Brev til Saga 2020

 

10 år

 I dag er det 10 år siden vi sagde farvel til vores datter og 9 år siden vi roede ud på Roskilde fjord og spredte hendes aske blandet med rosenblade. Jeg ville give alt for at vi i stedet om nogle måneder fejrede hendes 10-års fødselsdag.

Gennem årene har jeg oplevet andre miste deres børn, men også børn der blev født for tidligt og overlevede. Og et hav af børn der bare blev født helt uproblematisk. Og nogle få der blev født med ekstra udfordinger. Jeg ville give alt for at have været i en af de andre grupper.

Med årene har jeg lært at distancere mig og holde sorgen stangen, så den ikke overvælder mig. Så godt, at jeg har svært ved at give lods og lade den fylde, selv når det er mærkedag. Jeg har ellers en kontrakt med mig selv om at 30/8 er den dag hvor jeg godt må føle, sørge, græde, tænke over hvordan det kunne have været og hvordan jeg har det med det. Men jeg er blevet for god til at holde det hele på plads og mig selv kørende, for lige nu føler jeg bare ... meh.

Eller nærmere, det er mit hovede der styrer showet, ikke mit hjerte. Men jeg ved godt hvordan jeg i virkeligheden har det, hvor ville jeg ønske jeg kunne ændre fortiden og vælge hvordan livet skulle være.

Sagas dag 2019

 

Sagas dag 2018

 

Dagen er omme

Så er Sagas dag ved at slutte. Surrealistisk at i morgen bare brager der ud ad som sædvanligt, med arbejde, møder, hverdag.

7 år

Om lidt kører vi op og køber blomster, så klipper vi hovederne af, lægger dem i kurven med brevet og kører ned til fjorden og kaster dem ud på vandet til dig sammen med brevet. Igen. På syvende år. Vores kærlighed er for evigt. Vores smukke datter. Vores elskede.❤️.

Oprydning

I dag smed jeg alle mine ægløsningstests og graviditetstests ud. Flere af dem udløb i 2013 og 2015, ku jeg se. Der var støv på. De har stået på badeværelset, jeg har ikke kunnet overskue at tage stilling til dem og min mand har nok ikke turdet foreslå mig at smide det ud.
Vi mistede vores lille datter i 2010 efter 5 års forsøg på at få barn og efterfølgende er det ikke lykkedes at blive gravid igen. Jeg er 45 år nu, med en defekt livmoder, det kommer ikke til at ske.
At smide det hele ud ... Det ripper op i smerten. At vi havde hende lige dér og var så tæt på ... nu skal vi leve resten af vores liv barnløse. Jeg kan ikke forstå det. Jeg længes så usigeligt.
Jeg har taget 30 kg på, kümmerspeck, og det slog mig i forgårs at min mave er lige så stor som da jeg var gravid med Saga. Og så huskede jeg følelsen af at ligge i sengen med hænderne på maven og mærke hende inde i mig. Og da min mand lagde øret til min mave for at høre hendes små fiskehalesmut-lyde. Jeg var så lykkelig lige der.
Jeg ville give alt for at have et levende barn. Det første år efter vi mistede Saga ville jeg kun have hende, her 6,5 år efter er det et hvilket som helst levende barn jeg længes efter. Bare få lov at holde i mine arme og elske og passe på.
Well, sådan ser min virkelighed ikke ud. Og nu fik jeg i det mindste smidt alle de overskydende graviditets-og ægløsningstests ud.