Vores tradition er at nøje at udvælge blomster til Saga, sammen klippe stænglerne af, lægge dem i en kurv og bære dem ned til fjorden, hvor vi kaster dem ud på vandet og ser strømmen føre dem bort mens vi lytter til bølgerne.
Jeg skiver også et brev til hende og kaster i vandet. Det kommer aldrig særligt langt ud, fordi jeg er en skovl til at kaste, men sådan er det. I vandet kommer det.
Gennem årene har jeg oplevet andre miste deres børn, men også børn der blev født for tidligt og overlevede. Og et hav af børn der bare blev født helt uproblematisk. Og nogle få der blev født med ekstra udfordinger. Jeg ville give alt for at have været i en af de andre grupper.
Med årene har jeg lært at distancere mig og holde sorgen stangen, så den ikke overvælder mig. Så godt, at jeg har svært ved at give lods og lade den fylde, selv når det er mærkedag. Jeg har ellers en kontrakt med mig selv om at 30/8 er den dag hvor jeg godt må føle, sørge, græde, tænke over hvordan det kunne have været og hvordan jeg har det med det. Men jeg er blevet for god til at holde det hele på plads og mig selv kørende, for lige nu føler jeg bare ... meh.
Eller nærmere, det er mit hovede der styrer showet, ikke mit hjerte. Men jeg ved godt hvordan jeg i virkeligheden har det, hvor ville jeg ønske jeg kunne ændre fortiden og vælge hvordan livet skulle være.
