Jeg har ikke skrevet så meget de sidste måneder, fordi jeg er forvirret og sårbar.
Af gode ting er der sket det at jeg har fået job.
Efter at være blevet opsagt fra et job jeg havde levet og åndet for i 13 år, hvilket rystede mig i min grundvold, havde jeg endelig fået nyt job, selvom jeg var gravid. Det nåede jeg kun at have i tre uger, så fødte jeg Saga. Så var der sorg og operation. Så begyndte jeg på frivilligt arbejde hos Landsforeningen Spædbarnsdød for at komme lidt i gang igen, og det var godt. Men jeg synes det var enormt svært ikke at have et regulært job at vende tilbage til, med kollegaer som kendte mig og vidste hvad jeg kunne, med faste rammer, rutiner og kendte omgivelser.
I stedet skulle jeg søge job, sælge mig selv og bevise mig selv. Være på fuld skrue med glimt i øjet og emme af overskud og kompetence.
I juni skete der så det at jeg blev ringet op af et firma, som jeg havde søgt en stilling hos for knap halvandet år siden, før det hele gik galt. De ville tilbyde mig et 3-mdr. vikariat med en måske mulighed for videre ansættelse. Jeg sprang på, og der har jeg så knoklet de sidste to mdr..
Men det havde jeg brug for. Det var hårdt at skulle lære nye mennesker og nye procedurer at kende, men også godt at indgå i en sammenhæng igen, at være den kompetente side af mig selv, være faglig, have arbejdsmæssige relationer til andre. At skulle noget om morgenen, at have en grund til dagen.
Jeg er blevet glad for det. :-) Det er temmelig hårdt, jeg er træt hele tiden. Men jeg føler mig som en del af verden igen.
Nu er jeg lige blevet fastansat! :-D
Det er en kampesten fra min skulder, jeg beholder min rytme, min funktion og mine nye relationer. Jeg betyder noget. Og jeg har lidt tryghed, økonomien hænger sammen.
Det er også godt i forhold til hvis vi er nødt til at flytte og skal købe noget (huset vi lejer en lejlighed i er sat til salg) eller hvis vi er tvunget til at adoptere (og skal have god økonomi + kunne smide 200.000).
Alt i alt er det bare rigtig godt.
Jeg fortsætter mit arbejde for Landsforeningen Spædbarnsdød, men på meget lavet blus.
Tilgengæld er jeg ved at lukke og slukke med drømmen om et biologisk barn. Det sker ikke. Vi har prøvet og prøvet, men uden held. Og nu sker der det frygtelige for mig, at tidlige tegn på overgangsalder sætter ind - jeg fik ikke ægløsning i denne måned! :´-(
Mit østrogen steg kun meget lidt, og der kom ingen ægløsning. Dvs. nul mulighed for barn. Én ting er at jeg bare ikke er blevet gravid, men nu svigter det helt. Nu kan jeg ikke?!?
Jeg har det forfærdeligt. For først gang er jeg vred på min krop. Og endnu mere vred på verden. Hvorfor kan jeg ikke? Hvorfor er jeg blevet for gammel? Når alle har en historie om en de kender på 40, 42, sågar 46 som har fået barn, hvorfor lukker og slukker min krop så som blot 40-årig?
Og når jeg nu startede med at ville for 10 år siden, og med at forsøge intenst for 5 år siden, hvorfor får jeg så ikke mit højeste ønske opfyldt? Hvordan kan det ske at det bare ikke bliver?
Jeg prøver at sige til mig selv at hvis man får kørt benene af, er man sikkert også vred og fortvivlet og uforstående, men man er nødt til at deale med sådan som verden ser ud. Dvs. lige meget hvor uretfærdigt eller uacceptabelt jeg synes det er, så er det altså sådan det er. Jeg er nødt til at lære at leve med det.
MEN FUCK DA! :-(
Jeg er så ubeskriveligt ked af det. Virkelig virkelig ked af det.
Sorgen over Saga og sorgen over at være permanent barnløs er ét stort rod. Det er lige før det sidste gør mest ondt, for Saga er diffus for mig nu, jeg havde jo aldrig kontakt med hende. Ingen åbne øjne, ingen lyde, ingen bevægelser. Kun boblerne i min mave mens hun levede, følelsen af hende i mig. Jeg havde hende aldrig i mine arme levende. Min sorg over ikke at få lov at leve med et barn er størst. Jeg vil så frygtelig frygtelig gerne være mor til et levende barn, leve med det barn, elske og sørge for, forme og hjælpe på vej.
Sorgen over Saga er sorgen over hvad hun kunne have været, hvis hun havde levet. Hvis jeg havde båret hende til termin. At miste at være mor til et levende barn.
Jeg tænker på konceptet med kvindens tre faser, jomfruen (eller den unge kvinde), moderen og den gamle kvinde. Jeg mangler en fase. Jeg går fra at leve en ung kvindes liv til at leve en gammel kvindes liv, uden at have mellemstadiet med. Uden moderskabet.
Jeg føler en enorm del af mig mangler.
Jeg føler det vigtigste i livet mangler.
Alle kommer med "Har I tænkt på at adoptere?", og ja, selvfølgelig har vi da det. Og sat os ind i det. I modsætning til de fleste, som ingen idé har om hvad det vil sige, hvor lang tid det tager, hvad det kræver eller hvor svært det er. Og som på romantisk vis tror det er en nyfødt baby man kan få.
HVIS vi overhovedet kan blive godkendt til adoption, hvilket tager op til et år, så er der en ventetid på 2-4 år, for tiden er fire mest realistisk. Vi taler altså om at jeg som 45-årig kan blive mor, det er meget meget lang tid at vente, i denne ende af mit liv. Jeg er klar NU. Jeg har været klar i 10 år.
