I dag smed jeg alle mine ægløsningstests og graviditetstests ud. Flere af dem udløb i 2013 og 2015, ku jeg se. Der var støv på. De har stået på badeværelset, jeg har ikke kunnet overskue at tage stilling til dem og min mand har nok ikke turdet foreslå mig at smide det ud.
Vi mistede vores lille datter i 2010 efter 5 års forsøg på at få barn og efterfølgende er det ikke lykkedes at blive gravid igen. Jeg er 45 år nu, med en defekt livmoder, det kommer ikke til at ske.
At smide det hele ud ... Det ripper op i smerten. At vi havde hende lige dér og var så tæt på ... nu skal vi leve resten af vores liv barnløse. Jeg kan ikke forstå det. Jeg længes så usigeligt.
Jeg har taget 30 kg på, kümmerspeck, og det slog mig i forgårs at min mave er lige så stor som da jeg var gravid med Saga. Og så huskede jeg følelsen af at ligge i sengen med hænderne på maven og mærke hende inde i mig. Og da min mand lagde øret til min mave for at høre hendes små fiskehalesmut-lyde. Jeg var så lykkelig lige der.
Jeg ville give alt for at have et levende barn. Det første år efter vi mistede Saga ville jeg kun have hende, her 6,5 år efter er det et hvilket som helst levende barn jeg længes efter. Bare få lov at holde i mine arme og elske og passe på.
Well, sådan ser min virkelighed ikke ud. Og nu fik jeg i det mindste smidt alle de overskydende graviditets-og ægløsningstests ud.
