden ser ud.
Jeg er indimellem provokeret af hele "tænk positivt"-konceptet. Mest af alt fordi jeg oplever at det er selvbedrag, man har ingen kontrol. MEN én ting gør konceptet godt - man har det bedre imens. :-)
Så når man kan, så er det meget rarere at være glad end at være ked af det. Altså uden at undertrykke eller fake, der skal være plads til de følelser der nu er. Men når det lykkes at finde øer af accept, glæde eller bare okay-hed, så føles det klart way bedre end tristhed, tvivl, fortrydelse eller ligegyldighed. Og det lykkes jo løbende ...

Jeg oplever flere og flere øer af accept af min væren, små stunder med en glæde over livet. Nydelsen ved at se på planter der gror, en flot busk i en have på min gåtur. Himlen over vandet. En solnedgang. Eller den lilla himmel tidligt om morgen, og den særlige ro og stilhed. Kold og klar morgenluft. En nuttet rotte der vasker sig.
Den pulserende fornemmelse på hovedbanen kl. 7.45 om morgenen, og det velkendte i at gå samme vej som de andre hverdagsmorgener. At nyde at sidde på en café og føle mig som en del af verden. En god bog.
Der er øer.

Og når jeg indimellem er decideret glad føles det godt nok rart.

Hvornår er man klar til at starte i arbejde?

Min personlige erfaring med at starte arbejde:
Jeg var ikke klar da min barsel udløb efter de 14 uger. Omstændigheder gjorde at jeg fik forlænget barsel, men havde jeg ikke det, havde en sygemelding nok været det bedste. Fire måneder efter begyndte jeg at savne at "skulle noget", fem mdr. efter var jeg klar til at prøve mig selv af, men forsigtigt. Jeg begyndte på frivilligt arbejde en dag om ugen, da jeg ikke havde job, for at komme igang med noget. Det var godt for mig. Jeg fik prøvet af hvad jeg kunne, hvordan jeg fungerede nu, og jeg nød at mærke den kompetente og faglige side af mig selv igen.
Jeg startede så fuldtid og fuld skrue i et nyt job 10 mdr. efter Sagas fødsel, og der var jeg klar. Det var hårdt at køre på igen, men også godt. Jeg føler det var den tid jeg skulle bruge, at jeg fik mig selv med.

Det er forskelligt hvad man har brug for af tid, men jeg synes 14 uger er for lidt. Mindst en måned mere, hvis jeg skulle lave loven. Hvilket btw var praksis tidligere, og fungerede bedre for mange.
De 14 dage man får før 22. uge er latterligt. Alle burde få 4 mdr., hvis de har behov. Og sygemelding efterfølgende, hvis der er behov. Men det er jo individuelt. Nogle vil gerne tidligt på job, og trives bedst med det.
Men har man brug for tid er det ikke fordi man er forkert, deprimeret eller syg. Sorg kan tage lang tid at finde en måde at fungere med, det er ikke unormalt eller forkert, det er bare sådan det kan være.
Jeg kender flere der havde godt af at komme hurtigt tilbage på job - jeg tror det afhænger meget af hvad man arbejder med, hvordan stemningen er og hvilket forhold man har til kollegaerne.
Har man et godt forhold, kan kollegaerne være en stor støtte og arbejdet være godt til at finde sig en plads i verden igen, hvor det ikke er det hele der handler om sorgen.


Jeg blev arbejdsløs da jeg mistede, og jeg har virkelig manglet at kunne vende tilbage til noget velkendt, og at have mulighed for køre på rutinerne og tage den med ro, at kende kollegaer og allerede have en relation. Det var forfærdeligt at skulle søge job mens jeg følte mig dykket og itu. At skulle lære nye at kende, mens jeg knap kendte den nye (og dårligere) mig. At skulle bevise mig selv og præstere, når jeg egentligt trængte til ro og lavt tempo.
Havde jeg haft en job at vende tilbage til, ville jeg allerede have bevist mig selv og jeg ville have haft mulighed for at starte på nedsat tid og så tage den derfra. Du kan ikke starte i nyt job på nedsat tid, man er nødt til at signalere at man er superkompetent og kan det hele på den halve tid ...
Jeg savnede virkelig også at kunne tale på den måde jeg taler med kollegaer, tæt, men distanceret. Vi kan være fortrolige, men vi er ikke decideret venner. Jeg plejer at snakke godt med kollegaer, men samtidig er det en verden der hører arbejdslivet til, vi ses ikke privat, hvor privat vi end kan snakke. Den type relation har jeg savnet.
Men da jeg var klar var jeg klar, og jeg er meget glad for mine nye kollegaer og mit nye job. :-)

Havde min situation være anderledes, ved jeg ikke hvad jeg havde valgt eller haft brug for. Så var jeg nok vendt tilbage efter 4-5 mdr.