- tanker fra en utrolig svær tid. Om fertilitesbehandling, graviditet, fibromer og bekymring, om at miste mit barn (spædbarnsdød), sorg og om at kæmpe for at finde tilbage til et liv med mening.
30 august 2014
4 år
På Sagas 4-årsdag fik hun blomster. Desværre var der pålandsvind, men de kom dog ud at vugge ude på vandet i et stykke tid.
Etiketter:
mistet,
mærkedag,
ritualer,
sorg,
spædbarnsdød
09 juli 2014
Igen
Jeg ka godt mærke at 4-års dagen nærmer sig. Begynder igen at lede på nettet efter en anden virkelighed end den jeg lever i. Fik googlet mig frem til at der yngste overlevende meget for tidligt fødte barn var født 20+5 - ligesom Saga. Og med samme mål og vægt. Og hun overlevede!?! Men der står ikke noget om evt. skader, de ved det vist ikke endnu. Eller også er det ikke en god historie. Pludselig fandt jeg flere, overlevende børn ned til 250 g. Og lige som jeg begyndte at spekulere over om vi alligevel sku ha kæmpet for hende, så læste jeg så om motoriske problemer, blindhed, døvhed, hjerneskader osv. Og så var det nok alligevel det rigtige ikke at forsøge at redde hende. Men så læser jeg om de 20% født før uge 25 som ingen mén har. Og de 32% der er let handicappede. Men også om de 12% der er stærkt udviklingshæmmede m.m. Og så ved jeg ingenting ...
Blot at hun er død og det ikke kan gøres om og at der ikke kommer en ny chance. Hvordan ever det kunne have gået, så er det sket som det er sket, og jeg kan ikke google mig til et andet udfald. Jeg kan ikke google mig til en virkelighed hvor hun overlevede. Hun er ikke på nettet lige meget hvor meget jeg leder efter hende der.
Det er så meget ved snart at være hendes fødselsdag, det begynder at tumle i mit hovede hver gang jeg er i ro og det kan tiltvinge sig plads. Jeg er nok nødt til bare at føle det, indtil det lægger sig igen. Og så går der et år til ...
Blot at hun er død og det ikke kan gøres om og at der ikke kommer en ny chance. Hvordan ever det kunne have gået, så er det sket som det er sket, og jeg kan ikke google mig til et andet udfald. Jeg kan ikke google mig til en virkelighed hvor hun overlevede. Hun er ikke på nettet lige meget hvor meget jeg leder efter hende der.
Det er så meget ved snart at være hendes fødselsdag, det begynder at tumle i mit hovede hver gang jeg er i ro og det kan tiltvinge sig plads. Jeg er nok nødt til bare at føle det, indtil det lægger sig igen. Og så går der et år til ...
Abonner på:
Opslag (Atom)