Den lille kemiker (sådan laver man (måske) børn)

- fortsættelse på min blog fra i går.

Nå, her til morgen var kaotisk. Jeg havde sat vækkeuret til 8.10, for lige at ku nå ud og tisse inden jeg sku ringe til fertilitetsklinikken og melde klar. Man har lige et vindue på et kvarter til at ringe, derefter er der lukket. 8.15 til 8.30.
Men det lykkedes. De sku så ringe tilbage efter 9 og sige om der var go eller ej. Så jeg tøffede op til computeren for at se hvordan helvede man kommer fra Roskilde til Herlev Hospital. Kl. 8.30 ringer mobilen så, men nedenunder. Og inden jeg får galopperet ned af vindeltrappen, holder den op. Damn.
De ringer ikke igen ...
Jeg finder ud af at det tager mellem en og to timer at komme derud, fuck da. Jeg ved de altid stikker tider omkring kl.11, så jeg ka ikke nå det, hvis de ikke siger til NU. Så jeg ringer til dem kl. 9.30, og yes, jeg har en tid kl. 11.15. På det tidspunkt sidder jeg stadig uvasket og i bar røv, så hvis jeg skal nå den tid, skal jeg ud af døren right away. Krise!
Så jeg ringer til min mor der heldigvis ikke har klienter før kl. 14, og godt kan køre mig. Pyha!
Men så er der lige det, at jeg har en tid hos en mand i Tune kl. 12, der sku fikse min dumme arm. Så ringe, maile, ringe og forsøge at aflyse.
Hvilket er PIS, for jeg skal på et Flash kursus onsdag, og hvis han ku ha gjort noget godt for min arm inden jeg sku sidde med en mus, ville det være en god ting.
Nå, men det lykkedes mig at fange ham og jeg får en tid næste mandag. Æv at der skal gå så længe. :(

Afsted til Herlev, uden morgenmad, og derude er venteværelset proppet.
Hvor er jeg glad for at jeg har vænnet mig til det. At jeg ikke er nervøs eller ked af det. Når jeg kigger rundt, ka jeg se på de andres ansigter og kropssprog hvor ufedt folk i vores situtation har det. Det ER bare ikke sjovt.
Nå, men jeg får læst et halvt dameblad, og så er det til min store glæde min yndlingslæge, Måns, jeg skal ind til. Fedt!

Alt er vel, men denne gang kører vi kort cyklus og da jeg er noget så usexet som "low responder" prøver vi lige nogle nye hormoner.
Hvilket viser sig at være et mindre kemisæt!
Jeg skal nu dagligt blande tørstof med opløsningsvæske i tre ampuller af én type og tre ampuller af en anden type og injicere det.
Først stille op, så knække hætter af, så spritte gummidækslerne, så knække halsen af den lille glasampul med opløsningsvæsken, så sætte den pink nål på sprøjten og trække væsken op. Stikke i gummidækslet på første ampul og sprøjte det ned, så tørstoffet opløses og bliver flydende. Så trække opløsningen op og gentage i de øvrige fem ampuller. Til sidst har jeg en sprøjte fuld af blandingen af to hormoner. Nålen skiftes til den blå, tyndere, jeg spritter huden af og injicerer til sidst opløsningen i maveskindet.
Pyha for en tidskrævende procedure!
Efter fem dage skal jeg så tage endnu et hormon også, som kommer i en pakning med en forfyldt sprøjte, hvor der også skal opløses tørstof og skiftes kanyle. Men selvfølgelig ikke samme system. Nemt skal det ikke være ...
Fuck da!
Jeg mangler en hvid kittel, nogle tykke briller og et apparat der bobler i baggrunden ...

Nå, men hjemme igen ... Og endelig får jeg noget at spise.

PLEASE VIRK DENNE GANG!

Ændringer

Jeg får stadig ikke skrevet.
Delvist pga. armen, der stadig driller.
Delvist fordi der stadig bare er for meget.

Humøret svinger som en vejrhane. Én ting gør jeg dog mere end før - stopper op og prøver at lade mig fylde med glæde over det jeg sanser. En blå himmel. En detalje på en bygning. Farven på fjorden. Lyden af vind der rasler i træerne. Efterårsløv. Solskin i haven. Stokroser i blomst. Rotterne der ser ualmindelig nuttede ud. Følelsen af varme helt ned i tæerne, når T griner på sin særlige måde. Stjenehimlen over Domkirken. At være.

Jeg ved god at jeg er i en overgangsfase, og at al forandring er svær. Naturligt nok gør det ondt at ændre sig. Og er angstprovokerende til tider, jeg vil helst holde fast i det kendte.
Selvom jeg godt forstår hvad der sker, slår det mig alligevel helt ud, indimellem.
Sviiiing.

Naturligt nok har jeg mig selv op til revision. Jeg øver mig på at acceptere og værdsætte. Og slippe.
Øvelse gør ikke mester specielt hurtigt.

I fredags var sidste dag på job. Lørdag hentede vi to flyttekasser fulde af ... rod. Måske ender jeg med at smide det meste ud, men jeg ville ligesom have det med. Se igennem i ro og mag.
Jeg ka ikke rigtig mærke om det er godt eller dårligt at se på ting der minder mig om de sidste 12 års arbejds-hverdage.
Skal jeg bare videre, clean cut, eller skal jeg integrere?

Jeg drømte om J og om at rejse. Måske var det rod sammen af tanker og issues. Men jeg sku af en ikke nærmere definerede grund til Thailand og mødte ham tilfældigt i lufthaven. Jeg ved ikke rigtig hvad han symboliserede. Der var hverken vrede eller glæde, og jeg tror ikke rigtig han ku gøre noget for mig, hverken godt eller dårligt. Måske er han bare symbol på et andet "tab", en anden overgang.
Eller også er det fordi jeg for nyligt bemærkede at al smerte er helt væk, og at det kan lade sig gøre at aflade sine følelelser selvom noget har været svært. Symbolet på hvordan man rent faktisk slipper sorg. :) En accept af min situation. Don't know.
Anyway, det vigtigste handlede om at rejse. Jeg havde en kuffert med, men den var ikke pakket bevidst. Min rejse kom bag på mig, og alligevel var jeg sådan set klar nok, når nu jeg sku afsted. Kontrolfreaken i mig ville gerne ha pakket mere målrettet og grundigt, men accepterede at jeg rent faktisk godt kunne klare mig med indholdet af en kuffert jeg stod med i hånden.
Jeg kan ikke huske hvad der præcist skete, men jeg kom vist aldrig afsted. Jeg blev ved med at rode rundt i den lufthavn, sammen med J. Med stigende frustration.
Jeg ku alligevel ikke helt få det til at spille med at nå ombord på det rigtige fly, der var en masse der glippede og som jeg ikke helt havde styr på.
Ambivalent som bare fanden.
Det er næsten for tydeligt hvad det hele handler om. Men man ka sgu aldrig vide med underbevidstheden.
Det var hverken en god eller dårlig drøm. Den var bare. Anstrengende er nok ordet.

Jeg skal ha tid.




Jeg synes det er lidt svært.

Og så fik jeg menstruation i dag. Jeg havde et spinkelt håb om at være gravid, men jeg ku egentligt godt mærke at jeg ikke var. Jeg vil bare så gerne ...
Hvis de har tid, ryger jeg nok på en ny runde IVF fra i morgen, men denne gang en kort cyklus.
Jeg ved ikke om jeg er klar, men jeg har brug for at gøre NOGET.

Jeg glæder mig til om et år, når jeg er et andet sted i mit liv.