Blomster til Saga

Som de andre år på Sagas  fødselsdag skrev jeg et brev til Saga og vi kastede blomsterhoveder ud på vandet til hende.

 

6 år nu

I dag er det Sagas fødselsdag/dødsdag og vi har taget fri for at kunne være i vores følelser og tanker. Som de andre år føler jeg mig tom.  

Ironisk nok blev jeg i morges vækket af underboens grædende baby. Og følte ikke rigtig noget andet end tomhed. Som de andre år er jeg hjemløs i mig selv, jeg ved ikke hvad jeg skal med dagen. Med mig selv. Med min længsel og mit savn, min sorg. Med mit liv. Gråt.

Et liv uden barn

Vi har taget en meget hård beslutning:

Kære familie og venner

Nu efter 3½ år på venteliste til adoption, er Etiopien-ventelisten blevet lukket. Det betyder at vi, sammen med 100 andre, skal omplaceres i bunden af andre ventelister med yderligere 4-6 års ventetid. Vi har så set på "special needs"-listerne (børn med handicaps eller sygdomme og ældre børn), men det gør de 100 andre også, så der er 3 års forventet ventetid og det er svært at få de "lette" problemer som en manglende arm eller læbe-gane-spalte, så det ville kræve rigtig meget af os som forældre, samtidig med at vi på det tidspunkt ville være tæt på 50 år. Det koster desuden 55.000 kr. pr. år på listen uden nogen garanti for at vi nogensinde får et barn, og vi ville skulle gen-godkendes to gange undervejs, med risiko for at blive kasseret (og pengene ville være tabt). Det er meget dårlige udsigter.

Vi har derfor besluttet os for at droppe adoption - vi tror ikke på at vi får et barn vi kan håndtere inden for en rimelig tid (2 år). Vi bliver for gamle og vi risikerer at smide 100.000 kr. ud af vinduet.

Der er ingen andre muligheder for at vi kan få barn, vi har undersøgt alt, der er ingen løsninger og intet vi ikke har tænkt på eller overvejet. Det er desværre bare sådan det er. 

Vi vil gerne have at I ved hvordan vores livssituation er, men vi er ikke interesserede i at tale om det. Vi har nu tænkt os at bruge energien på hinanden, på familie og venner og på processen at skabe et meningsfyldt liv uden børn.

Til min lille skat

5 år

I dag er det fem år siden jeg fødte for tidligt og vi mistede vores lille datter, Saga. Hun døde kort efter fødslen.
Livet siden er gået op og ned. Desværre mere ned de sidste par år, da vi ikke har været i stand til at få andre børn og adoption  er gået fuldstændig i stå. Sorgen over Saga ville vi have uanset, men sorgen over vores barnløshed gør den endnu sværere at leve med. Vi har brugt mange år på virkelig at vælge, ville og gøre os klar til forældreskabet, og så står vi der, med de mentale kufferter pakket, klar til et helt andet liv, men flyet kommer bare ikke. Vi forlod livet uden børn for 10 år siden, da vi gjorde op hvad der betød noget for os, og valgte børn til. Men livet med børn lod vente på sig, hvilket var opslidende og svært. Så kom Saga, maven voksede, vi planlagde og forberedte os, vi knyttede os til det nye liv i min mave. Indtil kulminationen de to traumatiske dage hvor fødslen gik i gang alt alt for tidligt og Saga døde. Efterfølgende kæmpede vi med sorgen, og siden med at forstå vores situation, forstå at jeg sansynligvis ikke ville kunne gennemføre en graviditet nogensinde. Men vi forsøgte. Og forsøgte. Og var villige til at løbe den risiko at miste endnu et barn. Der kom bare ikke noget barn igen. Imens har alle vores jævnaldrende og vores yngre venner fået børn eller er igang, vi ser dem passere os og leve de liv, vi valgte for 10 år siden. Det er rigtigt svært. Vi føler os naturligvis meget ensomme i vores situation. Og i vores sorg.
Nu er der så gået fem svære år siden vores mirakel og vores tab.
Hvert år er lige denne dag, 30. august, ekstra svær, jeg ved ikke hvad jeg føler. Mest nok bare tomhed. Et hul. Sagas fødsel er både det største og det værste der er overgået mig. At skabe hende er det vildeste og mest betydningsfulde jeg har gjort. Så fantastisk. At miste hende er det mest smertefulde. Så traumatisk og forfærdeligt. Denne dag rummer begge dele.
Denne dag kan jeg ikke holde ud at være i nærheden af andre end Thomas, Sagas far.

4 år

På Sagas 4-årsdag fik hun blomster. Desværre var der pålandsvind, men de kom dog ud at vugge ude på vandet i et stykke tid.

Igen

Jeg ka godt mærke at 4-års dagen nærmer sig. Begynder igen at lede på nettet efter en anden virkelighed end den jeg lever i. Fik googlet mig frem til at der yngste overlevende meget for tidligt fødte barn var født 20+5 - ligesom Saga. Og med samme mål og vægt. Og hun overlevede!?! Men der står ikke noget om evt. skader, de ved det vist ikke endnu. Eller også er det ikke en god historie. Pludselig fandt jeg flere, overlevende børn ned til 250 g. Og lige som jeg begyndte at spekulere over om vi alligevel sku ha kæmpet for hende, så læste jeg så om motoriske problemer, blindhed, døvhed, hjerneskader osv. Og så var det nok alligevel det rigtige ikke at forsøge at redde hende. Men så læser jeg om de 20% født før uge 25 som ingen mén har. Og de 32% der er let handicappede. Men også om de 12% der er stærkt udviklingshæmmede m.m. Og så ved jeg ingenting ...
Blot at hun er død og det ikke kan gøres om og at der ikke kommer en ny chance. Hvordan ever det kunne have gået, så er det sket som det er sket, og jeg kan ikke google mig til et andet udfald. Jeg kan ikke google mig til en virkelighed hvor hun overlevede. Hun er ikke på nettet lige meget hvor meget jeg leder efter hende der.

Det er så meget ved snart at være hendes fødselsdag, det begynder at tumle i mit hovede hver gang jeg er i ro og det kan tiltvinge sig plads. Jeg er nok nødt til bare at føle det, indtil det lægger sig igen. Og så går der et år til ...