Oprydning

I dag smed jeg alle mine ægløsningstests og graviditetstests ud. Flere af dem udløb i 2013 og 2015, ku jeg se. Der var støv på. De har stået på badeværelset, jeg har ikke kunnet overskue at tage stilling til dem og min mand har nok ikke turdet foreslå mig at smide det ud.
Vi mistede vores lille datter i 2010 efter 5 års forsøg på at få barn og efterfølgende er det ikke lykkedes at blive gravid igen. Jeg er 45 år nu, med en defekt livmoder, det kommer ikke til at ske.
At smide det hele ud ... Det ripper op i smerten. At vi havde hende lige dér og var så tæt på ... nu skal vi leve resten af vores liv barnløse. Jeg kan ikke forstå det. Jeg længes så usigeligt.
Jeg har taget 30 kg på, kümmerspeck, og det slog mig i forgårs at min mave er lige så stor som da jeg var gravid med Saga. Og så huskede jeg følelsen af at ligge i sengen med hænderne på maven og mærke hende inde i mig. Og da min mand lagde øret til min mave for at høre hendes små fiskehalesmut-lyde. Jeg var så lykkelig lige der.
Jeg ville give alt for at have et levende barn. Det første år efter vi mistede Saga ville jeg kun have hende, her 6,5 år efter er det et hvilket som helst levende barn jeg længes efter. Bare få lov at holde i mine arme og elske og passe på.
Well, sådan ser min virkelighed ikke ud. Og nu fik jeg i det mindste smidt alle de overskydende graviditets-og ægløsningstests ud.

Blomster til Saga

Som de andre år på Sagas  fødselsdag skrev jeg et brev til Saga og vi kastede blomsterhoveder ud på vandet til hende.

 

6 år nu

I dag er det Sagas fødselsdag/dødsdag og vi har taget fri for at kunne være i vores følelser og tanker. Som de andre år føler jeg mig tom.  

Ironisk nok blev jeg i morges vækket af underboens grædende baby. Og følte ikke rigtig noget andet end tomhed. Som de andre år er jeg hjemløs i mig selv, jeg ved ikke hvad jeg skal med dagen. Med mig selv. Med min længsel og mit savn, min sorg. Med mit liv. Gråt.

Et liv uden barn

Vi har taget en meget hård beslutning:

Kære familie og venner

Nu efter 3½ år på venteliste til adoption, er Etiopien-ventelisten blevet lukket. Det betyder at vi, sammen med 100 andre, skal omplaceres i bunden af andre ventelister med yderligere 4-6 års ventetid. Vi har så set på "special needs"-listerne (børn med handicaps eller sygdomme og ældre børn), men det gør de 100 andre også, så der er 3 års forventet ventetid og det er svært at få de "lette" problemer som en manglende arm eller læbe-gane-spalte, så det ville kræve rigtig meget af os som forældre, samtidig med at vi på det tidspunkt ville være tæt på 50 år. Det koster desuden 55.000 kr. pr. år på listen uden nogen garanti for at vi nogensinde får et barn, og vi ville skulle gen-godkendes to gange undervejs, med risiko for at blive kasseret (og pengene ville være tabt). Det er meget dårlige udsigter.

Vi har derfor besluttet os for at droppe adoption - vi tror ikke på at vi får et barn vi kan håndtere inden for en rimelig tid (2 år). Vi bliver for gamle og vi risikerer at smide 100.000 kr. ud af vinduet.

Der er ingen andre muligheder for at vi kan få barn, vi har undersøgt alt, der er ingen løsninger og intet vi ikke har tænkt på eller overvejet. Det er desværre bare sådan det er. 

Vi vil gerne have at I ved hvordan vores livssituation er, men vi er ikke interesserede i at tale om det. Vi har nu tænkt os at bruge energien på hinanden, på familie og venner og på processen at skabe et meningsfyldt liv uden børn.

Til min lille skat

5 år

I dag er det fem år siden jeg fødte for tidligt og vi mistede vores lille datter, Saga. Hun døde kort efter fødslen.
Livet siden er gået op og ned. Desværre mere ned de sidste par år, da vi ikke har været i stand til at få andre børn og adoption  er gået fuldstændig i stå. Sorgen over Saga ville vi have uanset, men sorgen over vores barnløshed gør den endnu sværere at leve med. Vi har brugt mange år på virkelig at vælge, ville og gøre os klar til forældreskabet, og så står vi der, med de mentale kufferter pakket, klar til et helt andet liv, men flyet kommer bare ikke. Vi forlod livet uden børn for 10 år siden, da vi gjorde op hvad der betød noget for os, og valgte børn til. Men livet med børn lod vente på sig, hvilket var opslidende og svært. Så kom Saga, maven voksede, vi planlagde og forberedte os, vi knyttede os til det nye liv i min mave. Indtil kulminationen de to traumatiske dage hvor fødslen gik i gang alt alt for tidligt og Saga døde. Efterfølgende kæmpede vi med sorgen, og siden med at forstå vores situation, forstå at jeg sansynligvis ikke ville kunne gennemføre en graviditet nogensinde. Men vi forsøgte. Og forsøgte. Og var villige til at løbe den risiko at miste endnu et barn. Der kom bare ikke noget barn igen. Imens har alle vores jævnaldrende og vores yngre venner fået børn eller er igang, vi ser dem passere os og leve de liv, vi valgte for 10 år siden. Det er rigtigt svært. Vi føler os naturligvis meget ensomme i vores situation. Og i vores sorg.
Nu er der så gået fem svære år siden vores mirakel og vores tab.
Hvert år er lige denne dag, 30. august, ekstra svær, jeg ved ikke hvad jeg føler. Mest nok bare tomhed. Et hul. Sagas fødsel er både det største og det værste der er overgået mig. At skabe hende er det vildeste og mest betydningsfulde jeg har gjort. Så fantastisk. At miste hende er det mest smertefulde. Så traumatisk og forfærdeligt. Denne dag rummer begge dele.
Denne dag kan jeg ikke holde ud at være i nærheden af andre end Thomas, Sagas far.

4 år

På Sagas 4-årsdag fik hun blomster. Desværre var der pålandsvind, men de kom dog ud at vugge ude på vandet i et stykke tid.