Derudover er der alle de umulige krav at opfylde, inkl. at skulle kunne rejse til et andet land og opholde os i flere måneder. For de lande med kortest ventetid er det syv mdr.! Samtidig med at vi skal kunne rive syv mdr. ud af kalenderen, og have hele vores barns babyfase i et andet land, uden familien, vores egne liv og rammer, uden den verden og kultur vi ønsker at være forældre i, så skal vi også kunne beholde vores job og bolig at komme tilbage til, selvom vi er væk så længe. Hvem kan dog det?!
Den tid der går fra de finder ud af hvilket barn man får, til man kan få barnet i armene er mellem to og seks mdr. Dvs. det barn man får er minimum to mdr., mere sandsynligt 6-8 mdr. Alle de måneder er tabt for én, det bliver ikke noget vi får lov at opleve. Og vi har ingen indflydelse på den tid. Vi kan ikke give vores barn kontakt, stimulation og omsorg, sikre at der skabes en grundtryghed og tilknytning. At vores barn får øjenkontakt og kropskontakt og bliver trygt og harmonisk. Nej, det er børnehjem blandt en masse andre børn, med fokus på at det får mad og en tør ble. Men alt dét som man i vestlig forskning ved betyder utroligt meget, får vi ikke lov at indflyde på.
Hvis vi overhovedet kan blive godkendt, og vi overhovedet får et barn, så står vi om fire-fem år med et barn på 6-7 mdr., som ingen tilknytning har til os, og med en baggrund vi ikke kender, og skal først til at prøve at skabe en familie.
Jeg synes ikke det lyder specielt fedt. Det lyder rigtig hårdt, utrygt, opslidende. Ikke noget quick fix på at mangle et barn, ikke nogen løsning.
Det er bare det eneste vi evt. kan, hvis vi vil have et liv med børn. Et forsinket liv med børn, meget forsinket.
Jeg vil ikke tale med andre om adoption. I hvert fald ikke med nogen der ikke ved noget om det.
Jeg gider ikke få trukket den ned over hovedet af nogen der ikke aner hvad de taler om eller hvad det indebærer. Jeg gider ikke skulle forsvare mine følelser, forklare og forklare. Se folks blikke når de synes jeg er negativ og utaknemmelig, eller fornemme hvordan de naivt tror, at verden er fuld af stakkels forældreløse babyer der trænger til et hjem, og det som barnløs er min pligt at redde dem. Hvis der var sådan en enorm mængde forældreløse babyer, hvorfor er der så fire års ventetid? Tværtimod er der mangel på babyer at bortadoptere.
Der er til gengæld masser af ældre forældreløse børn, men dem vil ingen have. Alle dem der synes at de stakels børn skal reddes, hvorfor adopterer de ikke selv dem? Hvorfor laver alle andre børn selv, fremfor at tage til Afrika og adoptere en 6-årig?
Fordi drømmen om at få barn og skabe familie ikke inkluderer en 6-årig forældreløs afrikaner, vietnameser, inder eller colombianer. Heller ikke for os.
Jeg har ikke prøvet at være forældre før, jeg har ingen erfaringer eller redskaber til at håndtere et skadet ældre barn. Og jeg har aldrig haft nogen mission om at jeg skulle redde verden.
Som alle andre drømmer jeg om en nyfødt baby i mine arme, at dufte, mærke, høre lydene. At studere de bittesmå fingre, lege med griberefleksen og se den lillebitte hånd kramme om min finger. Kigge mit barn dybt i øjnene og vide at jeg er dets mor. Opleve mit barn udvikle sig, fra en hjælpeløs lille baby til et selvsikkert og nysgerrigt barn. Være der under hele processen, høre sammen.
Når jeg drømmer om at være mor, drømmer jeg om at være mor til en baby. Og at have fire år til at lære hvordan man er mor til en fireårig, lære at sætte grænser, aflæse mit barn osv. via de situationer der opstår.
Hvis jeg havde barn i forvejen ville jeg måske godt kunne adoptere en fireårig, for så ville jeg allerede have udviklet mig som mor, og være opgaven moden og parat.
Men jeg har ingen levende børn. Og ingen yngre søskende. Jeg aner ikke hvordan man gør.
Det er så igen "når barnet er der"-tanker, afskåret fra alt det der går forud. De mange år og svære betingelser der går forud.
Vi har levet snart fem år i venteposition, hvor vi hele tiden har ventet på at vi skulle få barn og vores nye liv gå igang. Hvor vi har gjort os klar, prioriteret, fokuseret, VALGT. Hvor ønsket om et barn og forsøget på at skabe et har fyldt alt. Fem år!
Kan vi holde til fem år mere?
Jeg tvivler.
Jeg synes virkelig det er en svær tid.
Jeg skal acceptere en situation jeg ikke kan acceptere, jeg skal indstille mig på at mit liv ikke kan blive som jeg så brændende ønsker mig. Jeg skal lære at leve med et sådan er det altså.
Jeg skal håndtere sorgen.
Og prikken over i'et - på tirsdag er det årsdagen for Sagas fødsel og død. Jeg synes denne måned er meget svær. Hver dato har sine minder, her blev jeg indlag. På denne dag hørte vi hjertelyd, efter en enorm forskrækkelse. På denne dag var vi til misdannelsesscanning, og hun lå som en lille frø på spring. På denne dag var jeg indlagt igen. På denne dag så vi Sagas hjerte slå for allersidste gang.
I morgen og på tirsdag er så årsdagene for de værste dage i mit liv. Indlæggelsen, fødslen og afskeden.
Der mistede vi vores datter.
Der er bare ikke noget at sætte i stedet.
